Det var en fantastisk dag i dag. Solen skinnede og det var så mildt, at jeg kunne cykle uden handsker. Jeg målte 14 grader på altanen, da jeg kom hjem kl. 18. Vi fik dejlig frokost på arbejdet. Der er asiatisk tema i denne uge, og jeg spiste 3 retter med Sushi til forret og en lægger banan-beignet med frisk ananas og vaniljeis til dessert (vaniljeisen var vist lidt udenfor temaet). Lækkert lækkert, vi bliver forkælet i kantinen på arbejdet. Efter arbejde var jeg til tandlæge, og der var ikke noget særligt, så det var også godt. Alt i alt en superfin dag med højt humør.Det har været nogle travle uger den seneste tid. Vi har haft besøg fra Danmark i to omgange, vi har begge været syge med noget enfluenza-agtigt og vi har været ret aktive som weekend turister. Jo, og så overlevede vi da også mælkekrigen.
Mælkekrigen var varslet til mandag den 19. oktober. De europæiske mælkebønder demonstrerede også en dag i juni måned og dengang gik det ret hårdt for sig med massive dæk afbrændinger i gaderne og voldelig optræden. Denne gang var politiet mere forberedt på krig i gaderne. Vi var advaret på forhånd, at Kirchberg blev spæret af for bus og biltrafik. Det store indkøbscenter med vores yndlingssupermarked Auchan holdt lukket hele dagen og Europaskolen gav alle 4.500 elever en ekstra fridag (spørg lige om de var kede af det). Forløbet var så gennemkontrolleret, at der kun lige sås lidt sort røg fra en enkelt dæk afbrænding ellers mærkede vi næsten ikke noget til det. Alle traktorerne blev holdt i den ene ende af Kirchberg, så da jeg cyklede hjem fra arbejde var det nærmest som en bilfri søndag i 1970’erne, hvor man kunne boltre sig på hele vejen.
Dagen før var vi i Bastogne. Louise skulle til fægtestævne, så vi kørte søndag morgen til Belgien mod Ardennerne, hvor det store Ardenner slag (the Battle of the Bulge) fandt sted i december-januar 1944-1945. Det var ret koldt og vi kørte gennem nogle kolde tågebanker, der gav is på bilen og det virkede helt overjordisk at køre gennem landskabet. Vi ankom en stille morgen til hovedtorvet i byen. Vi spurgte om vej hos en tjener, der gik og fejede foran en restaurant og købte varm kaffe og ’Pain au Chocolat’ hos bageren. Ellers var byen stille og rolig. Fægtestævnet var hyggeligt om end hallen var koldt og lignede en hangar fra 2. verdenskrig. Der var flere fra Louises klub med til stævnet og det er lidt hyggeligt at man lidt efter lidt kommer til at kende nogle mennesker. Fægtning er en lille intim sport også hernede – og det er på nogle måder ret hyggeligt. Først på eftermiddagen var Louise færdig med stævnet og vi drog ind til Bastogne midtby, hvor vi spiste frokost på en restaurant på torvet. Der var nu et leben uden lige i byen.
I Bastogne har forretningerne åbent søndag eftermiddag; ikke bare et par supermarkeder hist og pist, men alle forretninger; tøj, sko, bagere, kiosker, alt har åbent. Og ned langs byens hovedgade hænger højtalere på husene og der lyder popmusik ud over gaden. Ganske hyggeligt, når man blot er på besøg, men det må være ganske ulideligt at bo der. Der er lidt ligesom at gå rundt i Disneyland med musik strømmende ud i æteren. Vi tog en tur rundt i byen, gik forbi den tank, der står som minde i midtbyen og var inde i en lidt pudsig forretning, der sælger minder og udstyr fra 2. verdenskrig samt andet a la militært overskudslager. De havde nogle små stykker dårlig sæbe til 12,5 EUR pr. styk, som vi ikke helt kunne finde ud af var original sæbe fra den gang eller efterligninger. Vi købte nu ikke noget af det. Vi havde på forhånd fået at vide, at Bastogne ligner en by, der genopbygget på 14 dage efter krigen uden koordinering af nogen art og det er der nok noget om, men det var alligevel et hyggeligt besøg, vi havde der.På vej hjem kørte vi omkring et mindesmærke nord for byen, der hædrer de amerikanske divisioner, der var med til at vinde slaget og drive nazisterne på retur.
Og derefter kørte vi gennem det smukke efterårslandskab ind over Luxembourg land, hvor vi passerede Esch-sur-Sûre, der er en lille by i et kuperet landskab og den rummer bl.a. en gammel borgruin. Det var stemningsfyldt at vandre op omkring resterne fra borgen (på eget ansvar) i lyset af den nedgående sol, der forsvandt bag højdedraget. I sidste weekend var far og mor på besøg, så vi tog på flere ture. Lørdag var vi i Metz, der som altid er en dejlig by. Domkirken og frokost i den hyggelige restaurant med den afslappede og hyggelige stemning.
Og ikke at forglemme de overdækkede torvehaller, der rummer alt hvad hjertet kan begære. Ferske vagtler, perlehøns, duer, ænder og høns så fede, at man skulle tro, at det var kalkuner. Alt slags kød, kaniner, harer, blodpølser, hele grisehoveder og meget andet. Boder med grøntsager, så man er lige ved at få tårer i øjnene; svampe, druer, salater i mange farver og former og desuden forretninger med specialiteter, fisk, brød og kager. Åh, jeg kunne leve resten af mit liv i de torvehaller uden at længes væk derfra nogensinde. På vej hjem kørte vi ud i det franske landskab og forbi Fort Hackenberg, der er et af forterne i Maginotlinien, som franskmændene byggede i perioden før 2. verdenskrig. Vi ankom skævt i forhold til åbningstiden med én daglig rundvisning, så vi kom ikke ind i fortet, hvor man ellers kan køre med tog gennem de lange gange i de underjordiske forsvarsværker. Men det var alligevel lidt rørende at se det udefra. Mottoet for Maginotlinien var efter sigende "On ne passe pas" (Her kommer man ikke forbi), hvilket heller ikke viste sig nødvendigt, for nazisterne gik nemlig udenom og gennem Belgien i stedet for.
På vej derfra kørte vi forbi Hackenberg kapellet. Det var noget at en tur, vi kom ud på. Vi var ikke forberedte på, hvad det var eller hvordan vi kom dertil, så det blev til en ret lang tur gennem et skovareal på en meget smal vej, der engang havde været asfalteret men som nu var mest velegnet til militærkøretøjer, så det var med bævrende hjerte at Mini’en fik lov at køre den lange vej og vi var så småt forberedt på at måtte overnatte i skoven. 
Men belønningen viste sig for enden af vejen i form at et lille kapel på toppen af at bakke med en fantastisk udsigt. Det var lidt diset og alligevel kunne man se kilometervis til mange sider så det gav et helt sug i maven. Kapellet var omgivet af ældgamle gravsten fra tidligere tiders lokale samfund og på flere sider af kapellet kunne man se toppen af de underjordiske kanontårne fra forsvarsværket stikke op. Det ville have været den perfekte scene for en gyserfilm.I søndags kørte jeg med far og mor en tur ud i Luxembourg. Louise havde været syg og valgte at hvile ud derhjemme. Vi tog først til Schiessentüumpel.
Det er fantastisk område med en lille flod gennem er skovområde med klipper i fantastiske former og en helt vidunderlig stemning. Der er en gammel stenbro ved et lille vandfald og klipper, der er formet af vandets strømninger. At vi var der en efterårsdag med vidunderlige efterårsfarver i træernes løv og solskin ned gennem trækronerne gjorde det bare endnu smukkere. Efter en vandretur i området spiste vi frokost i Beaufort og så den gamle borg, der står som ruin dog med en vis vedligeholdelse. Den er ikke så forsømt som ruinen i Esch-sur-Sûre og den rummer bl.a. det gamle torturkammer, hvor der står nogle af de redskaber, som blev brugt der. Endelig tog vi til Diekirch, der foruden et af Luxembourgs store ølbryggerier rummer et militærmuseum med minder fra 2. verdenskrig; især fra Ardennerslaget, der også gik ind over den nordlige del af Luxembourg. Et meget flot og velholdt museum, der rummede mange billeder fra den tid, hvilket gjorde det meget nærværende også for os, som ikke levede dengang. Nok for denne gang. Der er så meget at fortælle, men man kan jo ikke blive ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar