Vi ankom til Paris torsdag aften, så det gav os god tid fredag til både at klare indskrivning og til at nyde Paris. Det var en fantastisk dag med omkring 10 grader og solskin, og efter flere måneders kulde, så vi gik storsmilende rundt som et par glade påskelam. Vi havde tænkt os at spise frokost på vej ned til hallen, men bilturen gennem byen tog så lang tid, at vi ankom kl. 13.30 netop som de åbnede for indskrivning, så vi tog direkte derhen. Det var ret smart, for vi var nogle af de absolut første, og undgik derfor at stå ret meget i kø.
Vi kom ind i en stor hal, der var gjort klar med pister, apparater, bannere, tv-apparater og så videre. Der var to forskellige udstyrssælgere, en bod med salg af merchandise og selvfølgelig en madbod. Vi talte 48 pister i salen og blev temmelig imponerede. Lidt senere fik vi at vide, at stævnet var fordelt over 4 haller med i alt 96 pister, så vi var lige ved at dåne. Det er ret meget, når man er vant til store stævner med op til 20 pister.Først gik vi hen til en pult, hvor Louise blev krydset af, vi betalte tilmeldingsgebyr og de udskrev et stævneprogram med Louises navn, kategori og en stregkode. Ved næste pult blev den egentlige indskrivning foretaget i systemet ved hjælp af stregkoden. Så gik vi til våbenkontrol, tre steder ligesom i eventyrerne. Først fik hun kontrolleret sin el-vest. Den skal kontrolleres for defekte områder i vesten, hvor den ikke virker, fordi det giver bæreren af vesten en ulovlig fordel, da modtageren så vil miste point hvis stødene rammer de defekte områder. Ved næste pult var der våbenkontrol. De målte størrelsen af skålen. Den må ikke overskride den tilladte størrelse, da den derved yder større beskyttelse mod at blive ramt, hvilket er imod reglerne. Og det tredje sted kontrollerede de sikkerheden i masken. Den skal kontrolleres mod for store mellemrum i gitteret, da det kan få fatale følger for den, der bærer masken. Det sidste, der skulle klares var fotografering, der blev kørt direkte ind i computeren og registreret på Louise i systemet.
Noget af det første vi så, da vi kom ind i hallen, var en pige der stod og ventede med sine 6 fleuretter. Man fægter kun med et våben, men man skal have backup med, hvis våbenet bliver defekt eller ligefrem knækker. Louise havde 3 våben med til stævnet, så vi følte os lidt som amatører, men da vi lidt senere hørte, at det var den pige, der havde vundet tredje pladsen ved stævnet sidste år, gav lidt perspektiv til følelsen af at være underudstyret. Stævnet er et World Cup stævne, hvor de bedste får point til verdensranglisten. Der var deltagere fra 15-20 nationer, heraf også fra US og Japan.
I den store hal var der sat mindst 15 store fjernsynskærme op, som viste information undervejs. Allerede da Louise var kørt gennem systemet ved indskrivningen, kunne vi finde hendes navn på skærmen med grøn farve, hvilket viste at hun nu var skrevet ind, og vi kunne stå og følge de lange rækker af deltagernes navne med angivelse af klub og land, der kunne ses på skærmen i få sekunder før den næste side med navne blev vist. Allerede lørdag morgen kunne vi på turneringens hjemmeside se de puljer, som skulle fægte. For hver fægter, kunne man klikke ind og se et billede af fægteren, klub, land og sammensætningen af den pulje, som fægteren skulle kæmpe i.
Turneringen bestod af to alderskategorier; Kadetter født i 1993-1994 og Dreng/Pige født i 1998-1995 begge kategorier delt op i en drengeturnering og en pigeturnering, hvilket derfor gav i alt 4 parallelle turneringer, der skulle afvikles. Man fægter først i puljer, hvor hver fægter kæmper mod de øvrige deltagere i puljen. Derefter går man ud til udslagning, der er vind-eller-forsvind kampe, hvor kun vinderen går videre i turneringen. Puljerne bliver brugt til at rangere fægterne, således at den bedste får udslagningskamp mod den dårligste, den næstebedste mod den næst dårligste og så fremdeles. Det er derfor en fordel med en god placering i puljen, da det bliver lettere at overleve den første udslagningskamp. Efter første udslagning er antallet af fægtere nede på 128, efter anden udslagning er det 64 og så fremdeles indtil der er 4 tilbage. De kæmper derefter 2 og 2, taberne af hver kamp får begge en 3. plads og de 2 vindere kæmper til sidst om første og anden pladsen. Der deltog 189 piger i Louises kategori, og da der således ikke var 265 fægtere til første pulje fik de bedst rangerede lov til at gå direkte videre i første udslagning uden kamp. Så hvis man når helt til toppen skal man igennem 12-14 puljekampe samt op mod 7 udslagningskampe.
De første fægtere startede lørdag morgen, så de mødte op ved 6 tiden for at klargøre sig, men Louise var sat til puljestart kl. 13.30, så vi ankom ved 12-tiden. Starttidspunktet blev senere skubbet til kl. 14.30 og de kom først i gang kl. 15, så der var en vis træthed i kroppen efter al den ventetid. Til gengæld gik det som smurt i olie, da de først kom i gang. Efter første puljekamp gik der ikke lang tid før alle resultaterne blev vist på tv-skærmene og derefter oversigterne over de næste puljer. Anden puljekamp gik i gang kl. 17 og bagefter gik der ikke lang tid, før man kunne se rangeringen på skærmene og oversigten over udslagningskampene. Der var 7 deltagere i Louises første pulje, men da den ene udeblev, fik hun 5 kampe. Det var 3 franskmand, en tysker og en brite. I anden pulje var der 6 deltagere, 3 franskmænd, en tysker og en italiener. Louise kom igennem de to puljer, men tabte sin første udslagning 7-9 til en franskmand. Så hun fik pænt med kampe og havde et godt stævne.
Efter lørdagens kampe var de nede på 64 fægtere, der skulle fortsætte om søndagen sammen med de tilbageværende fægtere fra de øvrige kategorier. Vi valgte at bruge søndagen på Paris, men kunne godt mærke, at vi var lidt slatne efter en lang dag til stævnet.
Der deltog en håndfuld fægtere fra Louises luxembourgske klub, heraf en pige, der fægtede i Louises kategori. Jeg fik også en del snak med hendes mor, som jeg ikke har hilst på før. Der deltog også en flok fægtere fra den danske fægteklub Trekanten, Louise kender de fleste fra stævner i Danmark, og det var meget hyggeligt at hilse på. Jeg snakkede en del med flere af forældrene. Jeg kender efterhånden mange fægteforældre fra stævner i Danmark, men ikke så mange fra Trekanten og det var vældig hyggeligt at få en snak med dem undervejs. Det er noget af det hyggelige ved at være medfølgende mor til fægtestævner, man kommer til at snakke med en masse mennesker. Det er i øvrigt noget af det sjove ved fægtestævner; der er fægtere, dommere/trænere, forældre og en masse som laver alt det praktiske arbejde med at afvikle stævnet (de er typisk selv fægtere eller forældre til fægtere). Så alle er faktisk deltagere i stævnet på en eller anden måde. Almindelige tilskuere er der ingen af og det koster ingen entre at komme ind. Alle har på en måde en rolle og er en del af stævnet. Det er meget hyggeligt. Man bliver på en måde medlem en fælles sekt - på den positive måde altså. Hæ hæ.
Alt i alt, så var det imponerende, som stævnet var godt arrangeret (ikke mindst, når man ved, hvor bureaukratiske franskmænd kan være). De havde en række apparater, der rapporterer point direkte ind i systemet. Men også de mange kampe, hvor der skete manuel indrapportering, blev forbavsende hurtigt registreret i systemet og puljer, rangering og udslagningskampe blev hele tiden vist på tv-skærmene undervejs. Der var næsten ingen kommunikation over højtaler, hvilket er en fordel, da det ofte er umuligt at forstå, hvad der bliver sagt, og det er risikabelt, hvis man er ude at tisse, netop som man bliver råbt op til næste pulje.
Det var et rigtig hyggeligt stævne, som vi bestem vil stile efter at tage til i 2011.
http://www.escrime-cep.com/marathon_fleuret/index.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar