Fra Hangzhou til Huangshan

Busstationen i Hangzhou er indrettet lidt som en banegård. Man går gennem et security check og venter bagefter i en stor hal indtil ens bus skal afgå. Hver busafgang har et entydigt nummer, så det var ikke svært at finde ud af, da vi skulle hen til udgangen for bus nummer 4005 klokken 11:20. Bagagen lagde vi bare ind i bussen og fandt så vore pladser. Det vil sige, vi måtte lige skifte pladser, da en dame kom og ville sidde, der hvor vi havde sat os. Pladserne var nemlig nummererede, hvilket vi ikke lige havde overvejet. Så der var styr på det.

For at starte med det positive; busturen gik rigtig fint. Det tog under 3 timer og der var ingen stop undervejs, så det var en god lejlighed til at kikke på kinesiske landskaber med rismarker, tebuske og grøntsager samt store floder, små sjove bjerge og huse; masser af huse. Kun i de deciderede bjergområder ser man ikke ret mange huse, men ellers er der huse, huse og huse. Selv om der er marker og landbrug, så ser man tydeligt at Østkina er et meget tætbefolket område. På togturen fra Shanghai til Hangzhou så jeg maser af store hvide fugle stå i rismarkerne, og jeg spekulerede på, hvad det var. Ikke hejrer, traner eller hvide flamingoer (de findes vist ikke, hverken i Kina eller andre steder). Nu så jeg flere af disse fugle, og pludseligt slog det mig,; det er jo storke. Noget så velkendt som storke. Et enkelt sted, så jeg også bøfler, der græssede.

Det negative ved busturen var buschaufføren. Vi var knap ude af busterminalen før han dyttede. Og derefter dyttede han og dyttede og dyttede. Og når en kinesisk bus dytter, så er det både højt og det skærer grimt i ørerne. Vi sad ret langt fremme i bussen og kunne tydeligt høre lyde gennem hans åbne vindue. Han dyttede, når han overhalede en anden bil (overhaling indbefatter her også det, at køre forbi en bil, der ligger i en anden vejbane). Han dyttede, når en bil eller cykel kom i nærheden. Han dyttede, når han kørte ind i en tunnel. Han dyttede, når han stoppede ved en betalingsstation. På et tidspunkt kørte vi på en tresporet motorvej; der var ikke ret meget trafik og en bil foran os lå i den midterste vejbane. Buschaufføren lagde sig så halvvejs mellem den midterste og den yderste vejbane og dyttede. Og dyttede, Og dyttede. Hvorfor, ham ikke bare lagde sig i den yderste bane og kørte forbi den anden bil, må guderne vide. Bort set fra al dytteriet, så kørte han også rigtig grimt, og slingrede meget på motorvejen. Men turen var flot.

Nok om buschaufføren. Vi ankom til Huangshan busterminal i live. Som mange steder i Kina ligger den i et rigtig grimt område, spoleret af grimme bygninger, store veje og efterladt byggeaffald. Busterminalen så om end mere kinesisk ud end den gjorde i Hangzhou, så jeg fik mine bange anelser med hensyn til at finde ud af at komme videre ind til vores hotel. De bange anelser blev heldigvis gjort til skamme. Til forskel fra Hangzhou fik vi straks en taxa, og chaufføren forstod også hurtigt, hvor vi skulle hen, da jeg viste ham et billede af hotelnavnet på min mobiltelefon, og det vidste han godt, hvor var. Jeg er virkelig glad for min mobiltelefon - den er guld værd, når man skal forklare en taxachauffør, hvor man vil hen eller købe togbilletter. Det tog ikke lang tid, før vi blev sat af ved hotellet. Taxaturen kostede 7,5 yuan. Det svarer til lidt over 7 kroner og er endnu billigere end i Shanghai og Hangzhou. Vi er virkeligt kommet ud på landet. Der er også kun 1,5 million indbyggere i Huangshan city.

Vi er indlogeret i Hunanshang Tinxi Inn, som er bygget og indrettet i gammel kinesisk stil. Værelset er fyldt med møbler, så der er ikke ret meget plads til os, men det er rigtig hyggeligt. Personalet kan næsten ikke engelsk, men vi fik checket ind med lidt hiv og sving. Kinesiske hoteller vil typisk have et depositum ud over selve betalingen, og det er ikke altid helt let at forstå dem, hvis sprogbarrieren kommer i vejen. Nogle af dem er heller ikke særligt øvede i at tage imod betalingskort, så nogle gange fumler de rigtig meget med det. Men generelt går det nu ret glat både at checke ind og at checke ud. Og de har altid styr på, at vi kommer selvom vi har reserveret via nettet og ikke har en printet bekræftelse.

Hotellet ligger i den gamle del af byen, og resten af dagen brugte vi på at gå rundt i området. Vi bor midt i de gamle gader, der nok er indrettet med forretninger, der sælger turistdimser, men det er rigtig hyggelig, fordi de gamle huse er originale, og stemningen er meget mere afslappet end vi har oplevet andre steder i Kina, hvor man ikke kan gå et skridt uden at blive antastet af en kinesisk sælger. Det småregnede, så vi havde gaderne for os selv (vi fandt senere ud af, at det var en medvirkende årsag til at det var så hyggeligt, for de store turistmængder var der simpelthen ikke).

Vi så flere restauranter, der havde dyr stående i bure udenfor. Jeg tror bestemt ikke, det var kæledyr. Vi har set det ofte med fisk stå i akvarier i restauranter, men det er første gang, vi ser ænder, marsvin og duer står og vente på deres skæbne. Et enkelt pindsvin, var der også.

Nu sidder vi på hotellet og slapper af. Kortspil, brusebad, nescafé, kinesisk fjernsyn og lidt blogskrivning. Det er hyggeligt, men også underligt, for det er som om jetlaggen bliver siddende i kroppen, og vi er ofte i tvivl om, hvad klokken egentligt er. Jeg døjer stadigvæk med nætter, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Og så drømmer vi begge to vildt meget, når vi endeligt er faldet i søvn. Hver eneste morgen vågner men lidt fortumlet med hovedet fyldt med rester af nattens drømme.
 

I morgen skal vi ud os se, om i kan finde nogle bjerge.