Klokken er lidt over 21 og her er godt mørkt. Klokken halv ni var himlen stadig lys og der var små vattede lyserøde skyer oppe på den lyseblå himmel over nonnernes hus. På det tidspunkt gik et par nonner aftenstur og kikkede på byggeriet af deres nye hus, som skal være ældreboliger.
Så blev det mere og mere tusmørke, nonnerne gik indendøre ligesom et par børnefamilier, der også forsvandt fra gadebilledet. Et par biler blev parkeret i gaden og det blev mere og mere tomt, alt medens de lyserøde skyer blev mørke og skydækket samlede sig mere og mere, stadig med den lysere himmel bagved.
Et helt overjordisk lys bredte sig over kvarteret, stilheden faldt over kvarteret og langt ude høres en summen af trafik. Mon det er motorvejen uden for byen? Jeg har ikke lagt mærke til den før, men stilheden fremhæver den summende lyd. Nogle få flagermus flyver hen over kvarteret.
Nu er er godt mørkt. De tunge mørke skyer dækker næsten himlen, kun med svage sprækker af en lidt lysere himmel bagved. Nonnernes hus er mørkt med nogle enkelte store vinduer, der lyser op. Gadelygterne er tændte. Her er stadig lunt på altanen. En velsignet ro hviler over kvarteret og den lune skønne sensommeraften føles vidunderlig.
Klokken nærmer sig så småt halv ti. Enkelte biler kører gennem kvarteret - på vej hjem. Himlen er næsten helt mørk, et enkelt par gå hjem gennem gaden, småsnakkende. Åh, hvor er det vidunderligt med sådan en aften på altanen. Som om tiden står stille og det aldrig bliver arbejdsdag igen.
Lige nu står tiden bare stille og det er en vidunderlig sensommeraften på altanen.
torsdag den 27. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar