I dag var der blå himmel, så vi besluttede at tage på Lupu broen. Det var den bro, som vi forsøgte at komme op på tidligere, men hvor vi havnede på den forkerte side af floden. Vi kan stadig mærke Huangshan bjergene i benene, så det var nok også en god ide, at vi først tog op på broen seks dage efter vores bjergvandring. Denne gang tog vi metroen hen i nærheden af broen og gik så det sidste stykke ind under broen på nordsiden af floden. Vejen går meget højere oppe; den er en af de 'elevated roads' som der er en del af her. D.v.s. det er en vej, som er hævet op på piller og som ligger ovenpå en anden vej. Det giver mulighed for meget mere trafik og man kan have den hurtiggående trafik i øverste niveau. Man skulle tro, at det ser grimt ud i en by, men selv den hævede vej ligger nede mellem husene, fordi husene typisk er meget højere, og når der tilmed er så varmt, som her er i juli måned, så er det nærmest en fordel med den skygge, som vejen giver. I store vejkryds kan der være veje i flere etager, der krydser ind og ud over hinanden. Det er slående, hvor meget der gøres ud af beplantningen omkring vejene. Der er områder under disse hævede veje, som er anlagt som små grønne parker, og nogle steder gror der grønne planer op af vejens bærepiller. En helt fantastisk ting er, at der på stykker af den hævede vej hænger altankasser med grønne planter; små kasser ligesom dem, mange mennesker har på deres altaner derhjemme. Det ser vældig pænt ud (jeg har efterfølgende læst, at planterne er af plastik. Nå, men pænt ser det nu ud alligevel).
Nå, men tilbage til broen. Vi fik købt billetter til at komme op i broen (80 yuan per person og 1/2 pris på Louises billet) og startede med at tage en elevator nede fra jordhøjden og 13 etager op, så vi kom op lige over niveauet med kørebanen hen over floden. Derefter gik vi hen af broen i den ene side, og lidt henne startede trapperne op over selve brobuen. Brobuen har et spænd på 550 meter, hvilket på bygningstidspunktet i 2003 var verdens længste. Efter 404 trin nåede vi toppen, hvor der var en platform med en fantastisk udsigt ud over byen. Huangpu floden er vist nok 400 - 500 meter bred og meget trafikeret af pramme, der transporterer varer op og ned ad floden. Vi kunne se langt ud over byen til alle sider; lige neden for broen ligger et stort område, hvor Expo 2010 blev holdt. Den lille havfrue er taget hjem, men man kan stadigt se de store pavilloner, som blev bygget til verdensudstillingen.
Vel nede fra broen igen tog vi en taxa op til Jade Buddha Templet. Inden vi gik ind i templet spiste vi på en lokal restaurant. Det var den pæneste restaurant i kvarteret, og det siger ikke så meget, for de bestod typisk af gadekøkkener og andre snuskede restauranter. Kortet var fyldt med retter med oksefrøer og hønsefødder; og mange af retterne stod omtalt som stærke eller pebrede, og vi har lært, at når kineserne omtaler mad som stærkt eller pebret, så skal det tages alvorligt. Vi fandt dog et par retter og det smagte rigtig godt, om end kødet var meget stærkt. Portionerne var for store, så vi kunne kun spise en lille del af maden. Varmen gør også, at det kan være svært at spise ret meget. Men det er meget normalt her, folk bestiller en mængde retter, og der er næsten altid for meget, så man levner rigtigt meget.
Nå, tilbage til templet. Der myldrede med tiggere uden for templet. Det gør der som regel den slags steder. I Europa sidder der også tiggere uden for kirkerne, men i Kina fremviser tiggere deres handikap og syge børn, så der sidder folk med misdannede lemmer, åbne kødsår, brandmærker og store svulster. Det er ikke rart at se på, og de er meget pågående og stikker nogle gange misdannelserne op i hovedet af folk, hvis de kan komme til det.
Templet var rigtig fint, og det myldrede med buddhistmunke i gulbrune kåber. Folk kom og brændte røgelsespinde og bad en lille bøn. En større forsamling udførte religiøse handlinger i en rum omkring billede af en mand; sandsynligvis en, som de mindedes. Bagefter gik de ud på pladsen foran templet med store papirpakker med noget i, som de lagde på en ovn for at ofre. Der var også en del pågående sælgere og steder med salg af jade dimser og andet halvreligiøst turist diller daller. Der var nogle ret irriterende mænd, der forsøgte at guide os direkte ind i forretningsdelen. Penge, vil de altid have ud af lommerne på folk også selvom vi havde betalt entré.
Som en særlig ting i templet, kunne man købe fiskefoder til 38 yuan og fodre guldfiskene i en lille dam. Vi syntes, at det var vildt tåbeligt at betale 35 kroner for at fordre nogle guldfisk, indtil vi så andre gøre det, og så måtte vi altså prøve det også. Den lille dam var fyldt med guldfisk; flere hundrede. De havde alle mulige farver; gyldne, orange, hvide, sorte og mange var plettede i flere farver. Nogle var mindre og nogle var meget store. De må have været rigtig gamle nogle af dem. Hver gang nogen kom med foder myldrede fiskene sammen i en stor stime i kampen for at få mad. Man kunne så række hånden ned til fiskene i vandet og de slubrede maden i sig med åbne munde. Det vil sige, at ens hånd blev mødt med nærmest et fast tæppe af guldfisk og et utal af grådige guldfiske munde, og man kunne klappe fiskene. Nogle gange kom en fisk kortvarigt til at ligge ovenpå de andre fisk, fordi mylderet var så tæt, at de blev presset op ovenpå. Når man kom helt ned til fiskene med mad i hånden, kunne man mærke adskillige guldfiskemunde omkring ens fingre. Det kildrede vildt meget. Det var hyleskægt. Selvom det ikke gjorde ondt (guldfisk har åbenbart ingen tænder), så var det lidt grænseoverskridende. De 35 kroner var godt givet ud; der var spas for alle pengene.
Om aftenen tog vi op til Huaihai Lu for at spise på en restaurant, jeg havde læst om, men den bygning, som restauranten skulle ligge i, var under renovering. Det er så tredie gang, det sker. Første gang, var da vi skulle op på en bar, hvor de har fisk i bordene. Det vil sige, det skulle vi så ikke, for huset var der ikke længere, så vi fik ingen drinks i fiskebaren. Men vi så en anden fascinerende ting, da vi var deroppe; et gadekryds med seks fodgængerovergange. Ud over de fire fodgængerovergange, der normalt er i et kryds, så var der to diagonale overgange tværs over krydset. Og der blev på et tidspunkt grønt for alle seks overgange på én gang. Det var vildt fascinerende. I øvrigt skal det bemærkes, at de har nogle fine lyskryds her i byen. Dels er lysene meget store og tydeligt, men næsten alle lys har en optælling/nedtælling fra rødt til grønt, så man kan se hvor mange sekunder, der er, til lyset skifter. Det virker meget effektivt. Det er der både på lysene for bilerne, det er der også på lysene til fodgængerne og mange steder er der også specielle lys for cyklerne. Vi har også set specielle lys for u-vendinger, så man lægger sig i en specifik vejbane for at lave en u-vending og får grønt lys, når man må lave den. Når man ellers venner sig til, at biler, knallerter, cykler og andre af de mange mystiske køretøjer, der er her, må svinge til højre i kryds med rødt lys, og ikke mindste at de forventer, at have fortrinsret frem for fodgængere, der går overfor grønt i forgængerovergangene, så virker trafikken til at være meget effektiv.
Hjemme igen på hotellet sad vi lidt i lobbien; det er nemlig kun der, der er trådløst internet. Vi tjekkede mails og kikkede lidt nyheder. I Danmark er "Breaking news: Peter Bjerregaard forlader Brøndby". Tja, hvis det er breaking news, så er agurketiden vist særlig slem i år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar