Paris igen igen igen

Allehelgensdag er helligdag, så det giver en forlænget weekend og dermed en oplagt mulighed for en tur til Paris. Vi tog bilen, da hurtigtoget er dyrt med mindre, man booker lang tid i forvejen og kan rejse på skæve tider. På vej herover regnede jeg mig frem til, at det er mit 10. besøg i Paris forudsat at den gang, jeg boede her, regnes som én gang. Egentligt synes jeg ikke, at 10 gange lyder af ret meget, men det er så nok fordi, den ene gang varede 2 år og derfor føles af lidt mere. Jeg har en middag til gode fra arbejdet på grund at meget weekendarbejde, så den har vi tænkt os at fyre af på en god restaurant. Det må være passende til at fejre sit 10 gange i Paris jubilæum. Louise regnede ud, at hun har været her 5 gange ud over den gang hun var med i min mave, så der er også et 5 gangs jubilæum at fejre.

Vi har allerede oplevet nogle typiske Pariser oplevelser. Da vi var ankommet til Paris, havde klaret motorvejs turen og snoet os gennem trafikken på omfartsvejen og ankom til Porte Maillot, lavede en pariser en ”inderhaling” med fuld fart, hvilket kostede en bule i Mini'en og en ridse i hans bil. Der skete ikke noget ellers og det var en pæn og høflig mand, så det var bare almindeligt træls. Medens manden og jeg stod og udfyldte forsikringspapirer, sad Louise og iagttog det lokale folkeliv og de mange unge sorte mænd, der hang ud på pladsen. De havde gevaldigt travlt med alt muligt og forsvandt jævnligt ind bag buskadset på pladsen. Hvad de havde så travlt med sådan en fredag aften i udkanten af Bologneskoven, kan man kun gisne om.

En anden oplevelse var, da vi spiste frokost på en lille lokal bistro nær Gare du Nord; også et kvarter med en lidt blandet befolkning som ikke alle er "guds bedste børn". Der opstod et skænderi mellem to gæster og tjeneren. De stod og råbte op inde i restauranten, to meter fra, hvor vi sad. Hvad det gik ud på, fandt jeg aldrig helt ud af. Vrede franskmænd taler meget hurtigt, og de fortalte heller ikke historien fra starten af for min skyld, men beskyldningerne fløj gennem luften og begge parter råbte op om politiet. Efter nogen tids råberi gik de to gæster, som vist var far og søn, ud og satte sig på fortovsterrassen og det hele faldt lidt til ro på. Men lidt senere, kom den unge fyr ind i restauranten igen og fortsatte skænderiet. Pludseligt tog han en stol op og kylede den ind over baren, så der lød et rabalder of flere flasker faldt på gulvet. Det optrappede selv sagt skænderiet, og en større flok af tjenere og tililende venner til de to mænd fortsatte nu skænderiet, medens mændene blev gennet ud af restauranten af tjenerne. Ude på den overdækkede terrassen rev en af mændene dugen af et bord, så glas og flasker smadredes mod fortovet og en stakkels dame forskrækket søgte tilflugt bag nogle andre gæster. Herefter forlod mændene restauranten, og vi fik vores mad. Senere kunne vi så følge med i, hvordan politiet ankom til stedet på cykel og snakkede med personalet og bagefter med de (tidligere) råbende mænd, som stod ovre på den anden side af gaden. Hvad det endte med, er ikke til at sige, men politiet tog af sted igen og vi var færdige med at spise og tog videre; en oplevelse rigere. Vi sad lidt i ly af en skillevæg og tog egentligt hele optrinnet som en kulturel oplevelse. De er nu lidt hidsige, det franskmænd. Det var aldrig sket hjemme i "pæne" Luxembourg.

På vej videre op mod Montmartre gik vi gennem Barbés kvarteret, mit gamle kvarter, hvor jeg har boet. Når man starter dagen med at gå en tur ned gennem Champs des Elysees, så kan man næste ikke komme længere væk end Barbés; sådan rent kulturelt. Allerede ved metrostationen myldrede det med sorte mænd, hvoraf mange stor og rakte cigaretpakker frem for at sælge dem til os og der var et leben af sælgere og en masse, der bare hang ud. Så gik vi ellers op gennem nogle gader, der myldrede med selvbestaltede markeds boder og forretninger, der solgte guldsmykker, afrikanske tekstiler eller alt muligt, især billigt lort. Et absolut leben var der, og det var lige som at komme til en helt anden verden, hvor vi adskilte os ret meget både i hudfarve og påklædning. Man kan sige, hvad man vil, om sådanne kvarterer, men jeg husker det som et godt sted at bo. Der var altid folk på gaden, også sent om aftenen, når jeg kom hjem fra arbejde, og der var masser af almindelige butikker og ikke mindst møntvaskerier, hvad man ikke finder i de fine kvarterer.

På et tidspunkt gik vi forbi en indgang, der så interessant ud og lagde derfor vejen forbi noget, der viste sig at være Hôtel de Sully (et hotel i Paris er ikke nødvendigvis, hvad vi forstå ved et hotel, mën kan bl.a være en herskabsbolig). Hôtel de Sully er bygget som privatbolig i 1624 af en hasardspiller, der tabte hele sin formue på én nat. Han må have været svimlende rig, for Hôtel de Sully er et helt fantastisk senrenæssance byggeri. Det er renoveret for nyligt og huser i dag en organisation for bevarelse af historiske bygninger. Vi kunne ikke komme ind, men bare at se bygningerne udefra med haveanlæg var helt fantastisk. Se billederne i dette blogindlæg.

Søndag var vores lokale bageri, hvor vi 'plejer' at spise morgenmad, lukket. Vejret var simpelthen så mildt, så da et nærliggende bageri ingen siddepladser havde, men solgte kaffe, så købte vi simpelthen brød, orangejuice og kaffe og indtog morgenmaden på en nærliggende bænk. Vældig hyggeligt, og så på Avenue de la Grand Armé. Det er også en af de små hyggelige oplevelser; at spise morgenmad på en bænk den 31. oktober lige bag Triumfbuen.

Nok om Paris, vi havde en fantastisk tur. Om end det smertede, at vi måtte tage hjem kun et par dage inden VM i fægtning afholdes i noget så smukt som Grand Palais; endnu et af Paris smukke bygningsværker, et udstillingsanlæg bygget lige før 1900 i Beaux-Art stil.