På ægteskabsmarked

Vi skiftede hotel i dag. Årsagen var egentligt, at det er sjovt at bo forskellige steder, så man kommer til at kende forskellige kvarterer lidt bedre, men det endte faktisk med, at jeg bookede det samme hotel, som vi havde den første uge. Beliggenheden er fin, prisen er fin og så er det dejligt store værelser med flotte badeværelser, køleskab og så videre. Værelset denne gang var faktisk endnu bedre end første gang; det var større og vi har altan. Ikke fordi, det er til at holde ud at sidde på altanen i varmen, men det er rart at kunne tørre tøj udendørs og det er også meget hyggeligt, at kunne gå ud og kikke ud over byen om aftenen. Igen kom vi til at bo på 25. etage. Det vil sige, det gør vi faktisk ikke, for jeg kom til at se i elevatoren at 4. sal mangler. Kineserne mener, at 4-tallet er et dårligt tal. Og ikke nok med det, 14. og 24. sal mangler også, så reelt bor vi vel på 21. etage.

Vi var på ægteskabsmarked i eftermiddag. I parken på Peoples Square samles hver weekend et stort antal forældre og agenter, der prøver afsætte ugifte kinesere. Der hænger lange rækker af opslag med beskrivelse af de håbefulde unge mennesker; enkelte er der billede af. Vi kunne kun se deres alder, og højde; resten kunne vi af gode grunde ikke læse, men der skulle efter sigende også stå noget om deres uddannelse, job og indkomst. Det var lidt surrealistisk at gå og kikke på; men i grunden svarer det vel bare til dating.dk eller en anden datingside.

Tilbage på hotellet lykkedes det os endeligt, at finde deres swimmingpool. Vi ledte efter den første gang, vi boede her, uden at det lykkedes. Personalet taler sparsomt engelsk, så det krævede ret lang tid, før det lykkedes at finde den. Den ligger i kælderen i en anden bygning to gader væk. Vi tog derover og var heldige, idet der ikke var ret mange mennesker, så der var plads til at svømme og ro til at slappe af. Det var dejligt.

Kineserne har et andet forhold til flere ting. For os danskere virker kineserne er meget støjende. De taler meget højt og deres stemmeføring giver ofte udtryk for, at de skændes eller skælder ud selv om, det ikke er tilfældet. Personalet i en restaurant kan godt finde på at stille sig klods op af, hvor man spiser og føre en råbende samtale ud i lokalet med nogle andre ansatte; lige hen over hovedet på en. Generelt er det også sådan på gaden, at den der vil frem, bevæger sig frem og andre må så vige pladsen eller selv mase sig frem. Så man skal ikke forvente, at nogen lader en komme frem, selvom man kommer med en tung kuffert. Det er ikke sådan, at kineserne ikke har køkultur, for de stiller sig i kø (selvom de snyder mere i køen), men man holder ikke tilbage for hinanden, som vi er vant til hjemmefra. Det er også sjældent, at der bliver hilst særlig pænt, når man kommer ind i en restaurant eller en forretning (nogle gange har de nogle stående ved døren, som hilser overdrevent pænt, men personalet inde i restauranten gør ikke mine til den slags) og endnu mere sjældent, at de hilser, når man går igen. Det er selvfølgeligt ikke alle steder, at det er sådan, men ret udbredt er det dog. I forhold til det, man oplever andre steder i Europa, er danskerne jo et hensynsløst og uhøfligt folkefærd; men i forhold til kineserne, så kommer danskerne til at virke meget høflige. Sådan er kulturen åbenbart, men det er lidt svært at vende sig til.

En anden forskel er, at Kinesere kan sove overalt. Butiksansatte sover inde i butikken, arbejdere ligger på fortovet, folk sidder i stole på gaden eller sidder ret op og ned i bussen og sover. Jeg har endda set en mand stå ude på gaden henover en offentlig skraldespand og sove (jeg troede først, at han var blevet syg indtil jeg kunne se, at han sov). De læner sig simpelthen ind over et eller andet med armene, lægger hovedet på armene og sover de bare. På mange måder er det meget forståeligt; juli måned er så hed og man bliver utroligt dvask. Mange mennesker har meget lange arbejdsdage, mange arbejder meget hårdt og mange har et job, som må være usigeligt kedeligt. Det er lidt sjovt, som det virker næsten provokerende for os vesterlændinge, at se folk sove i offentlighed. Ud over at vi ser det som en slags slendrian, så har vi også en blufærdighed omkring det at sove i offentlighed. Det er noget vi gør alene, eller med vores allernærmeste. Til nød sammen med venner på en spejderlejr, men vi opfatter det som grænseløst pinligt, hvis vi bliver taget i at sove under et kedeligt foredrag eller kort falder i søvn i en bybus. I Kina er det helt normalt, der er ikke en, der løfter et øjenbryn.

Vi kikkede lidt nyhederne og det forfærdelige uvejr i Beijing, hvor vandmasserne har dræbt mange mennesker og lavet meget materiel skade. Uvejret fortsætter ned over Hong Kong, og så er det nu, vi kan glæde os over, at Shanghai går helt fri.