Fjerde søndag i advent

I dag har det sneet, sneet, sneet og sneet, og jeg har været ude at gå i det rigtig meget. Først en lille tur til bageren og senere en lang tur over til Gare og ind over centrum.

Jeg gik igennem parken og tog nogle billeder blandt andet af ænderne, der stod på isen på søen. I et kort øjeblik undrede det mig, at alle ænderne løb meget målrettet i en bestemt retning, indtil det gik op for mig, at de løb hen imod mig og så forstod jeg, at de havde sat "næsen" op efter brød. Men jeg havde ikke brød med til dem, så de måtte skuffede står tilbage og indfinde sig med naturens orden.

Jeg gik over i Gare for at ordne nogle julegaver (som på luxembourgsh hedder "chrëschtcado"). Der var søndagsåbent, men der var overraskende få mennesker, så de ansatte i butikkerne stor nærmest og kikkede efter kunder. Der var påfaldende få biler på gaden, og det er rigtig hyggeligt at gå ude i sådan et vejr. På vejen hjem slog jeg et smut ind over centrum. Det så så fint ud med julelysene og de sneklædte gader samt det traditionelle julemarked med de små boder, hvor man kan drikke glühwein og købe alle mulige julegodter og juledimser.

Louise skulle have været til dansk eksamen fredag, men skolen lukkede på grund af snevejr og i dag fik hun at vide at fysik og tysk eksamen i morgen også er udskudt på grund af skolelukning, så det er lidt træls om end Louise nok nyder fridagen. Det er så tredie dag i løbet af små 10 dage, hvor skolen lukker på grund af vejret.

Ellers har det været en stille weekend. Jeg havde et maveonde fredag og tog en afslapningsdag lørdag. Vi har set alle tre film i Ringenes Herre igen igen i weekenden.

Tredie søndag i advent

Tredie søndag i advent; det er næsten ikke til at forstå. Det lyder så der-er-kun-en-uge-til-jul agtigt, selvom der er lidt længere til.

På vej ud at handle i går smuttede jeg en tur om Troc, der er vores lokale genbrugssted, som sælger brugte møbler og alt muligt. Den store rokokokommode betrukket med imiteret purpurfarvet slangeskind var væk, så den er nok blevet solgt. Vi har ellers joket lidt med at, at vi ville åbne et bordel og have kommoden stående i receptionen, men nu må vi udskyde plan. Til gengæld så jeg en facinerende knagerække. Den var lavet af et stykke træ med 4 knager. Det facinerende var, at hver knag var lavet af de nederste 10 centimeter af en lille hjorts ben og de var fæstnet til brættet så det nederste led i benet var bøjet 90 grader, således at det nederste stykke med kloven på dannede selve krogen; meget smagfuldt med pels og det hele! Nu er det jo ved at være tid til at få julegaverne på plads, såe ....!

A propos hjorte, så løb vi tør for hjortetakssalt for nyligt da Louise bagte pebernødder. Nu er hjortetakssalt ikke noget, som vi bruger ret meget af i vores husstand, men omvendt så er det noget, som man bare skal have stående, så jeg satte mig for, at det ville jeg finde. Det er let nok at købe kartofler, chokolade og løse ris, men hvad pokker hedder hjortetakssalt på fransk eller tysk? Og det er ikke lige et produkt man kan kende på pakken. Efter at have gransket hylderne for underlige pakker og dåser og efter at have været hjemme og google det, endte jeg med at købe en dåse bicarbonat. Nogle kilder siger, at bicarbonat er hjortetakssalt, men jeg har senere set det omtale som bagepulver, så jeg er ærligt talt ikke helt sikker på om det er hjortetakssalt, natron eller bagepulver. Jeg har også gransket de kemiske formler, men gik lidt surt i det. Der var 400 gram i dåsen, så uanset hvad det er, så har vi nok til rigtig mange år fremover og Louise får noget af det med, når hun flytter hjemmefra.

Af andre underlige ting, så jeg i et spupermarked en 'tungerenser' (til den man har i munden, ikke til fisken - der var et billede på pakken, desuden hedder fisken noget andet på fransk) til en pris af kun 1,50 EUR. Det er billigt, så der skulle blive råd til rigtig mange julegaver i år.

Jeg har besluttet mig for at udvide min blog med et "luxembourgsk kursus for begyndere". Der er på ingen måde, fordi jeg er en ørn til luxembourgsk, og jeg skal lige være endnu bedre til engelsk, fransk og tysk, så luxembourgsk står langt nede på to-do listen. Men det er et pussigt sprog,så der ryger altså et par luxembourgsk ord ind i bloggen en gang imellem.

Schnéichaos (da: snekaos). Der har været snekaos i løbet af ugen. Temperaturerne har skiftet meget op og ned og selvom de har ligget meget omkring frysepunktet så faldt der meget sne midt på ugen med trafikalt kaos. Nå man er på cykel er det faktisk meget sjovt at se, hvordan man overhaler bilerne, men så der det jo heldigt at bo relativt tæt ved arbejdet for der er jo grænser for, hvor langt, man kan cykle i snevejr og det er heldigt at de er gode til at rydde stierne inde i byen. Luxembourg må også sætte verdensrekort i brugen af salt for de salter i et væk. Det er rart,når man cykler men knap så rart for naturen. Torsdag morgen var jeg inde forbi Auchan for at hente et fotografi. Der var meget tomt for kunder og jeg snakkede lidt med damen, der betjente mig og hun fortalt at hun og 20 kolleger havde sovet der om natten, fordi de havde opgivet at komme hjem og tilbage igen næste morgen. Skolerne var lukket, så Louise reddede sig en ekstra fridag, og der var flere kolleger, der opgav at komme på arbejde. Der er mange, der bor i frankrig, tyskland og belgien, og hvis vejene ikke er ryddet eller andre biler spærer, så er det ikke sjovt. Nu er det blevet tøvejr, næsten al sneen er væk igen, men det bliver vist koldt igen siger vejrudsigten. Mystisk vejr, det skifter fra den ene yderlighed til den næste.

Jeg var til firma julefrokost i fredags. Jeg var rigtig, rigtig uoplagt, men det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg tog det meget roligt og tog relativt tidligt hjem, da jeg skulle være klar til undervisninge lørdag fra kl. 9:30. Nu skal jeg bare til undervisning mandag aften, tirsdag aften, onsdag aften og torsdag aften, så er det slut med den del og jeg skal så 'bare' lave nogle opgaver, som skal afleveres i løbet af januar.

Dagen i dag er gået stille og roligt med lektielavning (og begge to), kagespisning og radiolytning. Solen har skinnet udenfor og det har været en dejlig dag. Louise er nu gået i karbad og jeg er ved at lave aftensmaden. Vi skal have kyllingevinger, en dejllig ret, som ikke blot er billig men kødet smager fortræffeligt. Det er en af de produkter, som man af en eller anden underlig grund ikke kan købe i Danmark; der har kyllingerne åbenbart ikke vinger.

Anden søndag i advent

Så er det allerede anden søndag i advent. For en uge siden kom sneen til Luxembourg og det hjælper på julestemningen. Der flot pyntet med julepynt og lys rundt omkring i byen, og sneen lægger lige det sidste strejf på julestemningen. Julerierne er gennem længere tid mylderet mere og mere frem i Auchan, så der er godt fyldt med lækkerier; foie gras, metaldåser med kiks og chokolade, champagne, tørrede svampe og så videre og så videre. For nyligt så jeg en fersk kalkun på over 10 kilo i køledisken. Jeg måtte virkeligt lægge bånd på mig selv for ikke at prøve at stikke hovedet ind i den, men jeg tror alligevel ikke den var så stor, som den Mr. Bean stak hovedet ind i.

Vi var på Medico Sportif begge to i denne uge. Det er en obligatorisk lægekontrol, som man skal igennem, når man er aktiv i en sportsklub. Selv hvis man spiller pétangue skal man igennem det. I nogle sportsgrene kan man nøjes med at gøre det, når man starter i klubben, men i andre skal man til kontrol hver 5. år og da det passer med, at både Louise og jeg er født i et xxx5 år, så fik vi fornøjelsen af at blive tjekket igen i år selvom vi var afsted sidste år. Se mere om dette i mit blogindlæg fra 21. juni 2009. Det forløb nogenlunde på samme måde i år. Dog havde de optimeret processen, så man allerede inden man skulle ind, skulle have klargjort en urinprøve. Altså måtte man bruge toiletterne i forbindelse med venterummmet, som bar temmeligt meget præg af, at de blev brugt af mænd, kvinder og børn, som ikke alle havde helt styr på det der med at tisse ned i et bæger. Ret ulækkert, faktisk. Bagefter kunne vi så sidde i venterummet sammen med alle de andre mennesker med vores lille plastbæger med tis hånden. En ret mærkelig fornemmelse, men det så ikke ud til at genere de øvrige, der helt uanfægtet sad og snakkede med tisbægeret i hånden eller stående på bordet eller gulvet. Det var de små hvide plastbægre, som man plejer at bruger til vand eller kaffe, men heldigvis var der ikke drikkevand til rådighed i ventelokalet, så der var ingen risiko for forveksling af bægre. En anden ændring i år var, at Louise fik lavet en hjertekardiografi (jeg skulle ikke, for som han sagde, folk over 40 får den kun lavet, hvis der er observeret noget med hjertet). I Luxembourg spøger men ikke med sundhed, det er en alvorlig sag og man undersøger meget og grundigt.

I går var vi til koncert med Simply Red i Rockhal. En god koncert, med en masse gode numre. Men det var også den sidste for de er på deres farvel tourné og stopper officielt den 19. december i London. Så det bliver spændende at se, hvad Mick Hucknall kommer til at lave i sin solokarriere.

I morgen er det 6. december og dermed Saint Nicholas, hvor børnene får gaver. Det er vist ret stort i Luxembourg, men går lidt hen over hovedet på os. Det er lidt pussigt, når man befinder sig i et så internationalt miljø; der er så mange måder at gøre det på. Belgierne giver gaver juleaften, men venter til midnat, englænderne giver gaver julemorgen og for de luxembourgske børn er Saint Nicholas vist nok større en juleaften.

Vore naboer, nonnerne, fik for nyligt et træ leveret til deres nye hus, som håndværkerne efterhånden har arbejdet på i et par år. Træet blev leveret på en lastbil og hejst op med en kran, det var lidt sjovt at se på. Træet er 10 meter højt og står nu flot foran det stadige ufærdige hus. Der er også blevet lagt rullegræs langs huset, men det blev hurtigt dækket af sne.

Første søndag i advent

Vi har haft en rigtig hyggelig stille første søndag i advent. Vi har hørt radio, spist flødeboller, snakket og hængt over computerne. Louise har brugt en del tid på at lede efter nogle sko på nettet, som hun har sat sig i hovedet, at hun skal have. De er næsten ikke til at opdrive udenfor USA og det er lidt kompliceret (og dyrt) at købe dem fra USA, så hun har gennemtrævlet et større antal eButikker og brugt temmeligt lang tid på det. Det har været vældig morsomt at lytte til hendes bemærkninger undervejs; hun forholder sig meget kritisk og finder sig ikke stilsigende til dårlig funktionalitet. Jeg overvejer faktisk at leje hende ud til et bureau, som tester hjemmesider og eButikker; det vil hun være fænomonal til.

Vi var i Metz i går, mest fordi det er længe siden sidst og fordi vi får meget travlt fra nu af og indtil jul, så det var et godt tidspunkt for et besøg på deres hyggelige julemarked. Vi spiste frokost på vores favoritrestaurenat og vi fik købt sæber og flødeboller på markedet, drukket varm vin (den ene af os) og spist jordbær med chokoladeovertræk (den anden af os). Det var koldt med solskin, så det var et meget smukt vejr, som man nok kan se på billedet her af kathedralen i Metz.

Jeg starter mit næste fag på universitetet i næste uge. Det vil sige, jeg er egenligt startet. Vi har haft en tidlig opstartseance pr. video med vores professor, som bor i USA og som derfor kommer herover og høvler os igennem et meget intensivt undervisningsforløb fra på torsdag og to uger frem. I og med at jeg jo går på arbejde samtidig med, så er der ikke meget tid til andet end arbejde, kursus, forberedelse og søvn i perioden. Vi skal også lave nogle afleveringsopgaver, som først skal afleveres i løbet af januar. Faget hedder "Organizational Behaviour" og handler om, hvordan individer og grupper reagerer i organisationer; om motivation, kommunikation, konklikter, personlige og kulturelle forskelle m.v. Der er meget spændende og hvis jeg siger, at jeg kender en masse praktiske eksempler fra det virkelige liv, så har jeg vist ikke sagt for meget.

Når jeg er igennem mit undervisningsforløb starter Louise på skriftlige eksamener. Hun er vant til prøver og karaktergivning, men det er første gang, at hun skal til egentlig eksamen. Og når hun så er færdig, er det jul.

Vi har har haft besøg af melmøl i køkkenet. En gang imellem ser man et møl og belært af erfaringen klasker jeg dem altid, for de er ikke så uskyldige, som de ser ud. For en uge siden var der pludselig lidt flere end normalt og det viste sig ganske rigtigt, at de havde indtaget mit køkkenskab, så jeg brugte noget tid på at smide næsten alt spiseligt ud; mel, sukker, pasta, ris, kiks, kager, nødder, mandler og så videre og så videre. Øv øv øv.

Vi har ikke sne, som man har i Danmark nu, men det er alligevel blevet vinter og mørket trækker sig sammen om os. Det giver de mest fantastiske solopgange og -nedgange, når jeg cykler til og fra arbejde. De moderne bygninger på Kirchberg ser flotte ud i det smukke vinterlys.

Til koncert med Aura

Fredag aften var vi til koncert i Rockhal med danske Aura Dione. Sjovt nok er der mange, der ikke kender Aura af navn, men de fleste kender alligevel noget af hendes musik, især "Song for Sophie", der jævnligt høres i radioen også her i Luxembourg.

Vi spiste aftensmaden på en restaurant i Gare kvartedet og tog derefter toget til Rockhal i det sydlige Luxembourg, så koncerten var lige startet, da vi ankom.

Aura synger helt fantastisk, hun har en stor stemme, og hun har også lavet nogle rigtigt gode numre. Men hun var ret mærkelig på en scene. Hun snakkede i et væk mellem numrene, hun lavede et mærkeligt selvopfundent tegnsprog medens hun sang og hun flimrede i det hele taget rundt og tog fokus helt væk fra musikken.

Aura skiftede tøj nogle gange i løbet af koncerten, og kom på et tidspunkt ind på scenen iført en kropsnær buksedragt med en overdel, der var meget løs i udskæringen. Louises første bemærkning var da også at "hun skulle nok have tagen en bh på".

Folk tog flittigt billeder og filmede under koncerten. Når man står i en mørk koncerthal, hvor folk holder kameraet op og filmer, så kan man jo godt se, hvad de filmer. Så Louise fik lidt efter øje på en mand, der stod et par meter fra os og filmede Aura. Det sjove var, at han zoomede tydeligt ind på Aura's brystparty. Det grinede vi lidt af (manden altså), og kom derefter på den tanke, at det ville være sjovt at tage et billede af manden og hans kamera, hvis man kunne fange situationen på et billede. Men inden vi nåede at finde mit kamera frem blev planen afbrudt, for nu stod der pludseligt en vagt og snakkede alvorsord med manden, der tydeligvist fik en påtale. Vagten havde åbenbart også set displayet på mandens kamera. Det var ret sjovt; de parlamenterede noget frem og tilbage, medens Louise og jeg var ved at dø af grin over situationen. På en måde var det vildt, at manden fik skældt ud, når det nu var tilladt at tage billeder og at filme, og Aura jo selv havde valgt at stå på scenen med en meget løs og udringet bluse. På den anden side havde manden jo opført sig noget flabet og stod nu og fik skældt ud som en lille skoledreng. Ha ha ha, det er simpelthen så meget Luxembourg og helt pragtfuldt. Lidt efter gik manden hen til udgangen, og fortsatte diskussionen med vagten. Han var åbenbart ikke helt tilfreds.

Da Aura bagefter efter gav et nummer, hvor hun hoppede rundt på scenen som en gal og hele hendes brystpart hoppede med og udskæringen på blusen flagrede rundt, var lå Louise og jeg flade af grin.

Det var godt nok en mærkelig koncert. Det er ikke musikken, jeg vil huske mest bagefter. Men sjovt, det var det.

Dovne søndag

I dag har jeg lavet absolut ingenting. 1/2 times arbejde med at lave en opgørelse over de udgifter til skolebøger, som jeg skal have refunderet og det at lave aftensmaden, var vist blandt dagens arbejdsmæssigt største opgaver. Der ud over har jeg sovet længe, spist sen morgenmad, spist sen frokost, drukket eftermiddagskaffe, surfet på nettet, læst gamle aviser, snakket med Louise, hørt musik, smidt gamle aviser og diverse papirer ud, læst og skrevet mails, set en gammel tv-avis og nogle danske nyhedsmagasiner over nettet samt lidt andre gøremål. Med andre ord har det være en aldeles dejlig, uforpligtende og afslappende søndag. En af dem, jeg trængte til efter måneder med travle weekender. Og når det så er overskyet og ser koldt ud udenfor, så er det helt perfekt.

Ved aftenstid hørte jeg pludselig noget larmeri udenfor; jeg stak hoved ud af vinduet og gendkendte lyden af gæs. Det var lidt halvmørkt og overskyet, så jeg stod et stykke tid og hørte deres genkendelige lyde, inden jeg kort nåede at se mønsteret af en stor flok gæs, der fløj hen over himlem før det forsvandt bag skyerne. Utroligt, at de kan larme så meget.

Louise har haft efterårsferien i denne uge, så hun har slappet af i dagene, efter vi kom hjem fra Paris. Jeg har haft fornøjelsen af at gå på arbejde og måtte også på arbejde i går lørdag, da vi havde en implementering, som skulle foretages udenfor bankens åbningstid. Ellers har ugen ikke budt på de helt sindsoprivende ting. Jeg har strikket 1/2 strømpe, og fredag aften da Louise var hos en veninde, så jeg Orlando i biografen; en fantastisk smuk film med musik af Jimmy Somerville.

Julepyntet begynder at luske sig kraftigt frem. Auchan har en helt afdeling med julemænd, kunstige juletræer, julekugler og alt muligt jule-diller-daller, som er helt uundværligt her i starten af november måned, og chokolade afdelingen har antaget historiske dimensioner. Også inde i byen er der kommet julepynt i gaden. Det måtte jo komme, vi kan ikke blive ved med at benægte, at julen kommer nærmere og vinteren nærmer sig. Efteråret går snart på hæld. Der er stadig smukke farver på træer og buske, men bladede falder ned i hobetal og ligger som et gyldent tæppe. Det er fantastisk smukt, og når solen skinner lyser det hele op. Men det varer ikke længe før træerne står helt nøgne; lidt mere frost og lidt blæsevejr, så er bladene helt væk.

Paris igen igen igen

Allehelgensdag er helligdag, så det giver en forlænget weekend og dermed en oplagt mulighed for en tur til Paris. Vi tog bilen, da hurtigtoget er dyrt med mindre, man booker lang tid i forvejen og kan rejse på skæve tider. På vej herover regnede jeg mig frem til, at det er mit 10. besøg i Paris forudsat at den gang, jeg boede her, regnes som én gang. Egentligt synes jeg ikke, at 10 gange lyder af ret meget, men det er så nok fordi, den ene gang varede 2 år og derfor føles af lidt mere. Jeg har en middag til gode fra arbejdet på grund at meget weekendarbejde, så den har vi tænkt os at fyre af på en god restaurant. Det må være passende til at fejre sit 10 gange i Paris jubilæum. Louise regnede ud, at hun har været her 5 gange ud over den gang hun var med i min mave, så der er også et 5 gangs jubilæum at fejre.

Vi har allerede oplevet nogle typiske Pariser oplevelser. Da vi var ankommet til Paris, havde klaret motorvejs turen og snoet os gennem trafikken på omfartsvejen og ankom til Porte Maillot, lavede en pariser en ”inderhaling” med fuld fart, hvilket kostede en bule i Mini'en og en ridse i hans bil. Der skete ikke noget ellers og det var en pæn og høflig mand, så det var bare almindeligt træls. Medens manden og jeg stod og udfyldte forsikringspapirer, sad Louise og iagttog det lokale folkeliv og de mange unge sorte mænd, der hang ud på pladsen. De havde gevaldigt travlt med alt muligt og forsvandt jævnligt ind bag buskadset på pladsen. Hvad de havde så travlt med sådan en fredag aften i udkanten af Bologneskoven, kan man kun gisne om.

En anden oplevelse var, da vi spiste frokost på en lille lokal bistro nær Gare du Nord; også et kvarter med en lidt blandet befolkning som ikke alle er "guds bedste børn". Der opstod et skænderi mellem to gæster og tjeneren. De stod og råbte op inde i restauranten, to meter fra, hvor vi sad. Hvad det gik ud på, fandt jeg aldrig helt ud af. Vrede franskmænd taler meget hurtigt, og de fortalte heller ikke historien fra starten af for min skyld, men beskyldningerne fløj gennem luften og begge parter råbte op om politiet. Efter nogen tids råberi gik de to gæster, som vist var far og søn, ud og satte sig på fortovsterrassen og det hele faldt lidt til ro på. Men lidt senere, kom den unge fyr ind i restauranten igen og fortsatte skænderiet. Pludseligt tog han en stol op og kylede den ind over baren, så der lød et rabalder of flere flasker faldt på gulvet. Det optrappede selv sagt skænderiet, og en større flok af tjenere og tililende venner til de to mænd fortsatte nu skænderiet, medens mændene blev gennet ud af restauranten af tjenerne. Ude på den overdækkede terrassen rev en af mændene dugen af et bord, så glas og flasker smadredes mod fortovet og en stakkels dame forskrækket søgte tilflugt bag nogle andre gæster. Herefter forlod mændene restauranten, og vi fik vores mad. Senere kunne vi så følge med i, hvordan politiet ankom til stedet på cykel og snakkede med personalet og bagefter med de (tidligere) råbende mænd, som stod ovre på den anden side af gaden. Hvad det endte med, er ikke til at sige, men politiet tog af sted igen og vi var færdige med at spise og tog videre; en oplevelse rigere. Vi sad lidt i ly af en skillevæg og tog egentligt hele optrinnet som en kulturel oplevelse. De er nu lidt hidsige, det franskmænd. Det var aldrig sket hjemme i "pæne" Luxembourg.

På vej videre op mod Montmartre gik vi gennem Barbés kvarteret, mit gamle kvarter, hvor jeg har boet. Når man starter dagen med at gå en tur ned gennem Champs des Elysees, så kan man næste ikke komme længere væk end Barbés; sådan rent kulturelt. Allerede ved metrostationen myldrede det med sorte mænd, hvoraf mange stor og rakte cigaretpakker frem for at sælge dem til os og der var et leben af sælgere og en masse, der bare hang ud. Så gik vi ellers op gennem nogle gader, der myldrede med selvbestaltede markeds boder og forretninger, der solgte guldsmykker, afrikanske tekstiler eller alt muligt, især billigt lort. Et absolut leben var der, og det var lige som at komme til en helt anden verden, hvor vi adskilte os ret meget både i hudfarve og påklædning. Man kan sige, hvad man vil, om sådanne kvarterer, men jeg husker det som et godt sted at bo. Der var altid folk på gaden, også sent om aftenen, når jeg kom hjem fra arbejde, og der var masser af almindelige butikker og ikke mindst møntvaskerier, hvad man ikke finder i de fine kvarterer.

På et tidspunkt gik vi forbi en indgang, der så interessant ud og lagde derfor vejen forbi noget, der viste sig at være Hôtel de Sully (et hotel i Paris er ikke nødvendigvis, hvad vi forstå ved et hotel, mën kan bl.a være en herskabsbolig). Hôtel de Sully er bygget som privatbolig i 1624 af en hasardspiller, der tabte hele sin formue på én nat. Han må have været svimlende rig, for Hôtel de Sully er et helt fantastisk senrenæssance byggeri. Det er renoveret for nyligt og huser i dag en organisation for bevarelse af historiske bygninger. Vi kunne ikke komme ind, men bare at se bygningerne udefra med haveanlæg var helt fantastisk. Se billederne i dette blogindlæg.

Søndag var vores lokale bageri, hvor vi 'plejer' at spise morgenmad, lukket. Vejret var simpelthen så mildt, så da et nærliggende bageri ingen siddepladser havde, men solgte kaffe, så købte vi simpelthen brød, orangejuice og kaffe og indtog morgenmaden på en nærliggende bænk. Vældig hyggeligt, og så på Avenue de la Grand Armé. Det er også en af de små hyggelige oplevelser; at spise morgenmad på en bænk den 31. oktober lige bag Triumfbuen.

Nok om Paris, vi havde en fantastisk tur. Om end det smertede, at vi måtte tage hjem kun et par dage inden VM i fægtning afholdes i noget så smukt som Grand Palais; endnu et af Paris smukke bygningsværker, et udstillingsanlæg bygget lige før 1900 i Beaux-Art stil.

Oktoberbesøg og fægtning i Embourg

Der står en lasagne og bager ude i ovnen. Vi skulle egenligt have været til fægtetræning, men Louise var syg i dag og blev hjemme fra skole. Her til aften var hun så kvik, at hun bad om lasagne til aftensmad, så jeg har kokkereret og sidder nu og glæder mig til at nyde resultatet. Hjemmelavet lasagne er ikke noget, man laver på 5 minutter, så det blev heller ikke til fægtetræning for mit vedkommende. Der var også brug for en hjemmeaften.

Vi har haft besøg hen over weekenden af 4 modne herrer fra Danmark, hvoraf den ene var min bror. Det har været hyggeligt og har medført en del indtagen af god mad.

Lørdag, da jeg havde fri fra arbejde, var jeg med herrene på tur til Mosel, hvor vi tog ind på et vinslot og smagte moselvin. Det var rigtig hyggeligt og interessant; damen som tog imod os var rigtig godt til at fortælle om stedets historie, om hvordan romerne etablerede vinmarker for 2000 år siden og ikke mindste om de vine, som vi smagte. Det blev da også til køb at nogle kasser vin.

Vi tog så sydover for at se Maginotlinien, og gjorde undervejs et holdt i en mindre fransk by, Sierck les Bains, for at få lidt frokost. Apropos udkandtsdanmark, så skal jeg hilse og sige, at udkandtsfrankring, er der bestemt også noget, der hedder. Jeg har tidligere været i Sierck les Bains, hvor de har en gammel borg, som er absolut seværdig, og et gensyn med byen bekræftede, at det er en beskidt, luset by, uden ret meget forretningsliv. Der er mange "gode" håndværkertilbud i Sierck les Bains skulle jeg hilse og sige. Byen ligger ellers smukt ved moselfloden (se billedet herunder). Det lykkedes os at få frokost i form af nogle gode sandwich (tjeneren skulle dog lige til bageren først for at hente brød), og vi tog derefter ned og fik en rundvisning i Maginotlinien.


Søndag morgen tog vore gæster afsted, og Louise og jeg kørte fra morgenstunden til Embourg ved Liege i Belgien, hvor Louise deltog i et fægtestævne for børn og unge. Det er længe siden, at Louise har været til stævne, dels p.g.a. sommerpausen og så har der været en lang periode med besøg i og fra Danmark og noget weekendarbejde for mig, så det har ikke været muligt at tage til stævne. Så det var rigtig dejligt at være afsted igen. Det er nu så hyggeligt, at går rundt og kikke og småsnakke med folk. En lille kuriositet var, at der pludseligt blev råbt i højtalerne, at der skulle udtages fægtere til dopingkontrol. Jeg tror, de tog omkring en 5 stykker blandt de unge drenge, så Louise slap for at blive dopingtestet (pyh).

Efter et veloverstået stævne kørte vi en lille omvej gennem Ardennerne og fik en faktistisk flot tur gennem et meget bakket efterårslandskab. Vejret var præget af pludselige og stærke regnbyger, herunder hagl, som holdt brat op igen og gik over i det fineste skarpe solskin. Så vi kørte igennem smukke landskaber, hvor solen skinnede i de spejlblanke, våde overflader og de friske grønne marker med naturlige hegn, træer og græssende kødkvæg. Jeg fik set vandfaldet i Coo, som vi kørte efter og vi tog så hjem og pustede ud søndag aften.

Sådan en tirsdag i oktober

Sådan en tirsdag i oktober er det koldt og mørkt at cykle på arbejde. Faktisk var det i dag den første morgen, hvor jeg fik den tanke, jeg vist skal have givet cykellygterne et eftersyn. Handskerne blev fundet frem i sidste uge.

Arbejdsdagen er gået med diverse opgaver, vi har en større implementering i november og der er både testopgaver og anden forberedelse. Jeg blev lidt tung i hovedet sidst på dagen - måske der er problemer med vores aircondition; der er flere som har følt sig tunge i hovedet sidst på dagen de seneste dage. Eller måske det bare er årstiden, der gør en træt og tung i hovedet. Det var ret gråt udenfor og det påvirker humøret selvom man ikke kikker ud af vinduet hele dagen lang (hi hi hi, nu er det vist tid til at komme med en gammel vits. Her er den: "Ved du hvorfor de EU-ansatte ikke må kikke ud af vinduerne om formiddagen? Jo, det er fordi, der skal også være noget at lave til om eftermiddagen").

Sidst på eftermiddagen klarede det pludseligt gevaldigt op og solen skinnede samtidigt med at der kom nogle kraftige byger. Det så grangiveligt ud som om det første, der kom ned fra skyerne var sne, og der kom også et par flotte regnbuer på himlen. Jeg arbejder i en moderne kontorbygning med kæmpe vinduer fra gulv til loft, så det var flot at gå hen til vinduet og se hele scenariet på "storskærm".

Tænk at vi for et par uger siden havde over 20 grader og solskin, temperaturen er raslet ned lige siden. Slut med indian summer. Velkommen til sidst-i-oktober-snart-vintertid-og-vi-skal-snart-købe-julegaver.

Jeg var en tur i vores lokale supermarked på vej hjem og kunne konstatere, at de første chokoladejulemænd har sneget sig frem på hylderne. Jeg købte nu ingen, men det blev til et par jordbærtærter hos bageren; det fortjener man lidt i denne mørke tid.

Ud at se med DSB

Vi sidder i verdens langsomste DSB tog på vej fra Kastrup Lufthavn til Århus. Toget holder i små byer syd for Vejle, som jeg end ikke anede eksisterer og jeg er tæt på at fortryde, at jeg ikke lejede en bil i lufthavnen. Eller rettere sagt, jeg har fortrudt det, men det er for sent nu.

Sidste weekend havde vi besøg af vores fægtevenner Mona og Julius, og vi tilbragte nogle dejlige og sjove dage sammen. Det blev både til tour-de-Luxembourg og en tur til Metz samt derud over mange fornøjelige kortspil og grineture. Louise havde Julius med i skolen en dag og til fægtetræning den ene aften. Vi benyttede besøget til at præsentere den luxembourgske konditorkunst, så vi fik spist nogle dejlige kager. Mum mum.

I denne weekend er vi så i Århus til søsterens runde fødselsdag.

Lige nu holder toget i Høje Taastrup.

Vi er lidt trætte; bare tanken om at ankomme til Århus H klokken halv et, når man har haft en fuld arbejdesdag, er trættende. Og vi har begge travlt for tiden. Jeg har meget at lave på arbejdet og Louise har mange lektier og tests i skolen, som hun skal forberede. Vejret kan vi dog ikke klage over. Vi har haft mange fine dage den seneste uge, og senest flere dage med over 20 grader og solskin. I denne tid må man nyde hver eneste solskinsdag i fulde træk, for det bliver lidt mørkere for hver dag, der går og hver morgen bliver lidt koldere og lidt mere fugtig. Efterårsfarverne er ved at være fremme og træerne står flotte; gule, grønne, gyldne og røde.

Så er vi i Roskilde.

Jeg var i Roskilde for ti dage siden. Jeg var på seminar i Glostrup og som en socialt indslag var vi den ene aften på en lille turisttur til Rolkilde inden vi spiste middag. Meget hyggeligt, vi gik bl.a forbi Roskilde station, som vi holder på lige nu. Det er Danmarks ældste stationsbygning og den blev bygget i forbindelse med anlæggelsen af landets første jernbane, som blev anlagt mellem København og Roskilde. Louise finder lektierne frem nu. Det er en god disposition, for hun har en hård weekend forude med den første aftale, når vi ankommer til Århus efter midnat. Man skal jo ikke spilde tiden, bare fordi, det bliver nat.

Nu er vi så kommet til Ringsted.

Louise er gået i gang med at skrive en sang om Danmark, som hun skal aflevere i dansk. Det er ikke en opgave, som passer hende, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så det er bare med at vælge en melodi, og finde ud af, hvordan det skal gribes an. For nylig skulle hun skrive en mindre opgave i engelsk under temaet "Hvorfor man skal lave sine engelsk lektier". Hun havde misset sine lektier, og da læreren spurgte, hvem der ikke havde lavet lektier, rakte hun hånden op. Hendes opgave kom derfor blandt andet til at berøre den kendsgerning, at andre, der heller ikke havde lavet lektier, men som undlod at række hånden op, ikke blev straffet med en ekstra opgave. Heldigvis havde læreren givet udtryk for at der var noget at tænke over - det er ikke alle lærere, der kan klare den slags konstruktiv tilbagemelding fra eleverne.

Så blev det Slagelse. Vi pløjer os langtsomt gennem "udkantsdanmark". Utroligt, at et så lille land kan have en udkant, det giver assotioner til tiden før 1492, da sømændene var bange for at sejle ud over verdens kant. Utroligt, hvad der er sket med mobiliteten bare de sidste 10 år, hvor det ikke længere er eksotisk at tage på ferie i New York. Der er jo snart ikke længere en plet på kloden, hvor man ikke kender nogen, der har været. Selv antarktis kender jeg en, der har været.

"Næste station Korsør". Louise kikker op og spørger forundret, om vi stadig på Sjælland. Jo, den er god nok, men nu er der ikke langt til kanten af Sjælland.

Nu sætter toget igang igen, og vi sætter kursen mod Storebælt og dermed mod undergrunden.

Grund, er en bydel i Luxembourg. Den ligger nede i slugten og består af hyggelige gamle huse, med den lille Alzette flod løbende igennem. Der er restauranter og caféer og flere museer. I det flotte Neumünster kloster område er der gratis jazz musik hver søndag formiddag i en stor del af året.

Så er vi kommet op til overfladen og næste station er Nyborg.

Borge er der masser af i Luxembourg. Selve byen Luxembourg er faktisk startet for over 1.000 år siden som et fæstningsanlæg, og lever dermed op til sit navn, Der er masser af mere eller mindre istansatte borge og slotte rundt i landet og de omkringliggende lande. Vi var på Chateau Malbrouck sammen med Mona og Julius i sidste weekend. Det er en gammel borg, som ligger tæt ved Schengen i grænselandet, hvor Luxembourg, Tyskland og Frankrig mødes. Det er en smuk borg, som blev restaureret for få år siden med stor respekt for de oprindelige materialer og stil. Den ligger højt oppe i landskabet og har i klart vejr en en fantastisk udsigt. Efterårsdisen lå dog tykt ud over landskabet, da vi var der i sidste uge.

Medens toget pløjer sig hen over Fyn har Louise for længst opgivet sin Danmarkssang og har i stedet kastet sig over Tetris på computeren og SMS'er til veninderne i Århus, der sidder og venter på Louises ankomst. Jeg har en bog med, men føler mig lidt tung i hovedet, så det bliver kun til lidt blog-skrivning ind imellem stationerne. Når man står op derhjemme i Luxembourg, går på arbejde og så går i seng i Præstehaven, så føles det gerne lidt pussigt. Men jeg tror dog, at selv H.C. Andersen ville have haft sjælen med på denne tur hen over det fynske land. Så, nu er der afgang fra Odense.

Højtalerne i toget opfordrer nu til ro i togets stillezoner. Gad vide, hvad der foregår i stillekupéerne, måske folder de vilde fester. Det er så stille i resten af toget, at en skoleklasse på vej på lejrskole nærmest ville føles som en opmundrende element.

Matematik er en sjov ting. Man kan køre fra Luxembourg til Århus på 9 timer, hvis man er heldig med trafikken. Når man forlader arbejdet kl. 16 for at flyve til København og derefter er uheldig med togtiderne, så er man hjemme i Præstehaven kl. 1 om natten, hvilket mærkværdigvis også er 9 timer. Men det skal man nok ikke tænke på nu.

Næste station er Middelfart, og toget kører med middelfart.

Nu kører vi over Lillebælt, og jeg sender en tanke til Christian den II, der sejlede frem og tilbage her for mange år siden; pragtfuldt genfortalt i "Kongens Fald", en af de bøger, som man bør genlæse løbende med nogle års mellemrum.

Så kom vi endelig til Fredericia, eller "FrederiXia", som de altid siger i togets højtalere, og vi har nu jysk muld under os. Vi holder på stationen i noget, der føles som en evindelighed, og jeg har DSB lidt mistænkt for at gøre det med vilje, for at rygerne kan stå på peronen og hive vejret ind gennem cigaretterne.

Børkop er en by nord for Fredericia, og den ser både uddød og mørk ud på denne tid af aftenen. Men toget holder stille og venter på folkemasserne. Gab.

Brejning er en by nord for Børkop, og den ser mindst lige så uddød og mørk ud.

Endelig ankom vi til Vejle og det begynder i det mindste at smage lidt af Østjylland. Derefter Horsens og Skanderborg.

Nu kan vi ane Århus H forude.

Dette blogindlæg er ikke ment som et brokindlæg, men blot et causeri over en togtur, der føltes meget laaang. Godnat.

Hverdag igen

Så er det hverdag igen; på godt og ondt.

Louise har været i skole i snart tre uger. Sjældent har jeg set nogen glæde sig så meget til at komme i skole. Hun kunne ikke tale om andet end bøger, stribet papir, fag og lærere i den sidste tid i ferien. Der er også sket meget i dette skoleår; hendes klasse er blevet splittet op i to klasser, da de ellers ville have været 32 elever, hun har fået nye fag bl.a Økonomi og hun har fået mange nye lærere. Vi er også snart på plads med det praktiske; der er altid et efterslæb af bøger, der skal købes og alt muligt 'skrammel', som skal anskaffes (hængelåse til skabe, underlige linialer, pensler m.v.).

Vi har begge været gennem den obligatoriske efter-ferie forkølelse og jeg tog yderligere en omgang med noget feber-noget, så jeg har faktisk skrantet lidt i et par uge, men det ser ud til at være slut nu (7-9-13).

Fægtesæsonen er startet igen, og det var rigtig dejligt at komme igang igen efter et par måneders sommerpause. Det trænger kroppen til.

Schueberfouer er slut nu; der er et marked/tivoli, som finder sted hvert år i tre uger sidst i august og i begyndelsen af september. Det startede allerede i 1340 og var således 670'enstyvende gang i år med omkring 2 millioner besøgende i de tre uger. Under Schueberfouer mærker vi en konstant sødlig lugt af popkorn og pandekager på vores altan og vi kan høre lydene fra attraktionerne og hvinende gæster. Men det er nu meget hyggeligt, det ligger alligevel så sent på sommeren, at det er slut med at sove med åbne vinduer.

September er en travl arbejdsmåned. Jeg er på arbejde tre weekender i træk, fordi vi har nogle tekniske opdateringer som skal foretages udenfor forretningstiden. Det har været planlagt længe, så det føles ikke så slemt, men det sætter jo fritidssyslerne lidt på hold. Tidligere på ugen var jeg tillige på seminar i Danmark et par dage, så det er ikke meget Louise får set til mig i denne uge. Vi var til Kate Nash koncert sammen i onsdags. Jeg landede i lufthavnen sidst på eftermiddagen og vi tog aftensmaden på vej til koncerten, der fandt sted i Atelier, et hyggeligt spillested i Gare-kvarteret. Koncerten var rigtig god; Kate Nash har en fantastisk kraftfuld stemme og hun er meget musikalsk. Det var dog lidt mystisk at hun havde valgt nogle ret amatøragtige teenagere fra New York til opvarmning; ikke kun var de elendige at høre på, men deres fremtoning mindede om noget fra en skolekomedie. De fik endda lov at komme med på scenen sammen med Kate Nash under noget af koncerten, hvilket ikke gjorde det bedre. Hmmm mystisk.

Første uge af september havde vi besøg af far og mor, der var på tur med et vennepar. De overnattede et par dage ved Mosel og vi hyggede os sammen i weekenden, inden de drog videre på deres rejse. Det var rigtig hyggeligt og vi var heldige at have det smukkeste lune septembervejr. De kommende weekender får vi også flere besøg fra fædrelandet, og vi skal selv en tur til Danmark til rund fødselsdag.

September er lidt af en on-off måned.

Nogle dage er det det fineste lune solskinsvejr. Smukke dage, som næsten ikke overgåes på nogen anden tid på året. Naturen er så småt ved at tage efterårsfarver, og vi ser en mylder af egern i parken. Louise kom hjem og fortalte grinende, at hun en morgen havde set et egern løbe over vejen og passere ind over forruden på en bil; damen der sad i bilen havde skreget højt af forskrækkelse. Nogle morgener, når jeg cykler på arbejde, så ligger disen ind over kløften og op over broen over mod Kirchberg. Så kan man se toppen af bygningerne gennem disen og solen bagved; det er et betagende syn, som jeg aldrig bliver træt af. På disse smukker morgener hviler der også et fantastisk lys i parken, som får det til at se helt overnaturligt ud. Rent mentalt giver det en god start på dagen.

Andre dage er der koldt og regnende. I går styrtede det ned og tordnede, så himmel og 'hav' stod i et. Heldigvis var det aften og vi kunne sidde indendørs og nyde stemningen. Der har været morgener så kolde, at man kunne an se sin egen ånde og lejligheden er kold og klam.

Ellers går tiden stille og roligt. Louise laver lektier igen, og jeg har fundet tid til at læse bøger igen. I juli og august havde jeg travlt med at læse faglitteratur og skrive opgave til mit seneste kursus på universitetet, men det er slut nu og der er luft til almindelig hyggelæsning.

Nice is nice - sommerferie part II

Nice er 'nice'; der er sikkert. Det er helt underligt at ankomme til den sydfranske varme, som slår en i møde med et kraftigt slag. Når vi stopper bilen for at gå igennem betalingsanlægene på motorvejen, åbner vi ikke længere vinduerne, fordi varmen slår kraftigt ind i bilen.

Vi har lejet en lejlighed i den indre by af en bekendt, og den ligger i et herligt kvarter tæt på marina og strand og samtidigt et kvarter, hvor der bor 'rigtige' mennesker; hvor der er bagerier, købmandsforretninger og alt muligt dagligdags; udenfor turistkvartererne og alligevel tæt på det hele. Vi var i samme lejlighed for fire år siden, så det er anden gang, vi er her og det er sjovt hvordan vi hurtigt fornemmer byen igen; hvor det store supermarked ligger, hvordan man går ned til stranden og de små restauranter i området. Denne gang er vi her i længere tid og har bil med, så vi kan tage nogle længere ture ud fra Nice.

Det er en hyggelig lille fransk lejlighed; en stor stue med åbent køkken, et flot badeværelse og soveværelse. Eneste ulempe er, at den ligger på 5te sal uden elevator, hvilket er værst på ankomstdagen og også lidt på afrejsedagen. Vi har en lille altan med østensol og om aftenen står månen op over bakkerne inden den bevæger sig sydover ud over middelhavet. Den store hund i nederste lejlighed i opgangen lever stadig og Louise smider forsigtigt godbidder ned til den, når det er mørkt og man ikke kan se folk dernede eller kan se, hvor godbidderne kommer fra. Som Louise sagde; 'jeg ville bare blive så sur, hvis jeg havde en hund og folk smed mad ned til den'. Jo jo, forsøget på opdragelse er ikke gået helt hen over hovedet af hende.

Vi har været på besøg i Fondation Maeght, som i mange år har stået som noget helt særligt for mig. Helt tilfældigt stod jeg i en boghandel i Luxembourg dagen før vores afrejse og så en bog om Fondation Maeght og et eller andet fik mig til at kikke i den og lede efter beliggenheden. Og jo, Fondation Maeght ligger tæt ved Nice i Sct. Paul Venice. Det ligger idyllisk højt oppe i bakkerne blandt pinjetræer og oliventræer. Der er kunstværker både inde og ude; Miro, Fernand Leger og masser af store kunstner, men især masser af Giacometti, der jo var årsagen til at jeg gerne ville derhen. En særudstilling bragte antallet af Giacometti værker op på 170 værker; skulpturer, malerier og tegninger.

En tur til Monaco blev det også til. Vi havde en hyggelig dag der, men burde nok have taget bussen for trafikken var djævelsk og vi brugte ret lang tid i trafikmylderet og var slet ikke så mobile, som det var meningen, at vi skulle være. Vi gik impulsivt ind og så det store Oceania Museum, som er et af de store attaktioner i Monaco. Der var mange flotte akvarier i underetagen med mange flotte og underlige fisk, men oplevelsen led noget under de mange meget aktive franske børn og deres stolte fotograferende forældre. Vore tanker gik tilbage til et besøg på et akvarie i Philidelphia for fem år siden, om end de franske børn ikke var helt så slemme (det ville også være svært at nå det høje niveau for dårlig opdragelse). De havde et hajbasin på museet, som ikke helt kunne leve op til Kattegat Centeret (som Louise sagde, 'de er jo på størrelse med store torsk'). Bort set fra fiskene, så var museet en fantastisk flot bygning i sig selv og der var andre ting i museet, som faldt lidt udenfor fiske-temaet; mildelst talt. Mest facinerence var nok fåret. Det fantastiske var ikke, at man have taget et (dødt) får og puttet det i en gennemsigtig beholder med sprit, men at man havde skåret det over på midten (på langs, fra hovedet og ned gennem kroppen til bagdelen), og lagt hver halvdel i hver sin montre med sprit. Når man kikkede fra den ene side, så man et får. Når man kikkede fra den anden side, så man et får. Men når man gik ind i midten mellem de to beholdere, så man et overskåret får med indvolde og hvad der nu er inde i et får af dimser; ret facinerende faktisk. Louise brød sig ikke meget om det, men jeg syntes, at det var facinerende. Sjovt nok, er det det, jeg vil huske mest fra Oceaniaet i Monaco. Men jeg kan jo også stadig blive helt salig ved tanken om den sommer for mange mange år siden, hvor Jakob og jeg gik hjem fra skolen og hver dag kikkede på en kat, der var påkørt og lå død i vejsiden; et selvstudie i 'til aske skal du blive'. Naturen har nogle facinerende sider.

Vi var også forbi Kasinoet i Monaco, men kunne desværre ikke gå ind og se på løjerne, da Louise dels var alt for ung til at komme ind og dels havde taget noget tøj på, der forhindrede os i at lyve hende nogle år ældre. Vi havde planlagt at sætte os på en cafe foran kasinoet og kikke på folkelivet der, men vi fik hurtigt nok og valgte at indtage frokosten et andet sted. Der var et stort menneskeopbud foran kasinoet og rækkevis af dyre biler som Ferrari, Bendley og meget andet (jo jo, der var faktisk også nogle Mini'er kunne jeg med glæde se), men folkelivet var mere præget af de mennesker, der var kommet for at se på de andre, og ikke nær så meget af de folk, som skulle ses på. Og selv om tætheden af dyre biler bestemt var meget høj, så var vi nok spoleret lidt af et allerede ret højt niveau af flotte biler i Luxembourg og havde ikke så stort behov for at gå og sukke over bilerne. I stedet indtog vi frokosten tæt ved lystbådhavnen og kunne sidde og følge med i, hvordan personalet gik og klargjorde de kæmpemæssige yachter og hvordan nye yachter lagde til; også et spændende scenarie at følge med i. Vi havde en del diskussioner af, hvordan det ville være, hvis vi havde en båd af den størrelse og måtte nok konstatere, at det ville være sjovt et par uger, men så heller ikke længere. Så i grunden er det slet ikke så skidt, selvom vi ikke har en yacht med 5-10 ansatte.

Stranden fandt vi aldrig ned til, så vi fik ikke engang badet i Monaco; Louise havde ellers medbragt sin nye grønne plastik bade-krokodille, der hedder Albert, opkaldt efter Prins Albert af Monaco. Efter en hyggelig eftermiddag kørte vi hjem til Nice med følelsen af, at her behøver vi ikke komme igen; Nice er meget federe. Og Albert har været med ude at bade i Nice!

Mest har vi dasket rundt i Nice, været ved stranden, kikket på folkelivet og forretningerne. Her er mange spændende typer, fra de meget elegante og avancerede til de værste taber-typer. Og alle turisterne selvfølgelig, hvilket omfatter de obligatoriske danskere, der altid forfølger en, når man er på ferie. Vi kikker en del på folk, når vi går på gaden eller sidder på en restaurant; vi opdigter historier om folk, hvem de er og hvad de er igang med; især hvordan de er relateret til hinanden; er de i familie, er de venner eller naboer? Vi kikker på, hvordan de foretager spændende parkeringer lige for næsen af os, hvilke hunde, de er ude at lufte og hvad de har af tatoveringer og pircinger. Vi har taget bøger med og læst en del og måtte desuden et par gange på internetcafe for at dække abstinenserne, frit WiFi er åbenbart ikke nået til bylivet i Nice. Louise fik det obligatoriske møde med en brandmand (en af dem, der er ude i havet), og jeg fik demonstreret, hvorfor der er så mange apoteker i Frankrig (de ikke-receptpligtige lægemidler i Frankring er talrige og de er flittige til at lange dem ud over disken).

Jo, Nice er nice. Det er en ret stor by, det opdager man især, når man kommer her i bil, da der ligger mange 'folder' af byen ind imellem bakkerne, der opkranser byen, og afstandene er også større, end de lige ser ud til. Men byen lever op til kombinationen af spændende byliv og solrigt strandliv, som jeg synes er så dejligt. At ligge en uge ved en strand uden meget andet, ville gøre mig skør. Her er mennesker, kultur og natur i en skøn blanding.

Ferietid i Danmark - sommerferie part I

Efter 12 dage i Danmark er kursen atter sat syd på. Det har været nogle stille feriedage, hvor vi ikke styrtede så meget rundt, som vi ofte gør, når vi er i Danmark. Der var simpelthen brug for lidt mere ro. Det blev så lidt mere tid til arbejde i haven og huslige sysler, om end jeg ikke kom så langt, som jeg gerne havde villet. Jeg startede en renovering af min fortrappe, som ikke blev færdig på grund af den meget regn, som faldt over flere dage, så jeg blev ikke helt udlært som murersvend. Der var også noget udendørs malerarbejde, som jeg gerne ville have haft lavet. Hold op, hvor det regnede.

Ellers er det blevet til nogle visitter, et par besøg i fægteklubben og et par ture i biografen.

Tilbage i Luxembourg; det er helt mærkeligt at komme tilbage til en solvarm, doven by. Som altid i ferietiden, er Luxembourg affolket og der hviler en doven ro over byen. Vejret har været skiftende, men den dag, hvor vi er tilbage, er der solskin og varme, så det giver en stor kontrast til den seneste tid regnvejr i Danmark. Det gav tid til et par praktiske ting, bl.a. at hente nogle af Louises skolebøger, som var bestilt før ferien. Vi fik styr på det tyske og de engelske bøger og mangler nu kun at hente de danske bøger. Louises sidste skoledag var den 18. juni og hun er nu ved at være meget klar til at komme i skole igen; men hun må dog vente lidt; først den 7. september kan hun begive sig i skole igen. Ind til da kan man afreagere lidt ved at få styr på de mange bøger, hæfter og papirblokke, der skal købes.

Arbejdsweekend

Jeg har længe undret mig over, hvor man køber brugte møbler og lignende. Jeg kender to genbrugsbutikker, der sælger secondhand tøj, herunder også designertøj som Armani og Gucci. Tøjet er af høj kvalitet og ser ud som nyt. Priserne er selvfølgelig derefter, især hvis det er de kendte mærker, men man kan få noget ret flot tøj billigere end hvis man køber nyt i forretningerne. Endelig fandt jeg ud af, hvor der var en seconhand forretning, der sælger møbler og jeg tog over til den i går. Det var et sjovt sted; en stor hal fyldt med møbler, billeder, tæpper, lamper og alskens sniller-snaller. Der var en masse skrammel, men det var også et sted, hvor man kunne gøre en god god handel, hvis man lige er der på ret rette tidspunkt. Det var et ret sjovt sted, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til.

Weekenden er primært gået med at skrive; jeg sluttede undervisning på mit kursus i fredags efter to hårde uger og skal nu have færdiggjort et individuelt projekt, som skal afleveres sidst i august. Da jeg går på ferie fra på fredag satser jeg på at få det mere eller mindre færdigt inden da. Ud over at det er slidsomt, så går det egenligt meget godt. Det er et spændende emne og jeg synes, at jeg har meget at skrive om.

Jeg tillod mig dog at tage et smut ind i byen i dag ned i Grund, hvor jeg mødtes med et par kolleger til søndags jazz. Der er gratis jazz hver søndag hele sommeren og fredage har de noget tilsvarende fyraftens-jazz. Det foregår ved Abbay de Neumünster, der er et gammelt kloster, og der er nogle gamle renoverede fængselsbygninger, der nu huser et kunstmuseum. Derfor kaldes det også jail-jazz. Alt i alt et rigtigt dejligt historisk område med masser af sjæl. Vi sad udendørs under en markise og nød musikken over en kop kaffe og en øl. Bagefter tog jeg hjem og skrev videre.

Ugen mest gået med arbejde, studie og læsning. Torsdag aften var jeg ude at spise med holdet efter undervisning. Jeg kender en del af dem fra det sidste kursus, jeg tog, og det er en masse energiske og spændende mennesker. De kommer fra alle mulige lande og vores professor denne gang er fra USA, så det er en international forsamling.

Billedet her er taget på en regnvejrsdag indvendigt fra Chambre de Commerce; Handelskammeret, hvor jeg går til undervisning.

Hu hej, hvor det går

Jeg er igang med mit andet fag på Sacred Heart University "Change Management". Vores professor kommer fra USA, så de har lagt de 30 timers undervisning på en periode af kun 12 dage med undervisning alle hverdagsaftener. Bogen læste jeg inden kursusstart, det var simpelthen nødvendigt. Når man får fri kl. 17 og har undervisning alle aftener, så skal den øvrige tid bruges til at læse artikler, lave gruppearbejde og et individuelt projekt. Pyh ha, det er presset og jeg burde slet ikke sidde her og skrive blog, men det gør jeg nu alligevel.

Jeg snød mig nogle timer fri i dag, jeg havde set, at "Word Press Photo 2010" var udstillet i Clerveaux med sidste udstillingsdag i dag. Så jeg kørte altså en tur til Clerveaux og så udstillingen. Den var meget fin, fantastiske billeder der blev ledsaget af historien bag billedet, hvilket mange gange gav et ordenligt sug i maven. Pressefotos er ofte fra verdens brændpunkter, og der var da også en billedserie af en stening, som nok kan give stof til eftertanke. Udstillingen kommer til København midt i oktober, og kan stærkt anbefales.

Billedet her til højre er taget på hjemturen fra Clerveaux. Der er mange smukke landskaber i Luxembourg.

Denne weekends lettere stress står i skarp kontrast til weekenden for 2 uger siden. Jeg kørte Louise til Danmark, alene hendes fægteudstyr når op på 20 kg. som er grænsen for bagage med SAS og så er der jo alt det andet, som hun har slæbt med til de 4 uger, som hun hygger sig i Danmark alene samt yderligere 2 uger sammen med mig. Ergo startede jeg Minien og kørte til Århus, jeg havde taget 2 fridage til lejligheden og fik på den måde en weekend i Århus, der var dejlig og afslappet. Varme, solskin og strandturer inden turen igen gik sydpå.

Louise hygger sig med besøg i Aalborg, sommerhus på Mols, besøg hos bedsteforældrenen og ikke at forglemme den årlige fægtelejr i Bramminge, hvor hun ud over en masse god fægtetræning er sammen med fægtevennerne fra Hellerup, Kalundborg, Varde, Århus m.v.

Philharmonien 5 år

Sidste weekend holdt philharmonien 5 års fødselsdag. Jeg tog derud for at kikke lidt søndag sidst på eftermiddagen.

Jeg havde kørt Louise ud til en veninde om formiddagen. De skulle til Rock-A-Field, en stor endags musikfestival. Og derefter tog jeg i svømmehallen og tog 3 kilometers brystsvømning, hvilket både var godt både for kroppen og fordi det var så ulideligt varmt udenfor. Hjemme igen spiste jeg frokost og læste indtil klokken var så mange, at jeg fornemmede, det var til at holde ud at cykle ud til philharmonien. Det viste sig nu, at det stadig var ulideligt varmt, så jeg var godt rød i hovedet, da jeg kom derud.

Dagen blev fejret med en masse gratis musikarrangementer, både i den store sal, i en mindre sal og nogle forskellige steder rund omkring i bygningen. Der var masser af mennesker.

Jeg er jo ikke så meget til klassisk musik, så jeg var der mest for at kikke på bygningnen, og der var også noget jazz musik. Mit gamle kamera gik i stykker for et stykke tid siden, og jeg har netop købt et nyt, så det var en god lejlighed til at tage nogle billeder. Philharmonien er en fantastisk bygning, og solen skinnede med blå himmel, så det gav et fantastisk lys inde i bygningen. Billederne her er taget inde i bygningen.

Jeg hørte også lidt musik, hvad jeg troede var noget jazz viste sig at være noget en moderne komposition med flygel og zylofon, og nok ikke helt min kop te. Men det var rigtig spændende at kunne bevæge sig rundt i bygningen.

I denne uge har vi begge været til koncert med Skunk Anansie i Rockhal i det sydlige Luxembourg. Vi var sammen med Louises veninde og hendes familie, og havde en hyggelig aften, hvor vi først spiste sammen og derefter koncerten. Skunk Anansie er nok lige lidt til den hårde side efter min smag, men deres sangerinde synger fantastisk, og de lidt mere ´stille´ numre er helt fantastiske. Sangerinden er sort og fuldstændig skaldet, og hun har en enorm udstråling.

I dag søndag er der Rock um Knuedler, et af de mange arrangementer, der finder sted i sommerhalvåret. Rock um Knuedler er en række gratis udendørskoncerter på det store torv inde i centrum. Sidste år var vi inde og høre Simple Minds, der var hovednavnet, men i år kender jeg ikke rigtig noget af det, der er på programmet, så jeg vil lade humøret bestemme, om jeg/vi går en tur derind senere på dagen.

Nancy

Jeg sidder på altanen og spiser sen morgenmad. Jeg cyklede ned til bageren og hentede baguette og pain au chocolat. Solen skinner og det bliver endnu en varm dag med omkring 30 grader, men der er stadig et stykke køligt skygge på altanen, så jeg kan sidde her og nyde min kaffe, grapejuice og brød. Det har været dejligt vejr i nogle dage og vejrudsigten siger flere varme og solrige dage på vej. Åh, så er livet dejligt.

Det var nationaldag i onsdags. Jeg tilbragte aftenen før i fred og ro derhjemme, medens Louise var ud og fejre med vennerne. Vi benyttede fridagen til en tur til Nancy, der ligger i Frankring 118 km herfra. Nancy er en ret stor by, der tidligere var hovedstad i Lorraine hertugdømmet, der først blev en del af Frankrig så sent som 1776.

Der er masser af cafeer og et livligt handelsliv. En af de allerstørste seværdigtheder er Place Stanislav opkaldt efter en tidligere hertug. Pladsen blev fuldstændig renoveret i 2005. Pladsen er kæmpestor, den er belagt med flotte brosten og helt fri for biler. Den er omkrandset af flotte klassiske bygninger og i hjørnerne står en række store flotte jernporte belagt med skinnende guld.

Vi endte med at spise frokost på selve pladsen og sad længe under en markise og kikkede ud på folkelivet.

Jeg er lidt mat efter en god omgang fægtetræning i aftes. Både Louise og jeg var afsted, da der var træning i begge vore klubber. Det er med at benytte sig af det, inden de om kort tid lukker ned for træning i sommerferien og først starter i midten af september.

Sommer sysler

Det har været en travl uge. Et fordrag om ledelse arrangeret af det amerikanske handelskammer, en favel-reception og en vinsmagning i en portogisisk vinhandel. Desuden indkøb af et nyt fotografiapparat (det gamle var gået i stykker) og et par besøg hos tandlæge, læge og på værksted med bilen.

Jeg her fået medicin for skjoldbruskkirtlen et par måneder nu, og det er ikke noget, jeg mærker nogle gener af. Efter et par kontroller og korrektion af medicinen kan jeg nu nøjes med at komme om et halv år til kontrol. Det passer mig glimrende, det er noget bøvl med det læge-renderi. For slet ikke at snakke om besværet med at sende regningen til sygesikringen bagefter, så man kan få refusion af de mange penge, som man skal betale i første omgang for lægebesøg og tandlæge. Min skulder er også ved at være på plads. Det endte med at vise sig, at det var en betændelsestilstand og efter en omgang medicin så er det ved at være på plads og jeg har genoptaget fægtetræningen efter en længere pause. Åh, det er dejligt at komme igang igen. Jeg lod mig endda overtale til at deltage i et stævne arrangeret af min klub, så jeg fik rigtigt banket kroppen igang.

Vi var i Metz i sidste weekend og se det nye Centre Pompidou, der åbnede i maj i år. Åbningsudstillingen viser værker af mange kendte kunstnere og selve bygningen er et kunstværk i sig selv.

Af andre gøremål har jeg reorganiseret og omplantet mine altanplanter. Vinteren var hård og flere af mine store planter kunne ikke klare mosten, et par vinplanter, et citrontræ og et oliventræ måtte melde pas. Det har også været hård frost og planterne er nok mere udsatte på en altan. Øv øv.

Det er ved at være rigtig sommer. Parken er blevet mørk og grøn, og overalt står smukke fyldige roser; dybt røde, lyserøde, gule og hvide.

Louise er netop gået på sommerferie. Hun har fået fine karakterer og klarer sig godt. Én elev fra hendes klasse har ikke fået lov at rykke op til næste klassetrin og muligvis får de en eller to elever i klassen til næste år, som skal gå om.

I næste uge har vi en ekstra fridag, nationaldagen, hvor alle holder fri. Aftenen før er der stor fest i byen og fyrværkeri.

Alt muligt

Jeg har lige spist sen frokost; marineret sild på pumpernickel. Mest fordi jeg aldrig fik købt ind til hele weekenden og køleskabet er lidt tomt. Pumpernicklen var et impulskøb fra den anden dag; sildene stammer fra en Danmarkstur tidligere på året. Sildene har stået og gloet på mig i køleskabet i flere måneder. Af en eller anden underlig grund, så får jeg ikke lyst til marineret sild i Luxembourg, men det smagte faktisk rigtig godt, især efter en lang svømmetur. Jeg kørte Louise ud til en veninde, hvor hun nu bruger eftermiddagen på at bage æbleskiver, og bagefter kørte jeg op til Coque og tog en lang svømmetur. Så bliver man sulten.

I går tog vi en af vore hyggelige weekendture, igen en tur til Metz. Vi tog først ud og så det nyåbnede Centre Pompidou. Det er en fin bygning og rummer en masse fin kunst. Det gav os lejlighed til at gå lidt rundt i kvarteret omkring banegården i Metz og spise en sen frokost der. Bagefter tog vi ind omkring centrum og købte lidt forskellige nødvendigheder til garderobeskabet. På vej hjem nåede vi en tur omkring Ikea i Metz, der ganske som forventet viste sig at ligne Ikea i Arlon, Belgien.

Bloggen har ligget lidt stille i maj måned. Der har været så meget at se til, så det er gået lidt ud over blog skriveriet.

Vi havde familiebesøg hen over Kristi Himmelfart; min søster og to niecer. Bort set fra at vejret var lidt for koldt, så var det rigtig hyggeligt. Jeg havde taget fri dagen efter Kristi Himmelfart, hvor Louise også havde fri, så vi havde en del fridage sammen med vore gæster. Vi fik kikket lidt på Luxembourg og Metz og min søster fik løbet marathonløb her i Luxembourg med et flot resultat.

Med foråret kom der gang i Luxembourg igen efter en mørk og kold vinter. Marathon er ikke bare et løb, men én stor byfest med masser af mennesker på gaden, musik, øl og ristede pølser. Der er også kommet gang i mange andre events med kunst og musik. Ved den mindste lejlighed dukker der telte op i byen hvor der sælges øl, cremant og pølser. Det er rigtig hyggeligt.

Louises klasse blev konfirmeret i Pinsen sidst i maj måned. Hun var med i kirken og deltog i en fonfirmationsfest bagefter. Dagen efter samlede jeg Louise op på et hotel ved Mosel og vi satte kursen mod Danmark, hvor vi tog en lille uges ferie.

Skoleåret går på hæld for Louise, lærerne har givet årskarakterer og det vil snart vise sig, hvem der får lov at rykke op i næste årgang og hvem der må tage en tur til i samme årgang. Sommerferien slutter officielt om 3 uger, men allerede om en uge stopper Louises undervisning, da lærerkræfterne de sidste to uger skal bruges til de store elever, der går til eksamen. Til næste år er Louise så selv en af de store, der skal til eksamen.

Villa Vauban

Vauban var fransk marshal og fungerede som militæringeniør for den franske konge, Ludvig den 14. Han anlagde militære forter i omkring 300 byer i den sidste halvdel af 1600-tallet herunder i Luxembourg. Villa Vauban blev bygget i 1873 ovenpå det gamle fort.

Villaen blev brugt til privatbolig indtil 1950'erne, hvor staten overtog villaen og den blev efterfølgende anvendt til forskellige formål. I nogle år har villen været under renovering og for får uger siden genåbnede den som kunstemuseum for guldaldermalerier fra 1700- og 1900-tallet. I næsten al den tid, hvor vi har boet her, har Villa Vauban været skjult bag et højt plankeværk. Jeg cykler forbi to gange om dagen og har med spænding fulgt forvandlingen, hvor plankeværket blev fjernet og frem dukkede en fantastisk smuk villa beliggende i en dejlig park.

Gennem arbejdet fik jeg mulighed for at deltage i et event i Villa Auban med guidet tour rundt i udstillingen. Jeg skulle have været der med en kollega, men hun måtte melde afbud og jeg drog selv afsted. Det var en rigtig flot rundvisning og spændende at høre om baggrunden og teknikkerne. Der var mange menesker og mange guides, der på forskellige sprog fortalte om udstillingen. Guldalderkunst er ellers ikke min favorit kunst, jeg foretrækker moderne kunst, men det var spændende at høre om og også flot.

Jeg mødte en kollaga, og efter rundvisningen tog vi lidt vin. Arrangementet var annonceret med efterfølgende cocktail buffet, og det viste sig, at ikke blot var der vin, men der blev sat en faktastisk buffet op med mad i lange baner; smukt anrettet i høje glas, fade og små portionsanretninger. Røget laks, lakse tartar, hellefisk, smørfisk, arsparges med laks, små bacon ruller, carpaccio, tomat consomme, salater, og ... og ... og ... jeg kunne blive ved. Det var så lækkert og overvældende.

Vi løb ind i en kollegas kone, der var sammen med en engelsk veninde og vi fire hyggede og gevaldigt med vin og dejlig mad og en masse snak om kunst og meget andet. Wow, det var bare en af den slags aftener, hvor man går hjem med maven fyldt og er helt høj efter dejlig kunst og gode diskussioner.

Og så fik vi en fin bog om udstilingen på vej ud af døren.

Rødvin og jordbær i Auchan

Det er mandag efter arbejde og klokken er lidt efter 17. Aftenen før kom vi hjem fra Danmark, så køleskabet er meget tomt og jeg tager derfor i Auchan for at købe ind.

På vej ud fra arbejdet og ned efter min cykel i parkeringskælderen hilser jeg på et par kolleger i bygningens hovedindgang.

I parkeringskælderen hilser jeg på endnu et par kollegaer, og da jeg cykler ud på gaden hilser jeg på et par stykker mere.

Ovre ved Auchan hilser jeg på endnu en kollega og jeg stopper op og snakker lidt med endnu én på vej ind i centret. Da jeg lidt efter begiver mig målrettet hen mod indgangen til Auchan, når jeg at udveksle et par bemærkininger med en kollega, der er på vej ud "ja, det er i Auchan, at man skal møde folk".

Jeg får handlet ind, bare det mest nødvendinge. Jeg falder dog også over en stor bakke flotte jordbær, som impulsivt smutter ned i indkøbskurven. Louise og jeg skal til fægtning kl. 19, så jeg er har ikke så lang tid, da jeg skal nå hjem og pakke udstyret.

Henne ved kassen stiller jeg mig bag en mand, der virker lidt bekendt, og ganske rigtigt, så er det en kollega. Vi små snakker lidt, medens vi venter. Han skumler lidt over at det går langsomt. Jeg siger ikke noget, men smiler lidt indeni. Jeg er lige kommet hjem efter en uge i Danmark og har en frisk eringring om den kolde og upersonlige betjening i Kvickly og kassedamernes glasagtige øjne. Så hellere vente lidt ved kassen og mærke, at det er et menneske, der betjener en. Det blive min tur; "Bonjour madame", man bliver mødt af en venlig hilsen. Da varerne er kørt igennem rækker jeg mit kort til kassedamen, der registrer det og jeg taster koden ind. Sjovt nok, så gør det en eller anden forskel om man rækker kortet til kassedamen eller om man selv kører det igennem en læser. Her er en eller anden form for fysisk kontakt. Jeg får kortet tilbage og bliver hilst med et "Merci, et bon soirée". Tak, og hav en god aften.

Jeg står og lægger varerne ned i min taske, da jeg kører en høj klask-klang lys. jeg (og mange andre) kikker op og får øje på en dame, der står og ser lidende ud. På gulvet ligger en eller anden klud, og da der siver rød væske ud på gulvet går det op for mig, at det er et indkøbsnet med noget, der tidligere har været et par flasker vin. Jeg føler med damen, at stå der klokken næsten 18 med et indkøbsnet fyldt med glasskår og rødvin, der siver ud på gulvet.

Jeg får lagt de sidste varer i min taske, og da jeg atter kikker op ser jeg en dame stå henne ved den stakkels dame med rødvinen; hun taler i en telefon og det går op for mig at én fra personalet nu er ved at kalde på hjælp til at få ryddet op. Der er nok ikke gået mere end 15 sekunder siden varerne røg på gulvet.

Jeg hanker op i mine varer og begiver mig hjemad. Selvom at det er mandag og jeg har været træt hele dagen efter en hektisk uge i Danmark og en lang køretur søndag, så er det nu dejligt nok at møde folk, man kender og at føle den gode service, der ikke er helt uddød i Luxembourg.

Underligt og dejligt

Jeg sidder i Præstehaven. I morges stod jeg op i Luxembourg, tog til tandlæge og tog så på arbejde indtil kl. 16.30. Alligevel sidder jeg her i Præstehaven og er lidt desorienteret.

Vi fløj til Danmark denne gang. Vi skal til konfirmation lørdag og søndag; mandag morgen tager vi tilbage og springer direkte ind i hverdagen med arbejde og skole.

Det var helt hyggeligt - men også lidt underligt - at køre ind til Århus med lufthavnsbussen fra Tirstrup. Selv om vi har været her så sent som i februar, så er der så meget, som er anderledes siden vi flyttede og som man lægger mærke til, at det er forandret. Ting, der er lavet om. Hov, der er en ny forretning, og det skilt plejer ikke at stå der. Folk taler dansk over det hele, og sikke nogle typer, vi så, da vi stod og ventede på bussen i Park Alle.

Det hele er lidt fremmet, og så alligevel så hjemligt.

Der ventede to fnisende veninder ude i haven, da vi kom hjem til Præstehaven, og ganske kort efter var Louise draget afsted til en fest i nabolaget med en formaning om, ikke at komme for sent hjem. Der venter jo en konfirmations fest i morgen. Og en til i overmorgen.

Jeg vil til at gå i seng, jeg er lidt træt efter en aften i tre lufthavne. Jeg er ved at læse en humoristisk bog om hvordan en englænder oplever at komme til Paris for at bo. "A year in the merde" hedder den. Lidt sjov. Der er så meget, man genkender. Bl.a. skiver han nogle engelske sætninger, som franskmænd siger dem (undskyld franskmænd, men det er altså sjovt).

Solskin og fritidssysler

Lige nu drøner en flyver hen over byen. Flytrafikken er normaliseret igen, hvilket i Luxembourg betyder, at der ind imellem flyver store tunge maskiner tæt ind over byen. De første gange, man oplever det, bliver man en anelse forskrækket, fordi de kommer så tæt på. Men det bliver vane, og vi bor heller ikke ude i nærheden af lufthavnen. Derude er der selvfølgelig mere støj og flere fly. Så ud over et fly en gang i mellem, så bor vi i et meget stille kvarter og en søndag eftermiddag som nu, ånder her fred og ro.

I går var vi i Metz og havde en dejlig dag.

Fredag arbejdede jeg længe, da vi havde den årlige katestrofeafprøvning på arbejdet. Det er en afprøvning, hvor man tester af om virksomheden kan fungere under en på forhånd defineret 'katastrofe'. Typisk er det IT-systemerne, som man tester af, men det kan i princippet også være andre ting, der truer virksomhedens daglige rutiner og måske endda virksomhedens eksistens. Formålet er at teste, om man fortsat kan udføre kritiske arbejdsfunktioner og det giver en mulighed for at rette op på noget, som ikke fungerere. Det lyder måske lidt abstrakt, men det er vigtigt at man forbereder sig inden tingene sker. Når virkesomheden er brændt, er det for sent at overveje om man skulle have haft en backup af sine kundedata liggende på en anden adresse end den brændte bygning.

Jeg har læst flere bøger den sidste tid. Da vejret samtidig har været pragtfuldt føles det næsten som en ferie, når man sidder på altanen og slapper af med læsning. Jeg har læst nogle bøger om nazisterne og om deres børn. Det er et emne, som man altid kan tage op med nogle års mellemrum, selv om at det er historie, så er det evigt aktuelt. Den ene bog handler om, hvad det var for nogle mennesker, der udførte de uhyrlige handlinger i lejrene og hvad der fik dem til at gøre, som de gjorde. Forfatteren er forsker og gør meget ud af at skrive om kildematerialet og troværdighed i kilderne. Han skriver også en del om, hvordan historikerne op gennem tiden har haft forskellig tilgang til emnet. Efter krigen var der mest fokus på de ledende nazister; ikke på den lille mand. Siden var der en historisk opfattelse af, at det var 'systemets' skyld - den lille mand var tvunget ind i et system og havde ikke andre valg. De seneste årtier, er der så kommet en lidt anden tilgang til historien. Forfatteren redegør for, at der var tale om helt almindelige mennesker, de var ikke psykopater, havde ikke kriminel fortid og heller ikke sociale problemer. De havde ofte været partimedlemmer fra de tidlige år, men var ikke særligt politisk aktive. Derudover gør han også op med påstanden om, at de ikke havde mulighed for at gøre andet; dels fra der nogle muligheder for at komme væk, dels var der mange så udgørte grusomme handlinger, der langt ude over, hvad der blev forlangt af dem. Bogen konkluderer, at hele forløbet var meget mere nuanceret end tidligere antaget og at det, der skete, først med drab på handicappede og senere med jøderne, slet ikke var så planlagt et forløb, som tidligere antaget, men at det ene skridt tog det næste og forskellige muligheder opstod undervejs - det hele selvfølgeligt understøttet af ideologien og den nazistiske ledelse. Uhyggelig læsning, men også interessant at se ind i mennesket og hvad, der får os til at gøre, som vi nogle gange gør. Måske man skulle genlæse Fluernes Herre, det er mange år siden, at jeg har læst den. Det er selvfølgelig en fiktiv roman, men har nogle paralleller, synes jeg.

Nok om menneskets onde sider.

Vi slapper af, inden skal på lynvisit i Danmark i næste weekend til to konfirmationsfester. Louise er gået over i parken for at mødes med et par veninder. Jeg hygger mig herhjemme med blogskrivning, radiolytning og lidt oprydning.

Lidt af hvert

Det er en dejlig solskinsdag i dag. Jeg sidder og drikker kaffe, hører 'Mads og Monopolet' og skriver blog.

Jeg var til spansk vinsmagning på arbejdet i går. Det foregik stille og roligt uden at blive særlig sent, og bagefter gik jeg hjem og spiste rester fra køleskabet og så en film på sofaen. Louise var i byen med en veninde, hun sover hos veninden og kommer først hjem i dag. De er så småt begyndt at gå i byen, hvilket (tror moderen) foregår lidt mere stille og roligt end i Danmark. Er man under 16 år må man slet ikke være ude efter kl. 24, når man ikke er i føleskab med en voksen. Det gælder også nytårsaften og man risikerer at blive stoppet og kørt hjem af politiet. Det er noget anderledes, som tingene fungerer i Luxembourg, og det er nu fint nok.

Det er en underlig tid for tiden. Alle snakker om de aflyste fly og vulkansk aske. Jeg fik tilbudt en taxatur til Danmark i dag. Tre kolleger var strandet i København og kørte sammen i taxa til Luxembourg fredag. Da taxaen skulle køre tilbage i dag var der mulighed for at komme med. Jeg tror nu ikke, at der var nogen, der bed til bollen, for hvordan kan man være sikker på, at komme hjem igen. Louise og jeg skal til Danmark til to konfirmationer om to uger, og lidt bekymret kan man da godt blive om det trækker ud med flyproblemerne. Det er en underlig ting, men ud over at alle føler sig generet i forhold til flytraffikken, så er det skræmmende, hvordan det kan påvirke klimaet. Udbruddet i 1783 medførte giftige skyer, strenge kuldeperioder, svigtende afgrøder og overdødelighed. Det er lidt uhyggeligt, at læse om.

Det er en vidunderlig tid lige nu. Temperaturerne er ikke helt så høje, som sidste år på samme tid. Men alt er ved at springe ud; træerne står med kniplingsfine grønne skær, magnolia træerne står i fuldt flor, hyacinter, påskelinier og pinselinier står alle steder.

Tour de Luxembourg og Bruxelles

Efter en lang vinter har vi igen taget hul på de gode køreture i Luxembourg og omegn.

Far og mor var på besøg hen over påske og jeg havde taget fri de fire dage efter helligdagene, så det var en god anledning til at komme lidt ud.

Vi var på besøg i Trier og besøge forskellige anlæg fra fra romertiden; arenaen, badeanlægene og den gamle bymur. Vi var på tur langs Mosel floden, hvor kirsebærtræerne blomstrer. Vi var på besøg på Bourscheid, en af Luxembourgs mange borge, der ligger delvist i ruiner og er delvist genopbygget, og som ligger højt oppe i det kuperede landskab med en imponerende udsigt ud over det omkringliggende landskab. Vi var også på borgen i Clearvaux, hvor vi så den anerkendte fotoudstilling med fotografier indsamlet af Edward Steinchen, en berømt luxembourgsk fotograf.

Vi var på besøg ved Maginot linien, hvor vi var inde i det underjordiske Fort Hackenberg. Det er blot et af en række forter, der tilsammen udgør Maginot linien. I Fort Hackenberg opererede 1.000 soldater og 40 officerer i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig i netværket af underjordiske gange med togbaner, amonitionslagre, kasserneområde, køkken region, hospitalsafdeling og med kanontårne, der kan hæves op over jorden og beskyde fjenden. Et meget imponerende anlæg, der hurtigt blev forældet i forhold til måden at føre krig på.

Da vore gæster var draget afsted, havde vi stadig nogle fridage tilbage, så Louise foreslog, at vi tog en tur til Bruxelles, hvilket vi længe har snakket om at gøre. Som sagt, så gjort. Vi tog afsted samme dag og efter to timers kørsel på motorvejen ankom vi til Bruxelles, hvor vi havde fundet en pragtfuld lille lejlighed med masser af plads, køkken, altan, toilet og badeværelse. I Bruxelles havde vi 4 pragtfulde dage med dejlig solskinsvejr, hvor vi fik gået nogle gode ture i de forskellige kvarterer og kikket på Grand Place, art nouveau bygninger, en berømt og overvurderet statue (Manneken Pis), et chokolade museum og vi var forbi Atomium, der er et over 100 meter høj model af et jernmolekyle. Det er bestemt en by, vi gerne vil tilbage til.

Jeg har været på medicinering for min skjoldbruskkirtel i nogle uger nu. Jeg har ikke har mærket bivirkninger af medicinen, men jeg har stadig vrøvl med min skulder, så der er ikke den store forskel ind til videre. Det værste er, at jeg ikke har været til fægtetræning i en måneds tid, og det er jeg ved at være ret træt af.

Nu er ferien slut, og forude ligger foruden arbejds- og skoledage også en spansk vinaften, en koncert med Editors, en weekendtur til Danmark med to konfirmationer og meget, meget mere.

En lang marts måned

Marts måned er en lang måned og på flere måder anderledes.

Den 2. marts var det præcis et år siden, at vi ankom til Luxembourg og ud over, at det er forunderligt, at tiden er gået så hurtigt, så gør det også, at vi nu kan sige ”Sidste år ved denne tid, så …”. Og sidste år ved denne tid, så var vi lidt længere fremme. Allerede i starten af marts sidste år så vi de først krokus. I år har det være koldt og det er faktisk først nogle dage siden, at folk sagde, at du er det altså forår. Det er blevet lyst og mildt og krokus storblomstrer nu i parken. Kvæderne står på spring til at springe ud og der er grøde i naturen. Solsorten synger, egernerne er fulde af pep og i går så jeg 4 mus i parken. De 3 af dem var bittesmå, med en mørk stribe på ryggen, med perleøjne og strittende ører. De var simpelthen så søde. Den 4. mus var lidt større og lidt mere ordinær. Det har været en lang og kold vinter, så foråret kommer med glæde.

Marts er også anderledes, fordi jeg er startet med at læse lidt i fritiden. Jeg følger et fag på universitetet, der er handler om de evner, aktiviteter, processer og forhold i øvrigt, der skal til for at starte en virksomhed, et nyt produkt eller noget andet helt nyt; ”Entrepreneurship” hedder det. Det er et spændende fag på mange måder. Dels er det et fagligt område, der åbner nye måder at se tingene på, hvilket man også kan bruge internt i en virksomhed, selv om man ikke lige har tænkt sig at starte sin egen virksomhed. Dels er det et utroligt levende hold, jeg går sammen med. Undervisningen foregår så levende og aktivt, at jeg er fyldt med energi bagefter. Underviserne er utrolig dygtig og inspirerende, og de øvrige studerende er åbne, livlige og spændende mennesker, så der er en masse diskussioner og udveksling af ideer og meninger. Faget bliver afviklet over 4 uger, så det er meget intensivt. Jeg har undervisning hver lørdag og i sidste uge var jeg af sted hele 3 gange. Der skal læses en masse materiale og om 2 uger skal vi aflevere en forretningsplan, der beskriver hvordan vi vil starten en ny virksomhed eller andet op med beskrivelse af strategi, produkt/service, konkurrenter, kunder, prismodellen, finansiering, ressourcer og kompetencer, operative planer m.v. Så der er nok at arbejde med. Derfor har Louise og jeg heller ikke været så meget på vores små weekendture, som jeg gerne ville. Vi har noget at tage revanche på til april.

Jeg så den anden dag, at kommunen tilbyder kurser i cykling for voksne. Kurset afholdes i henholdsvis luxembourgsk, fransk, tysk og hvis der er tilstrækkeligt med tilmeldinger også på engelsk. I første omgang kan man ikke lade være med at grine, men det er selvfølgeligt positivt, hvis der er et behov. Som dansker er det bare så basalt at kunne cykle, at man knapt fatter det.

Marts måned er også anderledes, fordi jeg stifter kendskab til det luxembourgske sundhedsvæsen. Jeg gik til læge med en dårlig skulder og en sovende hånd og er nu i gang med et forløb, hvor min skjoldbruskkirtel er konstateret forstørret og jeg skal igennem en række undersøgelser før jeg forhåbentligt ender med en medicinering, hvor det falder til ro igen. En irriterende ting, men ikke noget, der er særligt ualmindeligt. Til gengæld er det imponerende, at lægesekretæren kan ringe til hospitalet kl. 17 og allerede næste dag kl. 15 har man en tid til scanning. De er effektive og dygtige. Nu håber jeg bare, at det snart kommer på plads, så min skulder kan få det bedre og så jeg holder op med at være ufatteligt træt.

Louise har travlt med skolen, der er masser af prøver for de får karakterark om kort tid. I aften er hun til musical på skolen og drog glad afsted med 2 veninder. Så der er også tid til sjov ind imellem.