Fredag aften er det tid for afrejse fra xi'an videre med nattoget til Ping Yao. På hotellet havde der en dag været en medarbejder, der kunne så meget engelsk, at han kunne hjælpe os med, hvilke busser vi kunne tage ind til banegården. Fredag aften er det svært at få en taxa til banegården, fortalte han. Det går da også rigtig fint med at tage bussen. Vi ankommer uden problemer og i god tid, og det er sjovt at opleve folkelivet i bussen i stedet for at sidde i en taxa.
Der er et mylder af mennesker foran banegården. Vi er i god tid og fordriver noget af ventetiden på en Mc Donalds på den anden side af gaden. Det er helt vildt; den er som en forgård til banegården, stuvende fyldt af mennesker med kufferter. Der er på den McDonalds, jeg oplever det mest beskidte toilet på hele ferie, og det siger ikke så lidt! Jeg vil undlade at komme med yderligere beskrivelse her. Men fy; McDonalds!
Pladsen foran banegården er enorm; meget lang og meget bred, og den myldrer med mennesker hele tiden. I aften, fredag aften, er der om end endnu flere mennesker. Mennesker, der venter, mennesker, der er på vej og mennesker, der vil sælge noget, Folk går rundt, de sidder, de ligger. Nogle ligger på aviser, nogle sidder på deres bagage og nogen sidder bare. De medbringer masser af bagage; kufferter, tasker og store plastbøtter, der ligner dem, man har maling i. Andre har store nylonsække og papæsker med bånd bundet rundt om.
Ved første øjekast virker alt som et stort kaos, men det er faktisk ret velorganiseret, man skal bare forstå systemet. Ude på pladsen står folk i kø til noget, der ligner små træboder med hegn udenom. Der stiller man sig i kø og fremviser derefter billet samt legitimation (i vores tilfælde pas). Så kommer man ind til en lukket del på pladsen og der står man i kø til sikkerhedskontrollen. Al bagage skannes og man går også selv gennem en scanner, lidt ligesom man kender det fra lufthavnen. Så kommer man ind i banegårdshallen og venter der indtil, der bliver åbnet for adgang til det tog, som man skal med. Alle tog har numre, og skiltningen er tydelig. Selvom man ikke kan kinesisk, er det let at se, hvor man skal vente, for at komme med tog nummer 2672. Det bliver vores tur, og de åbner for adgang til perronerne. Vi viser billetter og går ud på perronen sammen med en strøm af mennesker. Der bliver vi bliver gennet ind på en lang kø og må vente, indtil personalet lad os gå ned ad trapperne og videre ud til vores perron (det går fint, men man føler sig lidt som en straffefange, der bliver gennet af sted). Toget er langt; meget langt. Vi går i lang tid ud ad perronen for at nå ud til vogn 13. Undervejs checkes billetten; og den checkes igen, da vi går ind i vogn 13, hvor vi skal sidde.
Toget kører ved 23-tiden og vi skal være fremme i Ping Yao ved 7-tiden i morgen tidlig.Vi kunne ikke få liggepladser og var ret spændte på, hvordan vi skulle sidde. Det viser sig at være en åben vogn, med sæder i sektioner af seks pladser på den ene side af gangen og fire pladser på den anden side. Sæderne er meget pæne med rent blåt stof og med små hvide stykker stof, der hvor man har hovedet. I hver side er et ganske lille borg med en firkantet metalbakke til affald.
Hele vognen er stopfyldt med mennesker og bagage. Heldigvis hjalp en kinesisk mand med at skubbe bagagen på hattehylderne, så vi kunne få plads til den store kuffert. Den anden kuffert kunne vi klemme ind under sædet. Vi sidder med et antal voksne (to til fire stykker, tror vi nok, det er lidt svært at gennemskue, hvem, der hænger sammen med hvem) og otte børn. Vi har to sæder og de har de fire sæder. De skiftes til at flytte lidt rundt, og børnene er tynde, så det går forbavsende godt. Et par stykker står op, og ellers sidder de nærmest i en bunke på sæderne.
Det er utroligt, som der er fyldt med sorthårede hoveder overalt. Vi er de eneste ikke-kinesere. I starten vækker vi noget opsigt og der bliver taget billeder af os med mobiltelefonerne, men efterhånden daler interessen lidt. Børnene på sædet bag os fornøjer sig med at stå på sædet og kikke ned på os. Louise spiller på sin iPad, så det tiltrækker deres interesse. Imens går der en lind strøm af personale gennem vognen, vi har allerede set fire slags salgsboder med mad, frugt, vand, andre drikkevarer, læsestof, toiletpapir mv. Desuden går der personale gennem vognen og lejer små plasttaburetter ud til dem, der ikke har et sæde. En underlig bærbar skærm med kinesisk film på, kan man også leje, samt mobile batterier til computere. Hver gang, nogen går forbi på gangen, må de folk, der står op eller sidder i gangen, flytte sig. Og det sker rigtig tit. Det er rygeforbud i kupeen, men i de åbne døråbninger står mændene og ryger, så lidt røg får man også fornøjelsen af.
Et sted nede i toget, kan man hente varmt vand til te og til at lave suppe ud af de bægre med tørrede nudler, som sælges overalt i Kina. Det kan købes for under en fem’er i et supermarked og noget højere priser, der hvor man kan presse prisen. Alle rejsende i toget medbringer poser stoppet med mad; tørrede fødevarer af ukendelig karakter og de små papbægre, som indeholder tørrede nudler, lidt tørret kød og noget bouillon pulver. Der er en lille plastske i dåsen, og når man har hældt varmt vand over og ladet det trække lidt, så slubrer man nudlerne i sig og drikker noget af suppen til. Der går en lind strøm af mennesker frem og tilbage med deres små te-beholdere og suppebægere. Vandet er godt varmt, kan man se. Det damper op af bægrene. Lidt efter midnat er moderen til et af børnene (eller nogle af dem?) faldet i sov, men børnene er stadig vågne og en far til nogle af dem spiller højlydt en musikvideo på sin mobiltelefon. Ikke en eneste af de omkringsiddende løfter et øjenbryn, selvom masser af folk sover; kinesere har simpelthen et andet forhold til støj, end vi har. For ikke at sige; en anden tolerance overfor sine medmennesker.
Den lille fyr på sædet bag os står troligt på sædet og kikker på, at Louise spiller computerspil. Folkelivet i toget er ganske fornøjeligt. Senere falder også børnene i søvn, men der er natten igennem en uro og folk, der snakkede højlydt, uden at tage hensyn til, at det flyder med sovende folk, både på sæderne og siddende på gulvet. Lyset i vognen bliver aldrig dæmpet, og det er ikke meget vi får sovet den nat.
Under vejs finder vi ud af, at vore nærmeste medpassagerer består af den ene kvinde og to af de tre mænd og de rejser sammen med i alt otte børn. Den ene dreng er ret stor, de øvrige i alderen tre - elleve år. De har tilsammen fem sæder på den ni timer lange tur. Man taler meget om kinesiske enebørn, og om hvor forkælede, de er. Det er muligt; men det er slående, hvor velopdragne børnene i toget er. Ikke et kny kommer der. Vi sidder i toget i timevis, langt efter små børns sengetid og under trange pladsforhold. Alligevel er ungerne søde, stille og fuldstændig uden at lave besvær. Ud på morgenen bliver det alligevel for meget på den mindste pige. Hun mister besindelsen og giver sig til at tude højt. Her får vi så et indblik i kinesisk børneopdragelse; idet hun får nogle dask og moderen siger noget til hende, som bestemt ikke lyder rart. Man behøver faktisk ikke at forstå kinesisk, for at forstå det. Men stille, det blev pigen i løbet af ganske kort tid.
Næste morgen, ankommer vi til Ping yao.
Under hele turen, er der ingen der kontrollerer vores billet. Det blev gjort på vej ind i toget. Og da vi stiger ud i Ping Yao går vi igennem en billetkontrol på vej ud fra perronen, så de kan se, at vi har orden i sagerne. I grunden meget smart. Prisen var under 65 kroner for at køre 520 kilometer i tog; det kan man ikke klage over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar