Hjemtur

Så er det tid til hjemrejse efter mere end tre uger i Kina.

Vi fik set og gjort det meste af det, vi havde overvejet hjemmefra. Der var flere steder, som vi kunne have taget til ud fra Shanghai, men bare det, at det lykkedes os at komme til Huangshan bjergene er stort. Vi har virkeligt set og oplevet meget.

Hvad jeg ikke fik smagt af mad var blandt andet hønsefødder, søpølser, vandmænd, træorme og dumplings. Til gengæld har jeg spist honningbier, oksefrøer, agurketyggegummi, frugtsalat med mayonnaise, lotusfrugter og bønneis.

Jeg fik også lært lidt kinesisk. Jeg kan sige både goddag og agurk, og jeg kan læse en række kinesiske ord, når de er skrevet med bogstaver; gade, bjerg, gul, nord, syd, øst, vest, byport og bro. Så det er ikke helt galt.

Et ikke usædvanligt syn i Shanghai.

 Skomageren og hans gadeværksted.

 Et ledigt gadehjørne; og der handles.

Plastiksamleren bruger lidt tid på at ordne de indsamlede stykker af brugt plastik.

Nu kunne jeg så skrive lidt om hjemrejsen, og om hvordan vi var tæt på at komme for sent til flyet og om hvordan vi blev fulgt ud til gaten af en kinesisk dame med walkie-talkie. Men det vil jeg droppe. Vi kom hjem; og det var en fantastisk tur.

Sidste dag i Shanghai

Sidste dag i Shanghai; vi tog op til Waibaidu broen, der er en stålbro bygget af briterne i 1907.

At broen er et sted, som kineserne ynder at lade sig fotografere, kunne vi se, idet flere fotografer var i gang med at tage billeder af kinesiske modeller med bryllupskostumer på, flotte kjoler og rap citydress. Selve broen er såmænd også meget fin, men den ligger i toppen af The Bund og giver et fantastisk view over mod Pudongs skyline med tv tårnet i forgrunden.

Bagefter gik vi lidt ned i The bund og derefter ind parallelt med Nanjing Dong Lu. Vi gad ikke gå ad Nanjing Dong Lu, da den er forfærdeligt fyldt med mennesker og dyre forretninger, og vi ville hellere gå i nogle lide mere 'ægte' gader. Nanjing Dong Lu er en gade, som man skal en tur ned af, men man behøver ikke overdrive.

Vi faldt ind i en lille restaurant og fik frokost. Det var et spisested af den slags, hvor man kan gå ned langs disken og pege på retter ud, som de så udleverer hver især på en lille tallerken. Typisk et af de steder, hvor kineserne spiser frokost. Det er en rigtig hyggelig måde at gøre det på, og den er en oplagt mulighed for at tage maden lidt i øjesyn, før man bestiller. Det var bland andet et af de steder, hvor jeg valgte ikke at prøve at spise hønsefødder. Om jeg begriber, hvorfor det er så eftertragtede (og netop derfor burde jeg prøve at smage dem, men dertil er jeg altså ikke nået endnu). Vi fik 4 tallerkner med forskellige retter plus én skål ris plus en stor øl (600 ml som øllene ofte er i Kina) og én iste for formedelst 40 yuan; ikke just en herregård. På Starbucks kan man ikke engang få to kopper kaffe til den pris.

Vi gik en tur ned ad Fuzhou Lu, hvor vi har været flere gange før. Gaden er fyldt med forretninger, der sælger tegneartikler, maling, blæk, papir og den slags. Rigtigt lækre forretninger med mange gode sager til billige priser. Der ligger også flere store boghandler, der har et stort udvalg af udenlandske bøger, og det endte da også med, at Louise fik de to sidste Harry Potter bøger på engelsk. Nu har vi så købt seks tykke Harry Potter bøger på vores ferie og den første bog havde hun med hjemmefra; men vi har også købt en ny kuffert, som vi kan have med som håndbagage, så vi ikke får overvægt i flyet. Jeg har læst nogle diskussioner på nettet, mellem folk, der søgte efter engelsk litteratur i Shanghai, hvor det fremgik, at det var svært at finde og at udvalget var skrabet. Diskussionerne var et par år gamle, og jeg kan konstatere, at der må være sket meget i mellemtiden, for vi har fundet masser af engelsksprogede bøger i et bredt udvalg. Jeg så endda bøger af den kinesiske forfatter Xinran, som jeg troede var bandlyst i kina, fordi hun skriver om kinesiske kvindeskæbner. Men der kan måske være flere forfattere, der hedder Xinran, selvfølgelig. Så nøje kikkede jeg ikke på bogen.

Melonsælgeren får sig en bid frokost.

I kina smider man ikke bare sin gamle cykel ud, den kan altid repareres. I baggrunden sidder cykelsmeden i sit gadeværksted.

Happy Vally

Vi tog til Happy Vally, der er en amusement park, som ligger 40 kilometer udenfor centrum. Vejen kendte vi, for parken ligger i samme område, som den skulpturpark, vi tidligere var på besøg i. Så vi var også forberedt på de mange påtrængende mænd på Sheshan metrostationen, der flokkes omkring en, så snart man går gennem udgangen. "Lady, watch, bags" og "have a seat" er hvad de råber, for at få en til at købe billige kopivarer eller køre med deres pirattaxaer. De går målrettet efter os, fordi vi ikke er kinesere. De kan godt være noget anstrengende i længden, da de er ret påtrængende og nærmest går i vejen for en. Der må jo være nogen, der køber noget af deres skrammel i ny og næ, siden de står der. Og at nogen overhovedet kan få sig til at sætte sig ind i en pirattaxa med de massevis af officielle taxaer til billige priser, kan man undre sig over. Vi gik i øvrig over på den anden side af vejen og tog den helt gratis shuttlebus, som kører den korte vej ud til parken.

Som første ting prøvede vi deres store og flotte trærutsjebane. Det var nu ikke nogen større succes; vi stod i kø i en stiv time, heraf en del af tiden i stikkende solskin og bag os stod nogle kinesiske børn, der flyttede sig 5 centimeter frem, hver gang vi flyttede os 5 centimeter frem. Det vil sige, vi kunne ikke klø os selv på ryggen uden af ramme dem på næsen; lidt af en prøvelse for en dansker, der godt kan lide at have en hvis intim zone. Noget af grunden til den lange ventetid, kunne vi se, da vi nærmede os målet. Hvad man ellers ser i den slags parker (i hvert fald de europæiske) er, at man har to sæt vogne i brug. Én der kører ude på rutsjebanen og én som man bruger til at læsse folk af med og læsse nye folk. Vognene kører så på skift ud på rutsjebanen, så man kan udnytte tiden, og på dem måde undgår man af forlænge ventetiden med den forholdsvis lange tid, det tager at få et nyt hold folk ind på pladserne og kontrollere at der ikke er tasker med om bord og at alle seler er godt spændt fast. Ligeledes, at tømme vognen og få folk ud. Og det skal siges, at de tog god tid om at tømme vognen og fylde den igen. Suk; det gør helt ondt i ens hjerte, når man ser den slags ineffektivitet. Okay; selve køreturen med rutsjebanen, hvordan var den så? Desværre ret ubehagelig, som trærutsjebaner ofte er. Der gav mange kraftige og ubehagelige ryk undervejs, og at jeg kom derfra uden migræne og en diskusprolaps, må betragtes som et under. Louise læste i øvrigt, at det skulle være verdens ældste trærutsjebane. En påstand, som virker ret mærkeligt. Rutsjebanen må have stået ude på en mark i årevis og ventet på, at de etablerede resten af parken.

Den næste rutsjebane var til gengæld en stor succes; en stor metalrutsjebane af den slags, hvor man bliver spændt helt fast også op over skulderen. Den havde et gevaldigt fald, og oppe på toppen var der en fantastisk udsigt. Jeg spottede faktisk SWFC bygningen over 40 kilometer væk deroppe fra. Og det gjorde et helt vildt sug i maven, da man nærmest faldt lodret ned, når vognen kørte ned af det høje fald. En absolut god rutsjebane, hvor man er godt spændt fast og hvor kurverne og faldene sker på en måde, så man ikke føler det som om rygraden bliver rykket i stykker undervejs. Vi prøvede den i alt tre gange.







Vi var også en tur i en vandrutsjebane med et fald på 26 meter (verdens største ifølge parkens brochure). Alle kineserne køber typisk en gul engangsregnjakke til 5 yuan, så de ikke bliver våde. De har ikke rigtigt forstået, at en del af det sjove faktisk er at blive våde. Og med den hede, der er i Shanghai i juli måned, er der ikke noget problem i at blive gennemblødt. Vi blev ikke skuffede; en kæmpe kaskade løftede sig op over os, da vi kørte de 26 meter ned og ramte bunden. Vi blev vildt gennemblødt.

Om aftenen tog vi op i The French Concession og spiste på Southern Babarian på Jinxian Lu, hvor vi har spist tidligere. Det blev nu ikke til honningbier denne gang; det mest eksotiske var en omgang lotusfrugter i en stærk sovs. De smagte i øvrige rigtig godt om end sovsen var lige en tand for stærk. Vi fik også en omgang broccoli, som vi har spist meget af. Mange af de kinesiske retter er meget sovset ind og blandet af alt muligt, og det kan være lidt svært, at få gode enkle grønsagsretter. Men broccoli har de som regel, og de er eminent gode til at koge dem lige tilpas, så de er lækre sprøde. Mums.

På fake marked

Louise havde det stadig skidt i dag. Om eftermiddagen tog vi på fake marked, også for at begynde at få hende lidt i gang igen. Det var markedet på Nanjing Xi Lu, som vi har besøgt tidligere. Denne gang var formålet lidt mere målrettet; at få købt nogle varer. Vi drog hjem igen med 6 øjenskygger, 2 kompakte pudre, 2 neglelakker, 3 par sko, et 16GB memory card (som senere viste sig ubrugeligt) og en kuffert, og efter at have brugt 490 yuan. Ud over at købe nogle ting, så er det ret sjovt at være på den slags markeder i Kina. I Danmark er jeg ikke typen, der prutte om prisen ud over en lille smule på hårdehvidevarer; men i Kina skal man bare ind i en længere forhandling; i hvert fald på denne slags markeder. Typisk forlanger sælgeren 5 – 10 gange så meget for varen, som de vil sælge for. Mange gange ender forhandlingen med, at man går sig vej, og hvis sælgeren råber efter én eller endda kommer løbende efter en, så er der basis for at lukke forhandlingen. Faktisk er det meget sjovt, også fordi det er så forudsigeligt.

På vej hjem igen, går de lidt bedre med Louise; nu er hovedpinen væk og hun skal bare hvile lidt og i gang med at spise igen. Så mon ikke, hun er klar til amusement park og rutsjebaner i morgen.

Solnedgang over Shanghai; udsigt fra hotelværelsets altanen.

Migrænedag

Vi skulle have været i Happy Vally Amusement Park i dag, men Louise havde ondt i hovedet og tog en migrænepille. Det var godt vi ikke kom afsted, for hun blev ved med at have ondt hele dagen og aftenen med. Jeg blev på hotellet og skrev på bloggen, og surfede lidt på nettet. Først hen på aftenen, synes jeg, at nu trængte jeg til noget, der minder lidt mere om mad, end nogle boller og nescafé.

Jeg gik over i det nærliggende center bl.a. for at købe nogle vindruer til Louise, der stadig ikke er klar til mad. Jeg benyttede lejligheden til at kikke lidt mere på det supermarked, der ligger derovre. Det er et meget flot supermarked, og det har rigtig mange vestlige varer. Det har en rigtig fin brødafdeling, der mærkeligt nok er ret billig. Man kan få flere ting til fornuftige priser, men generelt er priserne uhyrlige i forhold til kinesiske priser og nogle gange også i forhold til europæiske priser. En pakke dejlige sorte kirsebær koster 150 yuan og en flot stor fersk laks, kan man erhverve for 1.800 yuan. Som en pudsig ting, så jeg 6 ruller kleenex toiletpapir til en pris af 120 yuan. Jeg fik købt nogle få ting, deriblandt en pakke sushi til mig selv til aftensmad.

Billedet herunder er fra et andet supermarked; og viser hvor meget soya fylder i et kinesisk supermarked. Der var i øvrigt mange flere flasker end billedet viser.

På ægteskabsmarked

Vi skiftede hotel i dag. Årsagen var egentligt, at det er sjovt at bo forskellige steder, så man kommer til at kende forskellige kvarterer lidt bedre, men det endte faktisk med, at jeg bookede det samme hotel, som vi havde den første uge. Beliggenheden er fin, prisen er fin og så er det dejligt store værelser med flotte badeværelser, køleskab og så videre. Værelset denne gang var faktisk endnu bedre end første gang; det var større og vi har altan. Ikke fordi, det er til at holde ud at sidde på altanen i varmen, men det er rart at kunne tørre tøj udendørs og det er også meget hyggeligt, at kunne gå ud og kikke ud over byen om aftenen. Igen kom vi til at bo på 25. etage. Det vil sige, det gør vi faktisk ikke, for jeg kom til at se i elevatoren at 4. sal mangler. Kineserne mener, at 4-tallet er et dårligt tal. Og ikke nok med det, 14. og 24. sal mangler også, så reelt bor vi vel på 21. etage.

Vi var på ægteskabsmarked i eftermiddag. I parken på Peoples Square samles hver weekend et stort antal forældre og agenter, der prøver afsætte ugifte kinesere. Der hænger lange rækker af opslag med beskrivelse af de håbefulde unge mennesker; enkelte er der billede af. Vi kunne kun se deres alder, og højde; resten kunne vi af gode grunde ikke læse, men der skulle efter sigende også stå noget om deres uddannelse, job og indkomst. Det var lidt surrealistisk at gå og kikke på; men i grunden svarer det vel bare til dating.dk eller en anden datingside.

Tilbage på hotellet lykkedes det os endeligt, at finde deres swimmingpool. Vi ledte efter den første gang, vi boede her, uden at det lykkedes. Personalet taler sparsomt engelsk, så det krævede ret lang tid, før det lykkedes at finde den. Den ligger i kælderen i en anden bygning to gader væk. Vi tog derover og var heldige, idet der ikke var ret mange mennesker, så der var plads til at svømme og ro til at slappe af. Det var dejligt.

Kineserne har et andet forhold til flere ting. For os danskere virker kineserne er meget støjende. De taler meget højt og deres stemmeføring giver ofte udtryk for, at de skændes eller skælder ud selv om, det ikke er tilfældet. Personalet i en restaurant kan godt finde på at stille sig klods op af, hvor man spiser og føre en råbende samtale ud i lokalet med nogle andre ansatte; lige hen over hovedet på en. Generelt er det også sådan på gaden, at den der vil frem, bevæger sig frem og andre må så vige pladsen eller selv mase sig frem. Så man skal ikke forvente, at nogen lader en komme frem, selvom man kommer med en tung kuffert. Det er ikke sådan, at kineserne ikke har køkultur, for de stiller sig i kø (selvom de snyder mere i køen), men man holder ikke tilbage for hinanden, som vi er vant til hjemmefra. Det er også sjældent, at der bliver hilst særlig pænt, når man kommer ind i en restaurant eller en forretning (nogle gange har de nogle stående ved døren, som hilser overdrevent pænt, men personalet inde i restauranten gør ikke mine til den slags) og endnu mere sjældent, at de hilser, når man går igen. Det er selvfølgeligt ikke alle steder, at det er sådan, men ret udbredt er det dog. I forhold til det, man oplever andre steder i Europa, er danskerne jo et hensynsløst og uhøfligt folkefærd; men i forhold til kineserne, så kommer danskerne til at virke meget høflige. Sådan er kulturen åbenbart, men det er lidt svært at vende sig til.

En anden forskel er, at Kinesere kan sove overalt. Butiksansatte sover inde i butikken, arbejdere ligger på fortovet, folk sidder i stole på gaden eller sidder ret op og ned i bussen og sover. Jeg har endda set en mand stå ude på gaden henover en offentlig skraldespand og sove (jeg troede først, at han var blevet syg indtil jeg kunne se, at han sov). De læner sig simpelthen ind over et eller andet med armene, lægger hovedet på armene og sover de bare. På mange måder er det meget forståeligt; juli måned er så hed og man bliver utroligt dvask. Mange mennesker har meget lange arbejdsdage, mange arbejder meget hårdt og mange har et job, som må være usigeligt kedeligt. Det er lidt sjovt, som det virker næsten provokerende for os vesterlændinge, at se folk sove i offentlighed. Ud over at vi ser det som en slags slendrian, så har vi også en blufærdighed omkring det at sove i offentlighed. Det er noget vi gør alene, eller med vores allernærmeste. Til nød sammen med venner på en spejderlejr, men vi opfatter det som grænseløst pinligt, hvis vi bliver taget i at sove under et kedeligt foredrag eller kort falder i søvn i en bybus. I Kina er det helt normalt, der er ikke en, der løfter et øjenbryn.

Vi kikkede lidt nyhederne og det forfærdelige uvejr i Beijing, hvor vandmasserne har dræbt mange mennesker og lavet meget materiel skade. Uvejret fortsætter ned over Hong Kong, og så er det nu, vi kan glæde os over, at Shanghai går helt fri.

Tur på Lupo broen og guldfiskefjollerier i Jade Buddha templet

I dag var der blå himmel, så vi besluttede at tage på Lupu broen. Det var den bro, som vi forsøgte at komme op på tidligere, men hvor vi havnede på den forkerte side af floden. Vi kan stadig mærke Huangshan bjergene i benene, så det var nok også en god ide, at vi først tog op på broen seks dage efter vores bjergvandring. Denne gang tog vi metroen hen i nærheden af broen og gik så det sidste stykke ind under broen på nordsiden af floden. Vejen går meget højere oppe; den er en af de 'elevated roads' som der er en del af her. D.v.s. det er en vej, som er hævet op på piller og som ligger ovenpå en anden vej. Det giver mulighed for meget mere trafik og man kan have den hurtiggående trafik i øverste niveau. Man skulle tro, at det ser grimt ud i en by, men selv den hævede vej ligger nede mellem husene, fordi husene typisk er meget højere, og når der tilmed er så varmt, som her er i juli måned, så er det nærmest en fordel med den skygge, som vejen giver. I store vejkryds kan der være veje i flere etager, der krydser ind og ud over hinanden. Det er slående, hvor meget der gøres ud af beplantningen omkring vejene. Der er områder under disse hævede veje, som er anlagt som små grønne parker, og nogle steder gror der grønne planer op af vejens bærepiller. En helt fantastisk ting er, at der på stykker af den hævede vej hænger altankasser med grønne planter; små kasser ligesom dem, mange mennesker har på deres altaner derhjemme. Det ser vældig pænt ud (jeg har efterfølgende læst, at planterne er af plastik. Nå, men pænt ser det nu ud alligevel).

Nå, men tilbage til broen. Vi fik købt billetter til at komme op i broen (80 yuan per person og 1/2 pris på Louises billet) og startede med at tage en elevator nede fra jordhøjden og 13 etager op, så vi kom op lige over niveauet med kørebanen hen over floden. Derefter gik vi hen af broen i den ene side, og lidt henne startede trapperne op over selve brobuen. Brobuen har et spænd på 550 meter, hvilket på bygningstidspunktet i 2003 var verdens længste. Efter 404 trin nåede vi toppen, hvor der var en platform med en fantastisk udsigt ud over byen. Huangpu floden er vist nok 400 - 500 meter bred og meget trafikeret af pramme, der transporterer varer op og ned ad floden. Vi kunne se langt ud over byen til alle sider; lige neden for broen ligger et stort område, hvor Expo 2010 blev holdt. Den lille havfrue er taget hjem, men man kan stadigt se de store pavilloner, som blev bygget til verdensudstillingen.

Vel nede fra broen igen tog vi en taxa op til Jade Buddha Templet. Inden vi gik ind i templet spiste vi på en lokal restaurant. Det var den pæneste restaurant i kvarteret, og det siger ikke så meget, for de bestod typisk af gadekøkkener og andre snuskede restauranter. Kortet var fyldt med retter med oksefrøer og hønsefødder; og mange af retterne stod omtalt som stærke eller pebrede, og vi har lært, at når kineserne omtaler mad som stærkt eller pebret, så skal det tages alvorligt. Vi fandt dog et par retter og det smagte rigtig godt, om end kødet var meget stærkt. Portionerne var for store, så vi kunne kun spise en lille del af maden. Varmen gør også, at det kan være svært at spise ret meget. Men det er meget normalt her, folk bestiller en mængde retter, og der er næsten altid for meget, så man levner rigtigt meget.

Nå, tilbage til templet. Der myldrede med tiggere uden for templet. Det gør der som regel den slags steder. I Europa sidder der også tiggere uden for kirkerne, men i Kina fremviser tiggere deres handikap og syge børn, så der sidder folk med misdannede lemmer, åbne kødsår, brandmærker og store svulster. Det er ikke rart at se på, og de er meget pågående og stikker nogle gange misdannelserne op i hovedet af folk, hvis de kan komme til det.

Templet var rigtig fint, og det myldrede med buddhistmunke i gulbrune kåber. Folk kom og brændte røgelsespinde og bad en lille bøn. En større forsamling udførte religiøse handlinger i en rum omkring billede af en mand; sandsynligvis en, som de mindedes. Bagefter gik de ud på pladsen foran templet med store papirpakker med noget i, som de lagde på en ovn for at ofre. Der var også en del pågående sælgere og steder med salg af jade dimser og andet halvreligiøst turist diller daller. Der var nogle ret irriterende mænd, der forsøgte at guide os direkte ind i forretningsdelen. Penge, vil de altid have ud af lommerne på folk også selvom vi havde betalt entré.

Som en særlig ting i templet, kunne man købe fiskefoder til 38 yuan og fodre guldfiskene i en lille dam. Vi syntes, at det var vildt tåbeligt at betale 35 kroner for at fordre nogle guldfisk, indtil vi så andre gøre det, og så måtte vi altså prøve det også. Den lille dam var fyldt med guldfisk; flere hundrede. De havde alle mulige farver; gyldne, orange, hvide, sorte og mange var plettede i flere farver. Nogle var mindre og nogle var meget store. De må have været rigtig gamle nogle af dem. Hver gang nogen kom med foder myldrede fiskene sammen i en stor stime i kampen for at få mad. Man kunne så række hånden ned til fiskene i vandet og de slubrede maden i sig med åbne munde. Det vil sige, at ens hånd blev mødt med nærmest et fast tæppe af guldfisk og et utal af grådige guldfiske munde, og man kunne klappe fiskene. Nogle gange kom en fisk kortvarigt til at ligge ovenpå de andre fisk, fordi mylderet var så tæt, at de blev presset op ovenpå. Når man kom helt ned til fiskene med mad i hånden, kunne man mærke adskillige guldfiskemunde omkring ens fingre. Det kildrede vildt meget. Det var hyleskægt. Selvom det ikke gjorde ondt (guldfisk har åbenbart ingen tænder), så var det lidt grænseoverskridende. De 35 kroner var godt givet ud; der var spas for alle pengene.

Om aftenen tog vi op til Huaihai Lu for at spise på en restaurant, jeg havde læst om, men den bygning, som restauranten skulle ligge i, var under renovering. Det er så tredie gang, det sker. Første gang, var da vi skulle op på en bar, hvor de har fisk i bordene. Det vil sige, det skulle vi så ikke, for huset var der ikke længere, så vi fik ingen drinks i fiskebaren. Men vi så en anden fascinerende ting, da vi var deroppe; et gadekryds med seks fodgængerovergange. Ud over de fire fodgængerovergange, der normalt er i et kryds, så var der to diagonale overgange tværs over krydset. Og der blev på et tidspunkt grønt for alle seks overgange på én gang. Det var vildt fascinerende. I øvrigt skal det bemærkes, at de har nogle fine lyskryds her i byen. Dels er lysene meget store og tydeligt, men næsten alle lys har en optælling/nedtælling fra rødt til grønt, så man kan se hvor mange sekunder, der er, til lyset skifter. Det virker meget effektivt. Det er der både på lysene for bilerne, det er der også på lysene til fodgængerne og mange steder er der også specielle lys for cyklerne. Vi har også set specielle lys for u-vendinger, så man lægger sig i en specifik vejbane for at lave en u-vending og får grønt lys, når man må lave den. Når man ellers venner sig til, at biler, knallerter, cykler og andre af de mange mystiske køretøjer, der er her, må svinge til højre i kryds med rødt lys, og ikke mindste at de forventer, at have fortrinsret frem for fodgængere, der går overfor grønt i forgængerovergangene, så virker trafikken til at være meget effektiv.

Hjemme igen på hotellet sad vi lidt i lobbien; det er nemlig kun der, der er trådløst internet. Vi tjekkede mails og kikkede lidt nyheder. I Danmark er "Breaking news: Peter Bjerregaard forlader Brøndby". Tja, hvis det er breaking news, så er agurketiden vist særlig slem i år.

På insektmarked

Dagen blev brugt på at gå på markeder og slappe af i en park.

Vi tog en taxa op til en nærliggende park. Det er første gang, hvor taxachaufføren ikke kørte den slagne vej. Jeg har efterhånden fået så god fornemmelse af byen, at jeg kunne se, at han kørte en omvej. Det gav nogle diskussioner, men det er svært at forklare til en kinesiske taxachauffør, der ikke kan engelsk. Jeg tror faktisk ikke, han forsøgte at snyde, men han havde tydeligvis ikke styr på, hvor vi skulle hen og til sidst smed han os ud af taxaen, dog uden at vi skulle betale. Vi mødte senere på hotellet en dansk-kinesisk mand fra Tilst, som vi snakkede lidt med. Han fortalte, at myndighederne i Shanghai er meget fokuserede på reglerne omkring taxakørsel og taxachaufførerne bliver straffet hårdt, hvis de ikke overholder reglerne, og at de er hunderædde for at gøre noget forkert. Vi har da heller ikke oplevet andre problemer. Vi oplever i øvrigt heller ingen pirattaxaer i Shanghai bu; der er bare rart at være fri for at have dem løbende efter sig.

Vi var på et marked, hvor der handles med insekter, dyr og blomster. Der var et vældigt udvalg af insekter; ikke bare de velkendte græshopper i små bure, men også andre slags insekter, der blev solgt i små kasser eller stod i små dåser; levende, selvfølgelig. Græshopperne bliver typisk solgt i små flettede bure af strå, men her kunne man også købe små særligt fine bure til sin græshoppe. Der var også andre dyr; store bure stoppet med kattekillinger, hamstre, kaniner, egern og hundehvalpe. Der var bure med alle mulige fugle, akvarier med farvede fisk og masser af baljer med små skildpadder. Der stod kasser proppet med ællinger, kyllinger og andre hønsefugle. For alle galt, at dyrene var stoppet tæt sammen i små bure uden strøelse eller lignende; ikke gode forhold. Der lugtede ikke lige godt over det hele og der var en larm uden lige af græshopper og pippende fugle.


Louise kikker på kattekillinger.

En god blanding af kaniner, hamstre, egern og kyllinger.

 Fugle.

Katten tager sig en lur og drømmer søde drømme.

Bagefter var vi på et antikmarked. De havde masser af sjove ting; noget af det var sikkert antik, men meget af det var i hvert fald ikke antik. Et meget hyggeligt marked, men dog noget turistpræget.

Vi sad noget tid i en park og slappede af; Louise læste mest i sin bog og jeg iagttog folkelivet. Det var en ret pæn og velpudset park med en lille sø. Søen var omgivet af fliser med trapper ned til vandet; desværre var der hele vejen rundt en malet gul stribe, hvor der stod at man ikke måtte overskride striben på grund af fare, så derfor kunne man ikke sidde med fødderne i vandet (hvad vi ellers havde stærk lyst til på grund af varmen), men måtte pænt blive på afstand. Det så nu ikke ud til, at søen var særlig dyb, men nogle gange skal man have regler for reglernes skyld. Som alle steder i Kina, var der et utal af folk, der arbejdede i parken. Ud over en masse små blå mænd og damer, der lugede ukrudt og holdt orden, så var der et antal mænd i sorte bukser, hvid skjorte og slips, der holdt øje med den offentlige orden. Der stod adskillige vagtmænd med kort afstand og overvågende hver sit afsnit af søen, og hvis nogen gik helt hen til vandet fik de straks af vide, at det måtte de ikke. Når der var for langt hen til synderen, så havde vagtmanden en fløjte, som han gav nogle høje pift i, hvorefter han derefter med tegn og fagter gjorde klart for den skyldige person at det måtte man ikke. Ingen finder det nedværdigende på denne måde at blive fløjtet af; folk lystrer bare. På et tidspunkt lagde Louise sig ned på bænken, som vi sad på, med hovedet på mit ene ben. Hun lå pænt og anstændigt, men alligevel kom vagtmanden ilende og gjorde tegn til, at det måtte hun ikke. Det var tydeligtvist et meget alvorligt job med et stort ansvar at være vagtmand i en park. Ud over slips og fløjte, så giver det stor magt.

Det er en generel ting, at der er mange ansatte alle steder. Nogle restauranter har flere ansatte end gæster, og når man handler i en forretning er det ikke usædvanligt, at der står 3-4 personer og falder over hinanden ved kassen. Da vi var ved frisøren var der et hold af medarbejdere, der vasker hår, et hold af medarbejdere, der klipper og desuden nogle, der går til hånde og fejer og selvfølgelig én, der kun sidder ved kassen og tager imod betaling. Det betyder så også, at der typisk er et større antal af medarbejdere, der ikke har noget at lave og som bare venter på, at der igen bliver noget, de skal tage sig af. Men mange ansatte er ikke nødvendigvis det samme, som bedre service. Man kan sagtens blive overset i en forretning eller restaurant, hvor der står en hel flok ansatte og hænger eller snakker med hinanden. Men ind imellem er det nu dejligt med de mange ansatte. Den anden dag ville vi tanke vores metrokort med penge. Vi har et plastkort, som man kan tanke penge på og så kan man både bruge det både i metroen og til at betale i taxaer. Det er vældig smart; man slipper for at fedte med kontanter og for at købe billetter, hver gang man tager metroen. Man kan tanke sit kort op både ved at gå hen til en manuelt betjent skranke, men også ved at gøre det selv i en automat, og vi stod og bøvlede lidt med automaten. Og vupti; så stod der pludseligt en uniformeret mand ved siden af, han tog kortet ud af Louises hånd, puttede det ind det rigtige sted i automaten, trykkede på de rigtige knapper og stoppede så pengesedlen ind på den rigtige måde i automaten. Og så gik det hele, som det skulle. Tænk sig, hvis man en dag stod og bøvlede med en af DSB's billetautomater og der så pludseligt stod en DSB-mand ved siden af og hjalp til; man ville jo få et hjerteslag af bare befippelse.

Vi kom tilfældigtvist forbi Xintiandi kvarteret, som er et nyt kvarter bygget i mursten i gammel kinesisk stil. Bygningerne er såmen meget pæne, men det undrede os, at kvarteret i begge de guidebøger, vi har købt om Shanghai, er fremhævet som en 'must see' seværdighed. Det er det bestemt ikke; det virker falsk og kunstigt.

Vi spiste aftensmad tæt ved hotellet. I nærheden er der en anden restaurant, hvor der udenfor står et par bure med et par høns og et par gæs; det vil sige, nu er der kun én gås, for her til aften manglede der én. De stakkels bæster; så står de der og venter på at blive ædt med menukortet hængende lige over hovedet.

Vi gik også en tur ind i et kinesiske supermarked i nærheden. Det er ikke så mange supermarkeder, vi har set, for mange ting bliver handlet på åbne markeder, kiosker og i små interimistiske butikker, men ind imellem ser vi det, vi forbinder med et supermarked. Det er altid sjovt at se, hvordan man sælger dagligvarer i andre lande. Som dansker kan det også være lidt deprimerende at se på kinesiske dagligvarer, for generelt er priserne meget, meget, meget billigere end i Danmark bl.a. koster Phillips sparepærer 10 kroner stykket i et supermarked. De havde en stor fiskeafdeling, hvor der var friske levende fisk i bassiner. Der var også et par baljer med store tykke levende frøer. Mums; det ser man alligevel ikke i Bilka.



Skulptur park

I dag gik turen til Shanghai Sculpture Park. Vi tog metrolinie 9 næsten ud til slutningen og derfra en taxa det sidste korte stykke. Vi havde fået adressen skrevet ned på kinesisk på vores hotel; det tog dem ret lang tid at finde ud af, hvad det var for et sted og at få det omsat til kinesisk skrift. Vi har ofte oplevet, at det er svært for kineserne, at skrive noget ned på kinesisk, som man beder dem oversætter. Oversættelse er åbenbart ikke lige så nemt.

Skulptur parken ser relativt nyanlagt ud og ligger som en del af et større rekreativt område. Bl.a. ligger Happy Vally Amusement Park derude, hvilket vi ikke lige var klar over, men nu kender vi vejen, hvis vi tager en tur derud.

Der er dejlig stille i parken, og det var skønt at går rundt og kikke på skulpturerne, det grønne græs og planterne fjernt fra den hektiske storby. Parken ligger rundt om en mindre sø, og vi lejede en lille båd med motor og sejlede lidt rundt på søen. Rent kunstnerisk er der nogle enkelte fine skulpturer, men det meste er lidt mystisk, men alligevel meget hyggeligt, at se på. En ganske morsom ting ved parken var, vi var så at sige de eneste besøgende.

Vi var der mindst tre timer, og vi talte omkring 10 besøgende inklusive os selv; i rigtig lang tid så vi ikke andre. Der gik næsten sport i at finde andre besøgende. Til gengæld var der masser af folk, der arbejdede i parken. Et større antal gik og ordnede parken; herunder en flok mænd, der sad på hug på græsplanen og hev ukrudt op. Der var folk, der passede salgssteder med drikkevarer, bådudlejning og så videre. Parken må have kostet en formue at anlægge og nu også at drive, så det er helt vildt, at der ikke kommer et øje derude. Men en billetpris på 120 yuan kan måske forklare det. Næsten hundrede kroner er ret meget efter kinesiske forhold.

Vi var der mindst tre timer, og vi talte omkring 10 besøgende inklusive os selv; i rigtig lang tid så vi ikke andre. Der gik næsten sport i at finde andre besøgende. Til gengæld var der masser af folk, der arbejdede i parken. Et større antal gik og ordnede parken; herunder en flok mænd, der sad på hug på græsplanen og hev ukrudt op. Der var folk, der passede salgssteder med drikkevarer, bådudlejning og så videre. Parken må have kostet en formue at anlægge og nu også at drive, så det er helt vildt, at der ikke kommer et øje derude. Men en billetpris på 120 yuan kan måske forklare det. Næsten hundrede kroner er ret meget efter kinesiske forhold.

På vej hjem gjorde vi holdt i The French Consession for at spise aftensmad. Vi var på Quánjùdé; en underafdeling af en kendt anderestaurant fra Beijing, som vi tidligere har spist på, men restauranten i Shanghai lever nu ikke op til den oprindelige, selvom der også her kom en kok ud i restauranten med hvide handsker på og skar vores and ud i skiver med en stor skarp kniv. Bagefter gik vi lidt rundt i kvarteret i de hyggelige gader og så på forretninger, der er en blanding af trendy mode og mystiske kopi forretninger. Efter et par dage med lidt mere moderate temperaturer er der igen blevet varmere (over 30) og det er meget hedt om dagen. Aftenerne er mere behagelige og det er lige til at holde ud.

Kinesisk frisør

Så er vi blevet klippet begge to. Vi gik ind til en frisør i nærheden af hotellet; et stort nydeligt sted med pæne kinesiske kunder; sådan et sted, man er rimeligt tryg ved at gå ind på. Vi fægtede lidt med armene og viste klippebevægelser, og spurgte efter prisen og de viste 40 yuan på en lommeregner (priser vises altid på en lommeregner, når man 'snakker' med en kineser). Så kan det jo ikke gå helt galt, også selvom der skulle løbe noget mere på prisen til hårvask og lignende. Først fik vi vasket håret. Det foregik siddende i frisørstolen. Der var en nydelig kinesisk dame, der hældte væske i hårbunden på en, og så masserede hun til det skummede godt op. Så blev der ellers vasket og knubbet grundigt, og oveni fik man en grundig hovedbundsmassage. Alt dette foregik stadigt siddende i frisørstolen. Efter en lang omgang på denne måde, blev man henvist til et nærliggende skyllerum, hvor man liggende i et fladt møbel fik skyllet håret igennem. Bagefter tilbage i frisørstolen, hvor hun masserede nakken en omgang, og så var hun færdig. Nu kom der et par kinesiske undersvende, som tog over. Der var ikke det store at sige om klipningen, ud over at de tog sig god tid og gjorde meget ud af at kikke, om det blev lige. Resultatet blev da også ganske godt.

En pudsig ting var, at et par kinesiske damer, der sad i nærheden fik udført ørerens. Frisøren stod simpelthen og rensede ørerne med en vatpind; først det ene øre og så det andet øre. En tillægsydelse, som de danske frisører kunne overveje.

Alt i alt har det hele nok taget en time; ud over hårvask og klipning fik vi en grundig hovedbundsmassage og en massage i nakke/skuldre. Det kostede samlet set 75 kroner. Den slags frisører skulle der være nogle flere af i Danmark.

Og her ses lige endnu en lille kineser med hul i bukserne.

Vi var inde på South Bund Fabric Marked, der ligger lige ved siden af hotellet. Det er et marked, hvor der sælges tekstiler og tøj, herunder en masse skræddersyet tøj. Vi var overraskede over, at de faktisk havde en den pæne ting.

Tilbage i Shanghai

Vi har nu checket ind på et nyt hotel. Det hedder Rayfont Hotel South Bund og ligger tæt i Nan Cang Street i det sydlige Bund tæt på Nanpu broen, og vi har fået værelse på 15. etage med udsigt ud over byen; vi kan lige ane tv tårnet længere oppe ved Bund og vi kan se et stykke af floden, så det er en fornem udsigt. Det er et dejligt værelse med et godt badeværelse.

Igen måtte vi konstatere, at det er nødvendigt med en kinesisk adresse på hotellet. Når man checker ind på et hotel, kan man tage et lille businesskort, hvor hotellets navn og adresse står på kinesisk og det er praktisk af bruge til taxachaufførerne. Inden man ankommer til hotellet, er det imidlertid et problem, at forklare, hvor man vil hen. Jeg havde som altid booket hotel på nettet, men havde ikke været i stand til at finde hverken hotellets navn eller adresse på kinesisk. Ellers er det smart at tage et billede med mobiltelefonen, som man kan bruge til at vise til en taxachauffør. Da hotellet så ud til at ligge tæt ved en metrostation, tog vi den på gåben. Men afstande snyder ofte i Kina, byerne er større end man regner med, og det, der så ud til at være et par gader, var et større kvarter af små usle rønner og gader, der ikke var tegnet ind på kortet. Vi prøvede at fange et par taxaer, men ingen af dem kunne forstå, hvor vi ville hen. Chaufførerne kan ikke læse adresser på vores skrift. Så vi fik en lang og svedig gåtur ind imellem de fattige Kinesere, gående som to vesterlandske alians med vore tunge kufferter. Til sidst fandt vi endeligt hotellet. Aldrig har et bad og en omgang tøjskift været så dejligt (bort set fra i forgårs, da vi kom hjem fra Huangshan bjergene). Især efter den lange tur i toget, hvor vi sov i vores tøj og ikke kunne gøre morgentoilette.

Vi har slappet af i dag; stadig med meget ømme ben efter vore bjergvandrig. Hver gang vi har siddet stille et stykke tid, går vi som gamle koner med stive ben og ømmer os indtil benene er varmet lidt op igen. Vi kan ikke gå to trappetrin op til en forretning uden at det gør ondt.

Vi var oppe i kvarteret omkring Peoples Park. Vi gik forbi nogle gader, hvor de sælger kæledyr; ikke just de samme forhold, som vi byder vore kæledyr i Europa. Der var et bur med en nybagt kattemor med seks killinger, som var født få timer før; de var ganske små og havde stadig navlesnoren hængende. Buret havde en plastikbund og der var ingen strøelse eller klæde af nogen art; plads var der heller ikke meget af. Der var også masser af små bure med små hundehvalpe. Nogle af hvalpene larmede en del og var meget ivrige for at få opmærksomhed. Der lugtede heller ikke særligt godt. Vi så bure med bunkevis af små hamstre og egern. Vi så masser af plastfade fyldt med skildpadder i alle mulige størrelser og farver. Flettede bure med larmende græshopper, og bure med alle mulige fugle. Det var ikke et særligt opløftende syn, dyrene var stopet sammen i bure og fade.



Vi var inde i en forretning på Fuzhou Lu, der sælger parpirvarer og tegneartikler. Vi fandt en forretning, der ikke er rettet mod turister, og den har mange lækre sager. Kvaliteten er fin, og priserne er vildt langt fra det, vi kender derhjemme. 6 kroner for en tegneblok, der ville koste mindst en halvtredser derhjemme.

Vi var også en tur omkring et marked på Nanjing Xi Lu, hvor de sælger efterligninger og falske mærkevarer. Vi blev faktisk overraskede over den gode kvalitet på mange af varerne; både materialer og syninger var ret flotte. Da vi var i Beijing, synes jeg, at det meste, man kunne købe var af meget dårligt kvalitet og de få ting, som vi købte dengang gik da også typisk i stykker indenfor de første to måneder. Vi købte ikke rigtigt noget på markedet denne dag, men undersøgte priser. Vi forhandlede lidt om nogle varer blot for at få en fornemmelse af prisniveauet. En anden dag tager vi derop igen og køber nogle ting.

Vi spiste aftensmad på Deda på Nanjing Xi Lu; en vestlig præget restaurant, der har eksisteret siden 1898 og er smukt indrettet i gammel stil med mørke træpaneler og -møbler. Maden er lavet efter europæisk og amerikansk principper, dog noget tilpasset kinesiske forhold. Derfor var der også kniv og gaffel (i øvrigt nogle fine nogle, som man kunne se, var meget gamle), hvad man bliver lidt overrasket over, fordi man hurtigt venner sig til, at pinde er det, man bruger til at spise med. Kinesisk mad er spændende, og jeg hylder meget det princip, at man skal spise den mad, som de spiser, der hvor man rejser hen. Men det er lidt hårdt at spise kinesisk i ugevis. Især morgenmaden er lidt af et problem, for det er svært at finde noget, der ligner det, vi synes er morgenmad.

Her i aften sad vi udenfor på en kaffebar og slappede af. Det er er en vidunderlig aften; temperaturen er faldet lidt og det har været lidt småregnende i dag, så aftentemperaturen var perfekt; varm uden at være kvalmende varm. Vi sad tæt på Peoples Park i et kvarter blandet med smukke bygninger fra starten af 1900-tallet og moderne bygninger med lys på; på gaden stod masser af platantræer og krukker med store palmer. Vi har været i boghandlen igen i dag, så Louise kunne få lidt mere læsestof, så hun sad og læste; vi småsnakkede og iagttog folk, der passerede forbi. Det bliver man aldrig træt af. Bagefter tog vi en taxa til hotellet; den kørte ned forbi floden ude ved The Bund og vi kunne se den smukke promenade med den fantastiske aftenbelysning på de mange smukke gamle og moderne bygninger.

Det er dejligt at være sluppet for de dyttende taxaer i Huangshan. I Huangshan kører taxaer, busser og alle andre som vilde og laver grimme overhalinger i modsatte vejbane, og de dytter i tide og utide. De dytter som en slags opmærksomhedsdyt "her kommer jeg og nu skal du passe på ikke at komme i vejen" hele tiden. Det er noget mere civiliseret i Shanghai, så selv om prisen for de første 3 kilometers kørsel er steget fra 5 til 14 yuan; så er det ganske fint.

Slappeaf-dag i Huangshan

Vore kroppe var ganske enkelt mørbankede efter vores bjergvandring i går, så dagen stod på afslapning. Vi sad blandt andet på en lille café i forbindelse med hotellet. Vi fik noget mad, som skulle minde om morgenmad; en æggesandwich som viste sig at bestå af sandwichbrød med spejlæg indeni. Den smagte nu helt fint. Der var en slags chips som tilbehør, nogle rigtig tørre nogle, som måske ville have smagt godt en lørdag aften sammen med en stor kold øl til, men ikke nu. Så bestilte vi også en frugtsalat, det dyreste på hele menukortet. Men vi blev noget lange i ansigterne, da vi fik den serveret., Det var en stor portion af hel frisk frugt; vandmelon, æbler og så videre. Dejligt så det ud. Problemet var bare, at det hele var søbet godt ind i mayonnaise, så det var ikke den fulde succes. Smag og behag er forskellig.

  

Små kinesiske børn har som regel ingen ble på. I stedet bruger man bukser, der har en stor sprække, som det ses på billedet herover. Så er det let at hold ungen ud på vejen, hvis noget er på vej.

Her er et billede tage udenfor en restaurant; menuen er til højre og ingredienserne står til venstre. Bemærk i øvrigt det fine billede nederst til højre på menu'en.

En enkelt praktisk ting ordnede vi dog; vi var på banegården og købte togbilletter tilbage til Shanghai. Vi er efterhånden blevet ganske rutinerede i at begå os uden at kunne snakke med folk. Jeg havde i forvejen taget et foto af en hjemmeside, hvor tognumrene og tidspunkter for afgang var angivet, og det gik da også ganske smertefrit at købe togbilletter. Damen forstod straks, hvilket tog, vi ville med. Der går kun nattog til Shanghai og vi besluttede at tage et toget samme aften i stedet for at vente endnu en dag i Huangshan. Kinesiske tog er opdelt i ’hard seats’ og ’soft seats’ for siddepladser og ’hard beds’ og ’soft beds’ for liggepladser. Der var ikke flere ’soft beds’ ledige, så vi købte to ’hard beds’ med afgang klokken 20:45 og ankomst i Shanghai næste morgen.

Da vi ankom til banegården om aftenen, var der mange mennesker forsamlet foran på pladsen. De hyggede sig i de varme mørke sommeraften på pladsen og på bænkene. Der var desuden to grupper af dansende kineserdamer. Det har vi set før; de forsamler sig på torve og pladser, hvor de danser i store grupper. Nogle gange ser vi pardans, hvor også mændene deltager, men ofte er det damerne, der danser i en større flok. Damerne foran banegården dansede i en stor gruppe med koordinerede bevægelser, og der var en instruktør, der vejledede dem. Det var rigtig hyggeligt, at se på. I Danmark går man ind i et lukket lokale; i Kina er det en del af folkelivet på gaden.

Banegården var fyldt med mennesker, og princippet var det samme som tidligere. Man går gennem et security check, hvor ens bagage bliver scannet og derefter venter man i en hal indtil der bliver åbnet for adgangen til ens tog. Det var et stort klassisk tungt tog, ikke noget med hurtigtog denne gang. Jeg har læst en del skrækfortællinger om kinesiske tog, og havde det indtryk at ’hard beds’ var noget med lange gange med masser af spyttende mennesker, køjesenge og geder. Men det var ganske civiliseret. Kupeerne består at seks liggepladser og der er åbent ud til gangen. Liggepladserne er smalle, og hver plads er redt op med et lagen, en tynd dyne og en tyk pude. Sengelinnedet er rent og pænt. I hver kupe er desuden et lille klapbord med en lille hvid dug med fine kanter på, og under bordet står en stor 2- 3 liters metal termokande til varmt vand

For enden af vognen står en stor vandvarmer, hvor man kan tappe varmt vand til te eller nudler. På gangen op til kupeerne er der små smalle borde og et par klapstole, så man har mulighed for at sidde ned. Der blev spyttet noget i toget, men de spyttende mænd gik i det mindste hen i enden af vognen og spyttede ud i en skraldespand. Harkelydene vender man sig dog aldrig til. En pussig ting var dog også ,at der var rygeforbud, men at folk (inkl. togpersonalet) stor og røg for åbne døre for enden af togvognen, så der stank tydeligt af røg ned gennem kupeerne. Nå, men det er jo Kina. Det værste ved turen var, at toget stoppede utallige gange i løbet af natten og det var ret støjende, når nye folk stod på og gik igennem toget for at finde deres plads. Men ellers var folk ret stille, mange rejsende gik hurtig til ro og der var heller ikke de store problemer med snorken. Selvfølgelig var liggepladserne smalle og hårde, men med ømhed i kroppen fra bjergvandringen dagen før, var det svært at fastslå, hvad smerterne skyldtes.