mandag den 2. april 2012

Causerier over et par pakker

Da jeg kom hjem fra arbejde i går, lå der i min postkasse to blanketter fra Post Danmark. Det var helt fint, for jeg gik netop og ventede på en ny mobiltelefon; hvad den anden pakke kunne være, havde jeg ikke rigtigt styr på.

”Så er det derfor, jeg hørte nogen stå og banke på døren i dag”, konstaterede husstandens teenager, der holder påskeferie og derfor var hjemme om dagen. Lidt ærgerligt, at hun ikke sansede at lukke døren op i tide; nu må jeg en tur på Posthuset.

Så langt, så godt.

Hvad der undrede mig var, at den ene seddel var til afhentning på posthuset, medens den anden blanket var en ’post til afhentning’ til brug i Døgnposten. Efter at have været udenlands et par år var dette mit første møde med Døgnposten, som efter min mening er et genialt koncept. Derfor også så meget mere irriterende at den ene pakke skulle hentes på posthuset og dermed indenfor posthusets åbningstider.

Efter arbejde i dag var jeg en tur på posthuset og jeg nåede netop ind af døren fem minutter før lukketid. Jeg kommer altid til at tænke på min barndom, når jeg er der, fordi jeg somme tider blev sendt på posthuset med en stak girokort. Det eneste, der har ændret sig siden dengang er de mange standere med tape, kuglepenne, postkort og alt muligt andet papir bras, der skal skabe mersalg til etaten. Ellers ligner det sig selv med skrankerne og de evindelige fedterier med blanketter, underskrifter og stempler.

At få to pakker på selv samme dag, der skal afhentes på to forskellige måder strider imod mit rationaliserings gen, så jeg kunne ikke dy mig for at spørge damen ved skranken, hvordan det dog kunne være, at der var tale om to forskellige afhentningssystemer.

”Det er fordi den ene har været rundt med posten, medens den anden er bragt ud med pakkeposten.”

Hmm ... jeg tænker lidt. Der er altså tale om to forskellige udbringnings kanaler; men derfor kunne man jo godt bruge sammen afhentningssystem til begge forsendelse. Så jeg spørger igen, hvordan det kan være, at der et tale om to forskellige afhentningssystemer.

”Det er fordi den ene er et brev, medens den anden er en pakke.”

Hmm ... i min begrebsverden er breve flade og firkantede og består typisk består af en kuvert, medens en pakke er noget større noget, som typisk ikke går gennem sprækken i postkassen. Men jeg må indrømme, at jeg tidligere er stødt på det fænomen; Post Danmark bruger bare begreberne anderledes end andre mennesker. Så der er altså tale om to forskellige produktdefinitioner; men derfor kunne man jo godt bruge sammen afhentningssystem til begge forsendelser. Så jeg spørger igen, hvordan det kan være, at der et tale om to forskellige afhentningssystemer.

”Det er noget, som afsenderen har valgt.”

Hmm ... den ene afsender har nok valgt at sende sin pakke som et ’brev’ på grund af prisen, men jeg tvivler på, at afsenderen har taget stilling til, om jeg skulle troppe fysisk op på posthuset eller om jeg kunne benytte mig af Døgnposten systemet.

For ikke at spolere den gode stemning afholder jeg mig fra at stille flere spørgsmål til den noget ulogiske måde at dirigere kunderne rundt i manegen på. Jeg får udleveret min ene pakke, som altså er et ’brev’, vi udveksler et ’god påske’ og jeg begiver min derefter videre ud i Åbyhøj for at finde Døgnposten.