Sidste weekend stod i de nationale mesterskabers tegn. Louise tog til Danmark for at deltage i DM for børn & unge i Kalundborg, og hun fik en bronzemedalje i kategorien kadet piger i fleuret. Hun havde nogle gode kampe og nød i øvrigt weekenden sammen med fægte vennerne i Danmark.
Jeg deltog i de luxembourgske mesterskaber og fik en bronze i kårefægtning for damer. At Luxembourg er et lille land og at der kun deltog 4 damer i kategorien, taler vi så ikke så højt om, især ikke, da man i fægtning ikke kæmper om 3. pladsen og derfor har to deltagere der får 3 pladsen. Ha ha men en medalje, det har jeg.
Og så endte weekenden altså med at vi nu har en bronzemedalje hver i hver vores nationale mesterskab i fægtning.
Louise havde en hård dag mandag, idet hun stod op kl. 4.30 i Kalundborg for at komme til Kastrup og flyve til Luxembourg, hvor jeg hentede hende i lufthavnen og kørte hende direkte i skole. Om aftenen kunne hun så hygge sig med en dansk stil. Jeg tog til gengæld flyet til Danmark mandag eftermiddag for at deltage i en workshop tirsdag, hvorefter jeg fløj hjem igen onsdag formiddag. Så det var rigtig hyggeligt at tilbringe onsdag aften sammen stille og roligt i sofaen derhjemme, da vi ikke have haft en fælles hjemmeaften i en uge.
I går aftes var vi i Philharmonien for første gang. Vi var inde og se et par Buster Keaton film. De kører et tema, hvor der vises stumfilm med levende musik til. Det var en flot forestilling, musikken passede fint til, dog var jeg lidt overrasket over at der kun var tre musikere til forestillingen. Især fordi jeg oplevede en forestilling med Gøg & Gokke i sommers i en biograf inde i byen med et orkester på hele 13 mand. Nå, men det var en flot forestilling alligevel, og det var flot at opleve Philharmonien indefra, det er en utrolig smuk bygning. I marts viser de en film med Gretha Garboe, hvor Luxembourgs symfoniorkester spiller, så der er en lejlighed til at opleve ’the full monty’.
I aften er Louise i byen. Hun skulle have været ude at skøjte med en ungdomsklub, der er forankret omkring Den Danske Kirke, men det blev aflyst på grund af kraftigt snefald. Louise og hendes veninde Emma valgte så at gå ud i byen for at komme i biografen, hvilket afstedkom lidt kommunikation mellem de respektive mødre, da Louise og Emma gav fortabt et sted på Kirchberg i en snedrive efter en temmelig langvarig gåtur (busserne var holdt op med at køre og pigerne havde ikke fundet det nødvendigt at tage særligt meget overtøj på). Men det lykkedes Emmas mor at finde pigerne, som derefter ufortrødent tog i biografen med godt humør. Det er et par friske piger, der ikke bare giver op på grund af snevejr.
Jeg var til fægtetræning her til aften, men måtte opgive at tage bilen, da jeg simpelthen ikke kunne få den op fra garagen på grund af sne og glat føre, så jeg snuppede cyklen og tog af sted. Godt, man har en cykel, når vejret nu er for dårligt til bilkørsel.
Vi snakkede lidt om at tage til Metz i morgen, men nu må vi se, om det er til at få bilen op fra parkeringskælderen.
fredag den 29. januar 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar