Vi brugte dagen i Temple of Heaven, der ligger lige overfor vores hotel. Solen skinnede og der var blå himmel (lidt diset, men næsten blå himmel) og det er ikke typisk i det forurenede Beijing.Parken omkring Temple of Heaven var lukket for offentligheden indtil kejserrigets fald. Templet rummer en række meget smukke tempelbygninger og en kæmpestort cirkulært alter i marmor. Igennem 500 år ofrede de forskellige kejsere der. Parken er meget stor. Ser man et kort over Beijing ses en meget stor paddehatteformet grøn plet, det er Temple og Heaven.
Der er meget grønt i parken; masser af træer og dejligt grønt græs. Også en rosenhave, der desværre var ved at afblomstre. I et område tæt ved indgangen af parken var der nogle pavilloner fyldt med ældre mennesker, der sang og spillede kort. Det er så hyggeligt, at se på. Kineserne har en helt anden naturlig tilgang til det; tænk hvis jeg stillede mig op i en dansk park med et par venner og gav mig til at synge højt. Sikke nogle blikke, jeg ville få. Og folk ville både synes, at det var pinligt og latterligt. Men sådan er det ikke her. Det er den naturligste ting i verden, og det er rigtig hyggeligt.
Efter at have set tempelbygningerne og marmoralteret, sad vi et stykke tid nede i enden af parken og spillede kort og kikkede på folk, der gik forbi (og de kikkede på os). Kortspil er blevet en af de måder, vi slapper af på. Man kan ikke se noget hele tiden, og et kortspil er en god pause, hvor man også kan kikke på folkelivet omkring sig.
Aftensmaden blev indtaget på Southern Babarian; igen en restaurant vi kender fra Shanghai. Den ligger i et hutong kvarter nord for den forbudte by. På vej derhen gik vi gennem nogle meget smalle mørke gyder. Man kikker lige ind i folks bolig og kan se, hvordan de bor i de små rum, hvor køkken og soveværelse ofte er samme rum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar