Det er regnvejrsdag og migrænedag i dag. Vi havde planlagt at bruge dagen på at cykle rundt på Xi'ans bymur, men Louise har ligget i sengen hele dagen med migræne.
Jeg gik tur i vores kvarter i gaderne bagved hotellet. Først gik jeg dog ind omkring Xi'an University of Technology, som ligger ovre på den anden side af den lidt større gade, vi bor op ad. Det var nu ikke så interessant (jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet), men nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg har gået på universitetet i Kina. Så jeg gik videre ud i kvarteret. Der er masser af liv i området. Jeg tror, det gælder overalt i Kina; der hvor der er en opgang eller et stykke fortov, der er nogen, som driver en eller anden form for forretning. Man kan sågar se salg af kæledyr på åben gade, og der er altid masser af interimistiske boder med mad, grønt og frugt, og nogle gange levende dyr (mad). Der var også salg af levende fisk i små glas på størrelse med dem, man drikker af. Jeg overvejede, at købe en med hjem til Louise, men dels følte jeg, at det var en småklam form for handel med fisk, dels så kræet ud til at være på dødens rand og dels var jeg ikke sikker på, at det ville gøre lykke hos Louise; så jeg droppede det. I Kina har de temmelig afslappet forhold til dyr; bare noget kan fornøje, så er det i orden. Ingen kvababbelser over dyrevelfærd her.
Tæt ved vores hotel mærkede jeg den umiskendelige lugt af gris; levende gris altså. Der var en stor mur, så jeg kunne ikke se noget, men jeg er sikker på, at nogen holder gris(e) tæt ved. Og det midt i en by med 6 mio. indbyggere. Lidt pudsigt.
Jeg bliver aldrig træt af, at iagttage gadelivet i Kina. De har mange praktiske funktioner, som man godt kunne buge i ny og næ. En mand, der sidder under en bro og reparerer cykler for forbipasserende, eller hvad med en dame der sidder på en gangbro og reparerer mobiltelefoner for forbipasserende. Helt sikkert for billige penge.
Så det har alt i alt været en stille dag. Den mest sindsoprivende oplevelse var, da jeg bad om et ekstra nøglekort til hotelværelset, fordi jeg ville gå en tur, og strømmen forsvinder i værelset, når man tager kortet med sig og Louise skulle ikke ligge tilbage uden aircondition. Jeg kunne bare have brugt et helt vilkårligt plastkort, men det tænkte jeg ikke lige på i situationen. Det gik relativt fint med at få et ekstra kort, selvom det foregik på et sprogligt minimum, forstod de i receptionen, hvad det var jeg ville, så jeg fik et ekstra kort. Men kortet virkede bare ikke, og det gjorde det oprindelige kort pludseligt heller ikke. Ned i receptionen igen; de gjorde et eller andet ved kortet og jeg gik op igen. Begge kort virkede stadig ikke. Heldigvis stod der en hoteldame på gangen, hun lignede en eller anden opsynsdame. Jeg fik fat i hende, og hun tog over. Damen ringede nu til en eller anden på sin interne telefon, og hun snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Jeg ventede, og ventede, og ventede. Efter lang tid kom der så en mand med en værktøjskasse. Det første han forsøgte, var at åbne døren med en skruetrækker. Det gik ikke så godt. Min tålmodighed var ved at være brugt, og jeg tænkte også på, at Louise der lå på den anden side af døren måtte være lidt utryk ved al den postyr, så jeg bankede på og Louise åbnede døren. Derefter bøvlede den lille mand en del med at skifte batteri i døren (den har åbenbart et batteri, ja det er vel meget logisk) og slutteligt lykkedes det for ham. Hele historien er jo ret banal; det var et batteri, der skulle skiftes, men der er intet, der er simpelt i Kina. Der bliver altid en masse mennesker involveret, og telefonsamtaler. Telefonsamtaler, som burde indeholde en kort instruks, bliver som i stedet bliver til lange dialoger (som jeg jo ikke forstår noget af, og derfor må stå undrende og spekulere over, hvad al den snak handler om).
Louise kvikke de op hen under aften, men var ikke klar til at spise, så jeg gik ud i kvarteret for at hente noget mad til mig selv. For at komme over den store vej, som vi bor ud til, skal man over en gangbro og der fik jeg et lille kik i livet som universitetsstuderende i Xi'an. På vej ned af trappen fra gangbroen kunne man nemlig se direkte ind i de værelser, som de studerende bor på. Det var mørkt udenfor, de havde lys på værelserne og adskillige værelser havde ingen gardiner, så der var frit udsyn. Selve værelserne er omkring 5 meter i længden og 4 meter i bredden; der er ret højt til loftet. På hver langside står to køjesenge, hver i to etager. Imellem de to sæt køjesenge på langsiden står et højt skab. Der er således otte sengepladser i værelset og to skabe til deling mellem de otte beboere. I den smalle plads i midten af rummet mellem sengene står et eller to mindre borde, hvor man kan se studerende sidde med computer og bøgerne. På væggene over sengene hænger også nogle metal hylder til opbevaring. Det er godt nok ikke meget plads.
Herunder flere billeder med gadeliv i Xi'an.
Der spilles kort foran gydesælgeren
Gadekøkken med produktion og salg af brød og i baggrunden steges ænder
Der handles med frugt i tusmørket
Toiletpapirsælgeren
Damer, der broderer
Jeg gik tur i vores kvarter i gaderne bagved hotellet. Først gik jeg dog ind omkring Xi'an University of Technology, som ligger ovre på den anden side af den lidt større gade, vi bor op ad. Det var nu ikke så interessant (jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet), men nu kan jeg i hvert fald sige, at jeg har gået på universitetet i Kina. Så jeg gik videre ud i kvarteret. Der er masser af liv i området. Jeg tror, det gælder overalt i Kina; der hvor der er en opgang eller et stykke fortov, der er nogen, som driver en eller anden form for forretning. Man kan sågar se salg af kæledyr på åben gade, og der er altid masser af interimistiske boder med mad, grønt og frugt, og nogle gange levende dyr (mad). Der var også salg af levende fisk i små glas på størrelse med dem, man drikker af. Jeg overvejede, at købe en med hjem til Louise, men dels følte jeg, at det var en småklam form for handel med fisk, dels så kræet ud til at være på dødens rand og dels var jeg ikke sikker på, at det ville gøre lykke hos Louise; så jeg droppede det. I Kina har de temmelig afslappet forhold til dyr; bare noget kan fornøje, så er det i orden. Ingen kvababbelser over dyrevelfærd her. Tæt ved vores hotel mærkede jeg den umiskendelige lugt af gris; levende gris altså. Der var en stor mur, så jeg kunne ikke se noget, men jeg er sikker på, at nogen holder gris(e) tæt ved. Og det midt i en by med 6 mio. indbyggere. Lidt pudsigt.
Jeg bliver aldrig træt af, at iagttage gadelivet i Kina. De har mange praktiske funktioner, som man godt kunne buge i ny og næ. En mand, der sidder under en bro og reparerer cykler for forbipasserende, eller hvad med en dame der sidder på en gangbro og reparerer mobiltelefoner for forbipasserende. Helt sikkert for billige penge.Så det har alt i alt været en stille dag. Den mest sindsoprivende oplevelse var, da jeg bad om et ekstra nøglekort til hotelværelset, fordi jeg ville gå en tur, og strømmen forsvinder i værelset, når man tager kortet med sig og Louise skulle ikke ligge tilbage uden aircondition. Jeg kunne bare have brugt et helt vilkårligt plastkort, men det tænkte jeg ikke lige på i situationen. Det gik relativt fint med at få et ekstra kort, selvom det foregik på et sprogligt minimum, forstod de i receptionen, hvad det var jeg ville, så jeg fik et ekstra kort. Men kortet virkede bare ikke, og det gjorde det oprindelige kort pludseligt heller ikke. Ned i receptionen igen; de gjorde et eller andet ved kortet og jeg gik op igen. Begge kort virkede stadig ikke. Heldigvis stod der en hoteldame på gangen, hun lignede en eller anden opsynsdame. Jeg fik fat i hende, og hun tog over. Damen ringede nu til en eller anden på sin interne telefon, og hun snakkede. Og snakkede. Og snakkede. Jeg ventede, og ventede, og ventede. Efter lang tid kom der så en mand med en værktøjskasse. Det første han forsøgte, var at åbne døren med en skruetrækker. Det gik ikke så godt. Min tålmodighed var ved at være brugt, og jeg tænkte også på, at Louise der lå på den anden side af døren måtte være lidt utryk ved al den postyr, så jeg bankede på og Louise åbnede døren. Derefter bøvlede den lille mand en del med at skifte batteri i døren (den har åbenbart et batteri, ja det er vel meget logisk) og slutteligt lykkedes det for ham. Hele historien er jo ret banal; det var et batteri, der skulle skiftes, men der er intet, der er simpelt i Kina. Der bliver altid en masse mennesker involveret, og telefonsamtaler. Telefonsamtaler, som burde indeholde en kort instruks, bliver som i stedet bliver til lange dialoger (som jeg jo ikke forstår noget af, og derfor må stå undrende og spekulere over, hvad al den snak handler om).
Louise kvikke de op hen under aften, men var ikke klar til at spise, så jeg gik ud i kvarteret for at hente noget mad til mig selv. For at komme over den store vej, som vi bor ud til, skal man over en gangbro og der fik jeg et lille kik i livet som universitetsstuderende i Xi'an. På vej ned af trappen fra gangbroen kunne man nemlig se direkte ind i de værelser, som de studerende bor på. Det var mørkt udenfor, de havde lys på værelserne og adskillige værelser havde ingen gardiner, så der var frit udsyn. Selve værelserne er omkring 5 meter i længden og 4 meter i bredden; der er ret højt til loftet. På hver langside står to køjesenge, hver i to etager. Imellem de to sæt køjesenge på langsiden står et højt skab. Der er således otte sengepladser i værelset og to skabe til deling mellem de otte beboere. I den smalle plads i midten af rummet mellem sengene står et eller to mindre borde, hvor man kan se studerende sidde med computer og bøgerne. På væggene over sengene hænger også nogle metal hylder til opbevaring. Det er godt nok ikke meget plads.
Herunder flere billeder med gadeliv i Xi'an.
Cykelreparatøren venter på kunder under gangbroen (der kom en dame med en defekt cykel lige efter)
Der handles hundehvalpe på åben gade
Der spilles kort foran gydesælgeren
Gadekøkken med produktion og salg af brød og i baggrunden steges ænder
Der handles med frugt i tusmørket
Toiletpapirsælgeren
Vandmelonsælgeren og bagved skraldebilen
En lille skammel er alt, hvad der skal til; så kan man både passe butikken og nyde familielivet; selv potteplanterne er med
Afslapning med mobilen
Kortspillere og folk, der kikker på; mon ikke der ligger penge på bordet. Bemærk kontrasten mellem manden til højre og reklamen bagved
Der hygges med lidt spil
Skrotarbejdere
Man kan altid lige tage sig en lur
Ingen kommentarer:
Send en kommentar