Vi tog en taxa op til en nærliggende park. Det er første gang, hvor taxachaufføren ikke kørte den slagne vej. Jeg har efterhånden fået så god fornemmelse af byen, at jeg kunne se, at han kørte en omvej. Det gav nogle diskussioner, men det er svært at forklare til en kinesiske taxachauffør, der ikke kan engelsk. Jeg tror faktisk ikke, han forsøgte at snyde, men han havde tydeligvis ikke styr på, hvor vi skulle hen og til sidst smed han os ud af taxaen, dog uden at vi skulle betale. Vi mødte senere på hotellet en dansk-kinesisk mand fra Tilst, som vi snakkede lidt med. Han fortalte, at myndighederne i Shanghai er meget fokuserede på reglerne omkring taxakørsel og taxachaufførerne bliver straffet hårdt, hvis de ikke overholder reglerne, og at de er hunderædde for at gøre noget forkert. Vi har da heller ikke oplevet andre problemer. Vi oplever i øvrigt heller ingen pirattaxaer i Shanghai bu; der er bare rart at være fri for at have dem løbende efter sig.
Louise kikker på kattekillinger.
En god blanding af kaniner, hamstre, egern og kyllinger.
Bagefter var vi på et antikmarked. De havde masser af sjove ting; noget af det var sikkert antik, men meget af det var i hvert fald ikke antik. Et meget hyggeligt marked, men dog noget turistpræget.
Vi sad noget tid i en park og slappede af; Louise læste mest i sin bog og jeg iagttog folkelivet. Det var en ret pæn og velpudset park med en lille sø. Søen var omgivet af fliser med trapper ned til vandet; desværre var der hele vejen rundt en malet gul stribe, hvor der stod at man ikke måtte overskride striben på grund af fare, så derfor kunne man ikke sidde med fødderne i vandet (hvad vi ellers havde stærk lyst til på grund af varmen), men måtte pænt blive på afstand. Det så nu ikke ud til, at søen var særlig dyb, men nogle gange skal man have regler for reglernes skyld. Som alle steder i Kina, var der et utal af folk, der arbejdede i parken. Ud over en masse små blå mænd og damer, der lugede ukrudt og holdt orden, så var der et antal mænd i sorte bukser, hvid skjorte og slips, der holdt øje med den offentlige orden. Der stod adskillige vagtmænd med kort afstand og overvågende hver sit afsnit af søen, og hvis nogen gik helt hen til vandet fik de straks af vide, at det måtte de ikke. Når der var for langt hen til synderen, så havde vagtmanden en fløjte, som han gav nogle høje pift i, hvorefter han derefter med tegn og fagter gjorde klart for den skyldige person at det måtte man ikke. Ingen finder det nedværdigende på denne måde at blive fløjtet af; folk lystrer bare. På et tidspunkt lagde Louise sig ned på bænken, som vi sad på, med hovedet på mit ene ben. Hun lå pænt og anstændigt, men alligevel kom vagtmanden ilende og gjorde tegn til, at det måtte hun ikke. Det var tydeligtvist et meget alvorligt job med et stort ansvar at være vagtmand i en park. Ud over slips og fløjte, så giver det stor magt.
Det er en generel ting, at der er mange ansatte alle steder. Nogle restauranter har flere ansatte end gæster, og når man handler i en forretning er det ikke usædvanligt, at der står 3-4 personer og falder over hinanden ved kassen. Da vi var ved frisøren var der et hold af medarbejdere, der vasker hår, et hold af medarbejdere, der klipper og desuden nogle, der går til hånde og fejer og selvfølgelig én, der kun sidder ved kassen og tager imod betaling. Det betyder så også, at der typisk er et større antal af medarbejdere, der ikke har noget at lave og som bare venter på, at der igen bliver noget, de skal tage sig af. Men mange ansatte er ikke nødvendigvis det samme, som bedre service. Man kan sagtens blive overset i en forretning eller restaurant, hvor der står en hel flok ansatte og hænger eller snakker med hinanden. Men ind imellem er det nu dejligt med de mange ansatte. Den anden dag ville vi tanke vores metrokort med penge. Vi har et plastkort, som man kan tanke penge på og så kan man både bruge det både i metroen og til at betale i taxaer. Det er vældig smart; man slipper for at fedte med kontanter og for at købe billetter, hver gang man tager metroen. Man kan tanke sit kort op både ved at gå hen til en manuelt betjent skranke, men også ved at gøre det selv i en automat, og vi stod og bøvlede lidt med automaten. Og vupti; så stod der pludseligt en uniformeret mand ved siden af, han tog kortet ud af Louises hånd, puttede det ind det rigtige sted i automaten, trykkede på de rigtige knapper og stoppede så pengesedlen ind på den rigtige måde i automaten. Og så gik det hele, som det skulle. Tænk sig, hvis man en dag stod og bøvlede med en af DSB's billetautomater og der så pludseligt stod en DSB-mand ved siden af og hjalp til; man ville jo få et hjerteslag af bare befippelse.
Vi kom tilfældigtvist forbi Xintiandi kvarteret, som er et nyt kvarter bygget i mursten i gammel kinesisk stil. Bygningerne er såmen meget pæne, men det undrede os, at kvarteret i begge de guidebøger, vi har købt om Shanghai, er fremhævet som en 'must see' seværdighed. Det er det bestemt ikke; det virker falsk og kunstigt.
Vi spiste aftensmad tæt ved hotellet. I nærheden er der en anden restaurant, hvor der udenfor står et par bure med et par høns og et par gæs; det vil sige, nu er der kun én gås, for her til aften manglede der én. De stakkels bæster; så står de der og venter på at blive ædt med menukortet hængende lige over hovedet.
Vi gik også en tur ind i et kinesiske supermarked i nærheden. Det er ikke så mange supermarkeder, vi har set, for mange ting bliver handlet på åbne markeder, kiosker og i små interimistiske butikker, men ind imellem ser vi det, vi forbinder med et supermarked. Det er altid sjovt at se, hvordan man sælger dagligvarer i andre lande. Som dansker kan det også være lidt deprimerende at se på kinesiske dagligvarer, for generelt er priserne meget, meget, meget billigere end i Danmark bl.a. koster Phillips sparepærer 10 kroner stykket i et supermarked. De havde en stor fiskeafdeling, hvor der var friske levende fisk i bassiner. Der var også et par baljer med store tykke levende frøer. Mums; det ser man alligevel ikke i Bilka.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar