Morell de Lux: Kejser Qins grav

I dag er dagen for besøg på kejser Qins grav. Vi skal se de verdensberømte terracottakrigere, der figurerer på UNESCOs verdensarvsliste. Det er varmt og småregnende, hvilket i grunden er helt rart.

Som turist i Kina ligger oplevelsen ikke udelukkende i at se seværdigheder, men også i at se på dagliglivet og i at begå sig i det hele taget. Vi tog en taxa til banegården. Jeg brugte et kort til at kommunikere med taxa chaufføren og viste ham, at vi ville til nordporten i bymuren (der stod et gadenavn på kinesisk på kortet, som jeg har downloadet til min tablet). Vi blev sat af, som jeg havde bedt ham om, men vi kunne ikke helt kende området fra dagen før og fandt så ud, at banegården ikke ligger direkte ud for nordporten, men længere østpå ved murens nordside. Så vi begav os til fods det sidste stykke vej. Det viste sig at være et spændende kvarter, vi var havnet i; et noget tarveligt kvarter fyldt med små forretninger hver på størrelse med en lille muret garage. Kvarterets speciale var dæk, møtrikker og andre dimser især til cykler, men også forretninger med underlige metaldele, nylonreb og alt muligt andet. Underlige små nussede forretninger med et usandsynligt rod. Jeg vil tro, at de var lagerførende i en hvilken som helst dims. Det fyldte op overalt, var stablet op på hylder, lå i bunker på gulvet og ud over det hele; rodet og beskidt. Foruden at være forretninger, så var det også familiens opholdssted, så der sad familiemedlemmer i forretningerne samt ude på gaden på små lave taburetter. De slappede af, var i gang med at spise, sov eller sad og ordnede grøntsager; et fuldstændig almindeligt familieliv bare ude på gaden. En del af folkene i kvarteret var muslimer kunne vi se; nogle kvinder med tørklæder og mænd med fipskæg og kalotter. Xian er hjemsted for en gruppe af den etniske Hui befolkning, der er muslimer. Lidt længere henne drejede vi ned af en lille vej, der fungerede som marked, med salg at mad, grøntsager og frugt. Frodigt så det ud, med masser af velkendte grøntsager og nogle, vi ikke havde set før.

Da vi nærmede os banegården ændrede boderne karakter, de blev erstattet af små interimistiske kiosker med drikkevarer og alle mulige fødevarer til at tage med på rejsen. Vi købte to paraplyer og to flasker vand af en gammel mand. Det blev grinet noget, da jeg var ved at tilbyde ham to yuan for de to paraplyer. Kineserne bruger fingertegn til at angive tal, og det fungerer ikke på samme, som når vi vesterlændinge viser tal med fingrene. To yuan ville også være utroligt billigt, men nogle gange bliver man helt 'fart blind' af de kinesiske priser. Så jeg slap tyve yuan, knap tyve kroner, for de to paraplyer; stadig meget billigt, og både manden og vi fik et godt grin. Det er kun dejligt med et grin, når man ikke kan tale sammen.

Henne ved banegården fandt vi bus 306, og hoppede op i den i tiltro til, at den gik ud til terracottakrigerne. Det gjorde den også; en tur på knap en time til en pris af syv yuan per billet, noget billigere end de ture man kan få via diverse bureauer og taxachauffører, der ikke vil køre efter taxametertakst. Det betaler sig at gøre lidt research først. Der er gode muligheder for at blive snydt, og de sorte taxachauffører er meget pågående, især da vi jo tydeligt ligner turister. Jeg hørte en radioudsendelse om Kina, hvor de sagde, at ’… taxachaufførerne opfører sig som ådselgribbe ved synet af en turist’ og det er en meget god beskrivelse.

Terracottakrigerne; jo de er sandelig imponerende. Selve området, hvor krigerne står, består af tre haller med tilsammen mere end 7000 krigere og heste, alle i fuld størrelse og alle med individuelle træk. Der er en helt hær med forskellige typer soldater og ledere (bueskytter, generaler m.v.). Jeg er ikke helt stiv i de militære titler og vil ikke udspecificere det nærmere her. Deres våben var lavet af træ og er gået til for længst, men selve lerkrigerne står tilbage og griber om de våben, der ikke længere er der. Man regner med, at der stadig findes tusinder af statuer i området, som ikke er udgravet endnu. Oprindeligt har de stået nedgravet under en trækonstruktion, som blev smadret, da den brast ned over dem, derfor er de fleste af soldaterne smadret, mange er nu samlet af stumperne, og mange er stadig kun 'potteskår'. Arkæologerne arbejder stadig i området.

Efter at have set krigerne bevægede vi os ned gennem det store område med horder af souvenirsælgere og sælgere af mad og frugt; nogle mere pågående end andre. Vi ledte efter de gratis shutlebusser, som skulle køre os over til kejser Qins mausolæum, der ligger et par kilometer fra det sted, hvor krigerne er gravet ud. Jeg havde taget et foto af de kinesiske tegn for kejser Qins mausolæum, som jeg viste til en buschauffør, men det var ikke den rigtige bus. Straks sprang en tilfældig mand frem og tilbød at køre os for 20 yuan; en pris som var alt for høj for den korte afstand. Sorte taxaer prøver altid at tage en høj pris og hver gang man leder efter en autoriseret taxa, så myldrer de om en som fluer. Nogle gange er det taxachauffører, som ikke vil køre efter taxameteret, andre gange er det bare en kinesisk mand, der har en bil. Ikke nok med at de tager overpris, men man risikerer også at komme det forkerte sted hen eller at blive kørt hen til en eller anden butik, hvor man påtvinges køb af ubrugelige souvenirs før man kan få lov at komme videre. Vi gik videre og fandt straks efter de gratis busser, der kørte os ud til Qins mausoleum. Manden, der tilbød os at køre os for 20 yuan kunne jo bare have peget over mod gratisbusserne, men det synes han åbenbart ikke, han ville.

Selve området omkring selve graven virker ikke ret interessant, ved indgangen står en masse souvenirsælgere, og ellers er det et stort grønt område med en stor bevokset høj i midten. Højden er 51 meter, men har oprindelig været 112 meter. Jeg har ikke fundet ud af, hvorfor. Den er pyramideformet, men det ses ikke tydeligt med det blotte øje, også fordi man ikke kommer op på den, men må nøjes med at gå rundt om den, eller bliv kørt rundt i små elektriske vogne, som vi valgte at gøre. Undervejs kan man gøre stop ved noget, som viste sig at være igangværende udgravninger. Det var ret interessant; det ene sted var nogle mænd ved at grave jord væk, og bag en glasvæg sad folk og undersøgte stykker af lerkrigere. Tænk sig, hvis de en dag vælger at udgrave selve graven, det vil være vildt spændende. Kejseren døde i år 221 før Kristi fødsel, efter sigende døde han af kviksølvforgiftning, hvilket han indtog for at opnå udødelighed! Omkring 700.000 arbejdere vurderes at have medvirket til at opføre hele gravområdet over en periode af 38 år. Det er underligt at tænke på, hvor meget, der ligger skjult under jorden i selve graven og det kæmpe område omkring graven, som man ikke har fundet endnu.

Områder rummer i dag masser af granatæbletræer, andre frugttræer og nåletræer, og det duftede dejligt i den stille regn. En underlig detalje var dog skiltene med advarsler mod at berøre planterne p.g.a. sprøjtning med pesticider og de mange 'Keep away - Danger' skilte', som stod på hele området. Om det var alvorligt ment, eller bare for at holde folk væk fra granatæblerne, er svært at vide.

Tilbage i Xian var det blevet mørkt og vi gik fra banegården ind gennem bymidten for at finde noget aftensmad. Vi gik ind forbi en park, som viste sig at være rum for et sandt leben af mennesker. Folk hyggede sig i den varme mørke aften; nogle spillede forskellige spil, andre udøvede sport og andre igen slappede af. Imponerende at se en gammel kone med det ene ben højt oppe på en barre medens hun bøjede næsen helt ned til knæet. Længere nede i byen kom vi ind i et område, som var fyldt med folk, der dansede ude på fortovet. Det gør kineserne meget om aftenen. Nogle gange er det mest kvinderne, der danser; alene eller to og to. Nogle gange danser mændene også med. Der var flere grupper, der dansende til hver deres type musik. Det eneste, det kræver, er et lille musikanlæg; nogle gange er der en instruktør, der leder dansen. Det ene hold havde levende musik med, og de dansede med farvestrålende paraplyer og farvede bånd. Det er så hyggeligt, når de danser i mørket.

Vi har opdaget, at vores kvarter er omdannet til en restaurant om aftenen; lige nedenfor vores hotel. Der forsamles mindst ti mobile gadekøkkener; de består af små cykler med forholdsvis store lad og med sig har de kogekar, frituregryder, pander og alt mulig med til at koge, brase, stege, fritere med. Og masser af mad; kød på spyd, nudler, supper, grøntsager, kød, brød og de har medbragt små borde og taburetter, som folk kan sidde på. Folk spiser af små skåle, der er dækket med et tyndt stykke plastik henover, så maden ligger reelt ovenpå plastikken. Det er smart, når man ikke har direkte adgang til vand og man på den måde kan bruge den samme skål til mange mennesker uden at vaske op. Men skifter bare plastikken. Det ser vældig hyggeligt ud og mange mennesker sidder i den mørke gade og spiser og hygger sig.