Slaget ved Ardennerne, Maginotlinien og mælkekrigen, der udeblev

Det var en fantastisk dag i dag. Solen skinnede og det var så mildt, at jeg kunne cykle uden handsker. Jeg målte 14 grader på altanen, da jeg kom hjem kl. 18. Vi fik dejlig frokost på arbejdet. Der er asiatisk tema i denne uge, og jeg spiste 3 retter med Sushi til forret og en lægger banan-beignet med frisk ananas og vaniljeis til dessert (vaniljeisen var vist lidt udenfor temaet). Lækkert lækkert, vi bliver forkælet i kantinen på arbejdet. Efter arbejde var jeg til tandlæge, og der var ikke noget særligt, så det var også godt. Alt i alt en superfin dag med højt humør.

Det har været nogle travle uger den seneste tid. Vi har haft besøg fra Danmark i to omgange, vi har begge været syge med noget enfluenza-agtigt og vi har været ret aktive som weekend turister. Jo, og så overlevede vi da også mælkekrigen.

Mælkekrigen var varslet til mandag den 19. oktober. De europæiske mælkebønder demonstrerede også en dag i juni måned og dengang gik det ret hårdt for sig med massive dæk afbrændinger i gaderne og voldelig optræden. Denne gang var politiet mere forberedt på krig i gaderne. Vi var advaret på forhånd, at Kirchberg blev spæret af for bus og biltrafik. Det store indkøbscenter med vores yndlingssupermarked Auchan holdt lukket hele dagen og Europaskolen gav alle 4.500 elever en ekstra fridag (spørg lige om de var kede af det). Forløbet var så gennemkontrolleret, at der kun lige sås lidt sort røg fra en enkelt dæk afbrænding ellers mærkede vi næsten ikke noget til det. Alle traktorerne blev holdt i den ene ende af Kirchberg, så da jeg cyklede hjem fra arbejde var det nærmest som en bilfri søndag i 1970’erne, hvor man kunne boltre sig på hele vejen.

Dagen før var vi i Bastogne. Louise skulle til fægtestævne, så vi kørte søndag morgen til Belgien mod Ardennerne, hvor det store Ardenner slag (the Battle of the Bulge) fandt sted i december-januar 1944-1945. Det var ret koldt og vi kørte gennem nogle kolde tågebanker, der gav is på bilen og det virkede helt overjordisk at køre gennem landskabet. Vi ankom en stille morgen til hovedtorvet i byen. Vi spurgte om vej hos en tjener, der gik og fejede foran en restaurant og købte varm kaffe og ’Pain au Chocolat’ hos bageren. Ellers var byen stille og rolig. Fægtestævnet var hyggeligt om end hallen var koldt og lignede en hangar fra 2. verdenskrig. Der var flere fra Louises klub med til stævnet og det er lidt hyggeligt at man lidt efter lidt kommer til at kende nogle mennesker. Fægtning er en lille intim sport også hernede – og det er på nogle måder ret hyggeligt. Først på eftermiddagen var Louise færdig med stævnet og vi drog ind til Bastogne midtby, hvor vi spiste frokost på en restaurant på torvet. Der var nu et leben uden lige i byen. I Bastogne har forretningerne åbent søndag eftermiddag; ikke bare et par supermarkeder hist og pist, men alle forretninger; tøj, sko, bagere, kiosker, alt har åbent. Og ned langs byens hovedgade hænger højtalere på husene og der lyder popmusik ud over gaden. Ganske hyggeligt, når man blot er på besøg, men det må være ganske ulideligt at bo der. Der er lidt ligesom at gå rundt i Disneyland med musik strømmende ud i æteren. Vi tog en tur rundt i byen, gik forbi den tank, der står som minde i midtbyen og var inde i en lidt pudsig forretning, der sælger minder og udstyr fra 2. verdenskrig samt andet a la militært overskudslager. De havde nogle små stykker dårlig sæbe til 12,5 EUR pr. styk, som vi ikke helt kunne finde ud af var original sæbe fra den gang eller efterligninger. Vi købte nu ikke noget af det. Vi havde på forhånd fået at vide, at Bastogne ligner en by, der genopbygget på 14 dage efter krigen uden koordinering af nogen art og det er der nok noget om, men det var alligevel et hyggeligt besøg, vi havde der.

På vej hjem kørte vi omkring et mindesmærke nord for byen, der hædrer de amerikanske divisioner, der var med til at vinde slaget og drive nazisterne på retur. Og derefter kørte vi gennem det smukke efterårslandskab ind over Luxembourg land, hvor vi passerede Esch-sur-Sûre, der er en lille by i et kuperet landskab og den rummer bl.a. en gammel borgruin. Det var stemningsfyldt at vandre op omkring resterne fra borgen (på eget ansvar) i lyset af den nedgående sol, der forsvandt bag højdedraget.

I sidste weekend var far og mor på besøg, så vi tog på flere ture. Lørdag var vi i Metz, der som altid er en dejlig by. Domkirken og frokost i den hyggelige restaurant med den afslappede og hyggelige stemning. Og ikke at forglemme de overdækkede torvehaller, der rummer alt hvad hjertet kan begære. Ferske vagtler, perlehøns, duer, ænder og høns så fede, at man skulle tro, at det var kalkuner. Alt slags kød, kaniner, harer, blodpølser, hele grisehoveder og meget andet. Boder med grøntsager, så man er lige ved at få tårer i øjnene; svampe, druer, salater i mange farver og former og desuden forretninger med specialiteter, fisk, brød og kager. Åh, jeg kunne leve resten af mit liv i de torvehaller uden at længes væk derfra nogensinde.

På vej hjem kørte vi ud i det franske landskab og forbi Fort Hackenberg, der er et af forterne i Maginotlinien, som franskmændene byggede i perioden før 2. verdenskrig. Vi ankom skævt i forhold til åbningstiden med én daglig rundvisning, så vi kom ikke ind i fortet, hvor man ellers kan køre med tog gennem de lange gange i de underjordiske forsvarsværker. Men det var alligevel lidt rørende at se det udefra. Mottoet for Maginotlinien var efter sigende "On ne passe pas" (Her kommer man ikke forbi), hvilket heller ikke viste sig nødvendigt, for nazisterne gik nemlig udenom og gennem Belgien i stedet for. På vej derfra kørte vi forbi Hackenberg kapellet. Det var noget at en tur, vi kom ud på. Vi var ikke forberedte på, hvad det var eller hvordan vi kom dertil, så det blev til en ret lang tur gennem et skovareal på en meget smal vej, der engang havde været asfalteret men som nu var mest velegnet til militærkøretøjer, så det var med bævrende hjerte at Mini’en fik lov at køre den lange vej og vi var så småt forberedt på at måtte overnatte i skoven. Men belønningen viste sig for enden af vejen i form at et lille kapel på toppen af at bakke med en fantastisk udsigt. Det var lidt diset og alligevel kunne man se kilometervis til mange sider så det gav et helt sug i maven. Kapellet var omgivet af ældgamle gravsten fra tidligere tiders lokale samfund og på flere sider af kapellet kunne man se toppen af de underjordiske kanontårne fra forsvarsværket stikke op. Det ville have været den perfekte scene for en gyserfilm.

I søndags kørte jeg med far og mor en tur ud i Luxembourg. Louise havde været syg og valgte at hvile ud derhjemme. Vi tog først til Schiessentüumpel. Det er fantastisk område med en lille flod gennem er skovområde med klipper i fantastiske former og en helt vidunderlig stemning. Der er en gammel stenbro ved et lille vandfald og klipper, der er formet af vandets strømninger. At vi var der en efterårsdag med vidunderlige efterårsfarver i træernes løv og solskin ned gennem trækronerne gjorde det bare endnu smukkere. Efter en vandretur i området spiste vi frokost i Beaufort og så den gamle borg, der står som ruin dog med en vis vedligeholdelse. Den er ikke så forsømt som ruinen i Esch-sur-Sûre og den rummer bl.a. det gamle torturkammer, hvor der står nogle af de redskaber, som blev brugt der. Endelig tog vi til Diekirch, der foruden et af Luxembourgs store ølbryggerier rummer et militærmuseum med minder fra 2. verdenskrig; især fra Ardennerslaget, der også gik ind over den nordlige del af Luxembourg. Et meget flot og velholdt museum, der rummede mange billeder fra den tid, hvilket gjorde det meget nærværende også for os, som ikke levede dengang.

Nok for denne gang. Der er så meget at fortælle, men man kan jo ikke blive ved.

Lørdags turisterne

Sidste lørdag var vi i Metz, en by som vi er blevet meget glade for. Den er meget hyggelig og har et livligt folkeliv. Det blev til en hyggelig frokost på et lille torv og lidt indkøb af noget efterårs tøj. Vi fandt også en forretning, der kun handler med tegneserier og som havde en masse med vores franske yndlings tegner. I en boghandel løb vi på en af mine kolleger. Det er det pussige ved at bo i Luxembourg, man løber hele tiden ind i folk, selv når man tager til Metz. På vej hjem kørte vi ind forbi et kæmpe område i nærheden af Metz fyldt med outlet forretninger. Det var ikke planlagt, så ’heldigvis’ havde vi kun kort tid før lukketid og nåede kun en Nike forretning.

I går tog vi til Trier. Det tog 20 minutter at køre fra Luxembourg til Trier, 20 minutter at køre de 2-3 kilometer fra motorvejen ind til Trier by og 20 minutter at finde en parkeringsplads. Ja, velkommen til bilejernes verden. Det ville have været lettere med tog. Men bort set fra det, så er det en flot tur med udsigten over landskabet, de flotte efterårsfarver og det smukke efterårssolskin.

Vi spiste frokost på en fortovscafe og trissede ellers rundt i byen. Trier har et fantastisk forretningsliv. Der er masser af gågader og alle mulige spændende forretninger. Der er selvfølgelig alle de sædvanlige kæder, men Trier har også en masse specialforretninger og forretninger, der ikke bare har det samme som en hver anden by. Vi var blandt anden inde i en fed legetøjsforretning, hvor det lykkes at få fat i en skruetrækker str. 2x0,75 mm så den passer til de lille-bitte skruer, der sidder i spidsen på en fleuret eller kårde. Ud over, at vi længe har været på kik efter specialværktøj til våbenreparation, så var det næsten helt ærgerligt at Louise er blevet så stor. Der var mange gode sager i den forretning.

Vi var også i en stor boghandel, som vi har været inde i flere gange. Jeg fandt et par bøger om Mosel området og Lorraine. Det er godt at have lidt at studere i, når man skal have ideer til en udflugt. I Trier kunne vi konstatere at det ikke kun er danskere, der har et akavet forhold til jul. Der var rigtig mange forretninger, der solgte julepynte-dimser allerede nu. Af kulturelle indslag var vi oppe i Porta Nigra, der er en rest af den gamle romerske bymur. Bagefter blev det til en pause på en iscafé før vi satte næsen hjemad igen. På billedet her ses et kik fra Porta Nigra ud over Triers hustage med vinmarkerne i baggrunden.

I dag, søndag er det koldt og vådt. Det har ellers været rigtig fint her i ugen. Onsdag aften var det helt unaturligt og mærkeligt varmt. Det var ellers overskyet og når det bliver tidligt mørkt, så ligger det nærmest i kroppen at det skal være koldt. Kl. 22 om aftenen målte jeg 20 grader på altanen, og selv om at muren og altanen holder på varmen så var det helt underligt varmt. Det føltes faktisk lidt som jeg kan huske det var gamle dage, da jeg boede i Schweiz og føn vinden kom med sin varme lumre luft. Jeg ved ikke om man har tilsvarende fænomener her f.eks. fra de Belgiske bjerge, jeg har ikke hørt om det.

Ellers er ugen gået med hverdagsting. Vi har været til fægtetræning begge to. Det bliver mere og mere hyggeligt. Vi har fundet ud af, at nogle dage er meget bedre at træne end andre. Det handler lidt om, hvor mange der kommer til træning og hvor meget der bliver gjort ud af træningen.

Jeg var inde hos kommunen og hente en tilladelse til at parkere gratis på gaden i det kvarter, hvor jeg bor. Så kan vi overlade parkeringskælderen til gæster.

I dag går som så ofte før med at skrive blog og mails, rydde op og gøre rent. Louise ærgrer sig over at ’alle de andre’ er på konfirmationslejr i denne weekend. Det værste er nok tanken om, at de andre har det sjovt og hun ikke er med til det. Hun fik ellers tilbuddet fra præsten om at blive konfirmeret én gang til, men det sagde hun nej tak til.

I aften skal vi se Forbrydelsen. Vi ser ikke meget tv, heller ikke dansk tv, men skal da se Forbrydelsen via computeren. Det er rigtig søndags hygge.

Fuldmåne fredag

Jeg cyklede hjem lidt før kl. 20. Himlen var allerede helt mørk, men vejret var klart og månen lyste stor og flot på himlen. Måske er det slet ikke fuldmåne – jeg har ofte bemærket, at det var fuldmåne og så næste dag, når det blev aften, så var månen alligevel lidt mere fuld end aftenen før. Så man tager nogle gange fejl. Men flot er det i hvert fald.

Jeg tog direkte fra arbejde til fægtetræning og sidder nu her; træt på en dejlig måde og mæt efter aftensmaden, der stod på ryd-op-i-køleskabet-og-se-hvad-du-kan-finde. Louise er sydpå et eller andet sted i en lille by på landet. Hun sover hos en veninde, og jeg har lovet at hente hende i morgen, så benytter vi lejligheden til en lille udflugt. Louise er meget stemt for Metz. Vi har været der én gang før og har desuden snakket med far og mor om at tage derned, når de kommer på besøg om 3 uger, men Louise mener godt, at man kan tage til Metz 3 gange og det har hun fuldstændig ret i. Man kan tage masser af gange til Metz, det er en dejlig by.

Her til morgen spurgte Louise om ikke det var ved at være tid til at køre med handsker på cyklen om morgenen, og jeg svarede, at det havde været koldt for nogle uger siden, men ellers var dejligt mildt, så jeg havde ikke fundet det nødvendigt endnu. Og sjovt nok, så snart kom jeg ud fra parkeringskælderen, kunne jeg mærke den kølige luft om fingrene. Jo, det er snart handskevejr, når man cykler på arbejde. Men det var et fantastisk flot vejr; solen skinnede og disen lå i parken, slugten og hen over markerne.

Jeg er ikke typen, der springer syngende ud af sengen, når vækkeuret ringer. Men, når først jeg er oppe og tager af sted på cykel en fantastisk efterårsmorgen, så er det næsten en religiøs følelse

På billedet her ses et kik ud over broen over mod Kirchberg. Hvis man ser godt efter, man kan ane bygninger i baggrunden. Billedet er taget her til morgen på vej til arbejde. Jeg bliver aldrig træt af at se på udsigten og mærke vejret og stemningen. Så bliver man i godt humør.