Forandringstid

Stuen ser så tom ud, men det er den slet ikke. Sagen er bare at alt bortset fra møblerne er puttet i kasser, der står midt på gulvet. Selv puderne fra sofaen er pakket og jeg sidder på den lidt hårde sofabund og skriver. Fjernsynet kører, medens jeg skriver. Alle kablerne var ellers pillet ned, men så begyndte den ene flyttemand og sukke lidt over, at han eller gerne ville følge lidt med i tour de France og det gik op for mig, at jeg havde pillet det trådløse internet ned, og det går virkeligt ikke. Så jeg satte det mest nødvendige op igen, så alle var glade.

Det er den franske nationaldag i dag, og de viste i fjernsynet, hvordan hele den franske hær kørte op og ned af Champ d'Elysees.

Jeg har ikke været så flittig til at skrive på bloggen den seneste tid (jysk underdrivelse). Det er ikke fordi, at der ikke har været noget at skrive om; nærmest tvært imod.

Jeg har haft travlt med at færdiggøre det sidste fag på universitetet, og det var en lettelse at kunne aflevere den sidste opgave; ikke fordi det ikke har været spændende, men det kolliderede lidt med at skulle være klar til at flytte fra Luxembourg.

Jeg har også været til 'graduation' på universitetet. Det blev holdt med en fin ceremoni nede i den gamle Neumünster kloster i Grund. Vi havde de typiske sorte kapper og små morsomme firkenatede hatte med kvaster, som man bruger på amerikanske universiteter. Dekanen og en mængde andre fine folk fra universitetet deltog og holdt taler. Som navnet antyder bygger Sacred Heart Univercity på et katolsk værdigrundlag, og der var også en katolske præst, der deltog og vi fik velsignelsen. Bagefter blev der holdt en reception og den lokale avis bragte et billede af os. Jeg var en anelse flov over al den opmærksomhed, men på den anden side var den meget sjovt. Vi deltog i en middag aftenen før graduation og det var rigtig hyggeligt at møde studiekammerater og tidligere studerende.

I tv viser de nu billeder af den meget omtalte danske grænsekontrol. Det bliver der snakket en del om hernede; og der er ret mange, der har ytret tvivl om, hvorvidt jeg får lov at slippe igennem tilbage til Danmark.

Vi havde besøg af mine forældre sidst i maj; vi var bl.a. en tur i Brügge og hyggede ellers i det luxembourgske. Senere havde vi besøg af en af mine veninder gennem mange år; eller jeg skal måske sige 'jeg' havde besøg, for Louise har haft travlt efter skoleafslutning; hun har været sammen med vennerne; til fester, travlt med gå i byen ture og en stor heltdagskoncert her i Luxembourg. Louise forlod Luxembourg allerde i sidste uge; hun har så meget, at hun skal nå i ferien inden hun starter i 1. g i august.

Ud over at gøre rent og ordne i lejligheden, så var jeg i dag i 'Am Tunnel'; en kunstudstilling nede i undergrunden under en at de store lokale banker. De har en del Edward Steichen fotografier; den store luxembourgske fotograf. Men de har lige åbnet en ny udstilling med elevværker fra luxembougske skoler. Og Louises værk hang som et af de allerførste, da jeg kom ind på udstillingen, så 'mor var stolt'!

Hvor gik det hurtigt de 2 et halvt år i Luxembourg.

Det har været store favel-tid. Afslutning for fægtetræning og grill-kom-sammen for sæson afslutning; de gav mig en buket blomster, de søde mennesker, som tak for mit gode humør og bidrag til det sociale miljø i klubben. Jeg blev meget rørt; jeg kommer til at savne dem, min gode luxemburgske fægteklub, som jeg er kommet til at holde meget af.

Jeg har været til den sidste øl med kammesjukkerne fra univeristetet; og jeg har de sidste par uger været til en del kaffe/frokost/middag-farvel arrangementer. Jeg har længe sagt, at nye venskaber ikke bare lige opstår i løbet at kort tid; og må nu konstatere at efter 2,5 år, så er der alligevel knyttet nogle venskaber og forbindelser, som det er svært at sige farvel til.

Der er så meget, som jeg ikke har nået. Jeg har ikke set storhertugens palads; jeg fik aldrig besøgt jern- eller kobberminerne i sydluxembourg, eller været på sejltur på Mozel. Vi nåede ikke den weekend i Strasbourg, som jeg havde snakket om. Indenfor den sidste uge har B.B. King, Cyndi Lauper og Prince givet koncert i Luxembourg, alle uden min deltagelse. Og så videre og så videre.

Der er så meget, som man gerne vil nå, men man må i stedet glæde sig over alle de mange oplevelser, som man faktisk har nået. De mange ture til Paris, Bruxelles og Antwerpen, og de rigtig mange ture til Metz og Trier, rundt i Luxembourg, de mange borge, kunstmuseerne, fotoudstillingerne og restauranterne. Ja, jeg kunne blive ved, om store oplevelser og små hyggelige hverdagsting; kagerne og chokoladerne, det gode brød og de fantastiske supermarkeder. Om Louise, der har set vilde vildsvin og som gik hjem en aften lige efter en ræv og mig, der så en mår og om de mange egern, som lever i parken.

Nå, det skal ikke være en tude-klub. Det er helt sikkert, at det er svært at sige farvel til Luxembourg, men det bliver omvendt dejligt at komme tættere på alle de gode venner og familiemedlemmer, som venter i Danmark. Det bliver en ny tid; og en dejlig tid, helt sikkert.

Nok for nu, vi ses snart!

Fægtestævne og Elizabeth I

Jeg sidder hjemme i stuen og er godt og grundig træt. Min fægteklub holder stævne i denne weekend og jeg har fægtet både lørdag og i dag søndag. Det er et kårestævne, så Louise deltog ikke; hun fægter fleuret.

Ud over at man får noget god træning og får strammet ballerne op, så er det rigtig hyggeligt at gå rundt og små-snakke med folk.

I går fægtede jeg Veteran-kategorien, det er for alle over 40 år. Der kom bl.a. nogle tyskere til stævnet, som også deltog sidste år og det var rigtigt hyggeligt at gense dem og få en lille snak. Nu er fægtning jo ikke en stor sport og slet ikke for veteran damer, så vi var kun 5. Vi fik tilbuddet om at fægte i en selvstændig pulje eller sammen med mændene, og vi valgte at fægte med mændene men stadig som en selvstændig dame kategori. På billedet herunder ses den stolte 3. plads vinder.

I dag søndag fægtede jeg i senior-dame-kategorien, der er for alle fra 20-39 år. I fægtning kan man fægte i sin egen alderskategori samt den kategori, der er sværere. For børn og unge er det aldersklassen over ens egen kategori, som man kan vælge til, men for os 'gamle' er det altså den yngere kategori, som man kan vælge til. Det gik ikke supergodt i dag, men det var sjovt. Nu er jeg hjemme igen og slapper af og sidder og føler jeg mig godt brugt.

Jeg var i øvrigt til træning mandag og onsdag. Torsdag var jeg med oppe i hallen, da Louise fægtede og fredag skulle jeg have fægtet, men det var aflyst på grund af forberedelserne til stævnet, så jeg dalrede lidt rundt og hjalp lidt til, medens Louise trænede i hendes klub. Så bort set fra at være på arbejde, så har jeg næsten været i fægteklubben hele ugen. Jeg skal også til træning i næste uge, men nok på et lidt mere normalt niveau.

Bort set fra fægtning, så læser jeg lidt om Elizabeth I. Jeg er igang med et ledelsesfag på universitet og skal i den forbindelse skrive reflektioner over en lederbiografi. Det kan være en historisk leder, en religiøs leder, en virksomhedsleder, en politisk leder eller noget helt andet, og jeg har haft mange tanker om, hvem jeg skulle vælge.

Der er mange interessante personligheder, og man skal også finde en, hvor der er noget tilgængeligt litteratur i ordenlig kvalitet. M.h.t. Elizabeth findes der mange romaner, som nok er spændende at læse, men som indeholder en del fiktion i form af forfatterens egne opdigtede situationer. Men der findes også en masse litteretur, der er baseret på originale kilder, så jeg endte med at tage Elizabeth I, som jeg altid har været betaget af.

Antwerpen

Antwerpen! For få uger siden havde jeg sagt, at det er havn og en masse tyvefods containere (derfor billedet her ved siden af). Louise havde en ekstra fridag i skolen, så det var oplagt for mig også at tage en fridag og vupti, så var der 3 dage til en forlænget weekend. Egenligt snakkede vi om at tage til Amsterdam, men jeg blev foreslået Antwerpen og efter at have checket Antwerpen ud, så fandt jeg ud af, at det er andet om mere end tyvefodscontainere og vi valgte Antwerpen ud fra devisen 'at når vi først bor i Danmark, så er det mere oplagt at tage til Amsterdam end til Antwerpen'.

Vi tog afsted lørdag formiddag og som det første mad i byen valgte vi begge en Salade Niçoise. Da vi blev spurgt, om vi ville have brød eller pommes frites til, så kunne vi konstatere, at vi ganske rigtigt var kommet til Belgien, hvor man kan spise pommes frites til (næsten) alt.

Bort set fra, at Antwerpen ganske rigtigt ligger i Belgien, så ligger det i Flanderen og er meget præget mod Hollandsk kultur modsat det fransk prægede Vallonien. Selv i forhold til Bruxelles, der ligger blot 45 km. borte, kan man mærke at det er en anden kultur. De er efter sigende ret nationalistiske og anti-franske i Antwerpen og jeg blev faktisk rådet til, før jeg drog afsted, ikke at snakke fransk til folk.

Grunden til, at jeg skrev, at man i Belgien kan spise pommes frites til (næsten) alt er, at jeg fik carpaccio til frokost I dag, og da det var en forret bad jeg om pommes frites til. Det bruger man meget i Frankrig og Luxembourg, når det skal være en hovedret. Selvom det lyder lidt underligt, hvis man ikke har prøvet det før, så smager det faktisk rigtig godt (man spiser jo også Moules Frites, ikke?!). Damen, der betjente os, synes ikke det var en passende kombination, så selv om Belgierne spiser mange pommes frites, så er der åbenbart grænser for, hvor meget man skal slægte det franske på her i Antwerpen. Men jeg fik min Carpaccio Frites, og det smagte godt.

Antwerpen har knap 1/2 mio. indbyggere. Navnet Antwerpen kommer af ordene Hand og Werpen, som betyder 'hånd' og 'kaste'. Historien forlyder, at en kæmpe i fordums tid opkrævede skatter for at bruge floden og hvis en skipper ikke kunne betale, så skar kæmpen hånden af ham. En romersk soldat ved navn Brabo kom til, han slog kæmpen ihjel, skar hånden af ham og smed den i floden. Deraf navnet Antwerpen, og man ser hånden som symbol mange steder i byen.

Antwerpen er kendt for at være center for diamanter og mode. Faktisk handles over 80% af verdens rå diamanter ud fra Antwerpen. Jøderne arbejder meget indenfor diamantsliberi og -handel og i nyere tid er der kommet mange (latlønnede) indere til. Vi bor på et hotel midt i diamantdistriktet og tæt ved banegården og gaderne myldrer med jøder, indere, arabere og selv et kinesisk kvarter er der tæt ved. Da vi ankom lørdag, som er jødernes sabbat, så vi mange jøder i gaderne i traditionelt tøj. Mange af mændene bar nogle store cirkelformede hatte, der så ud til at være lavet at skind og kvinderne bar nogle nydelige sorte dragter med små hatte til, som var de lige taget ud af 1950'erne. Jeg har senere googlet mig til, at mændenes hatte hedder Schtreimel og bæres at en bestemt gruppe indenfor jødedommen. De laves ofte af skind af zobel, mår eller amerikansk gråræv og ligger i en prisklasse af 5.000 - 30.000 kroner.

Antwerpen er en smuk by og rummer den ene imponerende bygning efter den anden. Der er en masse hyggelige gader med træer og et utal af caféer og restauranter. Vi har meget varmt vejr og folk slapper af og nyder vejret bl.a. med en øl på en fortovscafé. Her er en meget afslappet atmosfære og folk cykler meget inde i byen, meget mere end i Bruxelles eller Luxembourg.

Banegården, Central Station, som vi bor tæt ved, er en imponerende bygning. Den er bygget i starten af 1900´erne, hvor man åbenbart havde hang til fortidens prangede arkitektur. I hvert fald er den et væld af svulstige retninger indenfor arkitekturen. Indkomsthallen har en kæmpe kuppel og man tror næsten, at man befinder sig i en kirke. Den er meget flot, og på en måde lidt for meget på en gang.

I morgen skal vi bl.a. se domkirken. Vi var derinde i dag, men kunne ikke komme ind i den fordi, der skulle være messe.

Grønne biler og påske

Så er der igen grønne biler i gaderne. Jeg stod og kikkede på dem for et par dage siden, og undrede mig over at mange biler var dækket af et fint lag støv. Jeg kunne huske fra mine år i Paris for mange år siden, at sandet fra Sahara nogle gange flyver helt op på disse breddegrader og regner ned og lægger sig ud over bilerne. Men så kom jeg i tanke om, at det er helt normalt i Luxembourg om foråret, når træerne er ved at afblomstre og det fine grønne støv fra blomsterstandene fylder luften. Jeg er ikke helt klar over, hvilke træer det drejer sig om. Måske ahorntræer; de har smukke grønne blomsterstande og der er mange af dem her. Så er der også en undskyldning for ikke at pudse vinduer; det ville være spild af tid.

Louise har påskefri i to uger og jeg gik på påskeferie i fredags. Skærtorsdag er ingen fridag her, men langfredag og andenpåskedag har jeg fri. Derefter har jeg taget nogle ekstra firdage, så vi tager til Danmark i næste uge.

Vi har påskebesøgende for tiden, og i disse dage har Louise besøg af to gamle veninder fra det Aarhusianske. Jeg har lige kørt dem ud til Les Thermes, der er en svømmehal med udendørsbasin og hvad dertil hører.

Vejret er pragtfuldt, så påskedagene bliver nydt for fuld tryk. Vi var i Trier i går og havde en pragtfuld dag. Trier er en gammel historisk by og den er fyldt med smukke gamme bygninger og der er mange så detaljer at kikke på.

Billedet herover er en figur på en husmur i Trier. Der var malet et blåt felt på muren bagved figuren. Det er ret modigt gjort, og giver en helt fantastik virkning. Nu er den gode idé givet videre, hvis du skulle være ejer af et pudset hus med en gammel historisk figur på.

Luxembourg er ret stille før og efter påske. Skolebørnene har to ugers ferie og mange mennesker har forladt byen. Så der hviler en stille ro over det hele, og trafikken på hverdagene er slet ikke, hvad det plejer.

Så er bøgen sprunget ud!

Jeg sidder på altanen og nyder det gode vejr. Jeg havde ikke kikket på vejrudsigten i nogle dage, og i går på arbejdet, så jeg pludseligt, at folk gik rundt nede på gaden med bare ben og uden overtøj på. Det var det lidt overraskende. Da jeg kom ud fra arbejdet efter fyraften med min lette uldjakke på, blev jeg næsten slået omkuld af varmen. Det gode vejr fortsætter de næste dage, så det er en fryd.

Det er en dejlig tid lige nu. Da jeg kom hjem, gik jeg en tur ned til vores skomager; hentede mine støvler og afleverede et par sko til forsåling. På vej tilbage nød jeg de mange blomster i haverne og opdagede desuden, at bøgen foran vores hus er sprunget ud. Jeg kan se af mit gamle blogindlæg fra 2009, at det er sket fire dage tidligere i år. Mange gader har æbletræer som allétræ og de blomstrer i fuldt flor; de dufter så dejligt. Magnolierne blomstrer, og de steder, hvor de får lov til det, står der store klynger af mælkebøtter i fuldt flor.

Det er ellers en lidt underlig tid. Min søster er alvorligt syg med en colibakterieinfektion, der har inficeret tarmen og dannet en gift, som er gået i blodet og desuden sat hendes nyrer ud af funktion, og det er en alvorlig tilstand. Det er en af de situationer, hvor det er hårdt at være så langt væk, så vi ikke kan være med til at støtte resten af familien og tage os af det praktiske med pasning af hus og hund. Bekymringerne lægger lidt en skygge over hverdagen, må man nok sige.

Fredag aften i hjemlige omgivelser

Frankrig og Luxembourg spiller landskamp lige nu nærmest lige udenfor døren. Jeg kan ikke se stadion, der ligger et hus i vejen, men jeg kan se lysene og jeg kan høre musikken/speakeren/råbene fra station, og der holder en masse franske biler parkeret i gaden. Selvom jeg ikke interesserer mig en pind for fodbold, så er det alligevel lidt hyggeligt at mærke byens puls, når der sker noget.

Jeg er lige kommet hjem fra fægtetræning. Det er pragtfuld sådan en skøn fredag, hvor der har været tæt ved 20 grader og solskin. Jeg mærkede det gode vejr flere gange, for jeg tog bilen til arbejde for at kunne tage direkte til fægtning bagefter med min store fægtetaske. Jeg var derfor nede på gaden flere gange og flytte p-skiven. Når man bor i Luxembourg by kan man parkere gratis i op til 2 timer i hele byen, og er man lidt doven, så flytter man kun p-skiven og ikke bilen. Det går meget godt.

Der er ikke noget bedre end en svedig og hyggelig omgang fægtetræning i klubben en fredag aften efter arbejde sammen med de gode fægtevenner. Derefter et tiltrængt brusebad og så hjem og spise sen aftensmad, medens man mærker den gode ømhed i kroppen efter træningen. Louise er sammen med nogle venner til videohygge og sovning, så jeg har det hele for mig selv.

Ellers er der ikke meget at bemærke om ugen, der er gået. Det, der har optaget mig mest er det gode vejr og foråret, der udvikler sig hele tiden. Jeg bliver helt skæv i hovedet af at cykle gennem parken til/fra arbejde hver dag og at se det hele grønnes og blomstre. Nu er magnolietræerne også ved at springe ud. Det er sjovt, for der sker jo det samme år efter år efter år efter år ...og alligevel er det lige vidunderligt hvert år.

Vi havde en stille og rolig weekend i sidste uge og det bliver det vist også i denne weekend. Vi har i hvert fald ingen planer. Det er nu meget hyggeligt. Jeg har lige hentet en bog, som jeg skal læse til mit næste kursus på universitetet. Vi er kun to studerende, så det bliver afholdt som selvstudie og derudover får vi nogle møder med vores professor, der bor i USA, men kommer over et par uger i maj og i juni fordi han skal undervise på nogle andre fag. Men det skal nok gå. Selvom det er sjovest at være en helt klasse og møde nogle spændende medstuderende, så har jeg lavet selvstudie før, og det kan godt lade sig gøre med lidt disciplin. Så mon ikke jeg skal læse lidt i min nye bog i weekenden. Jeg har ellers læst flere spændende fagbøger de sidste par måneder. Det er dejligt, når man finder tid til læsning.

Herover ses et billede fra Philharmonien, som jeg cykler forbi hver dag. Det er et morgenbillde. Lyset er så smukt om morgenen og det er Philharmonien også.

"Ildebrand" og forår

På vej hjem i aftes så jeg pludseligt fra motorvejen en stor brand, hvor flammerne stod højt op og da vi kørte nærmere, kom vi tæt forbi på motorvejen. Det virkede lidt dramatisk og knapt havde jeg bemærket, at det ikke sker ret ofte, at man kommer forbi en brand, da jeg ude i mørket fik øje på endnu en brand. Lidt mærkeligt; vi snakkede om, om det kunne være lynnedslag, idet vi havde passeret nogle kraftige regnvejr på motorvejen, og vi undrede os lidt over, ikke at kunne høre sirener fra brandbiler. Helt inde i Luxembourg by passerede vil lige forbi brandstationen, som var stopfyldt med brandbiler, så det var i hvert fald ikke den brandstation, som var ude at slukke brande. Underligt nok var der et længere indslag om brandmænd i Luxembourgsk tv senere på aftenen. Men nu har jeg så fundet ud af, hvordan det hele hænger sammen. I Luxembourg har man en gammel tradition, som kaldes 'Buergbrennen', hvor man markerer overgangen fra vinter til forår ved at brænde bål af (og spise ristede pølser og drikke øl eller varm vin). I toppen af bålet placeres et trækors, da man gennem afbrændingen fejer alt det onde bort og starter en ny tid. Jeg er glad for, at jeg ikke kunne se brændende kors på vores køretur hjem i går, for det ville have givet mig gåsehud ned af ryggen. Det er lidt pussigt, hvordan traditioner skifter fra et land til et andet. Det var godt, at jeg ikke ringede til brandvæsenet.

Vi var i Bruxelles i weekenden. Vi tog afsted lørdag og tog en enkelt overnatning, så vi havde god tid. Det var rigtig dejligt; ud over at hænge ud i forskellige spændende kvarterer og kikke på folk og spise frokost eller drikke kaffe; så var vi på Magrittemuseet og Royal Musum of Fine Arts of Belgium, der bl.a. rummer samlinger af Bruegel og Rubens. Desværre var deres Modern Art afdeling under renovering, så den kunne vi ikke se. Bruxelles er en myreture af forskellige kvarterer og mennesker, og det er fedt at hænge ud på et kondittori med en bog og tage sig god tid til at læse og til at kikke på de typer, der går forbi.

Vi har haft mange gode dage den sidste tid. Foråret er virkeligt ved at bide sig fast. Der er dage, hvor jeg kan cykle uden hansker og man ser allerede de 'sorte' uge hænge ud i parken i stort antal; og man kan se kærrestepar sidde på bænkene og folk, der står og småsnakker. Folk har fået en helt anden adfærd. Store områder er oversået med blå, hvide, lilla og stribede krokos, der nu folder sig ud, fordi solen skinner. I dag på vej hjem fra arbejde opdagede jeg, at græsplænen foran vores hus er oversået med blomstrende violer (nej billedet herunder er ikke violer, men krokus i parken).

Forrige weekend var vi i Metz i går; ikke fordi vi skulle noget særligt, men vi spiste bare frokost og daskede rundt i byen. Det var en skøn eftermiddag. Man får mere lyst til at komme ud, når vejret bliver godt.

Ellers går tiden med arbejde, skole og fægtning. Hverdagene går én for én, og tiden passerer.

Fægtesøndag

I dag har jeg fægtet til de luxembourgske mesterskaber. Jeg fik en 5. plads i dame kårde fægtning. Det er ikke noget særligt, hvis man ved at der var fem deltagere, men de fire andre var klart bedre end mig og det er ikke en skam at tabe, hvis man taber til én, der er bedre og man synes, at man har gjort det godt. Så jeg fik svedt og jeg har desuden hygget mig ved at kikke fægtning og snakke med de andre deroppe i fægtehallen. RTL har lige vist et indslag fra stævnet; det er fordelen ved at bo i et lille land; selv fægtning kommer i tv.

Louise skulle have lavet en hel masse i dag,; ryddet op, lavet lektier og skrevet ansøgning til gymnasiet, men da hun endelig stod op, så havde hun det skidt; og hun har ligget i sengen siden jeg kom hjem. Jeg tror ikke, hun kommer i skole i morgen.

Solen har skinnet i dag, og jeg hyggede mig med lidt oprydning i nogle papirbunker, da jeg kom hjem.

Paris part II

På vej ud af Paris kl. 18 søndag aften kørte jeg ind på en tankstation for at kontrollere mine dæk, og det var starten til en lang aften og hjemtur. Det ene dæk var uden luft, og punkteret skulle det senere vise sig (jeg har senere fundet ud af, at når man kører på Run-Flat-Tire hjul, så kan man faktisk køre på et fladt dæk og det var så det, jeg gjorde). Jeg gik ind på tankstationen for at finde ud af, hvor vi var (det er en fordel at vide, når man skal tilkalde assistenace), og medens jeg snakkede med ACL (den Luxembourgske autoassistence) gik jeg igen ud til bilen med mobilen i hånden, og det var en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg så en fransk autoservicebil med medfølgende mand i gul vest holde lige ved siden af Mini'en. Det viste sig nu, at han var ved at hjælpe en anden bil, der holdt lige ved siden af os. Men han kikkede også lidt på bilen og snakkede om, at man skulle prøve at spøjte et-eller-andet-mousse, som jeg ikke ved, hvad hedder på dansk, ind i dækket. Han skulle dog først hjælpe den anden bil samt endnu en bil, men vill være hurtigt tilbage.

Nej, Minier har normalt ikke reservehjul, så det er ikke bare et spørgsmål om at skifte hjul.

Der var allerede gået en timestid, og vi gik nu på tankstations-restaurant og drak kaffe og læste i vores for nyligt indkøbte bøger indtil den flinke autohjælpsmand var tilbage et par timer senere. Nu gik det så videre med at spøjte mousse ind i dækket, kikke på, om det fik dækket til at svulme op og prøve at komme luft i. Det virkede ikke rigtigt Der kom et par forbi, som sjovt nok var tidligere Mini ejere og i øvrigt fra Luxembourg, og de kunne fortælle at man ikke kan/må bruge moussen i RFT dæk og at det kan få dækket til at eksplodere. Det havde de nemlig prøvet selv og derefter fulgte en lang snak om dæktyper.

Så langt, så godt. Klokken var nu tæt på 22 og jeg snakkede med ACL om vi skulle tage en overnatning på hotel og håbe, at bilen kunne blive klar i løbet af mandagen. En hotelovernatning ved en motorvej i en fransk forstad er sgu ikke lige det sammen som en ekstra dag i Paris, Louise ville gå glib af en skoledag, jeg ville gå glib af en arbejdsdag og hvad så, hvis bilen ikke kunne blive klar mandag?! Altså besluttede vi os for, at bede ACL om at skaffe en bil til os. Der stod pludselig en anden automand med en lastbil; vi sagde farvel til den første automand og drog afsted sammen med manden i lastbilen og med Minien på ladet. Vi tog ud til hans værksted. Vi var ærligt talt ved at være trætte, klokken var mange og vi befandt os i et ukendt autoværksted i et eller andet industrikvarter et sted uden for Paris, som vi ikke vidste, hvad hed. Da manden var færdig med at udfylde papirer og snakke med ACL skulle han jo hjem, men han var så venlig at køre os over på et hotel ved motorvejen, så kunne vi sove der, hvis det skulle vise sig, at ACL ikke kunne skaffe en bil til os. Vi var ved at være sultne efter den gode frokost midst på dagen, men hotellet var ved at lukke restauranten, så det blev til endnu en kop kaffe/te.

Så blev jeg ringe op af et fransk autohjælpfirma, der havde skaffet en bil på vegne af den luxembourgske autohjælp, men der var lidt forvirring omkring, hvorvidt vi skulle bruge en bil i Frankrig eller hjemkørsel til Luxembourg og jeg måtte ringe og rykke til Luxembourg og der gik tæt ved en time før der kom en taxa og hentede os. Vi anede ikke, hvor vi skulle hen, men det viste sig at vi skulle til en adresse inde i Paris. Taxachaufføren vidste ikke andet end adressen og at vi max. måtte bruge 89 € eller selv skulle betale resten.

Jeg havde ellers sagt til Louise tidligere på dagen, at hun nok skulle være indstillet på, at det var sidste gang i denne omgang, at hun var i Paris og at det ikke ville blive helt så ofte, når vi kommer tilbage til Danmark. Så nu kunne hun grinende konstatere, at hun alligevel kom til Paris endnu en gang. Vi havde ikke lige regnet med, at komme tilbage så hurtigt. Hvad næsten værre var; ACL havde sagt, at de ikke ville transportere min bil hjem, når skaden kunne udbedres på stedet, og at jeg selv skulle hente bilen dog med udgifterne betalt. Og nu sad jeg så og spekulerede om jeg skulle til Paris endnu en gang senere på ugen for at hente Minien. Ikke lige en tanke, der huede mig og vi havde planer for weekenden og kunne ikke udnytte lejligheden til endnu en weekend i Paris. Grrr.

Vi blev sat af på Boulevard Voltaire, en typisk Parisisk boulevard, hvor der lå en Avis biludlejning, som så meget lukket ud. Taxachaufføren kørte og så stod vi der og klokken var næsten midnat. Efter noget banken på ruderne ringede jeg til Luxembourg og blev stillet videre til Frankrig. Efter lidt venten blev jeg ringet op igen og fik at vide, at der ville komme nogen 'toute de suite'. Jeg har lært at 'toute de suite' betyder 'med det samme' men det gik alligevel 1/2 time, og så gik der andre 20 minutter med at udfylde papirer, kopiere pas og hente bilen.

Jeg har et billede af Louise der står på den mennesketommegade iført et tæppe, som hun klogt nok havde taget med fra Minien, og omgivet af vores kufferter. Ikke helt ulig de hjemløse, der sover på gaden i Paris, men jeg har fået forbud mod at offentliggøre billedet, så her er i stedet et billede at den lukkede Avis forretning.

Kl. 1 om natten kørte jeg ud af Paris i en Fiat Panda, og det er absolut en noget anderledes oplevelse end at køre i en Mini Cooper S. Det føltes lidt som at køre i en plastikbil, men vi kom da hjem til Luxembourg lidt over kl. 4 om natten, tømte bilen, fodrede guldfiskene og gik total stenet i seng og fik et par times søvn før det var mandag morgen. Louise sov selvfølgelig i bilen, men jeg var ret kvæstet hele mandagen.

Det endte heldigvis med, at ACL alligevel godt ville hente bilen hjem til Luxembourg, og da værkstedet havde fået skaffet dæk et par dage senere og fikset bilen, var der en mand, der kørte ned og hentede Minien.

Hvad kan man så lære af denne lange historie? At man skal blive hjemme? At man skal have en bil med reservehjul? Tja, livet er kort og Mini er en fed bil, så jeg nøjes med at glæde mig enormt over at jeg har et ACL medlemsskab. Det kostede mig ikke andet end tiden og selvfølgelig de nye hjul til bilen. Desuden kan jeg tilføje at franske automænd er vældig flinke og gør meget ud at af forklare tingene, og at det i øvrigt er godt at kunne fransk, når man skal tale med 2-3 personer hos sin luxembourgske autoassistance, 2 personer hos en ukendt fransk autoassistence, 2 personer hos noget fransk autohjælp, 1 taxachaffør, nogle hotel ansatte, et par biludlejningsfolk samt nogle folk hos både det franske og mit luxembourgske bilværksted. Pyh, jeg bliver helt forpustet. Jeg har senere fundet ud af, at holdninger til dæk minder om religion.

Men nu bilen hjemme igen på nye dæk, Det er lørdag, solen skinner og i morgen skal jeg fægte til de luxembourgske mesterskaber.

Paris part I

Jeg får aldrig for meget af Paris uanset, hvor mange gange, jeg kommer der. Hver gang, ser jeg noget nyt og hver gang glædes og forundres jeg over den mangfoldighed, der rummes i denne 'lille' by, som kun måler 10 km. i diameter.

Denne gang boede vi nær Place d'Italie, der er et ret 'almindeligt' kvarter med almindelige mennesker, ikke særlig rigt, men heller ikke det rene slum. Det måler sig ikke med de promenente kvarterer fra området omkring Champs d'Elysees eller det 16. arrondissement, men rummer heller ikke den usselhed, som kendetegner noget af området omkring Gare du Nord eller Barbés.

Da vi ankom torsdag aften parkerede jeg bilen i nærheden af hotellet på en lille hyggelig plads, hvor der lå nogle forretninger; en bager, en cafe og en kiosk blandt andet. I den ene side af pladsen lå nogle bunker med skrald og på et lille hegn hang nogle tæpper og gamle klude, hvilket fik mig til at antage at det var efterladenskaberne fra en hjemløs. På fortovet ved siden af lå en bunke tæpper og det slog mig, at der måske lå en person - skraldets ejermand - inden i kludene.

Fredag morgen var jeg ude for at købe et parkeringskort og sørge for parkeringsbillet til bilen. Louise blev på hotelværelset (en teenager kan altid sove lidt længere). Tæpperne fra aftenen før var væk og tilbage stod en møgbeskidt kuffert og en bunke skrald. Jeg gik lige forbi kufferten, der var ganske uhumsk og smattet til med et eller andet snask. Det hele stod tæt ved en telefonboks, som ligeledes var fyldt med skrald inde i det ene af boksens to rum; der lå mere skrammel, alle mulige bøtter og nogle tæpper. Det var først, da jeg kom om på den anden siden af boksen at jeg så, at tæppet faktisk bevægede sig, og da det fangede min opmærksomhed kunne jeg se at tæppet dirrede og det gik op for mig, at der lå en person inde i boksen og enten rystede af kulde eller bevidst brugte de rystende bevægelser til at skabe varme med. Det lille rum i boksen var trapetzformet; meget smalt og den ene 'langside' var end ikke en meter og endnu mindre i den anden side, så jeg fik næsten ondt i benene bare af at tænke på, hvordan det ville være at tilbringe natten derinde.

Jeg gik hjem og hentede Louise og vi begav os ude for at få noget morgenmad. Da vi kom ned på pladsen, blev vi overraskede over at se en mand med noget, der grangiveligt lignede en gasmaske og straks efter så vi nogle flere mænd iført hvide dragter og med filtre for munden, og endeligt stod der et anseeligt antal politibetjente rundt omkring. Mændene med de hvide dragter spulede området omkring telefonboksen og inde i boksen, der nu var tom. Tæt ved telefonboksen på fortovet sad en gammel gråhåret mand i sit slidte tøj med et tomt blik i øjnene; han sad fuldstændig passivt og lod det hele ske rundt omkring sig. Det var så trist, så trist, at se ham der, medens alt i alt 10-15 mennesker i uniformer og hvide dragter stod omkring ham eller var igang med at fjerne det skidt og skrald, som udgjorde hans sparsomme ejendomme, og at desinficere telefonboksen med store sprøjter. Der var noget helt grotesk i det store opbud af betjente, og den usle gamle mand, der sat passivt og stirrede ud i luften.

Da vi kom forbi lidt senere efter morgenmaden og en gåtur i kvarteret var det store opbud borte og alt var igen tilbage til det normale. I telefonboksen lå igen den gamle mand men nu uden alt sit skrammel, kun kuffertern stod tilbage udenfor telefonboksen. Alle hans tæpper og hans skrammel var borte og han selv lå sammenkrøbet inde i boksen som en ussel klud. Siden da gik vi forbi telefonboksen mange gange, og hver gang lå han der, men lidt efter lidt havde han skaffet sig nogle tæpper igen. Hvad det helt skulle gøre godt for, kan man undre sig over, men ynkeligt og trist var det i hvert fald. Ud over den ene gang, da boksen blev ryddet så vi ham aldrig sidde op eller bevæge sig udenfor telefonboksen.

Ud over folkelivet og de triste skæbner i lokalområdet, så blev det også til en tur til Marais kvarteret. Det er et vidunderligt kvarter, som vi frekventerer, hver gang vi er i Paris; smalle gader og masser af vidunderlige promente bygningsværker. Marais kvarteret er lidt avangarde; gallerier, spændende tøjbutikker, genbrugsbutikker, specialbutikker, små caféer og restauranter. Da vi gik gennem en gade siger Louise pludseligt, har du set det tøj han har på; og inde i en forretninger ser jeg en mand, der er som taget ud af en kinky film. Han havde bukser på, men bar overkrop på tværs af kroppen bar han nogle læderremme. Hvis man forestiller sig Freddie Mercury med bar overkrop og spanking outfit på, så rammer men ikke helt fejl i det billede, som man ser for sig. Forretningen så også lidt speciel ud, men nogle underlige gummidimser hængende ned fra loftet og kæder i vinduerne. Nu tror man måske, at vi havde forvildet os ind i et mindre pænt kvarter; men nej det var bare et af de helt naturlige elementer, som Marais kvarteret også indeholder, ligesom det rummer et anseeligt antal bøssebarer og bøsserestauranter. Et af det mere spændende indslag var da også en håndfuld yngere mænd, der gik gennem gaderne med vrikkende hofter og rullende kropsbevægelser, iført meget kropsnært hvidt tøj, den ene med stor hvid paryk, og reklamerede for "White Party" samme aften. Man kan sige hvad man vil, men der er nu fest og farve over nogle af bøsserne.

Ud over parisermiljøet, så var vi faktisk i Paris, fordi Louise fægtede i det store Marathon Fleuret stævne. Over 1.000 unge fægtere fra hele verden deltog i stævnet og det var igen en stor oplevelse at være der. Da vi ankom til hallen tidligt lørdag morgen ved 7-tiden sad solsorten og sang for os; og nej den pippede ikke, den småsang ikke, den sang rigtigt med lange toner og melodier. Tænk sig at høre det en tidlig morgen den 5. februar; det var helt vidunderligt.

Louise havde en fin oplevelsetil stævnet, men led lidt under eftervirkningerne fra en migræne natten før. Hun er desværre begyndt at få migræne jævnligt og da hun endda tog fejl af nogle piller som lægen havde givet hende mod kvalme i forbindelse med smertestillende piller, og det rigtige smertestillende, så startede aftenen før lidt skidt, da placebovirkningen af kvalmepiller åbenbart ikke er god nok til at tage migrænesmerterne. Morgenen efter stoppede migrænen, men hun følte sig lidt sløv af medicinen.

Det var kinesisk nytår medens vi var i Paris og mange kvarterer i byen; især de kinesiske; var pyntet op med rispapirslamper og bannere. Vi var tidligt hjemme fredag aften på grund at stævnet dagen efter og Louises migræne, så vi gik glib af både "White Party" i bøssklubben og kinesernes nytårsfestligheder.

Lørdag efter stævnet var vi ude og kikke på kvarteret omkring Rue de Rivoli og faldt ved et tilfælde ind omkring en engelsksproget boghandel. Den viste sig at være kæmpestor, indrettet med gamle træbogreoler og fyldt med alskens lækre bøger; romaner, faglitteratur, økonomibøger, studiebøger, kunstbøger og ikke at forglemme en kæmpe afdeling med engelske magasiner med alt fra fantastiske modefotoes til teenagemagasiner og blade med nydelige letpåklædte herrer. Vi købte flere bøger og et par magasiner, som vi hyggede og med at læse i på flere kaffebarer og restauranter resten af weekenden.

Lørdag aften gik vi på kinesisk restaurant, en restaurant tær ved Champs d'Elysees hvis største særpræg er, at store dele af gulvet er lavet af glas med fisk nedenunder. Desværre var maden ikke noget særligt; en af retterne smagte mest af ketchup og det virkede som om kokkene kunne behøver en genopfriskningsstudietur til Kina. På trods af, at restaurenten er meget stor og der var masser af tomme borde viste overtjeneren os ind i bunden af restauranten lige klods op at et par franske damer med deres til sammen 4-5 børn, der larmede kraftigt. Efter lidt rådslagning bed vi al skam i os og bad tjeneren om et andet bord; en beslutning som vi ikke fortrød da ungerne ufortrødent fortsatte med at hoppe op og ned af møblerne og løbe rundt omkring på gulvet mellem benene af de stakkels tjenere. Louise mener bestemt aldrig, at hun skal have børn, men jeg prøver at overbevise hende om, at opdragelse rent faktisk er muligt især, hvis man starter fra børnene er små af.

Søndag gik vi hen langs de blomstrende kirsebærtræer langs Seinen (ja, de var faktisk begyndt at springe ud den 6. februar ) og ind på Musee d'Art Moderne i Tokyo Palæet for at se (ja, gæt hvad) moderne kunst. Der var nogle spændende værker, bl.a. nogle facinerende video installationer. Derud over var museet fyldt med ret trendy besøgende (inklusive os selvfølgeligt), og Louise havde stor fornøjelse ud af at beundre flere af de rappe damer, der gik rundt i noget meget elegant (og helt sikkert hundedyrt) tøj med fantstiske sko og tasker. Det er så sjovt med Paris, hver gang man skifter kvarter eller går ind i en ny sammenhæng, så skifter sceneriet.

Bagefter gik vi op igennem det 17. arrondissement for at finde et sted at spise sen frokost. Vi kom til en meget fyldt restaurant i det ellers stille og lidt døde kvarter, og da vi lige havde passeret den spanske ambassade og et spansk bibliotek, var det nærliggende at antage at det var en spansk restaurant, da retterne så lidt specielle ud og gæsterne var meget mørke. På vej ind var jeg lige ved at fortryde, da det viste sig, at de serverede kabab, en af mine ypperste hade-retter, da det oftes er en underlødig bunke halvråddent kød, der tilberedes af en flok selvlærte selvudnævnede restaurationsejere (så kom alle mine fordomme om kebab lige med), men restauranten så aldeles pæn ud og den var stopfyldt af nydelige velklædte mennesker, så jeg lod mig overtale. Det var først, da tjeneren sagde at de kun havde Heineken eller libanesisk øl, at det gik op for mig, at vi selvfølgelig befandt os på en libanesisk restaurant midt en en subkultur af exil-libanesere i Paris. Så gav kebaben pludseligt mening. Louise så noget uforstående ud, fordi libanesere i Danmark typisk har en noget anden baggrund og ikke lige var let at forbinde med det vi så omkring os, som tydeligt var en helt anden gruppe mennesker. Tøjstilen var casual og elegant; man kunne bare se, at det var kvalitet. Kvindern havde diskret og elegant tøj på, deres hår sad perfekt og hænder var smukke og velplejede. Mænden bar dyre ure og smukke sko; og børnene var yndige og velopdragne. Det var et helt andet scenarie end det, vi havde set aftenen før med de larmende børn. Vi hyggede os i lang tid med maden, med at iagttage folkene omkring os og med at læse i vores bøger. Sådan en stille søndagsfrokost, hvor man har god tid og hvor solen sinner udenfor på de smukke klassiske bygninger i Paris er bare toppen af en søndag eftermiddag.

"Paris part II" bringes senere. Her vil jeg fortælle om vores knap så heldige hjemtur og om hvorfor, der står en Fiat Panda i vores parkeringskælder.

Solskin og hamburgerryg

Lige nu sidder det meste af Danmark og ser håndboldfinale. Vi ser egenligt ikke håndbold, men Louise chattede med en veninde på Facebook og forudsage for sjov nogle mål og var så heldig, at det passede med de mål, de så efterfølgende scorede. Det opildnede Louise så meget, at hun tændte for fjernsynet (uden at fortælle det til veninden) og nu sidder hun og prøver at 'forudsige' målene, medens veninden sidder og ser kampen og er fuldstændig imponeret over Louises evner. Det betyder også, at hvis Danskerne løber mod det franske mål og Louise vælger ikke at 'forudsige' et mål, og de så scorer, så skriger og hyler hun op om, hvor irriterende de er. Og omvendt hvis Franskmændende er på den danske halvdel af banen og Louise vælger at 'forudsige' et mål, så hyler hun op af begejstring, hvis de efterfølgende scorer. Hvad man dog kan finde på at underholde sig med sådan en søndag.

Jeg så en "filet de porc fumé" i køledesken i Auchan i går. Det skulle være en specialitet fra Alsace, men for mig lignede det grangiveligt en hamburgerryg, så nu står den og snurrer i køkkenet og hele lejligheden dufter dejligt.

Det har været et pragtfuldt vejr i weekenden; meget koldt men med det fineste solskin og selvom jeg har været indendørs, så er det en fryd, når fuglene pipper udenfor, solen skinner ind i lejligheden og det varmer dejligt.

Den lille camelia på billedet her står bag ved mig og blomstrer fint. Hvad man dog ikke kan købe i Ikea.

Jeg har brugt en del af weekenden på at skrive opgave. Jeg gider ikke gøre den helt færdig, jeg vil nyde aftenen, men den er næsten færdig. Der mangler lidt mere skriveri på anbefalingerne, en konklusion og en indledning. Så er den sag klaret, og jeg kan holde fri i et par måneder inden det næste kursus. Det vigtigste er, at jeg synes at jeg har fået styr på opgaven og er tilfreds med resultatet.

Januar sysler

Januar går hurtigt, om end den mest er gået med dagligdags sysler. Jeg har været en del gange til fægtetræning; efter december måneds fravær var min krop nedbrudt og koldsveden stod på panden til første træning efter fem ugers fravær. Heldigis kommer kroppen igen lige så hurtigt som den bliver nedbrudt og efter ganske få træningsgange var energien kommet tilbage og jeg kunne mærke det i kroppen.

Jeg har også brugt en del tid de sidste uger på afleveringsopgaver til mit kursus. Jeg har afleveret de to af dem og arbejder p.t. på den sidste projektopgave. Det er meget hyggeligt, det et interessant fag, men det bliver også rart at få afleveret opgaven og igen kunne bruge fritiden på lige, hvad man har lyst til.

Billedet her viser husets to nye beboere, som Louise har anskaffet sig.

Lørdag i sidste uge tog vi begge to til Trier og havde en hyggelig dag der med frokostspisning, turné i diverse butikker og en tur på kaffebar. Trier er nu en hyggelig by. Bort set fra det, har det har ligget lavt med de små køreture de sidste par måneder.

Louise var i Danmark i denne weekend til Børne & Unge DM i fægtning, og kom hjem med en bronzemedalje. Hun havde nogle gode kampe og hyggede sig, men det var ellers en rigtigt træls start på weekenden. Af årsager, som man kan spekulere meget over, så missede Louise sit fly til København fredag eftermiddag, og så er gode råd dyre (det samme er en flybillet). Jeg var lige kommet ud fra tandlægen og glædede mig til at tage til fægtetræning og derefter nyde en stille aften hjemme. Men jeg måtte nu i huj-og-hast hjem til computeren og udtænke en plan B. Der var ingen fly med SAS før søndag, så det var ikke engang et spørgsmål om prisen. Og da der gik et tog til København senere på aftenen fra Köln, så kørte jeg afsted i en fart, samlede Louie op undervejs og kørte til Trier. Vi var endnu ikke ved banegården 15 minutter før toget gik, men jeg var heldig at finde banegården hurtigt og at finde en p-plads lige foran, så 8 minutter før toget gik, styrtende jeg ind i billetsalget og fik købt en billet og Louise blev så nærmest smidt på toget. Så langt, så godt. Ved 22.30 tiden ringede Louise fra toget mellem Koblenz og Köln og fortalte at der var sne på skinnerne, så toget var forsinket og hun vidste i øvrigt ikke, hvor de var kommet til. Det var på det tidspunkt, hvor toget fra Köln skulle afgå, så der fulgte noget nervepirrende tid for os begge. Jeg så i ånden, at hun missede toget i Köln og at jeg skulle køre hele vejen for at hente hende der sent fredag aften. Men det endte faktisk med at toget i Köln ventede, så hun kom sikkert afsted (heldigvis uden flere togskift resten af turen) og var i København lørdag formiddag kl 10.

Jeg så de første erantis i weekenden. Der har været ret lunt de sidste par uger efter at sneen bogstaveligt talt smeltede på én dag, men nu er det blevet koldt igen.

Til slut et luxembourgsk ord: Pabeiere (da: papir), skal udtales med tryk på b'et og lyder næsten som, når man siger 'papaya' bare med b.

Neit Joer

Neit Joer (da: nytår) og den første dag i 2011; himlen er blå og solen skinner klart og varmt ned over de sidste rester af sne, som har overlevet nattens tøvejr.

Jul og nytår blev fejret i Præstehaven i et snedækket Danmark. Billedet her er taget i går og det er næsten ikke til at forstå, når man nu kan gå ud i haven og kan se spidsen af rabarberne, der kikker forsigtigt op ad jorden, medens de venter på, at det bliver rigtig forår.

Traditionelt er nytår tid for eftertanke og spekulationer om, hvad det kommende år skal bringe. Jeg ved allerede, at 2011 kommer med forandringer for os begge to, så der skal nok blive nok at se til. Men i første omgang er det tilbage til hverdagen, arbejdet og skolen.

Godt nytår!