Brevbefordring er en facinerende proces

Brevbefordring er en facinerende process, som har eksisteret i århundreder, og som fungerer i hundrede af lande over hele kloden.

Tænk bare; en japaner kan skrive et brev til mig og for få midler kan samme japaner aflevere brevet i en lille boks. Brevet vil derefter blive håndteret af det japanske postvæsen. Uanset om det er sommer eller vinter, uanset om det er blæsevejr eller solskin, så vil brevet blive transpoteret på tværs af kontinenter, hen over have og bjerge. Det vil passere hen over fredelige lande og krigszoner. Det vil ankomme til Danmark og tage turen videre hen over de danske øer til Aarhus, hvor det fortsætter til min adresse.

Helt ned for enden af vejen, hvor jeg bor, vil brevet fortætte sin lange rejse.

Og så er det altså, at der sker et eller andet mærkeligt. Efter mange tusinde kilometer, så sker der noget mystisk i processen. Brevet stopper lige præcis 1,5 meter fra min dør, som om en usynlig mur hindrer det i at komme længere. Efter tusindvis af kilometer er brevet ikke i stand til at forcere lige præcis den 1,5 meters afstand som ligger foran min hoveddør.

Så derfor har jeg nu opsat en lille sort kasse 1,5 meter fra min dør. Og hver dag vil jeg gå 1,5 meter ud fra min hoveddør for at se, om kassen skulle have opfanget et brev fra en japaner, der har skrevet til mig omme på den anden side af jordkloden.

Brevbefordring er sandelig en facinerende proces.

Paradigmeskifte i Morell de Lux

Bloggen har ligge stille en rum tid.

Formålet var oprindeligt, at dele oplevelser fra tiden i Luxembourg, og da vi rejste hjem til fædrelandet sidste sommer, så var det et spørgsmål om bloggen skulle dø eller om formålet skulle redefineres.

I ny og næ synes jeg, det er er sjovt at dele nogle af de tanker, jeg gør om livet eller at fortælle om nogle oplevelser, jeg kommer ud for.

Derfor er undertitlen til bloggen ikke længere ”Louise og Inger Marie i Luxembourg”, men i stedet ” Louise og Inger Marie i Luxembourg; og i resten af verden”.