Huangshan bjergene

I dag var vi på Huangshan bjergene. Det var en meget begivenhedsrig dag. Og når jeg skriver meget, så mener jeg meget.

Huang betyder gul og Shan betyder bjerg. Bjergene er ikke gule, men er opkaldt efter en tidligere kejser, Huang Di

En kinesisk geolog udtalte engang for nogle hundrede år siden, at "You don’t need to see any more mountains after seeing 'the Five Mountains', and you don't need to see the other four mountains after seeing Huangshan" (han sagde det nok på kinesisk, men det citat, som jeg faldt over, var nu engang på engelsk). Bjergene er i øvrigt på UNESCO's liste over verdensarv.

Huangshan bjergene ligger et stykke væk fra Huangshan city. Man skal først køre 50 km til Tangkou, som er den by, der ligger for foden af bjergene. Derefter skal man køre fra Tangkou op til indgangen af bjergområdet; det kræver yderligere en bus eller taxi. Det var ikke lykkedes mig af få fat på et kort over Huangshan City eller at finde de kinesiske tegn for banegården i Huangshang, hvor bussen skulle afgå fra. Men med et stykke papir og mine fantastiske tegneevner, så lykkedes det at få en taxichauffør til at forstå, at vi gerne ville til banegården (en kinesiske taxichauffør taler ikke engelsk og forstår ikke 'railway station') og det kom vi.

Ved banegården i Haungshan kom der nogle kinesiske mænd løbende straks, de fik øje på os. Med fakter og kinesiske snak forsøgte de at få os med dem. Nu er det sådan en rar ting, at vide, hvor man skal hen og hvad det koster, før man giver sig i lag med at køre med fremmede personer, som man ikke engang kan tale med. Men heldigvis var der et lille skur med noget turistinformation, hvor vi flygtede ind. Der sad et par mænd og en dame (der er altid rigeligt af medarbejdere i Kina, selv på et lille sted). Der var en stander med nogle få brochurer på kinesisk ellers ingen ting. Men damen derinde forstod engelsk nok til at finde et kort frem til os både med engelske navne og kinesiske tegn. Det er vigtigt, når man rejser i Kina, at kortene både er med bogstaver og kinesiske tegn, ellers kan man nemlig ikke spørge om vej, da kineserne sjældent kan læse vores skrift, og vi kan jo ikke læse deres tegn. Damen kunne også give en kort vejledning af, hvor vi skulle tage hen. Bjergene har nemlig flere indgange, tre kabelbaner og mange forskellige vandreruter. Hun viste os over til den holdende bus, der afgik til Tangkou. Ved tegn og fagter fik vi forklaret, at prisen var 17 yuan for en billet.

Så kørte vi i minibus til Tangkou. Turen tog en lille time, og var meget flot. Vi kørte gennem små byer og kunne se, hvor flittigt kineserne udnytter hvert et lille stykke jord. Der var masser af tebuske, der vokser i karakteristiske rækker i smukke mønstre. I Huangshan sælger de meget te, herunder også kamillete, som står i store sække i forretningerne; her kunne vi nu se kamilleblomsterne vokse i rækker på de små jordstykker. Og ellers var det mange andre afgrøder; lidt ris hist og pist, og rigtig mange græskarlignende planter, som gror op i stativer. De blomstrer lige nu med store gule blomster, så det er endnu ikke til at se, hvad det er for noget, men det ligner græskar. Buschaufføren kørte meget rask til og han var tilhænger at det princip, at man skal tage den korteste vej i en kurve uanset, hvilken side af vejen det så er. Han var også rimeligt ligeglad med fuldt optrukne linier og lavede en del vilde overhalinger i det snoede bjerglandskab. Jeg så en gang, hvor der kom et modkørende køretøj; heldigvis var det et lille køretøj og med lidt dytteri og snoen sig, så fik de passeret uden sammenstød. Vi ankom efter en times tid til Tangkou; stadig i live og efter en smuk køretur.

I Tangkou blev vi sat af ved busstationen. Der var en hektisk aktivitet af mennesker og masser af holdende busser. Tangkou er tydeligt en turist by. Kinesere fra nær og fjern valfarter dertil for at vandre i bjergene; og Tangkou er fyldt med hoteller og turist butikker. Vi var inde i en butik og købe vand, og kom af en eller anden grund til at tænke på Otto Duborg. De køber tørrede svampe af alle mulige slags, masser af te og nogle flasker, som vi antager indeholde en eller anden form for lokal kinesisk brændevin. Mange af tingene er fint emballeret i smukke æsker med fine kinesiske tegn på; lige til at tage med hjem fra ferien som en gave. For os er det lidt svært at købe den slagt, for vi ander ikke, hvad det indeholder og vi kan ikke spørge nogen om råd.

Nå, men ved hjælp af vores kort, kunne vi spørge efter en bus videre op til bjergene og vi fik købt en billet til den næste bus, der skulle køre os op til Yungu kabelbanen, som vi havde valgt at starte med. Sjovt nok kunne billetdamen relativt godt engelsk, så det gik nemt. Billetten var noget dyrere end til den første bus, selvom turen kun varede 20 minutter. Men det er et velkendt turistprincip; jo tættere, man er på målet, jo dyrere, bliver priserne. Denne bus kørte os det sidste stykke op til indgangen til bjergene og kabelbanen. Denne gang var der tale om virkelig bjergkørsel og bussen havde en helt anden langsom fart på end den tidligere minibus. Ned i første gear, og så tøffede den op af bjerget. Da vi blev sat af, købte vi billet til kabelbanen og for at komme ind i bjergene. Det viste sig nemlig, at ud over de 80 yuan til kabelbanen, så kostede det yderligere 250 yuan per person at kommer ind på bjergene; der var faktisk en indgang, som man skulle igennem, også hvis man kun ville gå til fods. Heldigvis havde jeg hævet rigeligt med penge, for de tog ikke betalingskort, og det lykkedes også at få studierabat til Louise selvom hun ikke havde taget sit studiekort med. Så alt i alt blev det 525 yuan, og det gjorde et godt indryk i vore kontanter og gav lidt uro i maven, for der ville ikke være penge nok til endnu en kabelbane på tilbagevejen samt mad og busturen tilbage til Tangkou.

Vi tog nu kabelbanen til toppen. Det var en meget flot tur med meget langt ned og en fantastisk udsigt ud over bjergtinderne. Da vi kom højt op, var der meget diset og vi kunne ikke se ret langt væk, det var meget stemningsfyldt. Vi blev sat af fra kabelbanen og begyndte nu vores bjergvandring. Det skal lige bemærkes, at bjergene i hundredvis af år har været et yndet mål for vandrere i Kina, og at bjergene er oversået med trapper og at der derfor ikke er tale om primitiv bjergvandring, men om forholds civiliseret vandring på etablerede trapper og stier. Der er desuden et utal af folk, der arbejder på bjerget; vagtmænd, politibetjente (i kina har man en vagtmand til nærmest alting - bygninger, parker, søer og bjerge), skraldeopsamlere, og folk, der betjener små butikker, som sælger mad og turist krimskrams. Toiletter er der også en del af på bjergtinderne.

Der var meget diset på toppen af den bjergtinde, hvor vi var blevet sat af. Skyer og dis lå ind mellem bjergtinderne. Derfor var udsigten også meget sparsom, men man kunne alligevel fornemme de store dybder og det var meget malerisk at se de mange smukke planter og pinjetræer danne smukke motiver med tågen i baggrunden. Som taget ud fra et kinesisk maleri. Hele området emmede af fugt, og plantelivet var frodigt; lidt ligesom i en regnskov. Det var en del fugle, og vi så mange egern. Vand og mad var noget dyrere oppe på bjerget; bort set fra at priserne stadig er billige set med europæiske øjne, så skal man også se det i lyset af, at varerne bliver slæbt rundt på bjerget til de forskellige salgssteder. Ud over varer, så gik der mange arbejdere rundt og slæbte på andre ting bl.a. nogle store sten, som de bar væk to mand med stenen hængende mellem en bærestang. Man kunne i øvrigt også betale sig til at blive transporteret rundt på bjerget i en bærestor, som to kinesere så bar rundt på. Det er hårdt arbejde, og så på de stejle trapper.

Vi gik en del rundt og prøvede at orientere os. Det var lidt svært, da stednavnene på skiltene og på vores kort ikke altid stemte overens. Undervejs prøvede vi at spørge om vej, uden den store succes. De rute oversigter, som var på forskellige skilte var heller ikke helt ens. En dame, som vi spurgte om vej, spurgte efterfølgende om jeg ville tage et billede af hende sammen med Louise med hendes kamera. Det gik vi - lidt grinende - med til og så tog jeg også lige et billede af dem med vores eget kamera. Vi gik således lidt i ring, inden vi endeligt fandt vejen sydpå i retning mod Lotus Peak og efterfølgende Yuping kabelbanen.

Derefter ændrede landskabet sig; skyerne lettede og vi gik nu op og ned ad nogle enormt flotte tinder, fantastiske klipper og store granitformationer. Og vi kunne nu se hvor dybt, der var ned mellem bjergtinderne. Vi var oppe i tæt ved 1.800 meters højde. Nogle af stierne var temmelig smalle og mange steder var der ingen afskærmning, For en person med højdeskræk (mig) var det skrækindjagende at bevæge sig op og ned ad de åbne trappeafsatser og se, hvordan dybet åbner sig lige ved siden af. Vi gik blandt andet ned mellem to klippeformationer ad en stejl og meget smal stentappe. Der løb desuden vand ned af trappen, så den var våd og glat, og det var ret ubehageligt at gå på den, men ned skulle vi jo. For enden af trappen var en afsats, men bag ved afsatsen åbnede dybet sig langt ned i dalen, og det kunne man så se, mens man med bævrende ben stavrede ned af stentrappen. Det var skrækindjagende, men også vildt flot.

 
Vi var kommet forbi Baihai hotellet oppe på et an bjergtinderne, hvor der var noget så glædeligt som en hæveautomat, så jeg havde igen rigeligt med kontanter. Efter en lang og flot gåtur var klokken nu blevet mange. Vi var ved at være trætte, og havde næste været oppe på Lotus Peak; det højeste punkt i Huangshan bjergene. Så det var dejligt, at nå hen til Yuping tovbanen, hvor vi havde planlagt vores endelige nedstigning. Men vi blev noget lange i ansigterne, da vi nåede indgangen til tovbanen og kunne konstatere, at den lukkede kl. 16.30. Jeg havde ellers set, at kabelbanerne lukkede kl. 18. men det gjaldt altså ikke Yuping kabelbanen. Klokken var nu ved at være 17 og der var 6,5 kilometer ned af stierne til enden af kabelbanen. Vi havde nok gået mellem 10 - 15 kilometer allerede. At gå tilbage af den vej, vi kom fra, ville være mindst lige så tidskrævende, og vi skulle ikke nyde noget af at blive fanget i det område, når det blev mørkt. Vi havde derfor ret travlt, fordi vi var langt sydpå og tusmørket starter kort efter kl. 18 og det er meget mørkt kl. 19. Ikke noget med danske lyse sommeraftener her. At gå rundt på stejle trapper på et bjerg i mørke, er ikke lige det smarteste at gøre. Altså måtte vi tilbage op ad trapperne og derefter af andre stier ned mod bunden af bjergene.

Nu fulgte en meget lang og trættende tur. Vores ben var ved at være meget trætte og begyndte at bævre under os, men heldigvis gik det mest nedad. Det er hårdt at gå på trapper, men er værst opad især, når man har gået meget. Turen var rigtig flot, og der næsten ingen mennesker. På den øvrige del at bjerget var der ret mange mennesker og nogle steder var der flokke af meget talende kinesere med højtråbende guider. Nu var der ikke et øje, hvilket var dejligt, men også var lidt foruroligende, da solnedgang nærmede sig og der var nok en grund til, at der ikke var andre mennesker. Vi snakkede om, hvorvidt området blev lukket af, så vi ikke kunne komme ud, når vi endeligt kom ned; for slet ikke at tænke på, om vi kunne få en bus ned fra bjerget. På den sidste del af turen var det skummelt mørkt. Tusserne kom frem; store tykke tudser, der sad på stien. Det var lidt fascinerende, men også lidt irriterende, fordi man skulle anstrenge øjnene vildt meget i halvmørket for ikke at komme til at træde på en tusse. Og der var ret mange af dem. Der var også begyndt at komme nogle underlige høje hvinende lyde ud over skoven og bjergsiden. Det lød meget som en vinkelsliber eller et meget højt larmende tandlægebor og vi snakkede om, hvorvidt det var dyr eller en menneskeskabt lyd. En overgang troede jeg, at det var nogle arbejdere, der lavede et eller andet larmende arbejde i skoven (i Kina arbejder folk længe og det er ikke usædvanligt at se en mand med en skærebrænder arbejde sent om aftenen), men efter som vi kom ned af bjerget og lyden blev ved, kom den fra forskellige retninger, og vi kunne regne ud, at det måtte være dyr, der lavede lydene. Sikkert en eller anden form for cikader. De laver til tider lyde, der nærmest giver resonans i ørerne. En meget ubehagelig lyd var det i hvert fald.

Vore ben var meget trætte, musklerne sitrede og benene bævede under os. Men til sidst kom vi til udgangen. Da var det også helt mørkt. Der var huse og toiletter og der sad nogle kinesere, som sikkert boede der om natten. Vi gik en tur på toilettet. Vi var godt svedige og benene rystede under os af bare anstrengelse. Jeg kunne mærke musklerne i mine baller gøre ondt. Vi var glade for at være nede, men ret urolige for, hvordan vi skulle komme videre. Der ville næppe holde et arsenal af busser og vente på os, og busturen op ad de smalle veje, havde vi hverken lyst eller kræfter til at gøre nedad til fods. Og ingen af os havde lyst til at sove sammen med tudserne. Men så skete der et lille mirakel; da vi kom ud holdt der en stor bus, og der sad en dame i et billetsalg. Hun var tydeligvist ved at lukke ned, men jeg fik købt to billetter, medens Louise placerede sig foran bussen, så hun kunne gøre anskrig, hvis den gjorde tegn på at begyndte at køre. Damen havde problemer med byttepengene og jeg havde ikke lige penge. Jeg var på nippet på at løbe uden byttepenge, men fik dog en bunke én yuan mønter stukket i hånden, hvorpå vi begge nærmest løb ind i bussen. Fem minutter efter kørte bussen afsted mod Tangkou og dermed tilbage til civilisationen. Klokken var 19:35. Tænk sig, hvis vi var ankommet 10 minutter senere.

I Tangkou blev vi sat af på busstationen, der nu var lukket ned og den henlå i mørke. Ikke noget med at sætte os af foran stationen. Næh, vi blev sat af omme bag stationen på busholdepladsen, og måtte famle os frem i mørket til forsiden af busstationen. Her var der også mørkt og lukket af. Der var ikke skyggen af en af de mange busser, der holdt på pladsen tidligere på dagen. Vi gik ud i byen, der var fyldt med mennesker, der tydeligvist boede i byen eller boede på hotel i byen. Der var masser af mennesker på gaden og på restauranterne, men ikke rigtigt nogle busser eller taxaer nogen steder. Efter at have forsøgt at få en taxa inde på et hotel lykkedes det os endeligt at fange en taxa på gaden og blive enige om en acceptabel pris. 200 yuan for turen tilbage til Huangshan City; en ganske høj pris for at køre taxa i Kina, men ikke nogen høj pris, når man tænker på, at han skulle køre os 50 km til Huangahan city og tilbage igen, og det viste sig desuden, at der går en hovedvej mellem byerne, så han betale oven i købet vejpenge. Efter at være blevet enige om pris og tur og at være hoppet ind i taxaen stod taxachaufføren og parlamenterede med nogle folk på gaden. Vi var trætte og ville bare afsted. Så kom der en anden taxa, som stoppede ved siden af, og nu ville de have os over i den taxa i stedet for. Jeg sikrede mig, at prisen stadig var den samme og at den nye chaufføren var enig i, hvor vi skulle hen og så kørte vi. Et par hundrede meter oppe ad gaden stoppede han imidlertid og samlede en kinesisk fyr op; han hoppede glad og fro ind på bagsædet ved siden af Louise. Vi gjorde tegn til, hvad det var for noget, men forstod ikke de kinesiske forklaringer. 'Friend, friend' forklarede de og sagde en masse kinesiske ord. Hvad det var for en fyr, var ikke til at vide, men vi ville hverken på nogle omveje, for at køre ham hjem først eller have ham med som gratist. Louise var meget træt, og hun var meget fast besluttet på, at han i hvert fald ikke skulle sidde ved siden af hende. Vi gjorde det klart for chaufføren, at fyren skulle ud (det kan man ret let forklare selvom, man ikke taler kinesisk) og at vi skulle afsted nu. Taxachaufføren gik nu resolut ud og hev fyren ud af bilen. Han ville ikke gå glib af de 200 yuan og afsted gik det nu uden yderligere ophold og ekstra folk i bilen. Turen hjem gik heldigvis meget hurtigere end da vi kørte den modsatte vej, fordi vi nu kørte af hovedvejen. Vi blev sat af foran hotellet klokken 21.15, godt trætte.

Det var en begivenhedsrig dag; med fantastiske bjerge og en nedgang fra bjergene, der var lidt mere spændende end planlagt.