fredag den 25. marts 2011

Fredag aften i hjemlige omgivelser

Frankrig og Luxembourg spiller landskamp lige nu nærmest lige udenfor døren. Jeg kan ikke se stadion, der ligger et hus i vejen, men jeg kan se lysene og jeg kan høre musikken/speakeren/råbene fra station, og der holder en masse franske biler parkeret i gaden. Selvom jeg ikke interesserer mig en pind for fodbold, så er det alligevel lidt hyggeligt at mærke byens puls, når der sker noget.

Jeg er lige kommet hjem fra fægtetræning. Det er pragtfuld sådan en skøn fredag, hvor der har været tæt ved 20 grader og solskin. Jeg mærkede det gode vejr flere gange, for jeg tog bilen til arbejde for at kunne tage direkte til fægtning bagefter med min store fægtetaske. Jeg var derfor nede på gaden flere gange og flytte p-skiven. Når man bor i Luxembourg by kan man parkere gratis i op til 2 timer i hele byen, og er man lidt doven, så flytter man kun p-skiven og ikke bilen. Det går meget godt.

Der er ikke noget bedre end en svedig og hyggelig omgang fægtetræning i klubben en fredag aften efter arbejde sammen med de gode fægtevenner. Derefter et tiltrængt brusebad og så hjem og spise sen aftensmad, medens man mærker den gode ømhed i kroppen efter træningen. Louise er sammen med nogle venner til videohygge og sovning, så jeg har det hele for mig selv.

Ellers er der ikke meget at bemærke om ugen, der er gået. Det, der har optaget mig mest er det gode vejr og foråret, der udvikler sig hele tiden. Jeg bliver helt skæv i hovedet af at cykle gennem parken til/fra arbejde hver dag og at se det hele grønnes og blomstre. Nu er magnolietræerne også ved at springe ud. Det er sjovt, for der sker jo det samme år efter år efter år efter år ...og alligevel er det lige vidunderligt hvert år.

Vi havde en stille og rolig weekend i sidste uge og det bliver det vist også i denne weekend. Vi har i hvert fald ingen planer. Det er nu meget hyggeligt. Jeg har lige hentet en bog, som jeg skal læse til mit næste kursus på universitetet. Vi er kun to studerende, så det bliver afholdt som selvstudie og derudover får vi nogle møder med vores professor, der bor i USA, men kommer over et par uger i maj og i juni fordi han skal undervise på nogle andre fag. Men det skal nok gå. Selvom det er sjovest at være en helt klasse og møde nogle spændende medstuderende, så har jeg lavet selvstudie før, og det kan godt lade sig gøre med lidt disciplin. Så mon ikke jeg skal læse lidt i min nye bog i weekenden. Jeg har ellers læst flere spændende fagbøger de sidste par måneder. Det er dejligt, når man finder tid til læsning.

Herover ses et billede fra Philharmonien, som jeg cykler forbi hver dag. Det er et morgenbillde. Lyset er så smukt om morgenen og det er Philharmonien også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar