Ud at se med DSB

Vi sidder i verdens langsomste DSB tog på vej fra Kastrup Lufthavn til Århus. Toget holder i små byer syd for Vejle, som jeg end ikke anede eksisterer og jeg er tæt på at fortryde, at jeg ikke lejede en bil i lufthavnen. Eller rettere sagt, jeg har fortrudt det, men det er for sent nu.

Sidste weekend havde vi besøg af vores fægtevenner Mona og Julius, og vi tilbragte nogle dejlige og sjove dage sammen. Det blev både til tour-de-Luxembourg og en tur til Metz samt derud over mange fornøjelige kortspil og grineture. Louise havde Julius med i skolen en dag og til fægtetræning den ene aften. Vi benyttede besøget til at præsentere den luxembourgske konditorkunst, så vi fik spist nogle dejlige kager. Mum mum.

I denne weekend er vi så i Århus til søsterens runde fødselsdag.

Lige nu holder toget i Høje Taastrup.

Vi er lidt trætte; bare tanken om at ankomme til Århus H klokken halv et, når man har haft en fuld arbejdesdag, er trættende. Og vi har begge travlt for tiden. Jeg har meget at lave på arbejdet og Louise har mange lektier og tests i skolen, som hun skal forberede. Vejret kan vi dog ikke klage over. Vi har haft mange fine dage den seneste uge, og senest flere dage med over 20 grader og solskin. I denne tid må man nyde hver eneste solskinsdag i fulde træk, for det bliver lidt mørkere for hver dag, der går og hver morgen bliver lidt koldere og lidt mere fugtig. Efterårsfarverne er ved at være fremme og træerne står flotte; gule, grønne, gyldne og røde.

Så er vi i Roskilde.

Jeg var i Roskilde for ti dage siden. Jeg var på seminar i Glostrup og som en socialt indslag var vi den ene aften på en lille turisttur til Rolkilde inden vi spiste middag. Meget hyggeligt, vi gik bl.a forbi Roskilde station, som vi holder på lige nu. Det er Danmarks ældste stationsbygning og den blev bygget i forbindelse med anlæggelsen af landets første jernbane, som blev anlagt mellem København og Roskilde. Louise finder lektierne frem nu. Det er en god disposition, for hun har en hård weekend forude med den første aftale, når vi ankommer til Århus efter midnat. Man skal jo ikke spilde tiden, bare fordi, det bliver nat.

Nu er vi så kommet til Ringsted.

Louise er gået i gang med at skrive en sang om Danmark, som hun skal aflevere i dansk. Det er ikke en opgave, som passer hende, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så det er bare med at vælge en melodi, og finde ud af, hvordan det skal gribes an. For nylig skulle hun skrive en mindre opgave i engelsk under temaet "Hvorfor man skal lave sine engelsk lektier". Hun havde misset sine lektier, og da læreren spurgte, hvem der ikke havde lavet lektier, rakte hun hånden op. Hendes opgave kom derfor blandt andet til at berøre den kendsgerning, at andre, der heller ikke havde lavet lektier, men som undlod at række hånden op, ikke blev straffet med en ekstra opgave. Heldigvis havde læreren givet udtryk for at der var noget at tænke over - det er ikke alle lærere, der kan klare den slags konstruktiv tilbagemelding fra eleverne.

Så blev det Slagelse. Vi pløjer os langtsomt gennem "udkantsdanmark". Utroligt, at et så lille land kan have en udkant, det giver assotioner til tiden før 1492, da sømændene var bange for at sejle ud over verdens kant. Utroligt, hvad der er sket med mobiliteten bare de sidste 10 år, hvor det ikke længere er eksotisk at tage på ferie i New York. Der er jo snart ikke længere en plet på kloden, hvor man ikke kender nogen, der har været. Selv antarktis kender jeg en, der har været.

"Næste station Korsør". Louise kikker op og spørger forundret, om vi stadig på Sjælland. Jo, den er god nok, men nu er der ikke langt til kanten af Sjælland.

Nu sætter toget igang igen, og vi sætter kursen mod Storebælt og dermed mod undergrunden.

Grund, er en bydel i Luxembourg. Den ligger nede i slugten og består af hyggelige gamle huse, med den lille Alzette flod løbende igennem. Der er restauranter og caféer og flere museer. I det flotte Neumünster kloster område er der gratis jazz musik hver søndag formiddag i en stor del af året.

Så er vi kommet op til overfladen og næste station er Nyborg.

Borge er der masser af i Luxembourg. Selve byen Luxembourg er faktisk startet for over 1.000 år siden som et fæstningsanlæg, og lever dermed op til sit navn, Der er masser af mere eller mindre istansatte borge og slotte rundt i landet og de omkringliggende lande. Vi var på Chateau Malbrouck sammen med Mona og Julius i sidste weekend. Det er en gammel borg, som ligger tæt ved Schengen i grænselandet, hvor Luxembourg, Tyskland og Frankrig mødes. Det er en smuk borg, som blev restaureret for få år siden med stor respekt for de oprindelige materialer og stil. Den ligger højt oppe i landskabet og har i klart vejr en en fantastisk udsigt. Efterårsdisen lå dog tykt ud over landskabet, da vi var der i sidste uge.

Medens toget pløjer sig hen over Fyn har Louise for længst opgivet sin Danmarkssang og har i stedet kastet sig over Tetris på computeren og SMS'er til veninderne i Århus, der sidder og venter på Louises ankomst. Jeg har en bog med, men føler mig lidt tung i hovedet, så det bliver kun til lidt blog-skrivning ind imellem stationerne. Når man står op derhjemme i Luxembourg, går på arbejde og så går i seng i Præstehaven, så føles det gerne lidt pussigt. Men jeg tror dog, at selv H.C. Andersen ville have haft sjælen med på denne tur hen over det fynske land. Så, nu er der afgang fra Odense.

Højtalerne i toget opfordrer nu til ro i togets stillezoner. Gad vide, hvad der foregår i stillekupéerne, måske folder de vilde fester. Det er så stille i resten af toget, at en skoleklasse på vej på lejrskole nærmest ville føles som en opmundrende element.

Matematik er en sjov ting. Man kan køre fra Luxembourg til Århus på 9 timer, hvis man er heldig med trafikken. Når man forlader arbejdet kl. 16 for at flyve til København og derefter er uheldig med togtiderne, så er man hjemme i Præstehaven kl. 1 om natten, hvilket mærkværdigvis også er 9 timer. Men det skal man nok ikke tænke på nu.

Næste station er Middelfart, og toget kører med middelfart.

Nu kører vi over Lillebælt, og jeg sender en tanke til Christian den II, der sejlede frem og tilbage her for mange år siden; pragtfuldt genfortalt i "Kongens Fald", en af de bøger, som man bør genlæse løbende med nogle års mellemrum.

Så kom vi endelig til Fredericia, eller "FrederiXia", som de altid siger i togets højtalere, og vi har nu jysk muld under os. Vi holder på stationen i noget, der føles som en evindelighed, og jeg har DSB lidt mistænkt for at gøre det med vilje, for at rygerne kan stå på peronen og hive vejret ind gennem cigaretterne.

Børkop er en by nord for Fredericia, og den ser både uddød og mørk ud på denne tid af aftenen. Men toget holder stille og venter på folkemasserne. Gab.

Brejning er en by nord for Børkop, og den ser mindst lige så uddød og mørk ud.

Endelig ankom vi til Vejle og det begynder i det mindste at smage lidt af Østjylland. Derefter Horsens og Skanderborg.

Nu kan vi ane Århus H forude.

Dette blogindlæg er ikke ment som et brokindlæg, men blot et causeri over en togtur, der føltes meget laaang. Godnat.