Vi besluttede os for at tage op på den kinesiske mur igen. Denne gang valgte vi Juyongguan. Sidste gang var vi med en turistbus på Badajing og det var forfærdeligt, overbefolket og turistet. Bustuen var heller ikke nogen fornøjelig oplevelse, der var en råbende guide med og på vej hjem blev vi tvangsindlagt til at bruge en time ved en jadebutik, der solgte turistdimser. Så denne gang valgte vi at spare de 150 - 260 yuan, som en billet med turistbusserne koster, og tog i stedet til muren på egen hånd. Vi tog bus 919 til en pris af 4,80 yuan for en billet (ca. 4,5 krone). Det gik nu ikke helt som planlagt, bussen stoppede nemlig ikke ved Juyongguan, men fortsatte op gennem bjergene og videre ud på det flade land nord for bjergene. Jeg havde heldigvis et kort på min tablet, og kunne se, at vi var kommet gennem bjergene og var godt på vej mod Mongoliet, så vi hoppede af i en by, som vi ikke vidste, hvad hed. Derefter hoppede vi på bus 919 i modsatte retning, men helt let skulle det ikke være, for den kørte en anden rute på vej tilbage gennem bjergene, så vi kom ikke til Juyongguan, men hoppede af i en ny by, som vi ikke vidste, hvor var. Heldigvis havde jeg gjort mit hjemmearbejde, for jeg fandt ud af, at bus 68 gik helt ud til muren ved Juyongguan og efter lidt søgen fandt vi faktisk stoppestedet. Vi ventede på bussen under stor bevågenhed fra nogle mænd, der absolut ville køre sort taxa med os, men de fik den kolde skulder og efter nogen ventetid kom bussen da også. Det var en lille skramlet bus, som stoppede mange steder undervejs, men vi endte med at nå op til vores destination ved Juyongguan.
Vi gik en tur op på muren. Det er hårdt at gå på stentrinnene, der varierer en del i størrelse og visse steder er meget høje. Muren er et imponerende bygningsværk, men det er svært at fornemmes størrelsen, når man kravler et stykke op ad en bjergside og kun kan se over mod den anden side.
Vi tog bus 68 tilbage, og denne gang besluttede vi at tage den hele vejen ind, så vi kunne skifte til en metro. I bussen snakkede vi lidt med en kinesisk studerende, som kunne så meget engelsk, at vi kunne føre noget, der lignede en samtale. Kineserne vil utroligt gerne tale engelsk, og de benytter gerne lejligheden, når de kan. Det var nu meget hyggeligt. Hvor bus 919 havde kørt ad de store veje, så kørte bus 68 ad mindre veje og gennem mange beboelseskvarterer. Det tog noget længere tid, men var meget interessant. Vi passerede blandt anden en rismark og nogle får, selvom det var by hele vejen. Da bussen stoppede, kunne vi ikke finde en metro og efter at have søgt noget og prøvet at få en taxa hoppede vi på en tilfældig bus. Vi valgte en af de busser, der så lidt pænere ud og som så ud til at være mere gennemgående en de små skramlede busser, og ganske rigtigt kørte den ad de store veje og vi endte så langt ind, at vi kom til metroen. Det er utroligt, så store byerne i Kina kan være. Man kører og kører og kører, og er stadig ikke inde i midten af byen selv om man har passeret by i timevis.
Vi endte med at have betalt omkring 20 kroner for at have kørt med et utal af busser dagen igennem; en helt anden pris end de 400-500 kroner vi skulle have betalt med turistbusserne og derudover, så var det en sjov oplevelse at begive sig rundt på egen hånd.
Himlen var blå i dag. Det er den første dag, hvor vi oplever det. Først troede vi, det var fordi vi var ude i bjergene, med der var også blå himmel, da vil kom tilbage til Beijing. På vej tilbage på hotellet med metroen hoppede vi af i et tilfældigt kvarter, hvor vi fandt et en japansk restaurant, hvor vi fik noget rigtig dejlig mad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar