Chateau Malbrouck

I dag stod jeg op kl. 8, kørte til bageren og købte baguette og Pain au Chocolat. Hjemme igen lavede jeg kaffe, fik Louise jaget ud af sengen og så satte vi os godt tilrette i sofaen med dyner og morgenmad. Den tyske MDR kanal viste nemlig boksekampen mellem Kessler og Ward med 6 times forsinkelse, hvilket næsten var en fordel, når kampen finder sted midt om natten europæisk tid. Men det blev noget af en tam omgang; Louise faldt i søvn med det samme, kampen var klippet, så de viste næsten kun, når bokserne var i kamp i de 11 omgange, som det blev til og så er det ret svært at spise morgenmad samtidigt. Kessler tabte hurtigt terræn og kom slet ikke ordentligt ind i kampen. Her til morgen står der en masse på nettet om unfair opførsel fra Ward, men jeg så altså en kamp med en Mikkel Kessler, der ikke var god nok. Han kom aldrig rigtigt ind i kampen og det var noget af en sørgelig omgang. Øv øv.

Det regnede her til morgen, og er stadig lidt overskyet, men vejret har ellers været rigtigt fint de seneste dage, mildt og med solskin en del af tiden. Så det var oplagt med en lille lørdags tur, da jeg i går skulle til Dalheim og hente Louise hos en veninde efter en pigekomsammen. Dalheim ligger sydpå tæt ved den franske grænse, så vi kørte langs grænsen ud mod Mosel floden, gennem Schengen, der ligger i grænselandet Luxembourg-Tyskland-Frankrig. Schengen ser ud til at være en hyggelig lille by med en idyllisk placering ved Mosel floden, så der skal vi måske på tur en anden gang. Videre over på østsiden af Mosel i Tyskland og lidt sydpå til Frankrig, hvor vi passerede Sierck le Bain, der har en fin borg, som vi besøgte tidligere på året. Ikke langt derfra ligger Chateau Malbrouck i Mandern i Lorraine området.

Chateau Malbrouck ligger flot placeret på et bakkedrag med en fantastisk udsigt til alle sider. Det blev bygget i 1400-tallet af Arnold VI, der i øvrigt blev 89 år, en imponerende alder dengang. Det tog ham 15 år at bygge slottet og der er en historie om, at han fik hjælp fra djævelen for at gennemføre det. Chateau Malbrouck fik sit nuværende navn efter hertugen af Marlborough, der slog vejen forbi i forbindelse med den spanske arvefølgekrig. Slottet var gået i forfald, men blev gennemrenoveret for 10 år siden med stor respekt for slottets historie og originale materialer.

Slottet har en hyggelig lille cafe i kælderen, hvor vi spiste lidt let frokost og efter turen rundt på slottet passe det lige med en kop kaffe og et stykke chokolade tærte.

På vej fra slottet kom vi forbi en mark med æbletræer fyldt med mistelten og selvom Louise synes, at det var ret pinligt, så kunne jeg ikke dy mig for at holde ind og plukke mig én (jeg skulle næsten ikke op og kravle i træet). De sad lidt for højt oppe, så det lykkedes mig kun at få fat på en hanplante, der ikke har bær. Så jeg må finde en anden lejlighed til at få fat i en hunplante med bær. Der er masser af mistelten i træerne rundt omkring og nogle er enormt store.

SpeedDating på Europaskolen

Jeg har netop været til forældresamtaler på Europaskolen og det er ganske anden måde, at gøre tingene på sammenlignet med en dansk folkeskole.

Forældresamtalerne har været annonceret siden juni måned, da de er centralt planlagte og ikke noget den enkelte lærer vælger. Den 17. november var der således samtaler for 1., 2. og 3. årgang på Secondary School, hvilket omfatter i alt 54 klasser. Samtalerne afholdes i tidsrummet kl. 19.30 – 22. De første 25 minutter er afsat til et fælles møde pr. klasse sammen med klasselæreren. Derefter er der 2 timer, hvor hver lærer skal afholde individuelle samtaler med forældrene.

Hver lærer skal holde 24 samtaler i løbet af 2 timer. Det giver 5 minutter per samtale inkl. den tid, det tager at komme ind og ud på. Sådan er det bare, ’take it or leave it’.

Hver lærer skal fordele sine 24 samtaler ud til alle de elever, som han/hun har fordelt på de 3 årgange og må så afgøre med sig selv, hvordan og til hvem tiderne skal prioriteres. I Louises klasse er de 29 elever som skal kæmpe om tiderne sammen med de øvrige klasser, som hendes lærer har. De fleste forældre går nok også efter de tunge fag, der er nok ikke så meget rift om gymnastik. Så det siger sig selv, at der ikke er tid til alle.

Forældre kan vælge op til 5 lærer, som de gerne vil have en snak med. Der bliver udleveret sedler på forhånd, som man skriver sit ønske på og elverne tager så sedlen med tilbage til skolen og løber stafetløb mellem de forskellige lærer i håb om at komme tids nok til at få en tid. Ud over at få en tid, så er der også en udfordring at få en tider, så man kan nå fra den ene samtale til den anden (for slet ikke at nævne udfordringen med at finde rundt på skolen). Læreren er i det lokale, hvor han/hun underviser til dagligt og det er ikke noget man får en plan over fra skolen, så det er bare med at snakke godt sammen med sit barn og få en instruktion inden man tager af sted hjemmefra.

Jeg var heldig og fik 4 samtaler. De forældre som har flere børn på tre nævnte årgange må så prøve at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg hørte et forældrepar sige, at de havde 10 samtaler i løbet af 2 timer. Så er det bare med at planlægge, hvem der går til hvad.

Jeg var heldig. Min første samtale var med dansklæreren og fandt sted i det samme lokale, som det fælles møde havde været i. Derefter var det ud i skolegården og over i en anden bygning i sektion C og op på 3. sal hvor jeg havde samtale med tysklæreren. Samtalen startede med at blive enige om, hvilket sprog, vi skulle snakke. Jeg forstår tysk ret godt, med er ikke så trænet i at tale tysk og han var ikke så god til engelsk, så vi tog samtalen på fransk. Og så var det tid til engelsk på 2. sal i sektion C, men engelsklæreren var meget forsinket og efter lidt utålmodig trippen, kunne jeg se, at det ikke hængte sammen med min 4. samtale, så jeg byttede tid med en spansk far, som havde en tid senere end mig. Næste samtale blev derfor Science (fysik-kemi) i sektion B på 2. sal. Og endelig tilbage til engelsk, hvor jeg efter noget ventetid kom ind kl. 22.

Ja det var så det.

Noget kaotisk og lidt af en parodi sammenlignet med den måde man har samtaler i på i Danmark. Man kan godt får samtaler med en lærer i løbet af året, hvis man beder om det, så det bliver jo mest noget man gør, hvis der er problemer.

På trods af det lidt mystiske koncept, så var det fint at hilse på nogle af Louises lærere. Det er snart 9 måneder siden, hun startede på skolen og det er første gang jeg overhovedet møder en af hendes lærere. En lidt underlig ting, når man kommer fra en klasse, hvor hun har gået siden børnehaveklassen.

Så priser man sig glad for, at det faktisk går godt.

De hjemløse i Paris

Vi havde en rigtig dejlig tur til Paris i sidste uge. Der var dog én ting, som jeg lagde meget mærke til; de hjemløse.

Da jeg boede i byen for 22 år siden var der også masser af tiggere og hjemløse, jeg synes dog at antallet af hjemløse er meget højere end dengang. Måske har jeg bare glemt det, måske er jeg præget at det velholdte og velstillede Luxembourg, hvor kantstene er lavet af solid granit og der er langt mellem hjemløse (de findes dog) eller måske er der rent faktisk kommet flere hjemløse i Paris.

Der er flere forskellige tigger fraktioner i Paris. Sigøjnerne er en meget synlig gruppe. Det er kvinderne man lægger mærke til i gadebilledet. De gamle kvinder, der sidder på gaden og jamrer højlydt og de unge kvinder, der flager rundt på RER stationerne med et spædbarn i favnen. Mændene ser man ikke, de holder nok vagt eller tjener ind til livet på anden vis. Det virker organiseret og professionelt. Det er en levevej og en kultur. Dem har vi også i Luxembourg.

Der er også en mellemgruppe af enkelte tiggere, der sidder på knæ i gadebilledet eller krøblingen, der sidder foran kirken med sine benstumper. De er ikke altid til at blive kloge på; de virker ikke så organiserede. Hvad er de for nogle personer? Er det snyd eller er det af nød?

Og så er der de hjemløse. De ligger på gaden eller ind mod forretningsvinduerne, rullet ind i gamle klude på de karakteristiske papstykker, som de isolerer den værste kulde væk med. Kludene hænger på dem lag på lag, og selvom man er langt væk kan man levende forestille sig den ubeskrivelige lugt af gammel skidt, sved og tis, der hænger over dem. En strikhue krænget over hovedet og et tørklæde viklet mange gange om halsen. Det eneste man aner er det ophovnede ansigt og de svulne fingre, der stikker ud, tykke, mørkerøde og med dårligt blodomløb. Modsat de øvrige tigger fraktioner, så sidder de hjemløse ikke på knæ. De bøjer ikke hovedet, de jamrer ikke højlydt – de er der bare. De ligger bare. Deres tomme øjne kikker apatisk ud og plastikkruset med de få kobbermønter står bare foran dem. Give hvem, der give vil.

Det er ynkeligt og hjerteskærende, så kan man ikke komme nærmere bunden, ensomheden og elendigheden.

Jo, Paris var en fantastisk by og vi vil komme der igen og igen, nyde storheden, mangfoldigheden, boulevarderne og restauranterne. Men de hjemløse, de sætter livet i perspektiv. Så har man i grunden ikke så meget at klage over.

Paris tur retur

I aftes kom vi hjem efter fire dejlige dage i Paris. Louise har efterårsferie i denne uge og jeg havde taget nogle fridage, så vi kunne tilbringe lidt tid i Paris. Vi tog af sted søndag morgen med TGV’en; 2 timer og 12 minutter senere var vi så i Paris. Vi boede på et hyggeligt hotel tæt ved triumfbuen og mit gamle kvarter, hvor jeg boede og arbejdede for et par og tyve år siden.

Det regnede lidt ind imellem, men vejret var meget mildt og det var ret behageligt. Vi tog det stille og roligt; tussede rundt i forskellige kvarterer, nød stemningen og de mange indtryk. Vi var på Pompidou centret og kikke kunst, på Palais de la Découverte, der er et videnskabsmuseum, i biografen og ude og kikke fægteudstyr, dog blev det kun til køb af et par stykker værktøj til våbenreparation.

Her ved siden af er et billede af en fin kran, som vi så på afstand. Vi kender faktisk én, der har været oppe i den engang!

Og så blev det selvfølgelig også til en lang række besøg på caféer og restauranter, hvor vi spiste hyggelig fransk morgenmad, frokost og aftensmad. Der er simpelt hen ikke noget så hyggeligt, som at sidde på en barstol i et parisisk bageri og svinge med benene, medens man indtager kaffe, friskpresset appelsinjuice og pain au chokolat. Hmmm… hyggeligt, hyggeligt.

I dag var jeg atter tilbage på arbejde, medens Louise er så heldig stadig at kunne nyde nogle feriedage.