Oktoberbesøg og fægtning i Embourg

Der står en lasagne og bager ude i ovnen. Vi skulle egenligt have været til fægtetræning, men Louise var syg i dag og blev hjemme fra skole. Her til aften var hun så kvik, at hun bad om lasagne til aftensmad, så jeg har kokkereret og sidder nu og glæder mig til at nyde resultatet. Hjemmelavet lasagne er ikke noget, man laver på 5 minutter, så det blev heller ikke til fægtetræning for mit vedkommende. Der var også brug for en hjemmeaften.

Vi har haft besøg hen over weekenden af 4 modne herrer fra Danmark, hvoraf den ene var min bror. Det har været hyggeligt og har medført en del indtagen af god mad.

Lørdag, da jeg havde fri fra arbejde, var jeg med herrene på tur til Mosel, hvor vi tog ind på et vinslot og smagte moselvin. Det var rigtig hyggeligt og interessant; damen som tog imod os var rigtig godt til at fortælle om stedets historie, om hvordan romerne etablerede vinmarker for 2000 år siden og ikke mindste om de vine, som vi smagte. Det blev da også til køb at nogle kasser vin.

Vi tog så sydover for at se Maginotlinien, og gjorde undervejs et holdt i en mindre fransk by, Sierck les Bains, for at få lidt frokost. Apropos udkandtsdanmark, så skal jeg hilse og sige, at udkandtsfrankring, er der bestemt også noget, der hedder. Jeg har tidligere været i Sierck les Bains, hvor de har en gammel borg, som er absolut seværdig, og et gensyn med byen bekræftede, at det er en beskidt, luset by, uden ret meget forretningsliv. Der er mange "gode" håndværkertilbud i Sierck les Bains skulle jeg hilse og sige. Byen ligger ellers smukt ved moselfloden (se billedet herunder). Det lykkedes os at få frokost i form af nogle gode sandwich (tjeneren skulle dog lige til bageren først for at hente brød), og vi tog derefter ned og fik en rundvisning i Maginotlinien.


Søndag morgen tog vore gæster afsted, og Louise og jeg kørte fra morgenstunden til Embourg ved Liege i Belgien, hvor Louise deltog i et fægtestævne for børn og unge. Det er længe siden, at Louise har været til stævne, dels p.g.a. sommerpausen og så har der været en lang periode med besøg i og fra Danmark og noget weekendarbejde for mig, så det har ikke været muligt at tage til stævne. Så det var rigtig dejligt at være afsted igen. Det er nu så hyggeligt, at går rundt og kikke og småsnakke med folk. En lille kuriositet var, at der pludseligt blev råbt i højtalerne, at der skulle udtages fægtere til dopingkontrol. Jeg tror, de tog omkring en 5 stykker blandt de unge drenge, så Louise slap for at blive dopingtestet (pyh).

Efter et veloverstået stævne kørte vi en lille omvej gennem Ardennerne og fik en faktistisk flot tur gennem et meget bakket efterårslandskab. Vejret var præget af pludselige og stærke regnbyger, herunder hagl, som holdt brat op igen og gik over i det fineste skarpe solskin. Så vi kørte igennem smukke landskaber, hvor solen skinnede i de spejlblanke, våde overflader og de friske grønne marker med naturlige hegn, træer og græssende kødkvæg. Jeg fik set vandfaldet i Coo, som vi kørte efter og vi tog så hjem og pustede ud søndag aften.

Sådan en tirsdag i oktober

Sådan en tirsdag i oktober er det koldt og mørkt at cykle på arbejde. Faktisk var det i dag den første morgen, hvor jeg fik den tanke, jeg vist skal have givet cykellygterne et eftersyn. Handskerne blev fundet frem i sidste uge.

Arbejdsdagen er gået med diverse opgaver, vi har en større implementering i november og der er både testopgaver og anden forberedelse. Jeg blev lidt tung i hovedet sidst på dagen - måske der er problemer med vores aircondition; der er flere som har følt sig tunge i hovedet sidst på dagen de seneste dage. Eller måske det bare er årstiden, der gør en træt og tung i hovedet. Det var ret gråt udenfor og det påvirker humøret selvom man ikke kikker ud af vinduet hele dagen lang (hi hi hi, nu er det vist tid til at komme med en gammel vits. Her er den: "Ved du hvorfor de EU-ansatte ikke må kikke ud af vinduerne om formiddagen? Jo, det er fordi, der skal også være noget at lave til om eftermiddagen").

Sidst på eftermiddagen klarede det pludseligt gevaldigt op og solen skinnede samtidigt med at der kom nogle kraftige byger. Det så grangiveligt ud som om det første, der kom ned fra skyerne var sne, og der kom også et par flotte regnbuer på himlen. Jeg arbejder i en moderne kontorbygning med kæmpe vinduer fra gulv til loft, så det var flot at gå hen til vinduet og se hele scenariet på "storskærm".

Tænk at vi for et par uger siden havde over 20 grader og solskin, temperaturen er raslet ned lige siden. Slut med indian summer. Velkommen til sidst-i-oktober-snart-vintertid-og-vi-skal-snart-købe-julegaver.

Jeg var en tur i vores lokale supermarked på vej hjem og kunne konstatere, at de første chokoladejulemænd har sneget sig frem på hylderne. Jeg købte nu ingen, men det blev til et par jordbærtærter hos bageren; det fortjener man lidt i denne mørke tid.

Ud at se med DSB

Vi sidder i verdens langsomste DSB tog på vej fra Kastrup Lufthavn til Århus. Toget holder i små byer syd for Vejle, som jeg end ikke anede eksisterer og jeg er tæt på at fortryde, at jeg ikke lejede en bil i lufthavnen. Eller rettere sagt, jeg har fortrudt det, men det er for sent nu.

Sidste weekend havde vi besøg af vores fægtevenner Mona og Julius, og vi tilbragte nogle dejlige og sjove dage sammen. Det blev både til tour-de-Luxembourg og en tur til Metz samt derud over mange fornøjelige kortspil og grineture. Louise havde Julius med i skolen en dag og til fægtetræning den ene aften. Vi benyttede besøget til at præsentere den luxembourgske konditorkunst, så vi fik spist nogle dejlige kager. Mum mum.

I denne weekend er vi så i Århus til søsterens runde fødselsdag.

Lige nu holder toget i Høje Taastrup.

Vi er lidt trætte; bare tanken om at ankomme til Århus H klokken halv et, når man har haft en fuld arbejdesdag, er trættende. Og vi har begge travlt for tiden. Jeg har meget at lave på arbejdet og Louise har mange lektier og tests i skolen, som hun skal forberede. Vejret kan vi dog ikke klage over. Vi har haft mange fine dage den seneste uge, og senest flere dage med over 20 grader og solskin. I denne tid må man nyde hver eneste solskinsdag i fulde træk, for det bliver lidt mørkere for hver dag, der går og hver morgen bliver lidt koldere og lidt mere fugtig. Efterårsfarverne er ved at være fremme og træerne står flotte; gule, grønne, gyldne og røde.

Så er vi i Roskilde.

Jeg var i Roskilde for ti dage siden. Jeg var på seminar i Glostrup og som en socialt indslag var vi den ene aften på en lille turisttur til Rolkilde inden vi spiste middag. Meget hyggeligt, vi gik bl.a forbi Roskilde station, som vi holder på lige nu. Det er Danmarks ældste stationsbygning og den blev bygget i forbindelse med anlæggelsen af landets første jernbane, som blev anlagt mellem København og Roskilde. Louise finder lektierne frem nu. Det er en god disposition, for hun har en hård weekend forude med den første aftale, når vi ankommer til Århus efter midnat. Man skal jo ikke spilde tiden, bare fordi, det bliver nat.

Nu er vi så kommet til Ringsted.

Louise er gået i gang med at skrive en sang om Danmark, som hun skal aflevere i dansk. Det er ikke en opgave, som passer hende, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så det er bare med at vælge en melodi, og finde ud af, hvordan det skal gribes an. For nylig skulle hun skrive en mindre opgave i engelsk under temaet "Hvorfor man skal lave sine engelsk lektier". Hun havde misset sine lektier, og da læreren spurgte, hvem der ikke havde lavet lektier, rakte hun hånden op. Hendes opgave kom derfor blandt andet til at berøre den kendsgerning, at andre, der heller ikke havde lavet lektier, men som undlod at række hånden op, ikke blev straffet med en ekstra opgave. Heldigvis havde læreren givet udtryk for at der var noget at tænke over - det er ikke alle lærere, der kan klare den slags konstruktiv tilbagemelding fra eleverne.

Så blev det Slagelse. Vi pløjer os langtsomt gennem "udkantsdanmark". Utroligt, at et så lille land kan have en udkant, det giver assotioner til tiden før 1492, da sømændene var bange for at sejle ud over verdens kant. Utroligt, hvad der er sket med mobiliteten bare de sidste 10 år, hvor det ikke længere er eksotisk at tage på ferie i New York. Der er jo snart ikke længere en plet på kloden, hvor man ikke kender nogen, der har været. Selv antarktis kender jeg en, der har været.

"Næste station Korsør". Louise kikker op og spørger forundret, om vi stadig på Sjælland. Jo, den er god nok, men nu er der ikke langt til kanten af Sjælland.

Nu sætter toget igang igen, og vi sætter kursen mod Storebælt og dermed mod undergrunden.

Grund, er en bydel i Luxembourg. Den ligger nede i slugten og består af hyggelige gamle huse, med den lille Alzette flod løbende igennem. Der er restauranter og caféer og flere museer. I det flotte Neumünster kloster område er der gratis jazz musik hver søndag formiddag i en stor del af året.

Så er vi kommet op til overfladen og næste station er Nyborg.

Borge er der masser af i Luxembourg. Selve byen Luxembourg er faktisk startet for over 1.000 år siden som et fæstningsanlæg, og lever dermed op til sit navn, Der er masser af mere eller mindre istansatte borge og slotte rundt i landet og de omkringliggende lande. Vi var på Chateau Malbrouck sammen med Mona og Julius i sidste weekend. Det er en gammel borg, som ligger tæt ved Schengen i grænselandet, hvor Luxembourg, Tyskland og Frankrig mødes. Det er en smuk borg, som blev restaureret for få år siden med stor respekt for de oprindelige materialer og stil. Den ligger højt oppe i landskabet og har i klart vejr en en fantastisk udsigt. Efterårsdisen lå dog tykt ud over landskabet, da vi var der i sidste uge.

Medens toget pløjer sig hen over Fyn har Louise for længst opgivet sin Danmarkssang og har i stedet kastet sig over Tetris på computeren og SMS'er til veninderne i Århus, der sidder og venter på Louises ankomst. Jeg har en bog med, men føler mig lidt tung i hovedet, så det bliver kun til lidt blog-skrivning ind imellem stationerne. Når man står op derhjemme i Luxembourg, går på arbejde og så går i seng i Præstehaven, så føles det gerne lidt pussigt. Men jeg tror dog, at selv H.C. Andersen ville have haft sjælen med på denne tur hen over det fynske land. Så, nu er der afgang fra Odense.

Højtalerne i toget opfordrer nu til ro i togets stillezoner. Gad vide, hvad der foregår i stillekupéerne, måske folder de vilde fester. Det er så stille i resten af toget, at en skoleklasse på vej på lejrskole nærmest ville føles som en opmundrende element.

Matematik er en sjov ting. Man kan køre fra Luxembourg til Århus på 9 timer, hvis man er heldig med trafikken. Når man forlader arbejdet kl. 16 for at flyve til København og derefter er uheldig med togtiderne, så er man hjemme i Præstehaven kl. 1 om natten, hvilket mærkværdigvis også er 9 timer. Men det skal man nok ikke tænke på nu.

Næste station er Middelfart, og toget kører med middelfart.

Nu kører vi over Lillebælt, og jeg sender en tanke til Christian den II, der sejlede frem og tilbage her for mange år siden; pragtfuldt genfortalt i "Kongens Fald", en af de bøger, som man bør genlæse løbende med nogle års mellemrum.

Så kom vi endelig til Fredericia, eller "FrederiXia", som de altid siger i togets højtalere, og vi har nu jysk muld under os. Vi holder på stationen i noget, der føles som en evindelighed, og jeg har DSB lidt mistænkt for at gøre det med vilje, for at rygerne kan stå på peronen og hive vejret ind gennem cigaretterne.

Børkop er en by nord for Fredericia, og den ser både uddød og mørk ud på denne tid af aftenen. Men toget holder stille og venter på folkemasserne. Gab.

Brejning er en by nord for Børkop, og den ser mindst lige så uddød og mørk ud.

Endelig ankom vi til Vejle og det begynder i det mindste at smage lidt af Østjylland. Derefter Horsens og Skanderborg.

Nu kan vi ane Århus H forude.

Dette blogindlæg er ikke ment som et brokindlæg, men blot et causeri over en togtur, der føltes meget laaang. Godnat.