torsdag den 9. april 2009

Forårsglæde

Så er det ved at være påske. Jeg har været på arbejde i dag, da der ikke er noget, der hedder skærtorsdag hernede. Jeg var ret overrasket over at høre, at det åbenbart heller ikke er helligdag i morgen langfredag. Vi har fri på arbejdet, men det er en ekstra dag, som vi får som et dansk islæt. Dejligt. Louise har til gengæld ferie i 14 dage her omkring påske, så hun slapper af fra de lange skoledage og de mange prøver. Hun har i øvrigt fået det første karakter ark med hjem, og det så rigtig fint ud i alle fag, så det er en stor glæde at det går så godt. Ud over at holde fri, så går hun og holder øje med håndværkerne ovre i ’nonnernes hus’. Den anden dag havde de nået at flytte nogle kasser og drikke kaffe sammen med nogle chauffører, der kom med et læs grus. Og så nåede de vist også at drikke øl. Ja, det bliver spændende at se, hvornår huset bliver færdigt, det går langsomt. Så det hygger hun sig med, at holde lidt øje med.

Siden sidste blog indlæg har vi haft besøg af far og mor, de første gæster på vores nye sted. Og det har været hyggeligt at vise vores nye hjem frem og Luxembourg by, der tager sig rigtig flot ud i disse dage, hvor træer og buske har fået et lysegrønt skær og hvor det bugner af påskeliljer, blomstrende magnoliaer og kirsebærtræer. Lørdag var vi ude og besøge to store krigskirkegårde fra 2. verdenskrig; den ene med 5.000 amerikanske soldater og den anden med knap 10.000 tyske soldater. Ret mange af dem var dræbt i løbet af få uger i december 1944. Det var både en tankevækkende, men også en flot oplevelse. Om eftermiddagen så vi så tv om Foghs udnævnelse til Natos næste generalsekretær, så man må sige at historiens vingesus kunne føles den dag.

Søndag tog vi en køretur ud langs Mosel floden og spiste frokost i en by i Frankrig, hvor det viste sig, at der var en spændende middelalderborg. Far fyldte 75 år søndag og vi hyggede os med god mad i den anledning. I mandags var jeg på arbejde medens Louise hyggede sig med bedsteforældrene og det var lidt pudsigt at få en sms fra hende ud på eftermiddagen, hvor hun skrev at ’vi tager lige et smut til Belgien’. Men sådan er det her, der er ikke langt til Belgien, Tyskland og Frankrig. Det er bare en lille smuttur.
Vi får besøg igen i morgen og et par dage frem og så igen på mandag. Det så en overgang ud til, at det skulle til at blive køligt igen, men vejret ombestemte sig og her kl. 20 da vi var på vej hjem til os selv var der 20 grader, så vi kan se frem til nogle dejlige påskedage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar