Nice is nice - sommerferie part II

Nice er 'nice'; der er sikkert. Det er helt underligt at ankomme til den sydfranske varme, som slår en i møde med et kraftigt slag. Når vi stopper bilen for at gå igennem betalingsanlægene på motorvejen, åbner vi ikke længere vinduerne, fordi varmen slår kraftigt ind i bilen.

Vi har lejet en lejlighed i den indre by af en bekendt, og den ligger i et herligt kvarter tæt på marina og strand og samtidigt et kvarter, hvor der bor 'rigtige' mennesker; hvor der er bagerier, købmandsforretninger og alt muligt dagligdags; udenfor turistkvartererne og alligevel tæt på det hele. Vi var i samme lejlighed for fire år siden, så det er anden gang, vi er her og det er sjovt hvordan vi hurtigt fornemmer byen igen; hvor det store supermarked ligger, hvordan man går ned til stranden og de små restauranter i området. Denne gang er vi her i længere tid og har bil med, så vi kan tage nogle længere ture ud fra Nice.

Det er en hyggelig lille fransk lejlighed; en stor stue med åbent køkken, et flot badeværelse og soveværelse. Eneste ulempe er, at den ligger på 5te sal uden elevator, hvilket er værst på ankomstdagen og også lidt på afrejsedagen. Vi har en lille altan med østensol og om aftenen står månen op over bakkerne inden den bevæger sig sydover ud over middelhavet. Den store hund i nederste lejlighed i opgangen lever stadig og Louise smider forsigtigt godbidder ned til den, når det er mørkt og man ikke kan se folk dernede eller kan se, hvor godbidderne kommer fra. Som Louise sagde; 'jeg ville bare blive så sur, hvis jeg havde en hund og folk smed mad ned til den'. Jo jo, forsøget på opdragelse er ikke gået helt hen over hovedet af hende.

Vi har været på besøg i Fondation Maeght, som i mange år har stået som noget helt særligt for mig. Helt tilfældigt stod jeg i en boghandel i Luxembourg dagen før vores afrejse og så en bog om Fondation Maeght og et eller andet fik mig til at kikke i den og lede efter beliggenheden. Og jo, Fondation Maeght ligger tæt ved Nice i Sct. Paul Venice. Det ligger idyllisk højt oppe i bakkerne blandt pinjetræer og oliventræer. Der er kunstværker både inde og ude; Miro, Fernand Leger og masser af store kunstner, men især masser af Giacometti, der jo var årsagen til at jeg gerne ville derhen. En særudstilling bragte antallet af Giacometti værker op på 170 værker; skulpturer, malerier og tegninger.

En tur til Monaco blev det også til. Vi havde en hyggelig dag der, men burde nok have taget bussen for trafikken var djævelsk og vi brugte ret lang tid i trafikmylderet og var slet ikke så mobile, som det var meningen, at vi skulle være. Vi gik impulsivt ind og så det store Oceania Museum, som er et af de store attaktioner i Monaco. Der var mange flotte akvarier i underetagen med mange flotte og underlige fisk, men oplevelsen led noget under de mange meget aktive franske børn og deres stolte fotograferende forældre. Vore tanker gik tilbage til et besøg på et akvarie i Philidelphia for fem år siden, om end de franske børn ikke var helt så slemme (det ville også være svært at nå det høje niveau for dårlig opdragelse). De havde et hajbasin på museet, som ikke helt kunne leve op til Kattegat Centeret (som Louise sagde, 'de er jo på størrelse med store torsk'). Bort set fra fiskene, så var museet en fantastisk flot bygning i sig selv og der var andre ting i museet, som faldt lidt udenfor fiske-temaet; mildelst talt. Mest facinerence var nok fåret. Det fantastiske var ikke, at man have taget et (dødt) får og puttet det i en gennemsigtig beholder med sprit, men at man havde skåret det over på midten (på langs, fra hovedet og ned gennem kroppen til bagdelen), og lagt hver halvdel i hver sin montre med sprit. Når man kikkede fra den ene side, så man et får. Når man kikkede fra den anden side, så man et får. Men når man gik ind i midten mellem de to beholdere, så man et overskåret får med indvolde og hvad der nu er inde i et får af dimser; ret facinerende faktisk. Louise brød sig ikke meget om det, men jeg syntes, at det var facinerende. Sjovt nok, er det det, jeg vil huske mest fra Oceaniaet i Monaco. Men jeg kan jo også stadig blive helt salig ved tanken om den sommer for mange mange år siden, hvor Jakob og jeg gik hjem fra skolen og hver dag kikkede på en kat, der var påkørt og lå død i vejsiden; et selvstudie i 'til aske skal du blive'. Naturen har nogle facinerende sider.

Vi var også forbi Kasinoet i Monaco, men kunne desværre ikke gå ind og se på løjerne, da Louise dels var alt for ung til at komme ind og dels havde taget noget tøj på, der forhindrede os i at lyve hende nogle år ældre. Vi havde planlagt at sætte os på en cafe foran kasinoet og kikke på folkelivet der, men vi fik hurtigt nok og valgte at indtage frokosten et andet sted. Der var et stort menneskeopbud foran kasinoet og rækkevis af dyre biler som Ferrari, Bendley og meget andet (jo jo, der var faktisk også nogle Mini'er kunne jeg med glæde se), men folkelivet var mere præget af de mennesker, der var kommet for at se på de andre, og ikke nær så meget af de folk, som skulle ses på. Og selv om tætheden af dyre biler bestemt var meget høj, så var vi nok spoleret lidt af et allerede ret højt niveau af flotte biler i Luxembourg og havde ikke så stort behov for at gå og sukke over bilerne. I stedet indtog vi frokosten tæt ved lystbådhavnen og kunne sidde og følge med i, hvordan personalet gik og klargjorde de kæmpemæssige yachter og hvordan nye yachter lagde til; også et spændende scenarie at følge med i. Vi havde en del diskussioner af, hvordan det ville være, hvis vi havde en båd af den størrelse og måtte nok konstatere, at det ville være sjovt et par uger, men så heller ikke længere. Så i grunden er det slet ikke så skidt, selvom vi ikke har en yacht med 5-10 ansatte.

Stranden fandt vi aldrig ned til, så vi fik ikke engang badet i Monaco; Louise havde ellers medbragt sin nye grønne plastik bade-krokodille, der hedder Albert, opkaldt efter Prins Albert af Monaco. Efter en hyggelig eftermiddag kørte vi hjem til Nice med følelsen af, at her behøver vi ikke komme igen; Nice er meget federe. Og Albert har været med ude at bade i Nice!

Mest har vi dasket rundt i Nice, været ved stranden, kikket på folkelivet og forretningerne. Her er mange spændende typer, fra de meget elegante og avancerede til de værste taber-typer. Og alle turisterne selvfølgelig, hvilket omfatter de obligatoriske danskere, der altid forfølger en, når man er på ferie. Vi kikker en del på folk, når vi går på gaden eller sidder på en restaurant; vi opdigter historier om folk, hvem de er og hvad de er igang med; især hvordan de er relateret til hinanden; er de i familie, er de venner eller naboer? Vi kikker på, hvordan de foretager spændende parkeringer lige for næsen af os, hvilke hunde, de er ude at lufte og hvad de har af tatoveringer og pircinger. Vi har taget bøger med og læst en del og måtte desuden et par gange på internetcafe for at dække abstinenserne, frit WiFi er åbenbart ikke nået til bylivet i Nice. Louise fik det obligatoriske møde med en brandmand (en af dem, der er ude i havet), og jeg fik demonstreret, hvorfor der er så mange apoteker i Frankrig (de ikke-receptpligtige lægemidler i Frankring er talrige og de er flittige til at lange dem ud over disken).

Jo, Nice er nice. Det er en ret stor by, det opdager man især, når man kommer her i bil, da der ligger mange 'folder' af byen ind imellem bakkerne, der opkranser byen, og afstandene er også større, end de lige ser ud til. Men byen lever op til kombinationen af spændende byliv og solrigt strandliv, som jeg synes er så dejligt. At ligge en uge ved en strand uden meget andet, ville gøre mig skør. Her er mennesker, kultur og natur i en skøn blanding.