søndag den 7. november 2010

Dovne søndag

I dag har jeg lavet absolut ingenting. 1/2 times arbejde med at lave en opgørelse over de udgifter til skolebøger, som jeg skal have refunderet og det at lave aftensmaden, var vist blandt dagens arbejdsmæssigt største opgaver. Der ud over har jeg sovet længe, spist sen morgenmad, spist sen frokost, drukket eftermiddagskaffe, surfet på nettet, læst gamle aviser, snakket med Louise, hørt musik, smidt gamle aviser og diverse papirer ud, læst og skrevet mails, set en gammel tv-avis og nogle danske nyhedsmagasiner over nettet samt lidt andre gøremål. Med andre ord har det være en aldeles dejlig, uforpligtende og afslappende søndag. En af dem, jeg trængte til efter måneder med travle weekender. Og når det så er overskyet og ser koldt ud udenfor, så er det helt perfekt.

Ved aftenstid hørte jeg pludselig noget larmeri udenfor; jeg stak hoved ud af vinduet og gendkendte lyden af gæs. Det var lidt halvmørkt og overskyet, så jeg stod et stykke tid og hørte deres genkendelige lyde, inden jeg kort nåede at se mønsteret af en stor flok gæs, der fløj hen over himlem før det forsvandt bag skyerne. Utroligt, at de kan larme så meget.

Louise har haft efterårsferien i denne uge, så hun har slappet af i dagene, efter vi kom hjem fra Paris. Jeg har haft fornøjelsen af at gå på arbejde og måtte også på arbejde i går lørdag, da vi havde en implementering, som skulle foretages udenfor bankens åbningstid. Ellers har ugen ikke budt på de helt sindsoprivende ting. Jeg har strikket 1/2 strømpe, og fredag aften da Louise var hos en veninde, så jeg Orlando i biografen; en fantastisk smuk film med musik af Jimmy Somerville.

Julepyntet begynder at luske sig kraftigt frem. Auchan har en helt afdeling med julemænd, kunstige juletræer, julekugler og alt muligt jule-diller-daller, som er helt uundværligt her i starten af november måned, og chokolade afdelingen har antaget historiske dimensioner. Også inde i byen er der kommet julepynt i gaden. Det måtte jo komme, vi kan ikke blive ved med at benægte, at julen kommer nærmere og vinteren nærmer sig. Efteråret går snart på hæld. Der er stadig smukke farver på træer og buske, men bladede falder ned i hobetal og ligger som et gyldent tæppe. Det er fantastisk smukt, og når solen skinner lyser det hele op. Men det varer ikke længe før træerne står helt nøgne; lidt mere frost og lidt blæsevejr, så er bladene helt væk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar