Ved nytårsskifte er det tradition at gøre status. Man kikker tilbage på året, der er gået, man kikker frem på tiden, der skal komme og gør sig muligvis også nogle tanker om, hvad man nu skal gøre anderledes; tabe 10 kilo, dyrke mere motion eller hvad det nu kan være at klassiske fortsæt. Når det så er gået i kuk sidst i januar, kan man læne sig tilbage og vente 11 måneder før man hopper på vognen igen.
Jeg har altid haft en højere grad af ny-start følelse i august. Man kommer typisk tilbage på arbejde, veloplagt, solbrændt og sprængfyldt af energi. I årevis i folkeskolen og senere i livet er man ligefrem skolet i, at det nye år starter i august; man starter et nyt skoleår, får nye bøger, nye lærere og tager fat på en frisk start.
Nå, men et nyt år er påbegyndt, og hvis jeg alligevel skal gøre mig lidt klog på det, så vil jeg bruge ordet ”kontinuitet”. Året 2009 var et fantastisk år, hvor Louise og jeg tog fat på en masse nye spændende tiltag og det har været godt og spændende. Hele vores dagligdag blev ændret, vi har fået masser af nye impulser og oplevelser, Louise blev konfirmeret og der har været mange gode oplevelser i 2009. Men det er også et stort arbejde, både fysisk og psykisk, at vende rundt på hele tilværelsen, så 2010 skulle gerne være et år, hvor vi fortsætter med at ’høste frugterne’. Om end der er meget, vi skal opleve og mange ting, vi skal se.
Jeg mangler stadig en masse borge og borgruiner i Luxembourg og ’omegn’. Vi skal helst også en tur til Bruxelles, til Verdun, til Nancy, se Fort Hackenberg ved Maginot linien og se kobberminerne i det sydlige Luxembourg. Vi skal til nogle flere koncerter, i Philharmonien, se nogle flere kassematter og nogle af bymuseerne i Luxembourg by. Der skal også fuld fart på fægtningen. Louise tager til ungdoms DM i Kalundborg senere på måneden og vi tager sammen til Paris i staren af februar, hvor Louise skal til stævne. Jeg går også og sysler lidt med nogle planer om at læse nogle fag på et universitet hernede – men mere om det senere.
Pyh, vi når nok ikke det hele, men det er godt at have planer og gode intentioner. Der er så meget at se og så meget, vi gerne vil prøve.
Vi kom hjem fra juleferien i sidste weekend. Det var en lang køretur tilbage fra Danmark, den længste hidtil. Når man kører på tysk motorvej med 25 km i timen så tager det sin tid. Det sneede kraftigt og trafikken var tæt. Jeg troede ikke, at vi nåede frem i et stræk, men efter Dortmund kunne vi sætte farten op og efter knap 16 timer lykkedes det alligevel. Det er nu bedst at vågne i egen seng, men jeg har været lidt slap i denne uge, også ovenpå en hektisk juleferie, hvor vi nåede at se en masse mennesker og vi hyggede og gevaldigt. Men hårdt, er var det med fuld fart på hele tiden. Så denne weekend skal være stille og rolig.
Tilbage igen til et koldt Luxembourg. Og der var lige en 15 års fødselsdag, der skulle fejres i onsdags, og nu er det så weekend og tid til at hvile ud.
Godt nytår herfra!
fredag den 8. januar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar