tirsdag den 1. december 2009

Låge nummer 1.

Det var dejligt i morges. Temperaturen var faldet og det var klart i vejret, ikke den våde tåge, som let bliver ulidelig. Så cykelturen til arbejdet var dejlig.

Arbejdsdagen gik primært med læsning af kontrakter med eksterne leverandører. Og så gav jeg en omgang kage, jeg har nemlig været ansat 12 ½ år i Danske Bank koncernen i dag. Jeg startede i Danske Data, der var et datterselskab dengang og husker tydeligt, at der ved jobsamtalen blev sagt, at ’vi ansætter jo på livstid’. Hæ hæ, jeg krydsede fingre bag ryggen og tænkte, at 2 år måtte være passende, så skulle jeg videre i et andet firma. Jeg kan også huske, at det var dagen efter min nieces konfirmation og jeg på vej hjem fra jobsamtalen kunne konstatere, at den dressing, som blev brugt til forretten ved konfirmationen var godt fyldt med hvidløg. Hvidløg eller ej, jeg blev ansat og nu er der så gået halvdelen af et 25 års jubilæum, og jeg har været vidt omkring.

Efter arbejde var der et informationsmøde i kantinen om skat i Luxembourg. Tiden nærmer sig, hvor jeg skal have glæden af at lave skatteopgørelse i 2 lande. Nogle gange får man mere indsigt af at få information, men andre gange går det desværre modsat, og mødet i aften var af sidstævnte kategori. Jeg fandt mest af alt ud af, at det er pokkers indviklet. Meget kan man sige om det danske skattesystem og om Big Brother overvågning af borgerne, men der er trods alt ikke så meget, man skal forholde sig til mere – det meste er indberettet på forhånd. Jeg synes ikke, de Luxembourgske skatteregler står lysende klart i mit hoved. Den gode nyhed er, at man for et rimeligt beløb kan betale sig til hjælp med at få udfyldt skatteindberetningerne og det har jeg bestemt tænkt mig at gøre brug af.

Hjemme igen kl. 21 med hovedet fyldt af skatteregler og maven fyldt af laksesandwichs.

Louise og jeg så et afsnit af Jul på Vesterbro.

Åh, vi her helt glemt at tænde kalenderlyset, som vi købte på den internationale julebazar i weekenden. Hmm problemet er nok, at jeg ikke har en lysestage, der passer og ler er åbenbart ikke noget, så sådan lige sælges i Luxembourg.

Under låge nummer 1 gemmer der sig en krans af nødder, som er fundet i parken tæt herved. Nødderne gror i nærmest forkrøblede klaser og er meget genstridige at lave en krans af, men det lykkedes dog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar