Vi ankom på Beijing banegård mandag morgen kl. 6 i et mylder af mennesker. Foran stationen var der en sluse, der ledte folk ud til taxaer, og det gik overraskende hurtigt at få en taxa. Der var altså effektivt. Chaufføren havde lidt problemer med at finde hotellet, selvom jeg havde den præcise adresse og han fandt ned til den rette gade. Jeg har aldrig helt forstået det, men det sker gang på gang i Kina. Men chaufføren var nu ret kvik og kunne godt forholde sig til, at jeg stak ham en tablet med kortet på og han var også to gange ude af bilen og spørge om vej. Sjovt nok er der ingen taxaer, der er udstyret med GPS. I Beijing er startgebyret i taxaerne 13 yuan for de første to kilometer hvor det i Xian er 6 yuan.
Check in på hotellet var noget bøvlet; igen lykkedes det ikke at betale med mastercard selvom de tog imod mit kort. Den unge dame ved skranken bøvlede i evigheder med det og hun næsten intet engelsk. Hun insisterede på, at jeg skulle taste min pinkode, og var ikke en gang i stand til at forstå, at terminalen sagde 'Please Wait'. Heldigvis havde jeg set, at der lå en ATM tre meter fra hotellets indgang, så på et tidspunkt mistede jeg tålmodigheden og gik over og hævede kontanter. Hotellet er ikke særlig fint (men billig) og ligger lige på ad Temple of Heaven Park, hvor kejseren i fordums tider drog ud og foretog ofringer. Så vi bor ret centralt.Det lykkedes os at tage en god lang lur. Måske vi stadig kører lidt efter dansk tid? For det lykkedes forbavsende let at sove ret mange timer og vi blev ret friske på trods af den lange nat i toget. Jeg havde end ikke sovet fem minutter i løbet af natten.
Bagefter tog vi en tur ud i Beijing; kikkede lidt på nærområdet, spiste morgenmad/frokost/eftermiddagsmad og fandt ud af, hvordan vi tager metroen. Med lidt hiv og sving lykkedes det at få købt to Beijing Transportation Smart Card, der er et lille plastkort, man kan tanke op og bruge som billet. Man skulle tro, at det var en simpel sag, at købe sådan et kort, men de ansatte i metroen kunne ikke engelsk, og havde ikke abstrationsevne til at forestille sig, at jeg ville købe andet end en engangsbillet. Heldigvis mødte vi en venlig engelsktalende kineser, der lærte mig, at sige kortets navn på kinesisk, og det lykkedes så godt, at det bagefter lykkedes mig at købe to kort. Så nu kan vi bare tanke op på plastkortet og slipper derfor for at stå i kø for at købe engangsbilletter hele tiden. Vi brugte et tilsvarende kort i Shanghai sidste år; det er vildt smart og kan bruges i taxaer, busser og metro. Metroen i Beijing koster to yuan per gang, og det kan man ikke klage over.
Vi gik tur i kvarteret omkring Sanlitun. Det er en bargade, der er delvist revet ned og erstattet af nogle nye moderne bygninger med trendy butikker og restauranter. Til en forskel fra, hvad man ofte ser i Kina, var det nogle rigtigt flotte bygninger med en hyggelig stemning. Vi fik også besøgt de to American Apparal forretninger, som var en vigtig del af Louises ferieplaner.
Vi kom forbi en mand, der gik rundt men en abe i en snor og ville man betale for det, så kunne man få lov at holde aben og tage billeder sammen med den. Det gjorde vi nu ikke, men Louise fik en lille snak med aben, da manden forsøgte, at få hende overtaget. Når man ikke er kineser, antager alle at man vil købe det, de nu går rundt og sælger. Man har aldrig fred for sælgere.
Det var regnvejr, men på en rar måde. Det var knap så varmt og luften duftede varm asfalt. Rigtig dejligt.
Heruder nogle billeder, ikke fra Sanlitun kvarteret, men fra en hutong ikke langt fra vores hotel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar