The Bund og Pudong

I dag gik turen til The Bund og Pudong, hvor vi gik tur på promenaden langs floden og nød Shanghais smukke skyline. Vi tog en færge over Huangpu floden til Pudong. Floden er meget bred og der er en flittig trafik på den. To yuan for en billet kostede det; det er mindre end 2 kroner.

I Pudong gik vi først op i Jin Mao bygningen, en 88 etager høj bygning, hvor vi efter noget søgning efter den rigtige elevatoropgang til udsigtsdækket besluttede os for at tage elevatoren op i Shanghai Grand Hyatt hotel; et stort hotel, der ligger i en stor del af bygningen. Vi kom op i hotellobbyen på 54. etage og kunne se den imponerende udsigt, men kunne ikke rigtigt stille os op og nyde udsigten, da det som sagt var i hotellets lobby og vi nok var blevet smidt ud, hvis vi opførte os som turister midt i det fine hotel. Vi gik videre ind i bygningen, og nåede derved bygningens midte, som er hul. Hotelværelserne ligger i en ring rundt om en hule kerne som går op gennem hele bygningen. Det vil sige, at i midten er der bare ingenting, og man kan stå på gangen og kikke ned, ned, ned. Helt ned i forhallen kan man se. Sikke et gys; jeg turde næsten ikke på hen til gelænderet. Der var så benene blev til gele. Der var dæleme langt ned. Og så var vi ikke engang helt oppe i toppen af bygningen, så vi kunne også kikke langt opad. Det lykkedes os ikke at finde en opgang til at komme længere op, så vi besluttede os for at tage elevatoren ned igen og i stedet gå over i den nærliggende SWFC (Shanghai World Financial Center) bygning. Det er den bygning, der ligner en kæmpestor øloplukker. Her var det tydeligt, hvordan man kom op i toppen af bygningen, idet der allerede ved indgangen var billetsalg med et utal af ansatte i uniformer. Efter at have betalt en formue i kinesiske penge (250 yuan i alt) kom vi op på 100. etage i 474 meters højde. Det tager ikke længe at køre med elevator 100 etager op i sådan et hus. Der var en imponerende udsigt ud over Shanghai. Noget af gulvet er lavet af små firkanter af glas, hvor man kunne se langt ned og det krævede lidt overvindelse i begyndelsen, før man turde gå på dem. Vi kunne se ud over hele Shanghai til alle sider.

Efter at have været oppe i højderne, gik vi hen forbi det berømte Oriental Pearl Tower, Shanghais radio og tv tårn med det karakteristiske udseende, men besluttede at vi ikke behøvede at betale endnu en formue for at komme op og se en udsigt svarende til det, vi lige havde set. Det var nu blevet aften og tusmørke; allerede ved 18-tiden ændrer lyset sig og ved 19 tiden bliver det rigtig mørkt. Så vi gik langs promenaden på Pudong siden, medens det blev mørkere og mørkere, og vi så hvordan lysreklamer og anden belysning blev tændt på bygningerne begge sider af floden i et imponerende lysshow; det var en helt fantastisk udsigt. Selv mange af skibene på floden havde belysning på, så det lignede et helt show. Folk samlede sig på promenaden og hyggede sig i sommervarmen med familie og venner. Der blev spillet musik enkelte steder, og man kunne købe kolde drikkevarer og is. Der var en fantastisk folkeliv. Man kan godt have en tendens til at synes, at mange lysreklamer er grimme, men når man går midt i en by, hvor det lyser til alle sider, så er det faktisk flot. Derudover så er de mange gamle bygninger på The Bund siden af floden meget smukke og indrammer en utrolig flot promenade.

Efter at have taget færgen tilbage over floden gik vi op af promenaden på The Bund siden og gik derefter op ad Nanjing Dong Lu, der er en bred handelsgade med et mylder af folk, store flotte forretninger, et utal af sælgere med boder med mad og alskens skrammel. Længere oppe i gaden var der adskillige folk, der sang og flere steder folk, der dansede på gaden.



Vi havde den lidt morsomme oplevelse, at en kinesisk gut stillede sig op lige foran os og snakkede løs, da vi sad på en bænk og hvilede vores ømme fødder. Han var fattig og ussel, og vi troede først han ville have penge, men det var vist mere opmærksomhed, han ville have; eller måske kedede han sig bare. Vi ignorerede ham, og var først noget irriterede, men derefter blev den næsten morsomt, og til sidst gik der lidt sport i ikke at kikke på ham og ikke at gå væk først. Det lykkedes; til sidst gik ham sin vej, men der havde han også stået lige klods foran os og snakket højlydt i over 20 minutter.

Efter noget mere vandring og ondt i fødderne opgav vi at finde en restaurant og tog en taxa hjem til hotellet. Vi spiste på en restaurant tæt ved hotellet, og fik blandt andet oksefrøer (bullfrogs) serveret med grøntsager i en stærk sovs. Der var mange flere frøer end vi kunne spise; en 20 stykker skulle der nok være i skålen.

Klokken blev to inden vi lagde os til at sove, og alligevel kunne jeg ikke falde i søvn. Klokken fire havde jeg stadig ikke lukket et øje. Jettlag'en sidder stadig i kroppen.