søndag den 5. december 2010

Anden søndag i advent

Så er det allerede anden søndag i advent. For en uge siden kom sneen til Luxembourg og det hjælper på julestemningen. Der flot pyntet med julepynt og lys rundt omkring i byen, og sneen lægger lige det sidste strejf på julestemningen. Julerierne er gennem længere tid mylderet mere og mere frem i Auchan, så der er godt fyldt med lækkerier; foie gras, metaldåser med kiks og chokolade, champagne, tørrede svampe og så videre og så videre. For nyligt så jeg en fersk kalkun på over 10 kilo i køledisken. Jeg måtte virkeligt lægge bånd på mig selv for ikke at prøve at stikke hovedet ind i den, men jeg tror alligevel ikke den var så stor, som den Mr. Bean stak hovedet ind i.

Vi var på Medico Sportif begge to i denne uge. Det er en obligatorisk lægekontrol, som man skal igennem, når man er aktiv i en sportsklub. Selv hvis man spiller pétangue skal man igennem det. I nogle sportsgrene kan man nøjes med at gøre det, når man starter i klubben, men i andre skal man til kontrol hver 5. år og da det passer med, at både Louise og jeg er født i et xxx5 år, så fik vi fornøjelsen af at blive tjekket igen i år selvom vi var afsted sidste år. Se mere om dette i mit blogindlæg fra 21. juni 2009. Det forløb nogenlunde på samme måde i år. Dog havde de optimeret processen, så man allerede inden man skulle ind, skulle have klargjort en urinprøve. Altså måtte man bruge toiletterne i forbindelse med venterummmet, som bar temmeligt meget præg af, at de blev brugt af mænd, kvinder og børn, som ikke alle havde helt styr på det der med at tisse ned i et bæger. Ret ulækkert, faktisk. Bagefter kunne vi så sidde i venterummet sammen med alle de andre mennesker med vores lille plastbæger med tis hånden. En ret mærkelig fornemmelse, men det så ikke ud til at genere de øvrige, der helt uanfægtet sad og snakkede med tisbægeret i hånden eller stående på bordet eller gulvet. Det var de små hvide plastbægre, som man plejer at bruger til vand eller kaffe, men heldigvis var der ikke drikkevand til rådighed i ventelokalet, så der var ingen risiko for forveksling af bægre. En anden ændring i år var, at Louise fik lavet en hjertekardiografi (jeg skulle ikke, for som han sagde, folk over 40 får den kun lavet, hvis der er observeret noget med hjertet). I Luxembourg spøger men ikke med sundhed, det er en alvorlig sag og man undersøger meget og grundigt.

I går var vi til koncert med Simply Red i Rockhal. En god koncert, med en masse gode numre. Men det var også den sidste for de er på deres farvel tourné og stopper officielt den 19. december i London. Så det bliver spændende at se, hvad Mick Hucknall kommer til at lave i sin solokarriere.

I morgen er det 6. december og dermed Saint Nicholas, hvor børnene får gaver. Det er vist ret stort i Luxembourg, men går lidt hen over hovedet på os. Det er lidt pussigt, når man befinder sig i et så internationalt miljø; der er så mange måder at gøre det på. Belgierne giver gaver juleaften, men venter til midnat, englænderne giver gaver julemorgen og for de luxembourgske børn er Saint Nicholas vist nok større en juleaften.

Vore naboer, nonnerne, fik for nyligt et træ leveret til deres nye hus, som håndværkerne efterhånden har arbejdet på i et par år. Træet blev leveret på en lastbil og hejst op med en kran, det var lidt sjovt at se på. Træet er 10 meter højt og står nu flot foran det stadige ufærdige hus. Der er også blevet lagt rullegræs langs huset, men det blev hurtigt dækket af sne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar