lørdag den 20. juli 2013

Dadonghai Bay

I dag var skiftedag og vi flyttede ind til Dadonghai bugten, der ligger tættere ved Sanya by. Det er helt med vilje, at jeg bookede det andet hotel for nogle få dage; så er der mulighed for at se området (og hotellet) lidt an og flytte et andet sted hen, hvis man hellere vil det. Hvor Yalong bugten er meget mondæn og turistpræget, så er Dadonghai mere folkelig og i byområdet, men der er stadig mange hoteller og aktivitet centreret omkring stranden og turisme.
Det nye hotel er faktisk et hostel. Det hedder intet mindre end ”Sanya Simple Love Sea View Hostel”. Vi fik en toværelses lejlighed, fordi det bestilte værelse ikke var ledigt. Den ligger på 18. etage tæt ved stranden og har havudsigt. Der er et køkken, og to værelser med hvert sit lille badeværelse. Og sikke et sted, vi er kommet til at bo; vi føler os ganske som kinesere. Hvis man går ind fra bygningens forside, går man gennem noget, der ligner et biludlejningsfirma. Der er nogle sofaer, hvor der altid hænger/ligger et antal kinesiske mænd og laver ingenting. Går man ind fra bygningens bagside, går man forbi en masse gadekøkkener og frugtboder. Selve opgangen er ganske simpel og meget grim, elevatoren virker hærget og på vores etage står en brugt madras og flyder. Lejligheden har mere karakter af at være en privat lejlighed, end noget der er en del af et hostel. Det er dejligt med al den plads, vi har fået, men møblementet er ærlig talt noget skramlet og i meget dårlig smag. Køkkenet er helt skrækkeligt; det går lige an at have drikkevarer i køleskabet, men jeg ville aldrig lave mad her. Det er rent ud sagt møgbeskidt.
Bruseren på det ene badeværelse hænger 15 centimeter fra stikkontakten til vandvarmeren, og der er et åben stik i den. Jeg opdagede det, første gang jeg gik i bad, og hele rummet var fyldt med vanddamp, så det gibbede noget i mig. Sikkerhed er ikke noget man går så højt op i. Derefter brugte vil badet i det andet badeværelse, hvor det ser lidt bedre ud med hensyn til at blande strøm og vand. Louise har sagt mange gange, 'hvor kunne man lave en lækker lejlighed her', og det kunne man. For få midler, endda. Udsigten er flot og med lidt rengøring og simple midler, kunne det blive en fantastisk lejlighed.
Det er rigtig dejligt, at være kommet ind i byen, hvor der er mange forretninger og restauranter, og hvor man ikke er lukket inde i en turistghetto. Yalong har intet liv udover turismen. Jeg læste et review af området, hvor det var beskrevet som “a hotel ghetto in the middle of nowhere with nothing to do and no restaurants worth going to”, og det rammer faktisk meget godt.
Her ved Dadonghai bugten er der masser af liv; restauranter og boder på gaden, der sælger mad, fugter og alt muligt tingel tangel. Som nævnt er Hainan ud over at være feriested for rige kinesere også feriested for rige russere. Mange restauranter har menukort på både kinesisk og russisk, og der er mange skilte i gadebilledet med russisk tekst. Mange af de lokale kan tale noget russisk, eller i hvert fald nogle turist-sætninger, tilstrækkeligt til at servicere russiske turister. Så vi bliver konstant antaget for at være russere (de kan jo se, vi ikke er kinesere; ergo må vi være russere). Folk råber efter os på gaden på russiske, hvilket er rimeligt irriterende.




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar