Vi tog med toget kl. 20:47 fra Ping Yao med kurs mod Beijing. Uden pladsbilletter, så de første par timer stod/sad vi ude i mellemgangen op ad toiletterne sammen med rygerne. De toiletter var overhovedet ikke lækre, og folk gik ind og ud hele tiden, så dørene smækkede op og i og nogle gange blev de ikke engang smækket i. Togtoiletterne sætter nye standarder for toiletter. Man lærer at tilpasse sine fine fornemmelser, når man rejser i Kina.På en måde var det en fordel, at vi havde kørt med et lignende tog, for nu havde vi en ide om, hvordan det foregår og hvordan, folk indretter sig i et tog uden pladsbillet. Der var et lille indhak i mellemgangen med en håndvask, og jeg havde i det andet tog set, at en mand simpelthen havde sat sig op på vasken og sov der om natten. Så den mulighed havde vi da; at en af os kunne sidde deroppe noget af tiden til en afveksling. Det blev nu ikke aktuelt. Senere lykkedes det os nemlig at få plads til vores kufferter inde i selve kupéen. Det var rart at få dem placeret på bagagehylden, så skulle vi i det mindste ikke holde øje med dem på sammen måde. Så hang vi ud i gangen derinde sammen med en masse andre, der heller ikke havde plads. Louise sad på gulvet. En times tid lykkedes det mig at kapre 10 cm af et sæde, hvor jeg kunne hænge med den bagerste del af bagdelen. Det var meget rart, men det gjorde nu alligevel ikke så meget, da en kinesisk dame senere gjorde krav på pladsen, da man får vældigt ondt i bagen af at sidde sådan i længere tid. Derefter stod jeg op en times tid, og så var vi så heldige at få et sæde til deling en times tid indtil vi igen blev henvist til gulvet.
I løbet af natten kom der mere og mere affald på gulvet. Der var småt med bakker til affald, så fok smed det bare. Det gjorde vi også. Og alle medbragte masser af mad i de karakteristiske tynde plastikposer fyldt med bægre med nudelsuppe, poser med tørrede fødevarer og masser af drikkevarer. Nogle gange gik en togmand igennem vognen med en stor kost og fejede det hele op, og om morgenen inden ankomsten i Beijing gik han igennem med en moppe og vaskede gulvet. Så selv om der blev svinet, så blev der også gjort rent.
En fantastisk ting er at se, hvordan folk sidde/hænger/står i toget. Når der er plads til to sidder der ofte tre-fire stykker. De skiftes også til at sidde på sædet, stå eller sidde på gulvet. Og en barn kan godt ligge inderst på sædet, mens de voksne sidder på den forreste del af sædet og spiller kort. Kinesere er fantastisk gode til at sove hængende hen over et bord eller ned over deres egne lår, eller de sætter sig simpelthen ned på gulvet med benene i skrædderstilling og lægge armene på kanten af et sæde. Det stiller store krav til ens smidighed.
Kineserne har et andet forhold til kropslighed end vi har. Man kan godt hænge op af et sæde i toget, som en anden har. Tænk, hvis man gjorde det i Danmark. Man kan også stå tættere op ad hinanden i en kø, end vi finder passende. Det er som om, den kropslige afstand, som vi lægger så meget vægt på, er en anden her. De træder heller ikke til side på gaden, for at lade andre passede, på samme måde, som vi forventer det. Man går bare eller står, hvor det lige passede en selv og så må andre selv sørge for at gå, hvor de kan. Også i forhold til støj, har kineserne andre grænser. Man taler højlydt i toget, selvom klokken er to om natten, og andre mennesker sover. Man taler højlydt i mobiltelefon i metroen, når man står 15 centimeter fra en fremmed persons øre. Forlader man et hotel kl. 4:30 om morgenen, så snakker man højt på gangen. Og tro mig, når jeg skriver, at de taler højt, så er det højt. Næsten råbende. For os er det plagsom støj og vi opfatter det som uhøfligt, men her er der ingen, der løfter et øje. Ingen, der siger 'hej, kunne I ikke lige dæmpe jer, klokken er to om natten'. Man kan tolke det som manglende hensyn til andre, men det kan også tolkes som stor tolerance overfor andre. I hvert fald er der ingen, der løfter et øje eller laver sure miner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar