Fægtesøndag

I dag har jeg fægtet til de luxembourgske mesterskaber. Jeg fik en 5. plads i dame kårde fægtning. Det er ikke noget særligt, hvis man ved at der var fem deltagere, men de fire andre var klart bedre end mig og det er ikke en skam at tabe, hvis man taber til én, der er bedre og man synes, at man har gjort det godt. Så jeg fik svedt og jeg har desuden hygget mig ved at kikke fægtning og snakke med de andre deroppe i fægtehallen. RTL har lige vist et indslag fra stævnet; det er fordelen ved at bo i et lille land; selv fægtning kommer i tv.

Louise skulle have lavet en hel masse i dag,; ryddet op, lavet lektier og skrevet ansøgning til gymnasiet, men da hun endelig stod op, så havde hun det skidt; og hun har ligget i sengen siden jeg kom hjem. Jeg tror ikke, hun kommer i skole i morgen.

Solen har skinnet i dag, og jeg hyggede mig med lidt oprydning i nogle papirbunker, da jeg kom hjem.

Paris part II

På vej ud af Paris kl. 18 søndag aften kørte jeg ind på en tankstation for at kontrollere mine dæk, og det var starten til en lang aften og hjemtur. Det ene dæk var uden luft, og punkteret skulle det senere vise sig (jeg har senere fundet ud af, at når man kører på Run-Flat-Tire hjul, så kan man faktisk køre på et fladt dæk og det var så det, jeg gjorde). Jeg gik ind på tankstationen for at finde ud af, hvor vi var (det er en fordel at vide, når man skal tilkalde assistenace), og medens jeg snakkede med ACL (den Luxembourgske autoassistence) gik jeg igen ud til bilen med mobilen i hånden, og det var en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg så en fransk autoservicebil med medfølgende mand i gul vest holde lige ved siden af Mini'en. Det viste sig nu, at han var ved at hjælpe en anden bil, der holdt lige ved siden af os. Men han kikkede også lidt på bilen og snakkede om, at man skulle prøve at spøjte et-eller-andet-mousse, som jeg ikke ved, hvad hedder på dansk, ind i dækket. Han skulle dog først hjælpe den anden bil samt endnu en bil, men vill være hurtigt tilbage.

Nej, Minier har normalt ikke reservehjul, så det er ikke bare et spørgsmål om at skifte hjul.

Der var allerede gået en timestid, og vi gik nu på tankstations-restaurant og drak kaffe og læste i vores for nyligt indkøbte bøger indtil den flinke autohjælpsmand var tilbage et par timer senere. Nu gik det så videre med at spøjte mousse ind i dækket, kikke på, om det fik dækket til at svulme op og prøve at komme luft i. Det virkede ikke rigtigt Der kom et par forbi, som sjovt nok var tidligere Mini ejere og i øvrigt fra Luxembourg, og de kunne fortælle at man ikke kan/må bruge moussen i RFT dæk og at det kan få dækket til at eksplodere. Det havde de nemlig prøvet selv og derefter fulgte en lang snak om dæktyper.

Så langt, så godt. Klokken var nu tæt på 22 og jeg snakkede med ACL om vi skulle tage en overnatning på hotel og håbe, at bilen kunne blive klar i løbet af mandagen. En hotelovernatning ved en motorvej i en fransk forstad er sgu ikke lige det sammen som en ekstra dag i Paris, Louise ville gå glib af en skoledag, jeg ville gå glib af en arbejdsdag og hvad så, hvis bilen ikke kunne blive klar mandag?! Altså besluttede vi os for, at bede ACL om at skaffe en bil til os. Der stod pludselig en anden automand med en lastbil; vi sagde farvel til den første automand og drog afsted sammen med manden i lastbilen og med Minien på ladet. Vi tog ud til hans værksted. Vi var ærligt talt ved at være trætte, klokken var mange og vi befandt os i et ukendt autoværksted i et eller andet industrikvarter et sted uden for Paris, som vi ikke vidste, hvad hed. Da manden var færdig med at udfylde papirer og snakke med ACL skulle han jo hjem, men han var så venlig at køre os over på et hotel ved motorvejen, så kunne vi sove der, hvis det skulle vise sig, at ACL ikke kunne skaffe en bil til os. Vi var ved at være sultne efter den gode frokost midst på dagen, men hotellet var ved at lukke restauranten, så det blev til endnu en kop kaffe/te.

Så blev jeg ringe op af et fransk autohjælpfirma, der havde skaffet en bil på vegne af den luxembourgske autohjælp, men der var lidt forvirring omkring, hvorvidt vi skulle bruge en bil i Frankrig eller hjemkørsel til Luxembourg og jeg måtte ringe og rykke til Luxembourg og der gik tæt ved en time før der kom en taxa og hentede os. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen, men det viste sig at vi skulle til en adresse inde i Paris. Taxachaufføren vidste ikke andet end adressen og at vi max. måtte bruge 89 € eller selv skulle betale resten.

Jeg havde ellers sagt til Louise tidligere på dagen, at hun nok skulle være indstillet på, at det var sidste gang i denne omgang, at hun var i Paris og at det ikke ville blive helt så ofte, når vi kommer tilbage til Danmark. Så nu kunne hun grinende konstatere, at hun alligevel kom til Paris endnu en gang. Vi havde ikke lige regnet med, at komme tilbage så hurtigt. Hvad næsten værre var; ACL havde sagt, at de ikke ville transportere min bil hjem, når skaden kunne udbedres på stedet, og at jeg selv skulle hente bilen dog med udgifterne betalt. Og nu sad jeg så og spekulerede om jeg skulle til Paris endnu en gang senere på ugen for at hente Minien. Ikke lige en tanke, der huede mig og vi havde planer for weekenden og kunne ikke udnytte lejligheden til endnu en weekend i Paris. Grrr.

Vi blev sat af på Boulevard Voltaire, en typisk Parisisk boulevard, hvor der lå en Avis biludlejning, som så meget lukket ud. Taxachaufføren kørte og så stod vi der og klokken var næsten midnat. Efter noget banken på ruderne ringede jeg til Luxembourg og blev stillet videre til Frankrig. Efter lidt venten blev jeg ringet op igen og fik at vide, at der ville komme nogen 'toute de suite'. Jeg har lært at 'toute de suite' betyder 'med det samme' men det gik alligevel 1/2 time, og så gik der andre 20 minutter med at udfylde papirer, kopiere pas og hente bilen.

Jeg har et billede af Louise der står på den mennesketommegade iført et tæppe, som hun klogt nok havde taget med fra Minien, og omgivet af vores kufferter. Ikke helt ulig de hjemløse, der sover på gaden i Paris, men jeg har fået forbud mod at offentliggøre billedet, så her er i stedet et billede at den lukkede Avis forretning.

Kl. 1 om natten kørte jeg ud af Paris i en Fiat Panda, og det er absolut en noget anderledes oplevelse end at køre i en Mini Cooper S. Det føltes lidt som at køre i en plastikbil, men vi kom da hjem til Luxembourg lidt over kl. 4 om natten, tømte bilen, fodrede guldfiskene og gik total stenet i seng og fik et par times søvn før det var mandag morgen. Louise sov selvfølgelig i bilen, men jeg var ret kvæstet hele mandagen.

Det endte heldigvis med, at ACL alligevel godt ville hente bilen hjem til Luxembourg, og da værkstedet havde fået skaffet dæk et par dage senere og fikset bilen, var der en mand, der kørte ned og hentede Minien.

Hvad kan man så lære af denne lange historie? At man skal blive hjemme? At man skal have en bil med reservehjul? Tja, livet er kort og Mini er en fed bil, så jeg nøjes med at glæde mig enormt over at jeg har et ACL medlemsskab. Det kostede mig ikke andet end tiden og selvfølgelig de nye hjul til bilen. Desuden kan jeg tilføje at franske automænd er vældig flinke og gør meget ud at af forklare tingene, og at det i øvrigt er godt at kunne fransk, når man skal tale med 2-3 personer hos sin luxembourgske autoassistance, 2 personer hos en ukendt fransk autoassistence, 2 personer hos noget fransk autohjælp, 1 taxachaffør, nogle hotel ansatte, et par biludlejningsfolk samt nogle folk hos både det franske og mit luxembourgske bilværksted. Pyh, jeg bliver helt forpustet. Jeg har senere fundet ud af, at holdninger til dæk minder om religion.

Men nu bilen hjemme igen på nye dæk, Det er lørdag, solen skinner og i morgen skal jeg fægte til de luxembourgske mesterskaber.

Paris part I

Jeg får aldrig for meget af Paris uanset, hvor mange gange, jeg kommer der. Hver gang, ser jeg noget nyt og hver gang glædes og forundres jeg over den mangfoldighed, der rummes i denne 'lille' by, som kun måler 10 km. i diameter.

Denne gang boede vi nær Place d'Italie, der er et ret 'almindeligt' kvarter med almindelige mennesker, ikke særlig rigt, men heller ikke det rene slum. Det måler sig ikke med de promenente kvarterer fra området omkring Champs d'Elysees eller det 16. arrondissement, men rummer heller ikke den usselhed, som kendetegner noget af området omkring Gare du Nord eller Barbés.

Da vi ankom torsdag aften parkerede jeg bilen i nærheden af hotellet på en lille hyggelig plads, hvor der lå nogle forretninger; en bager, en cafe og en kiosk blandt andet. I den ene side af pladsen lå nogle bunker med skrald og på et lille hegn hang nogle tæpper og gamle klude, hvilket fik mig til at antage at det var efterladenskaberne fra en hjemløs. På fortovet ved siden af lå en bunke tæpper og det slog mig, at der måske lå en person - skraldets ejermand - inden i kludene.

Fredag morgen var jeg ude for at købe et parkeringskort og sørge for parkeringsbillet til bilen. Louise blev på hotelværelset (en teenager kan altid sove lidt længere). Tæpperne fra aftenen før var væk og tilbage stod en møgbeskidt kuffert og en bunke skrald. Jeg gik lige forbi kufferten, der var ganske uhumsk og smattet til med et eller andet snask. Det hele stod tæt ved en telefonboks, som ligeledes var fyldt med skrald inde i det ene af boksens to rum; der lå mere skrammel, alle mulige bøtter og nogle tæpper. Det var først, da jeg kom om på den anden siden af boksen at jeg så, at tæppet faktisk bevægede sig, og da det fangede min opmærksomhed kunne jeg se at tæppet dirrede og det gik op for mig, at der lå en person inde i boksen og enten rystede af kulde eller bevidst brugte de rystende bevægelser til at skabe varme med. Det lille rum i boksen var trapetzformet; meget smalt og den ene 'langside' var end ikke en meter og endnu mindre i den anden side, så jeg fik næsten ondt i benene bare af at tænke på, hvordan det ville være at tilbringe natten derinde.

Jeg gik hjem og hentede Louise og vi begav os ude for at få noget morgenmad. Da vi kom ned på pladsen, blev vi overraskede over at se en mand med noget, der grangiveligt lignede en gasmaske og straks efter så vi nogle flere mænd iført hvide dragter og med filtre for munden, og endeligt stod der et anseeligt antal politibetjente rundt omkring. Mændene med de hvide dragter spulede området omkring telefonboksen og inde i boksen, der nu var tom. Tæt ved telefonboksen på fortovet sad en gammel gråhåret mand i sit slidte tøj med et tomt blik i øjnene; han sad fuldstændig passivt og lod det hele ske rundt omkring sig. Det var så trist, så trist, at se ham der, medens alt i alt 10-15 mennesker i uniformer og hvide dragter stod omkring ham eller var igang med at fjerne det skidt og skrald, som udgjorde hans sparsomme ejendomme, og at desinficere telefonboksen med store sprøjter. Der var noget helt grotesk i det store opbud af betjente, og den usle gamle mand, der sat passivt og stirrede ud i luften.

Da vi kom forbi lidt senere efter morgenmaden og en gåtur i kvarteret var det store opbud borte og alt var igen tilbage til det normale. I telefonboksen lå igen den gamle mand men nu uden alt sit skrammel, kun kuffertern stod tilbage udenfor telefonboksen. Alle hans tæpper og hans skrammel var borte og han selv lå sammenkrøbet inde i boksen som en ussel klud. Siden da gik vi forbi telefonboksen mange gange, og hver gang lå han der, men lidt efter lidt havde han skaffet sig nogle tæpper igen. Hvad det helt skulle gøre godt for, kan man undre sig over, men ynkeligt og trist var det i hvert fald. Ud over den ene gang, da boksen blev ryddet så vi ham aldrig sidde op eller bevæge sig udenfor telefonboksen.

Ud over folkelivet og de triste skæbner i lokalområdet, så blev det også til en tur til Marais kvarteret. Det er et vidunderligt kvarter, som vi frekventerer, hver gang vi er i Paris; smalle gader og masser af vidunderlige promente bygningsværker. Marais kvarteret er lidt avangarde; gallerier, spændende tøjbutikker, genbrugsbutikker, specialbutikker, små caféer og restauranter. Da vi gik gennem en gade siger Louise pludseligt, har du set det tøj han har på; og inde i en forretninger ser jeg en mand, der er som taget ud af en kinky film. Han havde bukser på, men bar overkrop på tværs af kroppen bar han nogle læderremme. Hvis man forestiller sig Freddie Mercury med bar overkrop og spanking outfit på, så rammer men ikke helt fejl i det billede, som man ser for sig. Forretningen så også lidt speciel ud, men nogle underlige gummidimser hængende ned fra loftet og kæder i vinduerne. Nu tror man måske, at vi havde forvildet os ind i et mindre pænt kvarter; men nej det var bare et af de helt naturlige elementer, som Marais kvarteret også indeholder, ligesom det rummer et anseeligt antal bøssebarer og bøsserestauranter. Et af det mere spændende indslag var da også en håndfuld yngere mænd, der gik gennem gaderne med vrikkende hofter og rullende kropsbevægelser, iført meget kropsnært hvidt tøj, den ene med stor hvid paryk, og reklamerede for "White Party" samme aften. Man kan sige hvad man vil, men der er nu fest og farve over nogle af bøsserne.

Ud over parisermiljøet, så var vi faktisk i Paris, fordi Louise fægtede i det store Marathon Fleuret stævne. Over 1.000 unge fægtere fra hele verden deltog i stævnet og det var igen en stor oplevelse at være der. Da vi ankom til hallen tidligt lørdag morgen ved 7-tiden sad solsorten og sang for os; og nej den pippede ikke, den småsang ikke, den sang rigtigt med lange toner og melodier. Tænk sig at høre det en tidlig morgen den 5. februar; det var helt vidunderligt.

Louise havde en fin oplevelsetil stævnet, men led lidt under eftervirkningerne fra en migræne natten før. Hun er desværre begyndt at få migræne jævnligt og da hun endda tog fejl af nogle piller som lægen havde givet hende mod kvalme i forbindelse med smertestillende piller, og det rigtige smertestillende, så startede aftenen før lidt skidt, da placebovirkningen af kvalmepiller åbenbart ikke er god nok til at tage migrænesmerterne. Morgenen efter stoppede migrænen, men hun følte sig lidt sløv af medicinen.

Det var kinesisk nytår medens vi var i Paris og mange kvarterer i byen; især de kinesiske; var pyntet op med rispapirslamper og bannere. Vi var tidligt hjemme fredag aften på grund at stævnet dagen efter og Louises migræne, så vi gik glib af både "White Party" i bøssklubben og kinesernes nytårsfestligheder.

Lørdag efter stævnet var vi ude og kikke på kvarteret omkring Rue de Rivoli og faldt ved et tilfælde ind omkring en engelsksproget boghandel. Den viste sig at være kæmpestor, indrettet med gamle træbogreoler og fyldt med alskens lækre bøger; romaner, faglitteratur, økonomibøger, studiebøger, kunstbøger og ikke at forglemme en kæmpe afdeling med engelske magasiner med alt fra fantastiske modefotoes til teenagemagasiner og blade med nydelige letpåklædte herrer. Vi købte flere bøger og et par magasiner, som vi hyggede og med at læse i på flere kaffebarer og restauranter resten af weekenden.

Lørdag aften gik vi på kinesisk restaurant, en restaurant tær ved Champs d'Elysees hvis største særpræg er, at store dele af gulvet er lavet af glas med fisk nedenunder. Desværre var maden ikke noget særligt; en af retterne smagte mest af ketchup og det virkede som om kokkene kunne behøver en genopfriskningsstudietur til Kina. På trods af, at restaurenten er meget stor og der var masser af tomme borde viste overtjeneren os ind i bunden af restauranten lige klods op at et par franske damer med deres til sammen 4-5 børn, der larmede kraftigt. Efter lidt rådslagning bed vi al skam i os og bad tjeneren om et andet bord; en beslutning som vi ikke fortrød da ungerne ufortrødent fortsatte med at hoppe op og ned af møblerne og løbe rundt omkring på gulvet mellem benene af de stakkels tjenere. Louise mener bestemt aldrig, at hun skal have børn, men jeg prøver at overbevise hende om, at opdragelse rent faktisk er muligt især, hvis man starter fra børnene er små af.

Søndag gik vi hen langs de blomstrende kirsebærtræer langs Seinen (ja, de var faktisk begyndt at springe ud den 6. februar ) og ind på Musee d'Art Moderne i Tokyo Palæet for at se (ja, gæt hvad) moderne kunst. Der var nogle spændende værker, bl.a. nogle facinerende video installationer. Derud over var museet fyldt med ret trendy besøgende (inklusive os selvfølgeligt), og Louise havde stor fornøjelse ud af at beundre flere af de rappe damer, der gik rundt i noget meget elegant (og helt sikkert hundedyrt) tøj med fantstiske sko og tasker. Det er så sjovt med Paris, hver gang man skifter kvarter eller går ind i en ny sammenhæng, så skifter sceneriet.

Bagefter gik vi op igennem det 17. arrondissement for at finde et sted at spise sen frokost. Vi kom til en meget fyldt restaurant i det ellers stille og lidt døde kvarter, og da vi lige havde passeret den spanske ambassade og et spansk bibliotek, var det nærliggende at antage at det var en spansk restaurant, da retterne så lidt specielle ud og gæsterne var meget mørke. På vej ind var jeg lige ved at fortryde, da det viste sig, at de serverede kabab, en af mine ypperste hade-retter, da det oftes er en underlødig bunke halvråddent kød, der tilberedes af en flok selvlærte selvudnævnede restaurationsejere (så kom alle mine fordomme om kebab lige med), men restauranten så aldeles pæn ud og den var stopfyldt af nydelige velklædte mennesker, så jeg lod mig overtale. Det var først, da tjeneren sagde at de kun havde Heineken eller libanesisk øl, at det gik op for mig, at vi selvfølgelig befandt os på en libanesisk restaurant midt en en subkultur af exil-libanesere i Paris. Så gav kebaben pludseligt mening. Louise så noget uforstående ud, fordi libanesere i Danmark typisk har en noget anden baggrund og ikke lige var let at forbinde med det vi så omkring os, som tydeligt var en helt anden gruppe mennesker. Tøjstilen var casual og elegant; man kunne bare se, at det var kvalitet. Kvindern havde diskret og elegant tøj på, deres hår sad perfekt og hænder var smukke og velplejede. Mænden bar dyre ure og smukke sko; og børnene var yndige og velopdragne. Det var et helt andet scenarie end det, vi havde set aftenen før med de larmende børn. Vi hyggede os i lang tid med maden, med at iagttage folkene omkring os og med at læse i vores bøger. Sådan en stille søndagsfrokost, hvor man har god tid og hvor solen sinner udenfor på de smukke klassiske bygninger i Paris er bare toppen af en søndag eftermiddag.

"Paris part II" bringes senere. Her vil jeg fortælle om vores knap så heldige hjemtur og om hvorfor, der står en Fiat Panda i vores parkeringskælder.