Tilbage i Kina

Så er vi tilbage; efter syv år er vi tilbage i Kina, denne gang i Shanghai.

Meget virker anderledes, men meget virker også bekendt. Luften er tung og mættet med en sødlige lugt af mad, skidt samt hist og pist også af urin. Varmen ligger tæt ned over os; omkring 35 grader er her, men selv om solen skinner, så er den ikke stikkende; det er mere som at gå rundt i en sauna.

Mange ting er ændret siden vi var her sidst; om det er de syv år, der er gået eller om det er fordi, vi nu er i Shanghai, hvor vi før var i Beijing, er ikke til at vide. Det er nok lidt af begge dele. Det virker som om, det er meget lettere at begår sig her. Alene den lille detalje at gadeskiltene ikke udelukkende er skrevet med kinesiske tegn men også med bogstaver, har stor betydning og det gør at man er i stand til at læse navnene og orientere sig. Også i metroen er der masser af skilte med engelsk tekst, og mange andre steder ser man enkelte engelske tekster, og det er nok til, at man kan forstå, hvilken billet, man skal købe eller hvilken slags kød, man spiser. Der er også hit og pist en kineser, som kan forstå enkelte engelske ord. Men det foregår på et meget primitivt engelsk med få ord frem for sætninger.

Den første dag gik primært med at komme ind på hotellet og prøve at akklimatisere sig. Vi var helt forfærdelig tidsforvirrede og havde en meget ringe fornemmelse af om det var morgen eller aften. Vi landede i Pudong lufthavnen, og turen igennem immigrationskontrollen gik fint, på trods af at en engelsk mand bandede højlydt i køen bag os over de kinetiske myndigheder. Ventetiden var acceptabel, og da man kom hen til lugen tog det kun kort tid; hvor man ventede, mens den kinesiske embedsmand kikkede indrejsepapirerne igennem, og man blev fotograferet; meget hurtigt og meget højelektronisk. Vupti, så var vi i Kina.

Ti meter derfra stod den første ATM; man kunne vælge engelsk sprog, så det var ingen sag. Vupti, så havde vi kinesiske penge. Og på vej videre gennem lufthavnsområdet passerede vi indgangen til metroen. Jeg gik hen til informationen, og købte to af de rejsekort, som man kan bruge til betaling i metroen og taxaer. De to damer i informationen talte et meget ubehjælpsomt engelsk, men alene det, at de kunne nogle få engelsk ord gjorde, at jeg blev i stand til at betale depositum for de to kort og sætte de første penge ind på kortene, så de var klar til bruge. Vupti, nu kan vi køre med metroen uden at skulle løse kontantbillet hver gang. Man lægger bare kortet på en sensor, når man går ind i metroen og det samme, når man går ud og så bliver pengene automatisk fratrukket på kortet. Rejsekortene kan i øvrigt også bruges i taxaer, og det er meget lettere end at skulle fumle med kontanter.

Vi valgte at tage MagLev toget fra lufthavnen ind til byen. Jeg havde set frem til at prøve det, men turen var ikke sindsoprivende. Toget nåede kun lige op over 300 kilometer i timen, og kom ikke i nærheden af de 430, jeg havde læst om; men der er selvfølgelig også en høj fart. Nok havde man fornemmelsen af at det gik hurtigt, men det føltes som enhver anden togtur, medens vi pløjede igennem den uendelige mængde at grimme fabriksbygninger, grimme boligblokke og usle rønner i det flade landskab fyldt med kanaler og vandområder. At de 40 kroner, det koster at køre med MagLev toget ind til byen er en høj pris, blev sat lidt i proportioner, da vi skiftede til metroen og kørte vores betalingskort igennem. Det kostede 4 yuan, hvilket svarer til lidt over 3 kroner. Så det er ikke prisen, der skal afholde én fra at køre med metroen i Shanghai

Vi bor den første uge på 25. etage på Rayfont Hotel & Appartment Hotel; et 37 etager højt hotel på Zhaojiabang Lu. Værelset er meget fint; stort og rent; og der er et pragtfuldt badeværelse med en bruser, der giver masser af vand. Det er noget, man kommer til at værdsætte, når man har travet rundt i en hed og beskidt by en hel dag. Hotellet ligger i udkanten af The French Consession; det område af Shanghai, som franskmændene sad på fra midten af den 1900 århundrede indtil anden verdenskrig. Det er et spændende område af Shanghai med atmosfære og historie; og der er mange restauranter og interessante butikker. Ind til videre er området ikke blevet ødelagt så meget af nybyggeri og højhuse, og det er en skøn blanding af huse af gammel europæisk stil og kinesisk byggeri.

Vi gik gennem et område, som bestod af lave usle huse og smalle gader. Utroligt fattigt og faldefærdigt; med vasketøjet hængende rundt omkring på husene og ude på gaden. Halvdelen af familielivet foregår ude i de smalle gyder. Interimistiske boder er sat op overalt, og alt kan sælges. En mand solgte fjerkræ. Der stod tætpakkede i bure på gaden og der lå blodige fjedr i en bunke lige ved siden af. Nogle bure var stoppet med duer og ænder; og frit på gaden stod flere ænder og et par hvide gæs. De stod sløve i varmen og virkede ikke til at havde den mindste trang til at flygte. Måske var de stækkede, men sløve var de i hvert fald. En anden mand solgte fisk; der stod kasser med vand og levende fisk. I en af dem var nogle korte ålelignende dyr. Han havde også en kasse fyldt med tykke frøer og en kasse med tudser. Selv om området var meget fattigt og usselt, så var der alligevel en vis hygge over det. Folk så ud til at leve deres stille fattige liv i fred og ro.