Jeg har mistet min sølvring, som jeg altid går med. Jeg er ret sikker på, at den er et sted på hotelværelset, men har ledt alt igennem både vore egne ting og rundt omkring på værelser uden held. Under sengen fandt jeg én slikkepind, 1 yuan, flere hoteltøfler og en temmelig stor mængde skidt, men ind til videre ingen ring. Jeg har været ret utilfreds hele dagen og føler mig som Gollum, der har mistet 'sin dyrbare'.
Der er typisk omkring fem etager i de bygninger, hvor der er fake markeder og etagerne specialiserer sig lidt forskelligt. De mest hektiske etager er der, hvor der sælges elektronik, sko og tøj. Det er gerne de etager, der ligger tættest på hovedindgangen. Men der er også nogle mere rolige områder. F.eks. var der i Hongqiao marked en hel etage fuldt med plastikblomster, souvenirdimser, æsker og alt muligt, der ville have været velegnet til hadegaver. Der var kun få mennesker i den del af markedet og målgruppen var tydeligt ikke vesterlændingene. Der fik vi lov at gå i fred og ro, og vi underholdt os med at kikke på de mystiske ting. Vi blev endda hilst på kinesisk 'ni hao' i stedet for det evindelige ’hello’. Vi fandt faktisk en lille butik med elektronisk tilbehør, hvor sælgeren var i stand til at fortælle en masse om varerne på engelsk og han gav sig god tid til det. Man kunne ikke kunne prutte om prisen der, men vi fik en god service og prisen var stadig god, så vi købte et tastatur til Louises iPad og et cover til hendes telefon og gik glade derfra. Ikke lige den slags købsoplevelser, man ellers oplever på den slags markeder.
Ved siden af ligger Hongqiao Pearl Marked, hvor de sælger guld og perler. Et underligt sted. Vi kunne gå i rimeligt fred; de råbte ikke så meget ad os, men det var svært at afgøre hvor ægte smykkerne var. Umiddelbart indikerede både priser og markedets indretning, at der var tale om ægte varer, men man bliver så skeptisk, når man rejser i Kina og tror efterhånden, at alt er falsk, så jeg fik ikke købt en ring til erstatning for den, jeg har mistet.
Senere tog vi op i Yashow marked, der ligger tæt ved Sanlitun, og fortsatte vores sondering der. Vi var uden på at finde en skrædder for at få syet en kjole til Louise, til når hun bliver student. Og skulle det være, skulle det ordnes, så vi kunne nå at få den syet, inden vi igen forlod Beijing. Men de stoffer, de havde liggende de forskellige steder, var tydeligvist rettet mod herrejakkesæt, herreskjorter og kjoler i kinesisk stil. Så vi opgav at få syet en kjole. Kvalitet og pris følges også ad til en hvis grad i Kina, og det ville være ærgerligt at ende med noget, der ikke var helt godt.
Aftensmaden blev indtaget på Blue Frog; en restaurant, vi lærte at kende i Shanghai, men som også ligger i Beijing. Vi er lidt sentimentale i den retning, og synes, det er sjovt at ’vende tilbage’.
På vej hjem i taxaen gik jeg glib af min første rigtige konversation på kinesisk; chaufføren sagde noget, som jeg ikke forestod, men lidt efter gik det op for mig, at han havde spurgt, hvor vi kommer fra, og det kunne jeg faktisk godt have besvaret på kinesisk. Jeg var lidt langsom i opløbet og så var det bare for sent.
Herunder nogle billeder med kontraster fra Beijing.
Vi bor tæt ved Hongqiao marked og indtog morgenmaden på Starbucks der. Bagefter tog vi en tur rundt på markedet, der er et traditionelt fake marked med tøj, sko, tasker, kufferter og kosmetik. Fake markeder i Kina er en underlig ting, men også lidt af en oplevelse. Men man skal helst være i humor til det, for man bliver råbt an HELE tiden, og så snart ens øjne har hæftet sig ved en vare i mere end et splitsekund, har man en sælger over sig. Hvis man er i humor til det, er det rigtig sjovt, men det kan også være rigtig uudholdeligt. Hele tiden bliver man anråbt "Hello lady, watch", "Wanna t-shirt?", "Wanna bag?", "Louis Vuitton,?". Luften er fyldt med råb og alle ved, at alt er falsk selvom det fremgår helt anderledes. Man bruger lommeregnere til at forhandle med, så der er ikke brug for de store sprogkundskaber. Sælger og køber taster på skift på lommeregneren, hvad de vil sælge/købe for, så er der ikke så meget tvivl om, hvilken pris man bliver enig om, hvis det ender med en handel.
Der er typisk omkring fem etager i de bygninger, hvor der er fake markeder og etagerne specialiserer sig lidt forskelligt. De mest hektiske etager er der, hvor der sælges elektronik, sko og tøj. Det er gerne de etager, der ligger tættest på hovedindgangen. Men der er også nogle mere rolige områder. F.eks. var der i Hongqiao marked en hel etage fuldt med plastikblomster, souvenirdimser, æsker og alt muligt, der ville have været velegnet til hadegaver. Der var kun få mennesker i den del af markedet og målgruppen var tydeligt ikke vesterlændingene. Der fik vi lov at gå i fred og ro, og vi underholdt os med at kikke på de mystiske ting. Vi blev endda hilst på kinesisk 'ni hao' i stedet for det evindelige ’hello’. Vi fandt faktisk en lille butik med elektronisk tilbehør, hvor sælgeren var i stand til at fortælle en masse om varerne på engelsk og han gav sig god tid til det. Man kunne ikke kunne prutte om prisen der, men vi fik en god service og prisen var stadig god, så vi købte et tastatur til Louises iPad og et cover til hendes telefon og gik glade derfra. Ikke lige den slags købsoplevelser, man ellers oplever på den slags markeder.
Ved siden af ligger Hongqiao Pearl Marked, hvor de sælger guld og perler. Et underligt sted. Vi kunne gå i rimeligt fred; de råbte ikke så meget ad os, men det var svært at afgøre hvor ægte smykkerne var. Umiddelbart indikerede både priser og markedets indretning, at der var tale om ægte varer, men man bliver så skeptisk, når man rejser i Kina og tror efterhånden, at alt er falsk, så jeg fik ikke købt en ring til erstatning for den, jeg har mistet.
Senere tog vi op i Yashow marked, der ligger tæt ved Sanlitun, og fortsatte vores sondering der. Vi var uden på at finde en skrædder for at få syet en kjole til Louise, til når hun bliver student. Og skulle det være, skulle det ordnes, så vi kunne nå at få den syet, inden vi igen forlod Beijing. Men de stoffer, de havde liggende de forskellige steder, var tydeligvist rettet mod herrejakkesæt, herreskjorter og kjoler i kinesisk stil. Så vi opgav at få syet en kjole. Kvalitet og pris følges også ad til en hvis grad i Kina, og det ville være ærgerligt at ende med noget, der ikke var helt godt.
Aftensmaden blev indtaget på Blue Frog; en restaurant, vi lærte at kende i Shanghai, men som også ligger i Beijing. Vi er lidt sentimentale i den retning, og synes, det er sjovt at ’vende tilbage’.
På vej hjem i taxaen gik jeg glib af min første rigtige konversation på kinesisk; chaufføren sagde noget, som jeg ikke forestod, men lidt efter gik det op for mig, at han havde spurgt, hvor vi kommer fra, og det kunne jeg faktisk godt have besvaret på kinesisk. Jeg var lidt langsom i opløbet og så var det bare for sent.
Herunder nogle billeder med kontraster fra Beijing.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar