Den første uge er nu ved at være gået.
Flyttefolkene ankom mandag morgen, og hvad man kunne frygte, ville blive en grænseoverskridende oplevelse; at tre fremmede mænd kommer ind i ens private hjem og begynder at pakke alle ens private ting ned; viste sig faktisk at være en lettelse. Efter at have brugt oceaner af tid på praktiske ting herunder at rydde op i huset, smide ud og at sortere det, der skulle med, fra det, der ikke skulle med, kunne jeg endeligt stoppe op og overgive kontrollen. Jeg slappede af for første gang i flere uger. Flyttemændene var effektive, allerede ved frokosttid var de færdige, så vi nående endda at være med til at lukke huset af, inden vi skulle til lufthavnen.
Vi ankom til Luxembourg mandag aften, og Louise startede i Europaskolen allerede tirsdag morgen, så hun kunne starte med en kort dag til kl. 13 i stedet for en af de lange dage med undervisning til kl. 16.30. Hun går på 2. år på Secondary, der rummer 2.500 elever fra det, der i Danmark svarer til 6. klasse til studentereksamen. I Primary går de små elever fra børnehave/børnehaveklasse til og med 5. klasse. I alt rummer skolen 4.500 elever, og hvad vedligeholdelse og udstyr gælder, overgår den klart den nedslidte danske folkeskole. Skolen er meget anderledes på mange andre måder. Der bliver både anvendt eftersidning af forskellige grader og gule/røde kort, hvis eleverne gør noget, de ikke må, eksempelvis snakker i timerne. Der sidder en person og følger med i, hvilke hjemmesider, de er inde på og der er i det hele taget en mere striks tilgang til tingene.
Skolen er et sandt mylder af elever af alle mulige europæiske nationaliteter, der har boet i Luxembourg i kortere eller længere tid og nogle har også været udstationeret i andre lande før Luxembourg. Der er elever, der ligner små artige engelske kostskole børn og andre, der går med bar mave, sort strithår og ser ret ekstreme ud. Der er orden på skolen, men det virker også til, at der er en vis rummelighed.
Louises klasse har 28 elever. Det er en dansk klasse, og de har flere danske lærere. Nogle fag bl.a. sprogfagene har de sammen med andre nationaliteter og enkelte andre fag undervises på engelsk.
Louise har allerede haft prøve i tysk, og i næste uge skal hun have prøve i musik, gymnastik og matematik. Vel at mærke ikke for at teste hende som ny elev, men blot som en del af den normale undervisning. Der bliver givet karakterer for prøverne og dumper man over et vist niveau ved skoleårets afslutning, får man ikke lov at rykke op til næste årgang. Men det går rigtig godt. Allerede efter første skoledag, var det imponerende at høre, hvor meget hun kunne fortælle om skolen og om de andre elever. Efter et par dage, måtte hun med undren konstatere, at hun glædede sig til at komme i skole.
Min første arbejdsuge er primært gået med at komme ind i tingene på arbejdet. Jeg er startet på mine opgaver, men der er også gået meget tid med at ordne praktiske ting indenfor og udenfor arbejdet. Flyttelæsset ankom til lejligheden onsdag morgen og der gik en formiddag med aflæsningen. Vi bor på 2. sal og tingene blev leveret ind gennem vinduet på en lift - lidt ligesom da jeg var barn og halmballerne blev transporteret op på loftet. Der har været mange andre ting at se til; at gå på kommunen, i banken, ordne buskort, besøg af agenten for lejligheden og en elektriker. Desuden at skaffe skolegrej til Louise; hæfter, mapper og lommeregner. Tysk bøgerne har vi bestilt på nettet, engelsk bøgerne i en engelsk boghandel og dansk bøgerne i en dansk forretning. Så mangler vi stadig de andre fag. Det er trods alt lettere i Danmark.
Her i weekenden har vi mest slappet af. Vi har pakket lidt flere flyttekasser ud og sat på plads, men vi har primært brugt tiden på at slappe af og på at lokalisere forretninger rundt omkring i byen. Der er et mindre supermarked, hvor vi bor, men ellers ikke så mange butikker. I nærheden af mit arbejde er der et kæmpe supermarked a la de store Carrefour forretninger i Frankrig; lige så godt udstyret med mange lækre fødevarer.
Lørdag fandt vi cyklerne frem, da byen var mindre trafikeret end på hverdagene. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi kørte rundt og kikkede på byen. Solen skinnede og det var rigtigt dejligt. Vi var en kort tur nede i slugten, hvor små lilla krokus stod i fuld blomst og påskeliljer stod på spring. Men ellers ledte vi efter forretninger. Louise var mest interesseret i tøjforretninger, men jeg var nu mere interesseret i at lokalisere, hvor man kan købe nogle af alle de ting, vi mangler. Jeg fik mig en elpære med lille fatning, en elkedel og en gulvspand, men jeg mangler stadig at finde ud af, hvor man kan købe skruer og den slags. Vi mangler også skabsplads og skal have fundet ud af, hvor vi køber det.
Søndag havde vi planlagt at tage på tur i slugten, men var lidt småregnende hele dagen, så vi slappede bare af. Vi er begge gået i gang i en tyk bog, som det er svært at give slip på, og vi trængte til at tage den med lidt ro.
Observationer efter vores første uge:
- Mange bilister stopper for fodgængerovergangen allerede før man har bevæget sig ud i den
- Her er utroligt rent på gader og stræder
- Her er rigtigt mange konditorier og chokolade forretninger med de allerlækreste kager og chokolade dimser
- Foråret er længere fremme, fuglene synger om morgenen og om aftenen
- Vi er gået forbi en masse Versace og Hugo Boss forretninger, men har stadig ikke fundet et sted, hvor man kan købe træ lim
- Vi fik leveret en vaskemaskine, der til min store overraskelse også kan tørre tøj
- Når man steger 6 stykker bacon i Luxembourg, så er der 6 stykker bacon på panden, når man er færdig (i stedet for 150 ml fedt og lidt tørt et eller andet)
Den første uge er gået rigtig godt. Lejligheden er rigtig hyggelig, og vi har fået taget godt hul på dagligdagen hernede.
søndag den 8. marts 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar