Paris part I

Jeg får aldrig for meget af Paris uanset, hvor mange gange, jeg kommer der. Hver gang, ser jeg noget nyt og hver gang glædes og forundres jeg over den mangfoldighed, der rummes i denne 'lille' by, som kun måler 10 km. i diameter.

Denne gang boede vi nær Place d'Italie, der er et ret 'almindeligt' kvarter med almindelige mennesker, ikke særlig rigt, men heller ikke det rene slum. Det måler sig ikke med de promenente kvarterer fra området omkring Champs d'Elysees eller det 16. arrondissement, men rummer heller ikke den usselhed, som kendetegner noget af området omkring Gare du Nord eller Barbés.

Da vi ankom torsdag aften parkerede jeg bilen i nærheden af hotellet på en lille hyggelig plads, hvor der lå nogle forretninger; en bager, en cafe og en kiosk blandt andet. I den ene side af pladsen lå nogle bunker med skrald og på et lille hegn hang nogle tæpper og gamle klude, hvilket fik mig til at antage at det var efterladenskaberne fra en hjemløs. På fortovet ved siden af lå en bunke tæpper og det slog mig, at der måske lå en person - skraldets ejermand - inden i kludene.

Fredag morgen var jeg ude for at købe et parkeringskort og sørge for parkeringsbillet til bilen. Louise blev på hotelværelset (en teenager kan altid sove lidt længere). Tæpperne fra aftenen før var væk og tilbage stod en møgbeskidt kuffert og en bunke skrald. Jeg gik lige forbi kufferten, der var ganske uhumsk og smattet til med et eller andet snask. Det hele stod tæt ved en telefonboks, som ligeledes var fyldt med skrald inde i det ene af boksens to rum; der lå mere skrammel, alle mulige bøtter og nogle tæpper. Det var først, da jeg kom om på den anden siden af boksen at jeg så, at tæppet faktisk bevægede sig, og da det fangede min opmærksomhed kunne jeg se at tæppet dirrede og det gik op for mig, at der lå en person inde i boksen og enten rystede af kulde eller bevidst brugte de rystende bevægelser til at skabe varme med. Det lille rum i boksen var trapetzformet; meget smalt og den ene 'langside' var end ikke en meter og endnu mindre i den anden side, så jeg fik næsten ondt i benene bare af at tænke på, hvordan det ville være at tilbringe natten derinde.

Jeg gik hjem og hentede Louise og vi begav os ude for at få noget morgenmad. Da vi kom ned på pladsen, blev vi overraskede over at se en mand med noget, der grangiveligt lignede en gasmaske og straks efter så vi nogle flere mænd iført hvide dragter og med filtre for munden, og endeligt stod der et anseeligt antal politibetjente rundt omkring. Mændene med de hvide dragter spulede området omkring telefonboksen og inde i boksen, der nu var tom. Tæt ved telefonboksen på fortovet sad en gammel gråhåret mand i sit slidte tøj med et tomt blik i øjnene; han sad fuldstændig passivt og lod det hele ske rundt omkring sig. Det var så trist, så trist, at se ham der, medens alt i alt 10-15 mennesker i uniformer og hvide dragter stod omkring ham eller var igang med at fjerne det skidt og skrald, som udgjorde hans sparsomme ejendomme, og at desinficere telefonboksen med store sprøjter. Der var noget helt grotesk i det store opbud af betjente, og den usle gamle mand, der sat passivt og stirrede ud i luften.

Da vi kom forbi lidt senere efter morgenmaden og en gåtur i kvarteret var det store opbud borte og alt var igen tilbage til det normale. I telefonboksen lå igen den gamle mand men nu uden alt sit skrammel, kun kuffertern stod tilbage udenfor telefonboksen. Alle hans tæpper og hans skrammel var borte og han selv lå sammenkrøbet inde i boksen som en ussel klud. Siden da gik vi forbi telefonboksen mange gange, og hver gang lå han der, men lidt efter lidt havde han skaffet sig nogle tæpper igen. Hvad det helt skulle gøre godt for, kan man undre sig over, men ynkeligt og trist var det i hvert fald. Ud over den ene gang, da boksen blev ryddet så vi ham aldrig sidde op eller bevæge sig udenfor telefonboksen.

Ud over folkelivet og de triste skæbner i lokalområdet, så blev det også til en tur til Marais kvarteret. Det er et vidunderligt kvarter, som vi frekventerer, hver gang vi er i Paris; smalle gader og masser af vidunderlige promente bygningsværker. Marais kvarteret er lidt avangarde; gallerier, spændende tøjbutikker, genbrugsbutikker, specialbutikker, små caféer og restauranter. Da vi gik gennem en gade siger Louise pludseligt, har du set det tøj han har på; og inde i en forretninger ser jeg en mand, der er som taget ud af en kinky film. Han havde bukser på, men bar overkrop på tværs af kroppen bar han nogle læderremme. Hvis man forestiller sig Freddie Mercury med bar overkrop og spanking outfit på, så rammer men ikke helt fejl i det billede, som man ser for sig. Forretningen så også lidt speciel ud, men nogle underlige gummidimser hængende ned fra loftet og kæder i vinduerne. Nu tror man måske, at vi havde forvildet os ind i et mindre pænt kvarter; men nej det var bare et af de helt naturlige elementer, som Marais kvarteret også indeholder, ligesom det rummer et anseeligt antal bøssebarer og bøsserestauranter. Et af det mere spændende indslag var da også en håndfuld yngere mænd, der gik gennem gaderne med vrikkende hofter og rullende kropsbevægelser, iført meget kropsnært hvidt tøj, den ene med stor hvid paryk, og reklamerede for "White Party" samme aften. Man kan sige hvad man vil, men der er nu fest og farve over nogle af bøsserne.

Ud over parisermiljøet, så var vi faktisk i Paris, fordi Louise fægtede i det store Marathon Fleuret stævne. Over 1.000 unge fægtere fra hele verden deltog i stævnet og det var igen en stor oplevelse at være der. Da vi ankom til hallen tidligt lørdag morgen ved 7-tiden sad solsorten og sang for os; og nej den pippede ikke, den småsang ikke, den sang rigtigt med lange toner og melodier. Tænk sig at høre det en tidlig morgen den 5. februar; det var helt vidunderligt.

Louise havde en fin oplevelsetil stævnet, men led lidt under eftervirkningerne fra en migræne natten før. Hun er desværre begyndt at få migræne jævnligt og da hun endda tog fejl af nogle piller som lægen havde givet hende mod kvalme i forbindelse med smertestillende piller, og det rigtige smertestillende, så startede aftenen før lidt skidt, da placebovirkningen af kvalmepiller åbenbart ikke er god nok til at tage migrænesmerterne. Morgenen efter stoppede migrænen, men hun følte sig lidt sløv af medicinen.

Det var kinesisk nytår medens vi var i Paris og mange kvarterer i byen; især de kinesiske; var pyntet op med rispapirslamper og bannere. Vi var tidligt hjemme fredag aften på grund at stævnet dagen efter og Louises migræne, så vi gik glib af både "White Party" i bøssklubben og kinesernes nytårsfestligheder.

Lørdag efter stævnet var vi ude og kikke på kvarteret omkring Rue de Rivoli og faldt ved et tilfælde ind omkring en engelsksproget boghandel. Den viste sig at være kæmpestor, indrettet med gamle træbogreoler og fyldt med alskens lækre bøger; romaner, faglitteratur, økonomibøger, studiebøger, kunstbøger og ikke at forglemme en kæmpe afdeling med engelske magasiner med alt fra fantastiske modefotoes til teenagemagasiner og blade med nydelige letpåklædte herrer. Vi købte flere bøger og et par magasiner, som vi hyggede og med at læse i på flere kaffebarer og restauranter resten af weekenden.

Lørdag aften gik vi på kinesisk restaurant, en restaurant tær ved Champs d'Elysees hvis største særpræg er, at store dele af gulvet er lavet af glas med fisk nedenunder. Desværre var maden ikke noget særligt; en af retterne smagte mest af ketchup og det virkede som om kokkene kunne behøver en genopfriskningsstudietur til Kina. På trods af, at restaurenten er meget stor og der var masser af tomme borde viste overtjeneren os ind i bunden af restauranten lige klods op at et par franske damer med deres til sammen 4-5 børn, der larmede kraftigt. Efter lidt rådslagning bed vi al skam i os og bad tjeneren om et andet bord; en beslutning som vi ikke fortrød da ungerne ufortrødent fortsatte med at hoppe op og ned af møblerne og løbe rundt omkring på gulvet mellem benene af de stakkels tjenere. Louise mener bestemt aldrig, at hun skal have børn, men jeg prøver at overbevise hende om, at opdragelse rent faktisk er muligt især, hvis man starter fra børnene er små af.

Søndag gik vi hen langs de blomstrende kirsebærtræer langs Seinen (ja, de var faktisk begyndt at springe ud den 6. februar ) og ind på Musee d'Art Moderne i Tokyo Palæet for at se (ja, gæt hvad) moderne kunst. Der var nogle spændende værker, bl.a. nogle facinerende video installationer. Derud over var museet fyldt med ret trendy besøgende (inklusive os selvfølgeligt), og Louise havde stor fornøjelse ud af at beundre flere af de rappe damer, der gik rundt i noget meget elegant (og helt sikkert hundedyrt) tøj med fantstiske sko og tasker. Det er så sjovt med Paris, hver gang man skifter kvarter eller går ind i en ny sammenhæng, så skifter sceneriet.

Bagefter gik vi op igennem det 17. arrondissement for at finde et sted at spise sen frokost. Vi kom til en meget fyldt restaurant i det ellers stille og lidt døde kvarter, og da vi lige havde passeret den spanske ambassade og et spansk bibliotek, var det nærliggende at antage at det var en spansk restaurant, da retterne så lidt specielle ud og gæsterne var meget mørke. På vej ind var jeg lige ved at fortryde, da det viste sig, at de serverede kabab, en af mine ypperste hade-retter, da det oftes er en underlødig bunke halvråddent kød, der tilberedes af en flok selvlærte selvudnævnede restaurationsejere (så kom alle mine fordomme om kebab lige med), men restauranten så aldeles pæn ud og den var stopfyldt af nydelige velklædte mennesker, så jeg lod mig overtale. Det var først, da tjeneren sagde at de kun havde Heineken eller libanesisk øl, at det gik op for mig, at vi selvfølgelig befandt os på en libanesisk restaurant midt en en subkultur af exil-libanesere i Paris. Så gav kebaben pludseligt mening. Louise så noget uforstående ud, fordi libanesere i Danmark typisk har en noget anden baggrund og ikke lige var let at forbinde med det vi så omkring os, som tydeligt var en helt anden gruppe mennesker. Tøjstilen var casual og elegant; man kunne bare se, at det var kvalitet. Kvindern havde diskret og elegant tøj på, deres hår sad perfekt og hænder var smukke og velplejede. Mænden bar dyre ure og smukke sko; og børnene var yndige og velopdragne. Det var et helt andet scenarie end det, vi havde set aftenen før med de larmende børn. Vi hyggede os i lang tid med maden, med at iagttage folkene omkring os og med at læse i vores bøger. Sådan en stille søndagsfrokost, hvor man har god tid og hvor solen sinner udenfor på de smukke klassiske bygninger i Paris er bare toppen af en søndag eftermiddag.

"Paris part II" bringes senere. Her vil jeg fortælle om vores knap så heldige hjemtur og om hvorfor, der står en Fiat Panda i vores parkeringskælder.