Nej, Minier har normalt ikke reservehjul, så det er ikke bare et spørgsmål om at skifte hjul.
Der var allerede gået en timestid, og vi gik nu på tankstations-restaurant og drak kaffe og læste i vores for nyligt indkøbte bøger indtil den flinke autohjælpsmand var tilbage et par timer senere. Nu gik det så videre med at spøjte mousse ind i dækket, kikke på, om det fik dækket til at svulme op og prøve at komme luft i. Det virkede ikke rigtigt Der kom et par forbi, som sjovt nok var tidligere Mini ejere og i øvrigt fra Luxembourg, og de kunne fortælle at man ikke kan/må bruge moussen i RFT dæk og at det kan få dækket til at eksplodere. Det havde de nemlig prøvet selv og derefter fulgte en lang snak om dæktyper.
Så langt, så godt. Klokken var nu tæt på 22 og jeg snakkede med ACL om vi skulle tage en overnatning på hotel og håbe, at bilen kunne blive klar i løbet af mandagen. En hotelovernatning ved en motorvej i en fransk forstad er sgu ikke lige det sammen som en ekstra dag i Paris, Louise ville gå glib af en skoledag, jeg ville gå glib af en arbejdsdag og hvad så, hvis bilen ikke kunne blive klar mandag?! Altså besluttede vi os for, at bede ACL om at skaffe en bil til os. Der stod pludselig en anden automand med en lastbil; vi sagde farvel til den første automand og drog afsted sammen med manden i lastbilen og med Minien på ladet. Vi tog ud til hans værksted. Vi var ærligt talt ved at være trætte, klokken var mange og vi befandt os i et ukendt autoværksted i et eller andet industrikvarter et sted uden for Paris, som vi ikke vidste, hvad hed. Da manden var færdig med at udfylde papirer og snakke med ACL skulle han jo hjem, men han var så venlig at køre os over på et hotel ved motorvejen, så kunne vi sove der, hvis det skulle vise sig, at ACL ikke kunne skaffe en bil til os. Vi var ved at være sultne efter den gode frokost midst på dagen, men hotellet var ved at lukke restauranten, så det blev til endnu en kop kaffe/te.
Så blev jeg ringe op af et fransk autohjælpfirma, der havde skaffet en bil på vegne af den luxembourgske autohjælp, men der var lidt forvirring omkring, hvorvidt vi skulle bruge en bil i Frankrig eller hjemkørsel til Luxembourg og jeg måtte ringe og rykke til Luxembourg og der gik tæt ved en time før der kom en taxa og hentede os. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen, men det viste sig at vi skulle til en adresse inde i Paris. Taxachaufføren vidste ikke andet end adressen og at vi max. måtte bruge 89 € eller selv skulle betale resten.
Jeg havde ellers sagt til Louise tidligere på dagen, at hun nok skulle være indstillet på, at det var sidste gang i denne omgang, at hun var i Paris og at det ikke ville blive helt så ofte, når vi kommer tilbage til Danmark. Så nu kunne hun grinende konstatere, at hun alligevel kom til Paris endnu en gang. Vi havde ikke lige regnet med, at komme tilbage så hurtigt. Hvad næsten værre var; ACL havde sagt, at de ikke ville transportere min bil hjem, når skaden kunne udbedres på stedet, og at jeg selv skulle hente bilen dog med udgifterne betalt. Og nu sad jeg så og spekulerede om jeg skulle til Paris endnu en gang senere på ugen for at hente Minien. Ikke lige en tanke, der huede mig og vi havde planer for weekenden og kunne ikke udnytte lejligheden til endnu en weekend i Paris. Grrr.
Vi blev sat af på Boulevard Voltaire, en typisk Parisisk boulevard, hvor der lå en Avis biludlejning, som så meget lukket ud. Taxachaufføren kørte og så stod vi der og klokken var næsten midnat. Efter noget banken på ruderne ringede jeg til Luxembourg og blev stillet videre til Frankrig. Efter lidt venten blev jeg ringet op igen og fik at vide, at der ville komme nogen 'toute de suite'. Jeg har lært at 'toute de suite' betyder 'med det samme' men det gik alligevel 1/2 time, og så gik der andre 20 minutter med at udfylde papirer, kopiere pas og hente bilen.
Jeg har et billede af Louise der står på den mennesketommegade iført et tæppe, som hun klogt nok havde taget med fra Minien, og omgivet af vores kufferter. Ikke helt ulig de hjemløse, der sover på gaden i Paris, men jeg har fået forbud mod at offentliggøre billedet, så her er i stedet et billede at den lukkede Avis forretning.Kl. 1 om natten kørte jeg ud af Paris i en Fiat Panda, og det er absolut en noget anderledes oplevelse end at køre i en Mini Cooper S. Det føltes lidt som at køre i en plastikbil, men vi kom da hjem til Luxembourg lidt over kl. 4 om natten, tømte bilen, fodrede guldfiskene og gik total stenet i seng og fik et par times søvn før det var mandag morgen. Louise sov selvfølgelig i bilen, men jeg var ret kvæstet hele mandagen.
Det endte heldigvis med, at ACL alligevel godt ville hente bilen hjem til Luxembourg, og da værkstedet havde fået skaffet dæk et par dage senere og fikset bilen, var der en mand, der kørte ned og hentede Minien.
Hvad kan man så lære af denne lange historie? At man skal blive hjemme? At man skal have en bil med reservehjul? Tja, livet er kort og Mini er en fed bil, så jeg nøjes med at glæde mig enormt over at jeg har et ACL medlemsskab. Det kostede mig ikke andet end tiden og selvfølgelig de nye hjul til bilen. Desuden kan jeg tilføje at franske automænd er vældig flinke og gør meget ud at af forklare tingene, og at det i øvrigt er godt at kunne fransk, når man skal tale med 2-3 personer hos sin luxembourgske autoassistance, 2 personer hos en ukendt fransk autoassistence, 2 personer hos noget fransk autohjælp, 1 taxachaffør, nogle hotel ansatte, et par biludlejningsfolk samt nogle folk hos både det franske og mit luxembourgske bilværksted. Pyh, jeg bliver helt forpustet. Jeg har senere fundet ud af, at holdninger til dæk minder om religion.
Men nu bilen hjemme igen på nye dæk, Det er lørdag, solen skinner og i morgen skal jeg fægte til de luxembourgske mesterskaber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar