Tredie søndag i advent; det er næsten ikke til at forstå. Det lyder så der-er-kun-en-uge-til-jul agtigt, selvom der er lidt længere til.
På vej ud at handle i går smuttede jeg en tur om Troc, der er vores lokale genbrugssted, som sælger brugte møbler og alt muligt. Den store rokokokommode betrukket med imiteret purpurfarvet slangeskind var væk, så den er nok blevet solgt. Vi har ellers joket lidt med at, at vi ville åbne et bordel og have kommoden stående i receptionen, men nu må vi udskyde plan. Til gengæld så jeg en facinerende knagerække. Den var lavet af et stykke træ med 4 knager. Det facinerende var, at hver knag var lavet af de nederste 10 centimeter af en lille hjorts ben og de var fæstnet til brættet så det nederste led i benet var bøjet 90 grader, således at det nederste stykke med kloven på dannede selve krogen; meget smagfuldt med pels og det hele! Nu er det jo ved at være tid til at få julegaverne på plads, såe ....!
A propos hjorte, så løb vi tør for hjortetakssalt for nyligt da Louise bagte pebernødder. Nu er hjortetakssalt ikke noget, som vi bruger ret meget af i vores husstand, men omvendt så er det noget, som man bare skal have stående, så jeg satte mig for, at det ville jeg finde. Det er let nok at købe kartofler, chokolade og løse ris, men hvad pokker hedder hjortetakssalt på fransk eller tysk? Og det er ikke lige et produkt man kan kende på pakken. Efter at have gransket hylderne for underlige pakker og dåser og efter at have været hjemme og google det, endte jeg med at købe en dåse bicarbonat. Nogle kilder siger, at bicarbonat er hjortetakssalt, men jeg har senere set det omtale som bagepulver, så jeg er ærligt talt ikke helt sikker på om det er hjortetakssalt, natron eller bagepulver. Jeg har også gransket de kemiske formler, men gik lidt surt i det. Der var 400 gram i dåsen, så uanset hvad det er, så har vi nok til rigtig mange år fremover og Louise får noget af det med, når hun flytter hjemmefra.
Af andre underlige ting, så jeg i et spupermarked en 'tungerenser' (til den man har i munden, ikke til fisken - der var et billede på pakken, desuden hedder fisken noget andet på fransk) til en pris af kun 1,50 EUR. Det er billigt, så der skulle blive råd til rigtig mange julegaver i år.
Jeg har besluttet mig for at udvide min blog med et "luxembourgsk kursus for begyndere". Der er på ingen måde, fordi jeg er en ørn til luxembourgsk, og jeg skal lige være endnu bedre til engelsk, fransk og tysk, så luxembourgsk står langt nede på to-do listen. Men det er et pussigt sprog,så der ryger altså et par luxembourgsk ord ind i bloggen en gang imellem.
Schnéichaos (da: snekaos). Der har været snekaos i løbet af ugen. Temperaturerne har skiftet meget op og ned og selvom de har ligget meget omkring frysepunktet så faldt der meget sne midt på ugen med trafikalt kaos. Nå man er på cykel er det faktisk meget sjovt at se, hvordan man overhaler bilerne, men så der det jo heldigt at bo relativt tæt ved arbejdet for der er jo grænser for, hvor langt, man kan cykle i snevejr og det er heldigt at de er gode til at rydde stierne inde i byen. Luxembourg må også sætte verdensrekort i brugen af salt for de salter i et væk. Det er rart,når man cykler men knap så rart for naturen. Torsdag morgen var jeg inde forbi Auchan for at hente et fotografi. Der var meget tomt for kunder og jeg snakkede lidt med damen, der betjente mig og hun fortalt at hun og 20 kolleger havde sovet der om natten, fordi de havde opgivet at komme hjem og tilbage igen næste morgen. Skolerne var lukket, så Louise reddede sig en ekstra fridag, og der var flere kolleger, der opgav at komme på arbejde. Der er mange, der bor i frankrig, tyskland og belgien, og hvis vejene ikke er ryddet eller andre biler spærer, så er det ikke sjovt. Nu er det blevet tøvejr, næsten al sneen er væk igen, men det bliver vist koldt igen siger vejrudsigten. Mystisk vejr, det skifter fra den ene yderlighed til den næste.
Jeg var til firma julefrokost i fredags. Jeg var rigtig, rigtig uoplagt, men det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg tog det meget roligt og tog relativt tidligt hjem, da jeg skulle være klar til undervisninge lørdag fra kl. 9:30. Nu skal jeg bare til undervisning mandag aften, tirsdag aften, onsdag aften og torsdag aften, så er det slut med den del og jeg skal så 'bare' lave nogle opgaver, som skal afleveres i løbet af januar.
Dagen i dag er gået stille og roligt med lektielavning (og begge to), kagespisning og radiolytning. Solen har skinnet udenfor og det har været en dejlig dag. Louise er nu gået i karbad og jeg er ved at lave aftensmaden. Vi skal have kyllingevinger, en dejllig ret, som ikke blot er billig men kødet smager fortræffeligt. Det er en af de produkter, som man af en eller anden underlig grund ikke kan købe i Danmark; der har kyllingerne åbenbart ikke vinger.
søndag den 12. december 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar