Tilbage i Shanghai

Vi har nu checket ind på et nyt hotel. Det hedder Rayfont Hotel South Bund og ligger tæt i Nan Cang Street i det sydlige Bund tæt på Nanpu broen, og vi har fået værelse på 15. etage med udsigt ud over byen; vi kan lige ane tv tårnet længere oppe ved Bund og vi kan se et stykke af floden, så det er en fornem udsigt. Det er et dejligt værelse med et godt badeværelse.

Igen måtte vi konstatere, at det er nødvendigt med en kinesisk adresse på hotellet. Når man checker ind på et hotel, kan man tage et lille businesskort, hvor hotellets navn og adresse står på kinesisk og det er praktisk af bruge til taxachaufførerne. Inden man ankommer til hotellet, er det imidlertid et problem, at forklare, hvor man vil hen. Jeg havde som altid booket hotel på nettet, men havde ikke været i stand til at finde hverken hotellets navn eller adresse på kinesisk. Ellers er det smart at tage et billede med mobiltelefonen, som man kan bruge til at vise til en taxachauffør. Da hotellet så ud til at ligge tæt ved en metrostation, tog vi den på gåben. Men afstande snyder ofte i Kina, byerne er større end man regner med, og det, der så ud til at være et par gader, var et større kvarter af små usle rønner og gader, der ikke var tegnet ind på kortet. Vi prøvede at fange et par taxaer, men ingen af dem kunne forstå, hvor vi ville hen. Chaufførerne kan ikke læse adresser på vores skrift. Så vi fik en lang og svedig gåtur ind imellem de fattige Kinesere, gående som to vesterlandske alians med vore tunge kufferter. Til sidst fandt vi endeligt hotellet. Aldrig har et bad og en omgang tøjskift været så dejligt (bort set fra i forgårs, da vi kom hjem fra Huangshan bjergene). Især efter den lange tur i toget, hvor vi sov i vores tøj og ikke kunne gøre morgentoilette.

Vi har slappet af i dag; stadig med meget ømme ben efter vore bjergvandrig. Hver gang vi har siddet stille et stykke tid, går vi som gamle koner med stive ben og ømmer os indtil benene er varmet lidt op igen. Vi kan ikke gå to trappetrin op til en forretning uden at det gør ondt.

Vi var oppe i kvarteret omkring Peoples Park. Vi gik forbi nogle gader, hvor de sælger kæledyr; ikke just de samme forhold, som vi byder vore kæledyr i Europa. Der var et bur med en nybagt kattemor med seks killinger, som var født få timer før; de var ganske små og havde stadig navlesnoren hængende. Buret havde en plastikbund og der var ingen strøelse eller klæde af nogen art; plads var der heller ikke meget af. Der var også masser af små bure med små hundehvalpe. Nogle af hvalpene larmede en del og var meget ivrige for at få opmærksomhed. Der lugtede heller ikke særligt godt. Vi så bure med bunkevis af små hamstre og egern. Vi så masser af plastfade fyldt med skildpadder i alle mulige størrelser og farver. Flettede bure med larmende græshopper, og bure med alle mulige fugle. Det var ikke et særligt opløftende syn, dyrene var stopet sammen i bure og fade.



Vi var inde i en forretning på Fuzhou Lu, der sælger parpirvarer og tegneartikler. Vi fandt en forretning, der ikke er rettet mod turister, og den har mange lækre sager. Kvaliteten er fin, og priserne er vildt langt fra det, vi kender derhjemme. 6 kroner for en tegneblok, der ville koste mindst en halvtredser derhjemme.

Vi var også en tur omkring et marked på Nanjing Xi Lu, hvor de sælger efterligninger og falske mærkevarer. Vi blev faktisk overraskede over den gode kvalitet på mange af varerne; både materialer og syninger var ret flotte. Da vi var i Beijing, synes jeg, at det meste, man kunne købe var af meget dårligt kvalitet og de få ting, som vi købte dengang gik da også typisk i stykker indenfor de første to måneder. Vi købte ikke rigtigt noget på markedet denne dag, men undersøgte priser. Vi forhandlede lidt om nogle varer blot for at få en fornemmelse af prisniveauet. En anden dag tager vi derop igen og køber nogle ting.

Vi spiste aftensmad på Deda på Nanjing Xi Lu; en vestlig præget restaurant, der har eksisteret siden 1898 og er smukt indrettet i gammel stil med mørke træpaneler og -møbler. Maden er lavet efter europæisk og amerikansk principper, dog noget tilpasset kinesiske forhold. Derfor var der også kniv og gaffel (i øvrigt nogle fine nogle, som man kunne se, var meget gamle), hvad man bliver lidt overrasket over, fordi man hurtigt venner sig til, at pinde er det, man bruger til at spise med. Kinesisk mad er spændende, og jeg hylder meget det princip, at man skal spise den mad, som de spiser, der hvor man rejser hen. Men det er lidt hårdt at spise kinesisk i ugevis. Især morgenmaden er lidt af et problem, for det er svært at finde noget, der ligner det, vi synes er morgenmad.

Her i aften sad vi udenfor på en kaffebar og slappede af. Det er er en vidunderlig aften; temperaturen er faldet lidt og det har været lidt småregnende i dag, så aftentemperaturen var perfekt; varm uden at være kvalmende varm. Vi sad tæt på Peoples Park i et kvarter blandet med smukke bygninger fra starten af 1900-tallet og moderne bygninger med lys på; på gaden stod masser af platantræer og krukker med store palmer. Vi har været i boghandlen igen i dag, så Louise kunne få lidt mere læsestof, så hun sad og læste; vi småsnakkede og iagttog folk, der passerede forbi. Det bliver man aldrig træt af. Bagefter tog vi en taxa til hotellet; den kørte ned forbi floden ude ved The Bund og vi kunne se den smukke promenade med den fantastiske aftenbelysning på de mange smukke gamle og moderne bygninger.

Det er dejligt at være sluppet for de dyttende taxaer i Huangshan. I Huangshan kører taxaer, busser og alle andre som vilde og laver grimme overhalinger i modsatte vejbane, og de dytter i tide og utide. De dytter som en slags opmærksomhedsdyt "her kommer jeg og nu skal du passe på ikke at komme i vejen" hele tiden. Det er noget mere civiliseret i Shanghai, så selv om prisen for de første 3 kilometers kørsel er steget fra 5 til 14 yuan; så er det ganske fint.