søndag den 19. april 2009

Weekend med regnvejr og solskin - og et par overraskelser

Efter et par weekender med besøg fra Danmark valgte vi i går at bruge noget tid på at kikke bil. Vejret var rigtig træls og det regnende, så det var ikke det allerbedste tidspunkt at tage ud i, og det blev da også hen på dagen, før vi tog os sammen og drog ud til byens BMW forhandler, der også sælger Mini’er. Den første forretning vi kom til, var der hvor de sælger nye biler, og vi benyttede regnvejret som en undskyldning for at kikke lidt på de splinter nye udstyrsnumre af Mini’er, der var i udstillingen. Sande små mesterværker. Regnvejret stoppede ikke, så vi hoppede ud i det og ankom temmelig våde til brugtvognsforretningen lidt længere henne, hvor vi blev modtaget af en portugisisk sælger og en sløv medhjælper, der levede fuldt ud op til mine fordomme om bilsælgere. Sælgeren snakkede ikke engelsk, så vi måtte klare det på fransk. Ikke et problem, når jeg ellers begår mig rundt omkring, men når det gælder biler, der absolut ikke hører til mine kernekompetencer, så havde jeg foretrukket engelsk. Vi fik en masse at vide om, hvor pragtfulde danskere generelt er (og om hvor dumme englændere er) og om sælgerens fodbold oplevelser ved et eller andet VM eller EM i Portugal for et par år siden (allerede her har jeg afsløret, at jeg ikke interesserer mig for fodbold), og også lidt om de biler de havde. Herunder en bil, som kommer ind om tre uger og som er ”et fantastisk godt tilbud til en unik pris, der ikke kan blive lavere”. Hmm. Og så fik vi en lille prøvetur i en sød sølvfarvet Mini Cooper, der godt kunne være en mulig bil for os.

Her kom så den første af to store overraskelser, som jeg har fået i denne weekend.

Her i Luxembourg bliver man spurgt om alt og skal dokumentere alt. Kommunen ville vide min mors pigenavn, for at indregistrere mig. Da vi købte mobiltelefoner måtte, vi tage hjem efter vores pas, for at kunne få et mobil abonnement. Og Louises skole har bedt mig udfylde 4 A4 sider tæt listet med spørgsmål, som jeg ikke kan dy mig for at give et par eksempler på her: ’Blev barnet født til terminen?’, ’Før terminen?’, ’Efter terminen?’, ’Var det en naturlig fødsel?’, ’Ved kejsersnit?’, ’Med fødselstang?’ ….’Kunne barnet gå uden hjælp ved en alder af 18 måneder?’ …’Kan han/hun gå på toilettet fuldstændig uden hjælp?’ … ja og så videre og så videre. Hvad man da ikke skal svare på, for at sende en 14-årig i skole. Nå men tilbage til min overraskelse. Det viste sig nemlig, at man godt kan få lov at tage en prøvetur i en smart lille bil ud i byen og med lidt motorvejskørsel uden så meget at blive spurgt, om man har kørekort. Jeg havde endda medbragt mit pas fordi jeg regnede med, at kørekortet ikke var nok.

Senere lørdag var vi ude forbi en anden bilforhandler, der havde en meget sød gul Mini Cooper, der absolut godt kunne blive min bil. Desværre havde de ekstraordinært lukket, så jeg kunne ikke få en prøvetur og vi måtte nøjes med at trykke næserne flade.

Her i dag søndag blev jeg måske ikke ligefrem vækket til morgenmaden, men efter at have sovet rævesøvn i et stykke tid, så serverede Louise fødselsdagsmorgenmad for mig med nybagte pandekager. Solen kom frem og det blev en prægtigt vejr helt anderledes end lørdag. Derefter cyklede vi ud i en splinternyt bade- og welness anlæg, som ligger kort herfra. Der er nogle svømmebassiner, heraf et par opvarmede udendørsbassiner og et par vandrutsjebaner. I wellness afdelingen er der en masse saunaer, dampbad, spabad, udendørsbassin og en masse afdelinger med liggestole og afslappende musik. Vi købte billetter til begge afdelinger, og da den nydelige dame fortalte at saunaerne var ’mixed’ og ’nudist’, så tænkte jeg at så kunne vi jo bare lade være med at gå ind i nudist saunaen og have badetøj på i de andre. Muligvis har den opmærksomme læser allerede her fornemmet, at det var her jeg fik weekendens anden store overraskelse. Altså, Luxembourg er en meget pænt land, med pæne mennesker, der er meget høflige over for hinanden, så jeg havde da ikke i min vildeste fantasi troet, at det var hele wellness afdelingen, der var nudistområde; ikke bare udvalgte saunaer og at det ikke bare var tilladt at være nøgen, men at det faktisk ikke var tilladt at have tøj på i spabadet og udendørsbassinet. Ikke fordi, folk ikke opførte sig pænt, men alligevel noget grænseoverskridende. Det var ikke lige det man forventer i pæne Luxembourg. Ikke fordi jeg ikke kan se det sjove i at gå i spabad med et par bare mænd, men så vil jeg helst selv udvælge dem først. Så ud over, at det var et dejligt sted, så har Louise og jeg grinet meget over vores nudistoplevelser i dag.

Senere gik vi op til et torv 5 minutter herfra, hvor de hver måned sælger alt fra, grimme skjorter, grimme keramikkrukker, grøntsager, gamle møbler, oste, blomster og meget andet. Vi nød solskinsvejret, men købte kun en stegt pølse og en pandekage med sukker, og gik så hjem igen, hvor vi har slappede af med forskellige sysler resten af dagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar