Slappeaf-dag i Huangshan

Vore kroppe var ganske enkelt mørbankede efter vores bjergvandring i går, så dagen stod på afslapning. Vi sad blandt andet på en lille café i forbindelse med hotellet. Vi fik noget mad, som skulle minde om morgenmad; en æggesandwich som viste sig at bestå af sandwichbrød med spejlæg indeni. Den smagte nu helt fint. Der var en slags chips som tilbehør, nogle rigtig tørre nogle, som måske ville have smagt godt en lørdag aften sammen med en stor kold øl til, men ikke nu. Så bestilte vi også en frugtsalat, det dyreste på hele menukortet. Men vi blev noget lange i ansigterne, da vi fik den serveret., Det var en stor portion af hel frisk frugt; vandmelon, æbler og så videre. Dejligt så det ud. Problemet var bare, at det hele var søbet godt ind i mayonnaise, så det var ikke den fulde succes. Smag og behag er forskellig.

  

Små kinesiske børn har som regel ingen ble på. I stedet bruger man bukser, der har en stor sprække, som det ses på billedet herover. Så er det let at hold ungen ud på vejen, hvis noget er på vej.

Her er et billede tage udenfor en restaurant; menuen er til højre og ingredienserne står til venstre. Bemærk i øvrigt det fine billede nederst til højre på menu'en.

En enkelt praktisk ting ordnede vi dog; vi var på banegården og købte togbilletter tilbage til Shanghai. Vi er efterhånden blevet ganske rutinerede i at begå os uden at kunne snakke med folk. Jeg havde i forvejen taget et foto af en hjemmeside, hvor tognumrene og tidspunkter for afgang var angivet, og det gik da også ganske smertefrit at købe togbilletter. Damen forstod straks, hvilket tog, vi ville med. Der går kun nattog til Shanghai og vi besluttede at tage et toget samme aften i stedet for at vente endnu en dag i Huangshan. Kinesiske tog er opdelt i ’hard seats’ og ’soft seats’ for siddepladser og ’hard beds’ og ’soft beds’ for liggepladser. Der var ikke flere ’soft beds’ ledige, så vi købte to ’hard beds’ med afgang klokken 20:45 og ankomst i Shanghai næste morgen.

Da vi ankom til banegården om aftenen, var der mange mennesker forsamlet foran på pladsen. De hyggede sig i de varme mørke sommeraften på pladsen og på bænkene. Der var desuden to grupper af dansende kineserdamer. Det har vi set før; de forsamler sig på torve og pladser, hvor de danser i store grupper. Nogle gange ser vi pardans, hvor også mændene deltager, men ofte er det damerne, der danser i en større flok. Damerne foran banegården dansede i en stor gruppe med koordinerede bevægelser, og der var en instruktør, der vejledede dem. Det var rigtig hyggeligt, at se på. I Danmark går man ind i et lukket lokale; i Kina er det en del af folkelivet på gaden.

Banegården var fyldt med mennesker, og princippet var det samme som tidligere. Man går gennem et security check, hvor ens bagage bliver scannet og derefter venter man i en hal indtil der bliver åbnet for adgangen til ens tog. Det var et stort klassisk tungt tog, ikke noget med hurtigtog denne gang. Jeg har læst en del skrækfortællinger om kinesiske tog, og havde det indtryk at ’hard beds’ var noget med lange gange med masser af spyttende mennesker, køjesenge og geder. Men det var ganske civiliseret. Kupeerne består at seks liggepladser og der er åbent ud til gangen. Liggepladserne er smalle, og hver plads er redt op med et lagen, en tynd dyne og en tyk pude. Sengelinnedet er rent og pænt. I hver kupe er desuden et lille klapbord med en lille hvid dug med fine kanter på, og under bordet står en stor 2- 3 liters metal termokande til varmt vand

For enden af vognen står en stor vandvarmer, hvor man kan tappe varmt vand til te eller nudler. På gangen op til kupeerne er der små smalle borde og et par klapstole, så man har mulighed for at sidde ned. Der blev spyttet noget i toget, men de spyttende mænd gik i det mindste hen i enden af vognen og spyttede ud i en skraldespand. Harkelydene vender man sig dog aldrig til. En pussig ting var dog også ,at der var rygeforbud, men at folk (inkl. togpersonalet) stor og røg for åbne døre for enden af togvognen, så der stank tydeligt af røg ned gennem kupeerne. Nå, men det er jo Kina. Det værste ved turen var, at toget stoppede utallige gange i løbet af natten og det var ret støjende, når nye folk stod på og gik igennem toget for at finde deres plads. Men ellers var folk ret stille, mange rejsende gik hurtig til ro og der var heller ikke de store problemer med snorken. Selvfølgelig var liggepladserne smalle og hårde, men med ømhed i kroppen fra bjergvandringen dagen før, var det svært at fastslå, hvad smerterne skyldtes.