Første søndag i advent

Vi har haft en rigtig hyggelig stille første søndag i advent. Vi har hørt radio, spist flødeboller, snakket og hængt over computerne. Louise har brugt en del tid på at lede efter nogle sko på nettet, som hun har sat sig i hovedet, at hun skal have. De er næsten ikke til at opdrive udenfor USA og det er lidt kompliceret (og dyrt) at købe dem fra USA, så hun har gennemtrævlet et større antal eButikker og brugt temmeligt lang tid på det. Det har været vældig morsomt at lytte til hendes bemærkninger undervejs; hun forholder sig meget kritisk og finder sig ikke stilsigende til dårlig funktionalitet. Jeg overvejer faktisk at leje hende ud til et bureau, som tester hjemmesider og eButikker; det vil hun være fænomonal til.

Vi var i Metz i går, mest fordi det er længe siden sidst og fordi vi får meget travlt fra nu af og indtil jul, så det var et godt tidspunkt for et besøg på deres hyggelige julemarked. Vi spiste frokost på vores favoritrestaurenat og vi fik købt sæber og flødeboller på markedet, drukket varm vin (den ene af os) og spist jordbær med chokoladeovertræk (den anden af os). Det var koldt med solskin, så det var et meget smukt vejr, som man nok kan se på billedet her af kathedralen i Metz.

Jeg starter mit næste fag på universitetet i næste uge. Det vil sige, jeg er egenligt startet. Vi har haft en tidlig opstartseance pr. video med vores professor, som bor i USA og som derfor kommer herover og høvler os igennem et meget intensivt undervisningsforløb fra på torsdag og to uger frem. I og med at jeg jo går på arbejde samtidig med, så er der ikke meget tid til andet end arbejde, kursus, forberedelse og søvn i perioden. Vi skal også lave nogle afleveringsopgaver, som først skal afleveres i løbet af januar. Faget hedder "Organizational Behaviour" og handler om, hvordan individer og grupper reagerer i organisationer; om motivation, kommunikation, konklikter, personlige og kulturelle forskelle m.v. Der er meget spændende og hvis jeg siger, at jeg kender en masse praktiske eksempler fra det virkelige liv, så har jeg vist ikke sagt for meget.

Når jeg er igennem mit undervisningsforløb starter Louise på skriftlige eksamener. Hun er vant til prøver og karaktergivning, men det er første gang, at hun skal til egentlig eksamen. Og når hun så er færdig, er det jul.

Vi har har haft besøg af melmøl i køkkenet. En gang imellem ser man et møl og belært af erfaringen klasker jeg dem altid, for de er ikke så uskyldige, som de ser ud. For en uge siden var der pludselig lidt flere end normalt og det viste sig ganske rigtigt, at de havde indtaget mit køkkenskab, så jeg brugte noget tid på at smide næsten alt spiseligt ud; mel, sukker, pasta, ris, kiks, kager, nødder, mandler og så videre og så videre. Øv øv øv.

Vi har ikke sne, som man har i Danmark nu, men det er alligevel blevet vinter og mørket trækker sig sammen om os. Det giver de mest fantastiske solopgange og -nedgange, når jeg cykler til og fra arbejde. De moderne bygninger på Kirchberg ser flotte ud i det smukke vinterlys.

Til koncert med Aura

Fredag aften var vi til koncert i Rockhal med danske Aura Dione. Sjovt nok er der mange, der ikke kender Aura af navn, men de fleste kender alligevel noget af hendes musik, især "Song for Sophie", der jævnligt høres i radioen også her i Luxembourg.

Vi spiste aftensmaden på en restaurant i Gare kvartedet og tog derefter toget til Rockhal i det sydlige Luxembourg, så koncerten var lige startet, da vi ankom.

Aura synger helt fantastisk, hun har en stor stemme, og hun har også lavet nogle rigtigt gode numre. Men hun var ret mærkelig på en scene. Hun snakkede i et væk mellem numrene, hun lavede et mærkeligt selvopfundent tegnsprog medens hun sang og hun flimrede i det hele taget rundt og tog fokus helt væk fra musikken.

Aura skiftede tøj nogle gange i løbet af koncerten, og kom på et tidspunkt ind på scenen iført en kropsnær buksedragt med en overdel, der var meget løs i udskæringen. Louises første bemærkning var da også at "hun skulle nok have tagen en bh på".

Folk tog flittigt billeder og filmede under koncerten. Når man står i en mørk koncerthal, hvor folk holder kameraet op og filmer, så kan man jo godt se, hvad de filmer. Så Louise fik lidt efter øje på en mand, der stod et par meter fra os og filmede Aura. Det sjove var, at han zoomede tydeligt ind på Aura's brystparty. Det grinede vi lidt af (manden altså), og kom derefter på den tanke, at det ville være sjovt at tage et billede af manden og hans kamera, hvis man kunne fange situationen på et billede. Men inden vi nåede at finde mit kamera frem blev planen afbrudt, for nu stod der pludseligt en vagt og snakkede alvorsord med manden, der tydeligvist fik en påtale. Vagten havde åbenbart også set displayet på mandens kamera. Det var ret sjovt; de parlamenterede noget frem og tilbage, medens Louise og jeg var ved at dø af grin over situationen. På en måde var det vildt, at manden fik skældt ud, når det nu var tilladt at tage billeder og at filme, og Aura jo selv havde valgt at stå på scenen med en meget løs og udringet bluse. På den anden side havde manden jo opført sig noget flabet og stod nu og fik skældt ud som en lille skoledreng. Ha ha ha, det er simpelthen så meget Luxembourg og helt pragtfuldt. Lidt efter gik manden hen til udgangen, og fortsatte diskussionen med vagten. Han var åbenbart ikke helt tilfreds.

Da Aura bagefter efter gav et nummer, hvor hun hoppede rundt på scenen som en gal og hele hendes brystpart hoppede med og udskæringen på blusen flagrede rundt, var lå Louise og jeg flade af grin.

Det var godt nok en mærkelig koncert. Det er ikke musikken, jeg vil huske mest bagefter. Men sjovt, det var det.

Dovne søndag

I dag har jeg lavet absolut ingenting. 1/2 times arbejde med at lave en opgørelse over de udgifter til skolebøger, som jeg skal have refunderet og det at lave aftensmaden, var vist blandt dagens arbejdsmæssigt største opgaver. Der ud over har jeg sovet længe, spist sen morgenmad, spist sen frokost, drukket eftermiddagskaffe, surfet på nettet, læst gamle aviser, snakket med Louise, hørt musik, smidt gamle aviser og diverse papirer ud, læst og skrevet mails, set en gammel tv-avis og nogle danske nyhedsmagasiner over nettet samt lidt andre gøremål. Med andre ord har det være en aldeles dejlig, uforpligtende og afslappende søndag. En af dem, jeg trængte til efter måneder med travle weekender. Og når det så er overskyet og ser koldt ud udenfor, så er det helt perfekt.

Ved aftenstid hørte jeg pludselig noget larmeri udenfor; jeg stak hoved ud af vinduet og gendkendte lyden af gæs. Det var lidt halvmørkt og overskyet, så jeg stod et stykke tid og hørte deres genkendelige lyde, inden jeg kort nåede at se mønsteret af en stor flok gæs, der fløj hen over himlem før det forsvandt bag skyerne. Utroligt, at de kan larme så meget.

Louise har haft efterårsferien i denne uge, så hun har slappet af i dagene, efter vi kom hjem fra Paris. Jeg har haft fornøjelsen af at gå på arbejde og måtte også på arbejde i går lørdag, da vi havde en implementering, som skulle foretages udenfor bankens åbningstid. Ellers har ugen ikke budt på de helt sindsoprivende ting. Jeg har strikket 1/2 strømpe, og fredag aften da Louise var hos en veninde, så jeg Orlando i biografen; en fantastisk smuk film med musik af Jimmy Somerville.

Julepyntet begynder at luske sig kraftigt frem. Auchan har en helt afdeling med julemænd, kunstige juletræer, julekugler og alt muligt jule-diller-daller, som er helt uundværligt her i starten af november måned, og chokolade afdelingen har antaget historiske dimensioner. Også inde i byen er der kommet julepynt i gaden. Det måtte jo komme, vi kan ikke blive ved med at benægte, at julen kommer nærmere og vinteren nærmer sig. Efteråret går snart på hæld. Der er stadig smukke farver på træer og buske, men bladede falder ned i hobetal og ligger som et gyldent tæppe. Det er fantastisk smukt, og når solen skinner lyser det hele op. Men det varer ikke længe før træerne står helt nøgne; lidt mere frost og lidt blæsevejr, så er bladene helt væk.

Paris igen igen igen

Allehelgensdag er helligdag, så det giver en forlænget weekend og dermed en oplagt mulighed for en tur til Paris. Vi tog bilen, da hurtigtoget er dyrt med mindre, man booker lang tid i forvejen og kan rejse på skæve tider. På vej herover regnede jeg mig frem til, at det er mit 10. besøg i Paris forudsat at den gang, jeg boede her, regnes som én gang. Egentligt synes jeg ikke, at 10 gange lyder af ret meget, men det er så nok fordi, den ene gang varede 2 år og derfor føles af lidt mere. Jeg har en middag til gode fra arbejdet på grund at meget weekendarbejde, så den har vi tænkt os at fyre af på en god restaurant. Det må være passende til at fejre sit 10 gange i Paris jubilæum. Louise regnede ud, at hun har været her 5 gange ud over den gang hun var med i min mave, så der er også et 5 gangs jubilæum at fejre.

Vi har allerede oplevet nogle typiske Pariser oplevelser. Da vi var ankommet til Paris, havde klaret motorvejs turen og snoet os gennem trafikken på omfartsvejen og ankom til Porte Maillot, lavede en pariser en ”inderhaling” med fuld fart, hvilket kostede en bule i Mini'en og en ridse i hans bil. Der skete ikke noget ellers og det var en pæn og høflig mand, så det var bare almindeligt træls. Medens manden og jeg stod og udfyldte forsikringspapirer, sad Louise og iagttog det lokale folkeliv og de mange unge sorte mænd, der hang ud på pladsen. De havde gevaldigt travlt med alt muligt og forsvandt jævnligt ind bag buskadset på pladsen. Hvad de havde så travlt med sådan en fredag aften i udkanten af Bologneskoven, kan man kun gisne om.

En anden oplevelse var, da vi spiste frokost på en lille lokal bistro nær Gare du Nord; også et kvarter med en lidt blandet befolkning som ikke alle er "guds bedste børn". Der opstod et skænderi mellem to gæster og tjeneren. De stod og råbte op inde i restauranten, to meter fra, hvor vi sad. Hvad det gik ud på, fandt jeg aldrig helt ud af. Vrede franskmænd taler meget hurtigt, og de fortalte heller ikke historien fra starten af for min skyld, men beskyldningerne fløj gennem luften og begge parter råbte op om politiet. Efter nogen tids råberi gik de to gæster, som vist var far og søn, ud og satte sig på fortovsterrassen og det hele faldt lidt til ro på. Men lidt senere, kom den unge fyr ind i restauranten igen og fortsatte skænderiet. Pludseligt tog han en stol op og kylede den ind over baren, så der lød et rabalder of flere flasker faldt på gulvet. Det optrappede selv sagt skænderiet, og en større flok af tjenere og tililende venner til de to mænd fortsatte nu skænderiet, medens mændene blev gennet ud af restauranten af tjenerne. Ude på den overdækkede terrassen rev en af mændene dugen af et bord, så glas og flasker smadredes mod fortovet og en stakkels dame forskrækket søgte tilflugt bag nogle andre gæster. Herefter forlod mændene restauranten, og vi fik vores mad. Senere kunne vi så følge med i, hvordan politiet ankom til stedet på cykel og snakkede med personalet og bagefter med de (tidligere) råbende mænd, som stod ovre på den anden side af gaden. Hvad det endte med, er ikke til at sige, men politiet tog af sted igen og vi var færdige med at spise og tog videre; en oplevelse rigere. Vi sad lidt i ly af en skillevæg og tog egentligt hele optrinnet som en kulturel oplevelse. De er nu lidt hidsige, det franskmænd. Det var aldrig sket hjemme i "pæne" Luxembourg.

På vej videre op mod Montmartre gik vi gennem Barbés kvarteret, mit gamle kvarter, hvor jeg har boet. Når man starter dagen med at gå en tur ned gennem Champs des Elysees, så kan man næste ikke komme længere væk end Barbés; sådan rent kulturelt. Allerede ved metrostationen myldrede det med sorte mænd, hvoraf mange stor og rakte cigaretpakker frem for at sælge dem til os og der var et leben af sælgere og en masse, der bare hang ud. Så gik vi ellers op gennem nogle gader, der myldrede med selvbestaltede markeds boder og forretninger, der solgte guldsmykker, afrikanske tekstiler eller alt muligt, især billigt lort. Et absolut leben var der, og det var lige som at komme til en helt anden verden, hvor vi adskilte os ret meget både i hudfarve og påklædning. Man kan sige, hvad man vil, om sådanne kvarterer, men jeg husker det som et godt sted at bo. Der var altid folk på gaden, også sent om aftenen, når jeg kom hjem fra arbejde, og der var masser af almindelige butikker og ikke mindst møntvaskerier, hvad man ikke finder i de fine kvarterer.

På et tidspunkt gik vi forbi en indgang, der så interessant ud og lagde derfor vejen forbi noget, der viste sig at være Hôtel de Sully (et hotel i Paris er ikke nødvendigvis, hvad vi forstå ved et hotel, mën kan bl.a være en herskabsbolig). Hôtel de Sully er bygget som privatbolig i 1624 af en hasardspiller, der tabte hele sin formue på én nat. Han må have været svimlende rig, for Hôtel de Sully er et helt fantastisk senrenæssance byggeri. Det er renoveret for nyligt og huser i dag en organisation for bevarelse af historiske bygninger. Vi kunne ikke komme ind, men bare at se bygningerne udefra med haveanlæg var helt fantastisk. Se billederne i dette blogindlæg.

Søndag var vores lokale bageri, hvor vi 'plejer' at spise morgenmad, lukket. Vejret var simpelthen så mildt, så da et nærliggende bageri ingen siddepladser havde, men solgte kaffe, så købte vi simpelthen brød, orangejuice og kaffe og indtog morgenmaden på en nærliggende bænk. Vældig hyggeligt, og så på Avenue de la Grand Armé. Det er også en af de små hyggelige oplevelser; at spise morgenmad på en bænk den 31. oktober lige bag Triumfbuen.

Nok om Paris, vi havde en fantastisk tur. Om end det smertede, at vi måtte tage hjem kun et par dage inden VM i fægtning afholdes i noget så smukt som Grand Palais; endnu et af Paris smukke bygningsværker, et udstillingsanlæg bygget lige før 1900 i Beaux-Art stil.