Sidste lørdag var vi i Metz, en by som vi er blevet meget glade for. Den er meget hyggelig og har et livligt folkeliv. Det blev til en hyggelig frokost på et lille torv og lidt indkøb af noget efterårs tøj. Vi fandt også en forretning, der kun handler med tegneserier og som havde en masse med vores franske yndlings tegner. I en boghandel løb vi på en af mine kolleger. Det er det pussige ved at bo i Luxembourg, man løber hele tiden ind i folk, selv når man tager til Metz. På vej hjem kørte vi ind forbi et kæmpe område i nærheden af Metz fyldt med outlet forretninger. Det var ikke planlagt, så ’heldigvis’ havde vi kun kort tid før lukketid og nåede kun en Nike forretning.
I går tog vi til Trier. Det tog 20 minutter at køre fra Luxembourg til Trier, 20 minutter at køre de 2-3 kilometer fra motorvejen ind til Trier by og 20 minutter at finde en parkeringsplads. Ja, velkommen til bilejernes verden. Det ville have været lettere med tog. Men bort set fra det, så er det en flot tur med udsigten over landskabet, de flotte efterårsfarver og det smukke efterårssolskin.
Vi spiste frokost på en fortovscafe og trissede ellers rundt i byen. Trier har et fantastisk forretningsliv. Der er masser af gågader og alle mulige spændende forretninger. Der er selvfølgelig alle de sædvanlige kæder, men Trier har også en masse specialforretninger og forretninger, der ikke bare har det samme som en hver anden by. Vi var blandt anden inde i en fed legetøjsforretning, hvor det lykkes at få fat i en skruetrækker str. 2x0,75 mm så den passer til de lille-bitte skruer, der sidder i spidsen på en fleuret eller kårde. Ud over, at vi længe har været på kik efter specialværktøj til våbenreparation, så var det næsten helt ærgerligt at Louise er blevet så stor. Der var mange gode sager i den forretning.
Vi var også i en stor boghandel, som vi har været inde i flere gange. Jeg fandt et par bøger om Mosel området og Lorraine. Det er godt at have lidt at studere i, når man skal have ideer til en udflugt. I Trier kunne vi konstatere at det ikke kun er danskere, der har et akavet forhold til jul. Der var rigtig mange forretninger, der solgte julepynte-dimser allerede nu. Af kulturelle indslag var vi oppe i Porta Nigra, der er en rest af den gamle romerske bymur. Bagefter blev det til en pause på en iscafé før vi satte næsen hjemad igen. På billedet her ses et kik fra Porta Nigra ud over Triers hustage med vinmarkerne i baggrunden.
I dag, søndag er det koldt og vådt. Det har ellers været rigtig fint her i ugen. Onsdag aften var det helt unaturligt og mærkeligt varmt. Det var ellers overskyet og når det bliver tidligt mørkt, så ligger det nærmest i kroppen at det skal være koldt. Kl. 22 om aftenen målte jeg 20 grader på altanen, og selv om at muren og altanen holder på varmen så var det helt underligt varmt. Det føltes faktisk lidt som jeg kan huske det var gamle dage, da jeg boede i Schweiz og føn vinden kom med sin varme lumre luft. Jeg ved ikke om man har tilsvarende fænomener her f.eks. fra de Belgiske bjerge, jeg har ikke hørt om det.
Ellers er ugen gået med hverdagsting. Vi har været til fægtetræning begge to. Det bliver mere og mere hyggeligt. Vi har fundet ud af, at nogle dage er meget bedre at træne end andre. Det handler lidt om, hvor mange der kommer til træning og hvor meget der bliver gjort ud af træningen.
Jeg var inde hos kommunen og hente en tilladelse til at parkere gratis på gaden i det kvarter, hvor jeg bor. Så kan vi overlade parkeringskælderen til gæster.
I dag går som så ofte før med at skrive blog og mails, rydde op og gøre rent. Louise ærgrer sig over at ’alle de andre’ er på konfirmationslejr i denne weekend. Det værste er nok tanken om, at de andre har det sjovt og hun ikke er med til det. Hun fik ellers tilbuddet fra præsten om at blive konfirmeret én gang til, men det sagde hun nej tak til.
I aften skal vi se Forbrydelsen. Vi ser ikke meget tv, heller ikke dansk tv, men skal da se Forbrydelsen via computeren. Det er rigtig søndags hygge.
søndag den 11. oktober 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar