De hjemløse i Paris

Vi havde en rigtig dejlig tur til Paris i sidste uge. Der var dog én ting, som jeg lagde meget mærke til; de hjemløse.

Da jeg boede i byen for 22 år siden var der også masser af tiggere og hjemløse, jeg synes dog at antallet af hjemløse er meget højere end dengang. Måske har jeg bare glemt det, måske er jeg præget at det velholdte og velstillede Luxembourg, hvor kantstene er lavet af solid granit og der er langt mellem hjemløse (de findes dog) eller måske er der rent faktisk kommet flere hjemløse i Paris.

Der er flere forskellige tigger fraktioner i Paris. Sigøjnerne er en meget synlig gruppe. Det er kvinderne man lægger mærke til i gadebilledet. De gamle kvinder, der sidder på gaden og jamrer højlydt og de unge kvinder, der flager rundt på RER stationerne med et spædbarn i favnen. Mændene ser man ikke, de holder nok vagt eller tjener ind til livet på anden vis. Det virker organiseret og professionelt. Det er en levevej og en kultur. Dem har vi også i Luxembourg.

Der er også en mellemgruppe af enkelte tiggere, der sidder på knæ i gadebilledet eller krøblingen, der sidder foran kirken med sine benstumper. De er ikke altid til at blive kloge på; de virker ikke så organiserede. Hvad er de for nogle personer? Er det snyd eller er det af nød?

Og så er der de hjemløse. De ligger på gaden eller ind mod forretningsvinduerne, rullet ind i gamle klude på de karakteristiske papstykker, som de isolerer den værste kulde væk med. Kludene hænger på dem lag på lag, og selvom man er langt væk kan man levende forestille sig den ubeskrivelige lugt af gammel skidt, sved og tis, der hænger over dem. En strikhue krænget over hovedet og et tørklæde viklet mange gange om halsen. Det eneste man aner er det ophovnede ansigt og de svulne fingre, der stikker ud, tykke, mørkerøde og med dårligt blodomløb. Modsat de øvrige tigger fraktioner, så sidder de hjemløse ikke på knæ. De bøjer ikke hovedet, de jamrer ikke højlydt – de er der bare. De ligger bare. Deres tomme øjne kikker apatisk ud og plastikkruset med de få kobbermønter står bare foran dem. Give hvem, der give vil.

Det er ynkeligt og hjerteskærende, så kan man ikke komme nærmere bunden, ensomheden og elendigheden.

Jo, Paris var en fantastisk by og vi vil komme der igen og igen, nyde storheden, mangfoldigheden, boulevarderne og restauranterne. Men de hjemløse, de sætter livet i perspektiv. Så har man i grunden ikke så meget at klage over.