Paristur og på bar i Belgien

Vi er lige kommet hjem fra Paris. Louise var til fægtestævne og vi tog en ekstra fridag, så vi havde lidt ekstra tid i Paris. Vi valgte at køre derover i bil, og det har været rigtig sjovt. Vi kørte over Longwy og derfra til Reims og så Paris. Vi tog af sted torsdag aften efter arbejde og skole, men da vi var nået til Longwy kørte jeg forkert og kom ind i Belgien, hvor jeg hurtigt havnede ude mellem de små byer på landet (rigtige kvinder bruger ikke GPS). På det tidspunkt var det blevet bælragende mørkt og alle skilte viste navnene på en række småbyer i området, men ikke til nogen større byer, som jeg kunne finde på kortet. Snart vidste vi ikke forskel på syd og nord, og vi brugte en del tid på at køre på må og få, uden at det gav os et hint om, hvor vi var.

Vi måtte til sidst bide i det sure æble og spørge om vej i en mindre by. Byen så meget død ud; alle forretninger havde lukket og tankstationer så vi ikke nogen af. Vi kom forbi et værksted, hvor der holdt flere biler med lys på, men det viste sig at være byens ungdom, der hang ud der. Ved siden af kirken, havde Louise observeret en bar, og allerede inden jeg fik bremset bilen foran baren, kunne jeg se, at jeg nu ville blive dagens begivenhed for de omkring 15-20 personer, der sad derinde og kikkede ud på mig med nysgerrige blikke. Jeg havde knapt fået foden indenfor, før jeg var omringet af en flok nysgerrige og hjælpsomme bargæster, der så ud som om, de havde siddet derinde i mange år. Det føltes lidt som om, jeg var en fremmed fugl, der var faldet ned fra månen. Der var en livlig snak uden lige. Adskillige personer forsøgte at hjælpe og de havde hver især deres egen mening om, hvordan man skulle køre til Reims. De snakkede livligt i munden på hinanden, myldrede omkring mig og hev i mig for at få min opmærksomhed, så jeg blev mere forvirret end klogere.

Jeg var glad for, at jeg ikke fortalte dem, at vi var på vej til Paris. De ca. 150 km til Reims virkede i sig selv til at være lidt af et paradigmeskift. Heldigvis var bartenderen kvik nok til at skrive navnene ned på de byer, som han mente, at vi skulle køre efter, på en gul lap. Så jeg sagde pænt tak for hjælpen, og slap lettet ud igen. Jeg havde knapt sat mig i bilen før Louise rynkede på næsen ’puh, du lugter’ og jeg opdagede, at jeg efter knap 4 minutter i baren lugtede som om jeg havde siddet derinde i timevis. Jeg stank af røg og jeg blev ved med at lugte grimt i den næste ½ time, så det var næsten ikke til at holde ud. Men sjovt, det var det. Jeg er sikker på, at jeg var ugens begivenhed, der gav bargæsterne et afbræk i dagligdagens trivialiteter, og jeg fik et lille indblik i, hvordan en torsdag aften (og en helt masse andre aftner) kan bruges, når man bor i en mindre by på landet i Belgien.

Vi nåede Paris sent torsdag aften, turen gik faktisk fint efter vores lille afbræk i Belgien. Fredag havde vi en aldeles pragtfuld dag. Der var omkring 10 grader og solskin, så det var en fryd. Bare det, at man kan gå på gaden uden at have knappet sin frakke er nok til, at man bliver helt forårskåd.

Det var også en ret sjov oplevelse at køre bil i Paris. Trafikken er enorm og der er et mylder af scootere, der zig-zagger ind mellem bilerne, så det er bare med at holde tungen lige i munden. Lørdag aften, da vi var på vej hjem til hotellet efter stævnet, fik vi den skøre ide, at køre en tur gennem byen og rundt om triumfbuen (man er ikke en rigtig bilist, før man har kørt en tur omkring triumfbuen i Paris), og det gjorde vi så. Det var en flot tur. Generelt vil jeg sige, at det gik meget bedre, end jeg havde frygtet, at køre bil i Paris. Trafikken i Paris er kaotisk, men jeg nød godt at min kendskab til byen, og kunne manøvrere rimeligt sikkert gennem byen uden kort. Det værste er helt sikkert at finde en parkeringsplads.

Nok for nu, jeg skriver lidt om fægtestævnet på et senere tidspunkt.

Billet viser en turist foran Notre Dame.