Blæsevejrs søndag

Det er en rigtig stormfuld dag i dag. Stormen Xynthia har nået os med nogle gevaldige stormstød. Ind imellem brager det højt i lejligheden, og jeg har været alle vinduerne efter, da de stod og klaprede. Affaldsposerne, som var stillet klar til afhentning i morgen nede foran parkeringskælderen, ligger nu rundt omkring huset. Byggematerialer fra byggepladsen ved siden af os er blevet smidt rundt omkring, deres hegn er væltet og jeg håber, at de husker at checke stilladset i morgen tidlig, så de på en kontrolleret måde finder det sted, hvor det er gået fra hinanden.

Vejrmæssigt har det været meget foranderligt den sidste uge. Lørdag i sidste uge kom vi hjem efter en tur i Danmark til et koldt og sneklædt luxembourg, men det blev tøvejr søndag, så nærmest al sneen forsvandt på én dag og fra i mandags har det været meget forårsagtigt med temperaturer over 10 grader. Forårsblomstrene er myldret op; vintergækker, erantis og krokos blomstrer nu. Fuglene kvider, så det er en lyst og solsorten er begyndt at synge rigtigt både morgen og aften.

Jeg har endeligt taget mig sammen og udskiftet det gamle tv fra 1995 med en ny moderne flad sag. Det gamle tv viste ikke alle undertekster, fordi noget af teksten simpelthen røg udenfor skærmen. Så noget af weekenden er gået med at kikke på det nye tv og finde ud af, hvilke finurligheder, det indeholder. Det var lidt underligt at tænde for det for første gang, for noget af det første der dukkede op på skærmen var fægtning - ikke bare fægtning, men fægtning fra Luxembourg og der var en masse mennesker, som jeg kender fra træning og turnering. Det var faktisk optagelser fra de luxembourgske mesterskaber, hvor jeg deltog, for nogle uger siden. Det var lidt surrealistisk at det var noget af det første, jeg så på det nye tv.

I næste uge starter jeg med at læse Entrepeneurship som en del af et leadership certificat på Sacred Heart University her i Luxembourg. Det glæder jeg mig meget til. Det bliver fint at få lidt teori ind i hovedet igen, som supplement til det daglige arbejde og jeg håber at det bliver givende at få dialog med underviser og medstuderende. Jeg skal læse ialt fire fag og det første ligger meget koncentreret over de næste fire uger. Det bliver det, min fritid i marts kommer til at dreje sig meget om.

Marathon Fleuret i Paris

I starten af februar deltog Louise i et stort fleuretstævne i Paris. Selve turneringen blev afholdt lørdag og søndag, men dagen før var afsat til indskrivning og våbenkontrol, som skulle være overstået senest fredag aften kl. 22. Det var en ret smart måde at arrangere det på, for omkring 850 fægtere deltog i stævnet, og det ville have været et kaos uden lige, hvis indskrivning skulle have været klaret lørdag sammen med turneringerne.

Vi ankom til Paris torsdag aften, så det gav os god tid fredag til både at klare indskrivning og til at nyde Paris. Det var en fantastisk dag med omkring 10 grader og solskin, og efter flere måneders kulde, så vi gik storsmilende rundt som et par glade påskelam. Vi havde tænkt os at spise frokost på vej ned til hallen, men bilturen gennem byen tog så lang tid, at vi ankom kl. 13.30 netop som de åbnede for indskrivning, så vi tog direkte derhen. Det var ret smart, for vi var nogle af de absolut første, og undgik derfor at stå ret meget i kø.

Vi kom ind i en stor hal, der var gjort klar med pister, apparater, bannere, tv-apparater og så videre. Der var to forskellige udstyrssælgere, en bod med salg af merchandise og selvfølgelig en madbod. Vi talte 48 pister i salen og blev temmelig imponerede. Lidt senere fik vi at vide, at stævnet var fordelt over 4 haller med i alt 96 pister, så vi var lige ved at dåne. Det er ret meget, når man er vant til store stævner med op til 20 pister.

Først gik vi hen til en pult, hvor Louise blev krydset af, vi betalte tilmeldingsgebyr og de udskrev et stævneprogram med Louises navn, kategori og en stregkode. Ved næste pult blev den egentlige indskrivning foretaget i systemet ved hjælp af stregkoden. Så gik vi til våbenkontrol, tre steder ligesom i eventyrerne. Først fik hun kontrolleret sin el-vest. Den skal kontrolleres for defekte områder i vesten, hvor den ikke virker, fordi det giver bæreren af vesten en ulovlig fordel, da modtageren så vil miste point hvis stødene rammer de defekte områder. Ved næste pult var der våbenkontrol. De målte størrelsen af skålen. Den må ikke overskride den tilladte størrelse, da den derved yder større beskyttelse mod at blive ramt, hvilket er imod reglerne. Og det tredje sted kontrollerede de sikkerheden i masken. Den skal kontrolleres mod for store mellemrum i gitteret, da det kan få fatale følger for den, der bærer masken. Det sidste, der skulle klares var fotografering, der blev kørt direkte ind i computeren og registreret på Louise i systemet.

Noget af det første vi så, da vi kom ind i hallen, var en pige der stod og ventede med sine 6 fleuretter. Man fægter kun med et våben, men man skal have backup med, hvis våbenet bliver defekt eller ligefrem knækker. Louise havde 3 våben med til stævnet, så vi følte os lidt som amatører, men da vi lidt senere hørte, at det var den pige, der havde vundet tredje pladsen ved stævnet sidste år, gav lidt perspektiv til følelsen af at være underudstyret. Stævnet er et World Cup stævne, hvor de bedste får point til verdensranglisten. Der var deltagere fra 15-20 nationer, heraf også fra US og Japan.

I den store hal var der sat mindst 15 store fjernsynskærme op, som viste information undervejs. Allerede da Louise var kørt gennem systemet ved indskrivningen, kunne vi finde hendes navn på skærmen med grøn farve, hvilket viste at hun nu var skrevet ind, og vi kunne stå og følge de lange rækker af deltagernes navne med angivelse af klub og land, der kunne ses på skærmen i få sekunder før den næste side med navne blev vist.

Allerede lørdag morgen kunne vi på turneringens hjemmeside se de puljer, som skulle fægte. For hver fægter, kunne man klikke ind og se et billede af fægteren, klub, land og sammensætningen af den pulje, som fægteren skulle kæmpe i.

Turneringen bestod af to alderskategorier; Kadetter født i 1993-1994 og Dreng/Pige født i 1998-1995 begge kategorier delt op i en drengeturnering og en pigeturnering, hvilket derfor gav i alt 4 parallelle turneringer, der skulle afvikles. Man fægter først i puljer, hvor hver fægter kæmper mod de øvrige deltagere i puljen. Derefter går man ud til udslagning, der er vind-eller-forsvind kampe, hvor kun vinderen går videre i turneringen. Puljerne bliver brugt til at rangere fægterne, således at den bedste får udslagningskamp mod den dårligste, den næstebedste mod den næst dårligste og så fremdeles. Det er derfor en fordel med en god placering i puljen, da det bliver lettere at overleve den første udslagningskamp. Efter første udslagning er antallet af fægtere nede på 128, efter anden udslagning er det 64 og så fremdeles indtil der er 4 tilbage. De kæmper derefter 2 og 2, taberne af hver kamp får begge en 3. plads og de 2 vindere kæmper til sidst om første og anden pladsen. Der deltog 189 piger i Louises kategori, og da der således ikke var 265 fægtere til første pulje fik de bedst rangerede lov til at gå direkte videre i første udslagning uden kamp. Så hvis man når helt til toppen skal man igennem 12-14 puljekampe samt op mod 7 udslagningskampe.

De første fægtere startede lørdag morgen, så de mødte op ved 6 tiden for at klargøre sig, men Louise var sat til puljestart kl. 13.30, så vi ankom ved 12-tiden. Starttidspunktet blev senere skubbet til kl. 14.30 og de kom først i gang kl. 15, så der var en vis træthed i kroppen efter al den ventetid. Til gengæld gik det som smurt i olie, da de først kom i gang. Efter første puljekamp gik der ikke lang tid før alle resultaterne blev vist på tv-skærmene og derefter oversigterne over de næste puljer. Anden puljekamp gik i gang kl. 17 og bagefter gik der ikke lang tid, før man kunne se rangeringen på skærmene og oversigten over udslagningskampene.

Der var 7 deltagere i Louises første pulje, men da den ene udeblev, fik hun 5 kampe. Det var 3 franskmand, en tysker og en brite. I anden pulje var der 6 deltagere, 3 franskmænd, en tysker og en italiener. Louise kom igennem de to puljer, men tabte sin første udslagning 7-9 til en franskmand. Så hun fik pænt med kampe og havde et godt stævne.

Efter lørdagens kampe var de nede på 64 fægtere, der skulle fortsætte om søndagen sammen med de tilbageværende fægtere fra de øvrige kategorier. Vi valgte at bruge søndagen på Paris, men kunne godt mærke, at vi var lidt slatne efter en lang dag til stævnet.

Der deltog en håndfuld fægtere fra Louises luxembourgske klub, heraf en pige, der fægtede i Louises kategori. Jeg fik også en del snak med hendes mor, som jeg ikke har hilst på før. Der deltog også en flok fægtere fra den danske fægteklub Trekanten, Louise kender de fleste fra stævner i Danmark, og det var meget hyggeligt at hilse på. Jeg snakkede en del med flere af forældrene. Jeg kender efterhånden mange fægteforældre fra stævner i Danmark, men ikke så mange fra Trekanten og det var vældig hyggeligt at få en snak med dem undervejs. Det er noget af det hyggelige ved at være medfølgende mor til fægtestævner, man kommer til at snakke med en masse mennesker. Det er i øvrigt noget af det sjove ved fægtestævner; der er fægtere, dommere/trænere, forældre og en masse som laver alt det praktiske arbejde med at afvikle stævnet (de er typisk selv fægtere eller forældre til fægtere). Så alle er faktisk deltagere i stævnet på en eller anden måde. Almindelige tilskuere er der ingen af og det koster ingen entre at komme ind. Alle har på en måde en rolle og er en del af stævnet. Det er meget hyggeligt. Man bliver på en måde medlem en fælles sekt - på den positive måde altså. Hæ hæ.

Alt i alt, så var det imponerende, som stævnet var godt arrangeret (ikke mindst, når man ved, hvor bureaukratiske franskmænd kan være). De havde en række apparater, der rapporterer point direkte ind i systemet. Men også de mange kampe, hvor der skete manuel indrapportering, blev forbavsende hurtigt registreret i systemet og puljer, rangering og udslagningskampe blev hele tiden vist på tv-skærmene undervejs. Der var næsten ingen kommunikation over højtaler, hvilket er en fordel, da det ofte er umuligt at forstå, hvad der bliver sagt, og det er risikabelt, hvis man er ude at tisse, netop som man bliver råbt op til næste pulje.

Det var et rigtig hyggeligt stævne, som vi bestem vil stile efter at tage til i 2011.

http://www.escrime-cep.com/marathon_fleuret/index.html

Paristur og på bar i Belgien

Vi er lige kommet hjem fra Paris. Louise var til fægtestævne og vi tog en ekstra fridag, så vi havde lidt ekstra tid i Paris. Vi valgte at køre derover i bil, og det har været rigtig sjovt. Vi kørte over Longwy og derfra til Reims og så Paris. Vi tog af sted torsdag aften efter arbejde og skole, men da vi var nået til Longwy kørte jeg forkert og kom ind i Belgien, hvor jeg hurtigt havnede ude mellem de små byer på landet (rigtige kvinder bruger ikke GPS). På det tidspunkt var det blevet bælragende mørkt og alle skilte viste navnene på en række småbyer i området, men ikke til nogen større byer, som jeg kunne finde på kortet. Snart vidste vi ikke forskel på syd og nord, og vi brugte en del tid på at køre på må og få, uden at det gav os et hint om, hvor vi var.

Vi måtte til sidst bide i det sure æble og spørge om vej i en mindre by. Byen så meget død ud; alle forretninger havde lukket og tankstationer så vi ikke nogen af. Vi kom forbi et værksted, hvor der holdt flere biler med lys på, men det viste sig at være byens ungdom, der hang ud der. Ved siden af kirken, havde Louise observeret en bar, og allerede inden jeg fik bremset bilen foran baren, kunne jeg se, at jeg nu ville blive dagens begivenhed for de omkring 15-20 personer, der sad derinde og kikkede ud på mig med nysgerrige blikke. Jeg havde knapt fået foden indenfor, før jeg var omringet af en flok nysgerrige og hjælpsomme bargæster, der så ud som om, de havde siddet derinde i mange år. Det føltes lidt som om, jeg var en fremmed fugl, der var faldet ned fra månen. Der var en livlig snak uden lige. Adskillige personer forsøgte at hjælpe og de havde hver især deres egen mening om, hvordan man skulle køre til Reims. De snakkede livligt i munden på hinanden, myldrede omkring mig og hev i mig for at få min opmærksomhed, så jeg blev mere forvirret end klogere.

Jeg var glad for, at jeg ikke fortalte dem, at vi var på vej til Paris. De ca. 150 km til Reims virkede i sig selv til at være lidt af et paradigmeskift. Heldigvis var bartenderen kvik nok til at skrive navnene ned på de byer, som han mente, at vi skulle køre efter, på en gul lap. Så jeg sagde pænt tak for hjælpen, og slap lettet ud igen. Jeg havde knapt sat mig i bilen før Louise rynkede på næsen ’puh, du lugter’ og jeg opdagede, at jeg efter knap 4 minutter i baren lugtede som om jeg havde siddet derinde i timevis. Jeg stank af røg og jeg blev ved med at lugte grimt i den næste ½ time, så det var næsten ikke til at holde ud. Men sjovt, det var det. Jeg er sikker på, at jeg var ugens begivenhed, der gav bargæsterne et afbræk i dagligdagens trivialiteter, og jeg fik et lille indblik i, hvordan en torsdag aften (og en helt masse andre aftner) kan bruges, når man bor i en mindre by på landet i Belgien.

Vi nåede Paris sent torsdag aften, turen gik faktisk fint efter vores lille afbræk i Belgien. Fredag havde vi en aldeles pragtfuld dag. Der var omkring 10 grader og solskin, så det var en fryd. Bare det, at man kan gå på gaden uden at have knappet sin frakke er nok til, at man bliver helt forårskåd.

Det var også en ret sjov oplevelse at køre bil i Paris. Trafikken er enorm og der er et mylder af scootere, der zig-zagger ind mellem bilerne, så det er bare med at holde tungen lige i munden. Lørdag aften, da vi var på vej hjem til hotellet efter stævnet, fik vi den skøre ide, at køre en tur gennem byen og rundt om triumfbuen (man er ikke en rigtig bilist, før man har kørt en tur omkring triumfbuen i Paris), og det gjorde vi så. Det var en flot tur. Generelt vil jeg sige, at det gik meget bedre, end jeg havde frygtet, at køre bil i Paris. Trafikken i Paris er kaotisk, men jeg nød godt at min kendskab til byen, og kunne manøvrere rimeligt sikkert gennem byen uden kort. Det værste er helt sikkert at finde en parkeringsplads.

Nok for nu, jeg skriver lidt om fægtestævnet på et senere tidspunkt.

Billet viser en turist foran Notre Dame.